Matt 20,1-16

Vingårdsejeren er hensynsløs. Han tager ingen hensyn til noget som helst eller nogen som helst. Han behandler alle ens, uanset hvem de er, og hvad de har gjort. Det tager han ikke hensyn til. Det er hans ret. Han kan gøre, som han vil, over for hvem han vil. Han tager ikke hensyn til dem og deres forskelligheder. Uanset hvordan de adskiller sig fra hinanden, er de ens over for ham. For han handler absolut. Det absolutte er det, det er, i sig selv. Det har ikke brug for andet end sig selv for at være til. Det absolutte er uden hensyn til andet end sig selv. Det absolutte er hensynsløst.

Vingårdsejeren står for det absolutte. Det absolut gode. For hans øje er godt. Det absolut gode tager ikke hensyn. Det fordeles ikke forholdsvis. Det absolut gode kommer uden hensyn til fortjenester og indsatser. Det tager ikke hensyn til personlige forhold og private omstændigheder. Det absolutte gode kan kun være på én måde for alle uden hensyn til, hvem de i øvrigt er, og hvad de i øvrigt har gjort.

Vingårdsarbejderne møder det absolut gode. Deres fortjeneste tilsidesættes. Deres indsats afvises. For det absolutte står ikke i forhold til noget. Det absolutte er ikke relativt. Det er absolut, så det relative må vige. For det absolut gode falder alle forskelle bort, så ingen adskiller sig fra hinanden. For det absolut gode bliver alle ens og alle lige, så ingen udmærker sig i forhold til hinanden. Intet kan være relativt over for det absolutte.

Det er evangeliet til os. Evangeliet er forkyndelsen af det absolut gode til os, så vi kan være dem, vi er, i forhold til det, og ikke i forhold til hinanden. Alle forskelle mellem os udviskes. Alle uligheder udjævnes. For vi er alle det samme, når vi er modtagere af det absolut gode. For det absolutte kender ingen gradsforskelle og ingen rangfølge. Det absolut gode tager ingen hensyn til det relative. Det er hensynsløst, for det er absolut.

Det kan være svært at kapere, som den krænkede vingårdsarbejderen giver udtryk for. Hvis alle bidrag er lige gode, hvis der ikke er forskel på lidt og meget, hvis den store indsats ikke udmærker sig i forhold til den mindre, er alt jo lige meget, og så er det lige-meget, hvor meget man gør. Hvorfor skulle man så overhovedet gøre noget? Hvis der ikke er forskel på at være noget særligt og ikke være noget særligt, hvorfor skulle man så overhovedet være noget eller være nogen? Så kan man lige så godt være ingen. Men vi lægger vores menneskeliv an på at blive nogen, ja blive sig selv og ingen anden. Netop sig selv og ingen anden. Derfor må man adskille sig fra de andre for at blive sig selv. Den anden må være en anden, ellers kan man ikke være sig selv. Det er et af de afgørende trin i spædbarnets udvikling, når det opdager, at den anden er en anden og ikke en del af barnet selv. Og det er ikke bare et afgørende skridt. Det er et smertefuldt brud med det, der var én sammenhængende verden for barnet. Nu bliver de andre til nogen uden for barnet, så det skal forholde sig til dem og være sig selv i forhold til dem. Så bliver man nødt til at være anderledes end dem. For man kan ikke være ligesom de alle andre, hvis man skal være sig selv. Man må nødvendigvis adskille sig fra nogle og ligne andre. Det er det relative. Man bliver sig selv i forhold til andre.

Det har formentlig aldrig været enkelt at blive sig selv og ingen anden, men det er tydeligvis ikke blevet lettere. Engang fandt man sig på et tidspunkt mere eller mindre tilpas i en af de forud givne roller, som man lignede mest. Man blev mand eller kvinde, man stiftede familie eller lod være, man blev voksen, moden og ældre. Det forekommer, at det i dag er meget mere kompliceret. Identiteten er altid under forandring og kan livet igennem ændre sig. Samtidig bliver forskellene stadigt mere definerende, så der opstår en stadigt længere række af forskellige identiteter, der hver især lægger særligt vægt på den forskel, der adskiller dem fra andre. Netop den forskel skal der tages særligt hensyn til, mener de. For forskellene mellem identiteterne skaber grænserne mellem dem. Det er grænseoverskridende, hvis der ikke tages hensyn til det. Opfører andre sig hensynsløst bliver man krænket for så tages der ikke hensyn til, at man adskiller sig netop på denne måde fra de andre. Enhver har krav på, at der bliver taget hensyn til præcist de grænser, som ens identitet har, lyder det, og de fleste har lettest ved at se, når der ikke tages hensyn til dem selv.

Ja, det kan faktisk være svært at se, at det ikke foregår en kamp om hensynsfuldheden, hvor enhver kæmper for at der skal tages særligt hensyn til netop den identitet, som vedkommende tilhører. Alle vogter over sine egne grænser. Alle definerer sig i forhold til hinanden og kræver hensyn fra hinanden for at kunne være sig selv. Hvis der ikke udvises hensyn, får man ikke lov til at være sig selv. Så overskrides ens grænser og man kan kun reagere mod ved at blive krænket. For grænserne er de forskelle, der skal definere, hvem man er. Sådan må det være, når man forstår sig selv relativt. Så er det den måde, man adskiller sig på, der er det vigtige. Det, der skal tages hensyn til.

Vingårdsarbejderen forstår sig selv relativt. Han kan ikke være den, han er, når andre ikke tager hensyn til det. I lignelsen definerer han sig som en flittig, hårdtarbejdende daglejer. Han definerer sig i modsætning til arbejderne, som ingen vil hyre. De dovne og uduelige. Men det kunne være så meget andet, der adskilte ham fra andre mennesker. Hans identitet kunne udgøres af hans akademiske grader, hans årsindtægt eller perfekte familie. Eller den kunne bestå i hans køn, hudfarve eller sociale baggrund. Under alle omstændigheder insisterer han på, at der skal tages hensyn til, at han udmærker sig på netop denne måde. Er han veluddannet, vil han ikke tales til som et barn og behandles, som om han er helt ulærd. Der må være en grænse. Forstår han sig selv som den gode familiefar, vil han ikke slås i hartkorn med dem, der ikke interesserer sig for deres børns fodboldkampe. Der sætter han grænsen. Han prioriterer sine børn. Det er grænseoverskridende, hvis han betragtes som alle andre. Der skal tages hensyn til, at han er den, han er. Ellers kunne det jo være lige meget. Og han kunne være hvem som helst.

Derfor bliver han så krænket over vingårdsejerens hensynsløshed. Han tager ikke hensyn til det, der adskiller arbejderne fra hinanden. De får ikke lov til at være forskellige og udmærke sig i forhold til hinanden. Vingårdejerens absolutte handling tager ikke hensyn til de relative forhold, som arbejderen bygger sin identitet på. Vingårdsejeren stiller dem alle lige og så kan det være lige meget, mener arbejderen. Så er han jo ikke noget særligt.

Og så bliver hans øje ondt. I mødet med det absolutte insisterer han på det relative. Det relative bliver ondt over for det absolut gode. For det relative kan kun se forskelle og uligheder. Det sætter grænser og adskiller. Men det absolut gode forener. For vingårdsejeren er der ikke forskel. For ham er alle, hvad de er, i kraft af hans forhold til dem. Det han giver dem, gør dem til dem, de er. Og det han giver, er absolut. Absolut godt. Så forholdet til ham er absolut. Der kan ikke gøres forskel. Det gælder for alle på samme måde. For det består i det gode, som han giver dem uden hensyn. Uden hensyn til, hvordan de i øvrigt er, eller hvad de har gjort. Det absolut gode er hensynsløst.

Stående over for det absolutte insisterer vingårdsarbejderen på det relative. Han vil ikke modtage det absolut gode, der stiller ham lige med alle andre, men kun have det relativt gode, der adskiller ham fra de andre. Og derfor bliver han kun sig selv i forhold til de andre, hvor han altid må kæmpe for, at der bliver taget hensyn til netop ham. Men evangeliet lyder, at det ikke er nødvendigt, at der tages hensyn til netop os, for vi er os selv i kraft af det absolutte gode, som gives os helt uden hensyn til hvem vi er og hvad vi har gjort. Så kan vi tage hensyn til hinanden og de andre uden at skulle i kamp om hensynet. For vi er, hvem vi er, i kraft af det, vi har fået. Det adskiller ikke og gør ikke forskel, og det kræver ikke særligt hensyn. For det er ikke relativt. Det er absolut. Absolut godt.

DDS 743 – 309 – 170 — 27 – 622 – 30