Retten til arbejde
Matt 20,1-16
En af de menneskerettigheder, der i praksis har mindre betydning, er retten til arbejde. Den findes ikke desto mindre både i FN’s menneskerettighedskonvention og i den danske grundlov. Enhver har ret til arbejde. Det er artikel 23 i menneskerettighedskonventionen og § 75 i grundloven. I bemærkningerne til grundloven står, at man naturligvis ikke kan kræve at få arbejde. Hvis man er ufrivilligt arbejdsløs og ikke kan forsørge sig selv, træder stk. 2 i § 75 i kraft. Det er retten til forsørgelse. Man kan kræve understøttelse. Men man kan ikke kræve arbejde.
Man kan så undrende spørge, hvorfor det er formuleret som en rettighed. Hvorfor er det ikke snarere en pligt? Ville det ikke give mere mening at sige, at enhver har pligt til at arbejde? Det er en menneskepligt at forsørge sig selv ved arbejde. Hvis man ikke kan, træder forsørgelsesretten i kraft. I virkeligheden er det også det, grundlovens fædre har tænkt. For i 1849 var retten til arbejde ikke inkluderet blandt rettighederne. Det var derimod forsørgelsesretten. Således lå arbejdspligten implicit i forsørgelsesretten, der dengang var § 75 stk. 1. Først i 1953 efter FNs menneskerettighedskonvention fra 1946 kom arbejdsretten ind som en ny § 75 stk. 1 og forviste forsørgelsesretten til stk. 2. Så nu optræder retten til arbejde som en eksplicit rettighed og ikke en implicit pligt.
Det afspejler en tid, hvor man har set, at regimer har forsøgt at udelukke bestemte befolkningsgrupper fra samfundet ved at holde dem ude af arbejdsmarkedet. Det var ikke blot et forsøg på at tvinge disse mennesker ud i armod og elendighed; det var forsøg på at tvinge dem ud af samfundet. De måtte ikke arbejde, for man ikke ville anerkende dem som en del af fællesskabet. Retten til arbejde handler om inklusion. Mister man retten til arbejde, ekskluderes man. Anses man ikke for værdig til at bidrage med værdi, er man ikke værdsat. Er man værdig til at bidrage med værdi, er man værdsat.
Det har ikke blot sociologiske årsager, men er også psykologisk begrundet. Den tyske anerkendelsesteoretiker Axel Honneth opererer med såkaldte ringeagtsytringer, som er det modsatte af anerkendelse. En af dem handler om strukturel udelukkelse fra rettigheder. Det nedbryder også de pågældende individers selvforståelse. Det gælder ifølge Honneth fx ved strukturel arbejdsløshed og systematisk udelukkelse fra arbejdsmarkedet. Hvis samfundet tilkendegiver, at det ikke har behov for bestemte grupper borgere, fx unge eller ældre, ved ikke at anerkende deres bidrag til fællesskabet, bliver de ikke alene ekskluderet fra samfundet, men deres selvforståelse som værdige og værdifulde medborgere nedbrydes. Hvis ens indsats ikke værd-sættes, mister man troen på, at man er værdig og har værdi.
Visse aktuelle samfundsbevægelser kan ses i dette lys. Når privilegerede grupper mere eller mindre tilsigtet tilkendegiver, at andre grupper er en belastning, som de bedst kan klare sig uden, fx ved at flytte deres arbejde til udlandet og lade dem leve i ledighed eller ved at afbryde deres uddannelse og lade dem være uvirksomme, truer det med at nedbryde de pågældende gruppers tro på egen værdighed og værdi. Det medfører ikke alene en stigende polarisering, men genererer også vrede i samfundet. Vreden er en konsekvens af at blive tilsidesat som uværdig og værdi-løs, fordi ens indsats ikke værd-sættes.
I dagens evangelietekst hører vi om en sådan vrede. Nogle af arbejderne giver ondt af sig, fordi alles indsats værdi-sættes ens, uanset hvor meget de har bidraget. ”Du gør os alle lige,” siger arbejderen. Vingårdsejeren verfer ham af: ”Du har fået det aftalte. Jeg gør, som det passer mig, med det, der er mit. Hvorfor ser du ondt dér, hvor jeg gør godt?” Men de taler forbi hinanden. Arbejderen opponerer imod, at hans indsats ikke værdsættes. Hvis man anerkender enhver indsats på samme måde, anerkender man slet ikke indsatsen. Hvis man ikke gør forskel, bliver det hele forskelsløst.
Arbejderne, der kun har arbejdet én time, burde være lige så oprørte. For hvis deres indsats er en hel dagsløn værd, betyder det jo, at arbejdsgiveren slet ikke værd-sætter den, og så kunne den lige så godt slet intet være værd. Vreden opstår ikke på grund af misundelse eller griskhed; den opstår, fordi vinbonden undergraver forholdet mellem indsats og belønning. Sammenhængen bliver tilfældig og ligegyldig, hvilket betyder, at arbejdet slet ikke har nogen værdi, og arbejderne oplever sig som værdi-løse.
Netop denne undergravning af forholdet mellem indsats og belønning er – især blandt protestanter – blevet forstået som evangeliet i en nøddeskal. Himmeriget, relationen til Gud, er ikke en belønning for en indsats, uanset hvor stor eller lille den er. Himmeriget kommer af nåde alene, helt på Guds initiativ uden mulighed for andet end at modtage det i tro. For evangeliet handler ikke om løn og belønning, enhver økonomisk logik er sat ud af kraft. Evangeliet tilbydes os ikke på grund af vores præstation, heller ikke på trods af den, men uafhængigt af den, for den kan aldrig svare til evangeliet. Evangeliet er rettet til mennesker, ikke mod deres gerninger. Derfor er det helt korrekt, at arbejdet ikke værdi-sættes. Evangeliet handler om at inkluderes i Himmerige uanset værdi-skabelse. Det modtages i tro, ikke som en løn. Indsatsen har ingen værdi for Gud.
Det er den klassiske tolkning, som man ikke kan høre for tit. Vi da har hørt den og lignelsen tilstrækkeligt mange gange til at vide, hvad det betyder for os som mennesker. Vi kan ikke hævde at have noget forud for andre på grund af vores indsats. Guds grundlæggende accept af os og de andre betyder, at vi må lade den sidst tilkomne få samme løn som os selv. Vi udelukker os fra fællesskabet, når vi ikke vil være lige med de andre. Så vi ved, at førstepladsen skal gå til de sidste. Vi ser ikke ondt til dem, der ikke har kunnet arbejdet, men modtager samme løn, som os, der har slidt. De sidste skal være de første. Det er jo selve evangeliet. Evangeliet i en nøddeskal.
Men: Det er det jo netop ikke! Evangeliet er tværtimod, at vi er de sidste, der bliver de første. Det er os, der kommer med i den ellevte time og alligevel får samme løn, som dem, der har slidt i dagens hede. Vi stilles ufortjent lige med de arbejdssomme. Vi har intet bedrevet og modtager alligevel belønningen sammen med de virksomme. Vi er dem, der ikke har trænet, og alligevel får sejrsprisen. Det er de andre, der må vige pladsen for os. De første må blive de sidste, så vi kan blive de første.
Så spørger man igen. Kan man opfatte sig som værdifuld, når ens bidrag er uden værdi? Kan man være værdig, uden at ens indsats bliver værd-sat? Og endnu mere: Kan man værdsætte andres anstrengelser, når ens egne bliver tilsidesat?
Måske har denne tilgang har været med til at skabe en protestantisk, særligt luthersk kultur, hvor enhver indsats anskues med mistro. Hvor anstrengelser ses som illegitime forsøg på at blive den første på de sidstes bekostning. Hvorfor man straks må indstille sin indsats for at blive den sidste. I den lutherske kultur er den grundlæggende anerkendelse af mennesket, blevet en grundlæggende ringeagt for arbejdets anstrengelser. Det har ikke værdi, derfor ser vi ikke, hvad der sker med mennesker, der mister det. Vingårdsejeren værd-sætter jo heller ikke arbejdernes anstrengelser, men tilsidesætter arbejdet uanset dens størrelse. Det er ikke kun foragt for de første, dem, der udretter meget. Det overser også de sidste, der intet gør.
Her kunne man have lyst til at insistere på retten til arbejdet sammen med den kritiske arbejder. For hans indsigelse er ikke en nøjeregnende ondskabsfuldhed. Det er en protest for arbejdets værdi, for arbejdernes indsats. Hans pointe er, at den grundlæggende anerkendelse af alle arbejdere på lige fod, er en grundlæggende ringeagt for arbejdet. Man må værdsætte arbejdet for at kunne tage hensyn til dem, der ikke er i stand til at arbejde.
Man han afvises. Evangeliet siger netop til os, at ingen af os kan gøre noget selv. Vi er under forsørgelse. Derfor kan vi, de sidste, blive de første. For i Himmeriget er sammenhængen mellem indsats og fortjeneste brudt. Vi må acceptere at være de sidste, der ufortjent, gratis, af nåde alene bliver de første. Sådan har vi værdi, før vi har gjort eller undladt at gøre noget. Relationen til vingårdsejeren er en forsørgelse.
Men retten til arbejde følger efter. For det er her, at den kritiske arbejder tager fejl. Han tror, at arbejdet i vingården foretages med henblik på en belønning og derfor skal værdi-sættes for at være værd-sat. Han ser ikke, at arbejdet har værdi i sig selv, fordi det foregår for vingårdens herre. Det skal ikke belønnes yderligere, for det er allerede belønnet. I vingården er retten til arbejde begrundet i ens værdi som menneske. Ikke omvendt. Retten til arbejde en konsekvens af den værdi, man har; og ikke en forudsætning for, den værdi man skal tildeles. Arbejdet og anstrengelserne anerkendes, fordi mennesket allerede har værdi.
Det gælder i Himmeriget. Det være et spejl, når befolkningsgrupper er hensat i uvirksomhed.
DDS 744 – 523 – 170 — 163 – 27 – 728