Matt.20,1-16
Doris Ottesen
Det drejer sig om livsmod. Det drejer sig ikke alene om at bevare livsmodet, at holde modet oppe, hvilket jo, som tiden går og årene hober sig op bag én, kan være svært nok.
Men det drejer sig om at udvise mod i den konkrete situation – hvad enten det nu drejer sig om at turde se den død i øjnene, der står lige der foran én eller synes så beroligende langt borte på vejen – eller det drejer sig om sådan helt dagligdags – og langt oftere – at vise det mod, der skal til, for at kunne stå fast over for alle mulige fristelser, der lurer lige om hjørnet, måske i form af noget så banalt som venligt, men bestemt at sige sin ærlige mening, at turde stå ved sin holdning, om uopmærksomhed i form af selvoptaget glemsomhed eller forfængelighed: hvordan tager jeg mig nu ud i andres øjne, kan alle lide mig, eller er der mon nogen omkring mig, der er bare lidt kvikkere, sjovere og mere talentfulde, ja, bare i det hele taget lidt mere tiltrækkende, end mig?
For posen blev jo unægtelig rystet lidt tilfældig, da andelen af muligheder, talenter og intelligens eller noget så egentlig ligegyldigt som hårfarve og hårpragt, ja, af smukke næser blev fordelt. For slet ikke at tale om sindelaget. Blev det lyst eller mørkt i sin grund? Fik jeg en let gang på jorden, eller har jeg hang til at tage alle bekymring på forskud?
Livet er både ubarmhjertigt og uretfærdigt. Det er et grundvilkår. Som Matthæus i dagens evangelietekst lader vingårdsejeren sige det så helt uden omsvøb til sin modløse tjener: ”Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt.”
Du vidste, at jeg ikke er retfærdigt, at uretfærdigheden er et grundvilkår i tilværelsen. Og du brugte det som en undskyldning. Du fralagde dig et hvert, eller rettere dit ansvar ved ikke at handle. Du udviste ikke mod, der hvor det krævedes af dig!
Vi er jo vandt til at tænke og tro, at livsmod, det får vi fra evangeliet, at det netop er det, troen på evangeliet giver os i gave. Men her hører vi så pludselig, at Mattæus gennem lignelsen om vingårdsmanden og hans tjenere slår fast, at Vorherre ikke bare skænker os livsmodet som en gave, men at han også kræver, at vi selv udviser mod, kræver, at vi selv løber den største risiko for hans skyld – for den skat vi har fået betroet, for evangeliets skyld!
For nogen tid siden så jeg i fjernsynet et engelsk drama fra 2017.
” The Zookeepers Wife” var titlen. Lidt klumpet oversat til dansk: ”Ejeren af zoologisk haves kone.” Filmen, der baserede sig på en virkelig hændelse, foregik i Warszawa under 2. Verdenskrig.
En lille lykkelig familie, far mor og søn, lever og ånder for den lille zoologiske have, de netop har åbnet. De elsker deres dyr, som de omgås med stor kærlighed og omsorg. Ikke mindst den purunge kone er optaget af dyrenes velfærd. Dertil kommer, at de gennem et seriøst avlsarbejder er dybt optaget af at bevare sjældne, truede dyrearter. Det er deres hele verden, og den er dem alt nok! De er lykkelige i deres lille idylliske verden.
Men idyllen varer kun kort. Den nazistiske øverstbefalende kommer undervejr med, at der er både penge og prestige i de sjældne dyr. Han rydder haven for firbenede beboere, og da han yderligere bliver interesseret i haveejerens kone, der afviser ham, bliver den lille families situation hurtigt dybt problematisk.
Nazi officeren forlanger, at der skal oprettes svineavl i havens mange tomme båse, og han kræver yderligere, at foderet til disse svin skal bestå af affald hentet i den store jødiske ghetto, som nu er oprettet i Warszawa. En udsøgt hån!
Den unge kone er på dette tidspunkt på eget initiativ allerede begyndt at gemme jøder i det store tunnelsystem, der findes i forbindelse med den zoologiske Have. Nu træder også hendes mand i karakter. Skjult under bunker af køkkenaffald bliver mangen, især børn og unge mennesker, smuglet ud fra den hermetisk lukkede ghetto.
Det er selvklart livsfarligt. Men en tid går det godt. De mange mennesker begynder at finde sig til rette i deres skjul. Og de allierede rykker frem, befrielsen nærmer sig, men dermed jo også nazisternes kapitulation.
Nazi officeren, der nærer et brændende personligt had til den Zoologiske haves ejere, som han føler, har narret ham på flere planer, ønske at lægge alt øde bag sig. Men direkte konfronteret med den unge kvinde kan han alligevel ikke skyde hende, men vender pistolen imod sig selv i stedet.
Om han fortryder sine handlinger, eller han mest af alt frygter for sin egen skæbne, kan vi af gode grunde ikke vide noget om.
Men den lille tapre familie slipper alle tre levende gennem krigens rædsler. Modet fik sin belønning!
Og hvorfor har jeg så mon givet mig tid til at fortælle denne lille opmuntrende fortælling om godhed og selvopofrelse – om mod – på trods af krigens grusomhed og livsfare.
Det kunne I jo godt nu passende spørge om?
Er det, fordi krigen igen er rykket os nær efter så mange års fredstid?
Det kunne det godt være, men det er ikke den egentlige grund.
Den afgørende grund er naturligvis, at denne lille Warszawa fortælling på sin måde er en illustration – eller – om I vil – en antihistorie til den fortælling, Mattæus beretter for os i dag.
For naturligvis handler den historie ikke om, hvordan de enkelte ansatte forvalter de penge, de er blevet betroet. Den handler overhovedet ikke om noget så banalt (og grundlæggende ligegyldigt) som penge.
Det er en lignelse, der jo altid i konkrete billeder vil fortælle om noget abstrakt.
Lignelsen handler om mod!
Man kan også sige, at historien med noget materielt vil forklare noget åndeligt. For den skat, de folk bliver betroet, det er naturligvis deres tros skat, evangeliets skat, selve Guds kærlighed og tilgivelse – Guds nåde.
Vi erfarer den på forskellig vis – med forskellig styrke – også til forskellige tider.
Og sommetider føler vi måske, at den slet ikke findes, nåden, eller at den i hvert fald ikke er til for os. At livet egentlig ikke – i hvert fald for øjeblikket – er livet værd.
Måske føler vi, at livet bare er gråt og glædesløs, og i hvert fald ikke noget vi positivt kan bidrage til.
Derfor kryber vi i flyverskjul og gemmer vore talenter væk, for ”utak er jo alligevel verdens løn”. Så hvorfor skulle vi så overhovedet gøre os umage og forsøge at yder vort lille bidrag til tilværelsens glædessum? Ja, hvorfor skulle vi dog egentlig det?
Jo, siger dagens historie. Det skal vi, fordi deri ligger hele den gudskabte mening med vore liv. Og det er fuldstændig lige meget om det er meget eller lidt, stort eller småt, prangende eller yderst beskedent – det vi evner at bidrage med. Om vi er blevet begavet med mange eller få talenter.
Vi skal være med. Vi skal tage imod det Gudsord, som er os betroet, det evangelium, som er os skænket. Vi skal høre det og tro det – have tiltro til det – uden frygt.
Vi må ikke frygte den undertiden barske tilværelse, med tab og de nederlag og skuffelser, som den ind imellem giver. Det kræves af os, at vi skal leve og yde det bedste, vi kan, selv når modløsheden griber os og handlekraften siver ud af os.
Vi skal have mod – mod på livet, trods alt! Og det skal vi, fordi Guds ord – evangeliet om Vorherre Jesus Kristus – med sin alting tilgivende kærlighed – aldrig giver os grund til andet. Uanset hvad!
Det er derfor, vi hver søndag, uanset hvad, altid sammen kan synge: ”Gud være lovet for sit glædelige budskab.”
Glæden er, at evangeliet ikke blot kræver, at vi har mod til at tage imod det – og leve på det, men glæden er, at evangeliet også selv skænker os det mod:
”Så glædelig bliver hver en dag, som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde!”
DDS 647, 287, 392, 676, 557, 710