Matt 25,14-30
Første gang jeg stødte på forkortelsen, SoMe, troede jeg, at det var et sarkastisk udtryk for de sociale medier som facebook, instagram, twitter. Det siger nok noget om mine engelskkundskaber, at jeg troede, det betød ”så mig”. Jeg regnede ud, at det måtte handle om den måde sociale medier bruges til at påkalde sig opmærksomhed. Udtrykket SoMe kunne være en karikatur over små børns råb: så mig, så mig, så mig! Det fandt jeg passende som betegnelse for medier, som er anlagt til at skabe interesse om sig selv, når man meddeler omverdenen, hvad man i præcist dette øjeblik er i gang med, hvad man tænker og mener. I håb om, at andre vil ”like” det med opadvendte tommelfingre. Jeg syntes, at det var oplagt at bruge barnets opmærksomhedskrævende udbrud i den periode udviklingspsykologer kalder narcissistisk. For de sociale medier er jo netop narcissistiske. Man spejler sig i sin egen profil og ønsker, at andre bliver lige så forelskede i spejlbilledet, som man selv er. For den person man ser på sin profil, er bare så meget mig, ”so me”, så mig.
Hvad jeg troede var satire, der skulle afsløre narcissismen, viste sig at være en nøgtern forkortelse ved de første bogstaver i Sociale Medier. SoMe. Ingen var åbenbart interesseret i at påpege internettets narcissistiske praksis. Eller også er det bare alment accepteret, at det er sådan nutidig kommunikation fungerer. Man fremstiller og udstiller sig selv på sociale medier, så man kan blive ’liked’ af flest muligt. Og så må man ændre sit selvbillede alt efter, hvem man vil ’likes’ af. I hvert fald hvis man er statsminister. Det er ikke særligt narcissistisk; det er helt normalt. Eller man kan sige, at narcissismen er så integreret i de sociale medier og måske i kulturen som helhed, at man ikke finder det umagen værd at bemærke den. Kommunikationen er narcissistisk.
Nu er der bare det med Narcissos, som har lagt navn til narcissismen, at han ikke blot er forelsket i sig selv. Faktisk slet ikke. I Ovids version af myten om Ekko og Narcissos er sagen, at den smukke nymfe Ekko havde forelsket sig i Narcissos. Selv var hun blevet straffet af guderne, så hun ikke kunne tale, men kun gentage de sidste ord, nogen sagde til hende. Hun fulgte efter den underskønne Narcissos og kastede sig til sidst om hans hals. Forskrækket råbte han: ”Hellere vil jeg dø, end du skal eje mig.” Ekko svarer: ”Du skal eje mig.” Ganske ulykkelig og vred over afvisningen ønsker Ekko, at Narcissos skal rammes af lige så ulykkelig kærlighed som hende selv. Det hører guden Nemesis, og han gør, at Narcissos forelsker sig i det billede, han ser, da han kigger i det klare vand. Og så har vi den scene som kendes fra utallige malerier af Narcissos, der stirrer forgabt på sit spejlbillede. Han kan ikke løsrive sig. Til sidst sygner han hen og dør. I stedet står en blomst ved søbredden. Narcissos føres til dødsriget, mens han kigger på sit billede i floden Styx.
Men Narcissos er ikke forelsket i sig selv. Det er ikke hans problem. Problemet er, at han er forelsket i en anden, der er ham selv. Han tror, at den han ser i vandspejlet, er en anden. Han ved ikke, at det er ham selv. Han glæder sig over, at den anden græder, når han selv græder; og strækker armen ud, når han selv gør det. Det er det, der gør Narcissos så velegnet til at beskrive et udviklingspsykologisk stadie og en psykologisk personlighedsforstyrrelse. Det er ikke blot at være optaget af sig selv og beundre sit eget spejlbillede; det er almindelig selvcentreret navlepilleri. Det narcissistiske er at se sig den anden som sig selv. At tro at alle omkring en er en selv, så det man forventer at møde sig selv i de andre. Det er det, der kan gøre narcissister farlige, for ser man kun sig selv i de andre, kan der jo ikke være forskel mellem det, de vil, og det man selv vil. Så må de opfylde ens behov og indfri ens forventninger. Sker det ikke, bryder narcissistens verden sammen, og han må i raseri eller klynkeri genoprette den og få de andre til at agere, som han gerne vil, så han igen bliver bekræftet i, at han er verdens centrum, som alt andet drejer sig om.
Også i forbindelse med SoME, de sociale medier, er det denne mekanisme, der gør dem narcissistiske. For de er bygget således op, at man til stadighed kommer i kontakt med personer, grupper og fora, der ligner en selv, interesserer sig for det samme og mener det samme, som man selv gør. Ikke uden grund kalder man det et ekko-rum, hvor man blot hører sig selv. Således ser og hører man hele tiden sig selv i de andre, eller de andre som sig selv. Ligesom Narcissos, der sygner hen, fordi han ikke kan se andet end sig selv. Narcissos kommer nemlig aldrig til at kunne indgå i et forhold til andre end sig selv, fordi han aldrig lærer, at den anden ikke er, som han selv er. Han kan aldrig møde andet end sig selv; aldrig blive overrasket og forbavset; aldrig se verden fra et nyt perspektiv; aldrig lære noget nyt; aldrig opleve, at tilværelsen er større, anderledes og mere vidunderlig, end han selv er. For det kræver et forhold til noget andet, nogen anden end sig selv. Ellers ser man kun sig selv.
Det gør den tredje tjener i dagens lignelse. Hans verden er ikke større end ham selv. På hans handlinger kan man se, at der ikke er andet end hans eget perspektiv i hans tilværelse. Hans livs grænser sættes af hans egne grænser. Hans horisont begrænses af hans egen horisont. Når han modtager en overmåde stor sum, en talent, bliver det hverken til velsignelse for ham selv eller for nogen andre, for det ville kræve, at han kunne modtage den fra en anden. At han kunne acceptere at få den fra en, der ikke er ham selv. Så han skulle tage imod den uden at kunne takke sig selv for den. Uden at have gjort sig fortjent til den. Han skulle lade den anden berige sit liv på en helt uforudset og uforventet måde.
Men det kan han ikke. Talenten kommer ikke fra ham selv, så har den ingen interesse. Han vil ikke se den anden, der giver ham den. Han vil kun se sig selv. Han kan kun se sig selv. Derfor lægger han talenten væk. Den har intet med ham at gøre, og så får den ingen betydning. Hans liv leves uden talent, for han er helt og aldeles og kun sig selv. Således også, når der skal aflægges regnskab. I dommeren forventer han også at møde sig selv, dvs. han ser dommeren som sit eget spejlbillede: En nidkær, rethaverisk og smålig person, der forlanger alt som sit eget. Selv det, der ikke er hans. Sådan må hans dommer være, for sådan er han selv. Det er en, man bør være bange for, hvis man forstyrrer hans verden. Men det er ham selv, fordi han ikke kan se den anden som en anden end sig selv. Så kan der ikke ske noget, som han ikke selv kan gøre. Hans virkelighed er bestemt og begrænset af hans eget perspektiv. Så bliver han fanget i sit eget univers.
Derfor er dommen heller ikke andet end en fortsættelse af det liv, han har levet. Der, hvor der er gråd og tænderskæren, er dér, hvor han hele tiden har befundet sig. Det sted, hvor der kun er ham selv og alle andre skal være funktioner af ham, som kan bekræfte ham i et være verdens eneherskende centrum, når de ’liker’ ham, uanset hvad han gør. På det sted kan han kun møde han sig selv i en uendelig række af spejlbilleder, fordi han ikke kan acceptere et andet perspektiv end sit eget; hvor han ikke har anden horisont end sin egen horisont; hvor alt er bestemt af ham selv, så alt bliver så klaustrofobisk småt, som han selv er.
For man kan kun få talenten ved at modtage den af en anden, af den anden, der ikke er en selv; en, der er er anderledes end en selv. Ja, en helt anden end en selv. Og så sprænges den narcissistiske boble. Så åbner verden sig, så udvides horisonten og perspektiverne forøges. Så lever man ud fra en anden end en selv. Så kan man stole på, at man ikke selv skal skabe meningen og ikke selv bestemme perspektivet, for så er der andet og mere end en selv. Først og fremmest er man selv andet og mere end den, man selv skaber. Den man er, er bestemt af forholdet til den anden. For i det forhold kan man få at vide, at man er mere, end man selv tror. Hvilket man er, når man lever ud fra den talent, som man har fået og ikke kan takke sig selv for.
Så behøver man ikke de andre til at ’like’ ens SoMe-spejlbillede. Narcissismen Brydes. Det er ikke nødvendigt, at meningsfæller nikker til, at man har den rette mening. De skal ikke understøtte, at man er så vidunderlig, som man gerne vil tro. Hvis man grundlæggende kan modtage sin talent, sit liv, fra den anden, så skal de andre ikke være spejlbilleder, der bekræfter en i, hvem man er. Så kan de også være de andre også få lov til at være anderledes med deres talenter, i deres liv. Så er det en gevinst, en berigelse, at de andre er anderledes. Det fordobler talenten, for de gør verden større og udvider horisonten, at man ikke blot skal leve sammen med sig selv.
DDS 4 – 309 – 397 — 714 – 728 – 373