Septuagesima: Matt 25,14-30 (Immanuel, 1.2.26)
Bibelteksterne i gudstjenesten er sammensat ad flere omgange. Første tekstrække, den som vi bruger i lige år, går i hovedsagen tilbage til oldkirken og har været grundstammen i den danske alterbog, siden den første kom i 1556. Anden tekstrække, som vi bruger i år, kom først til i 1885, fordi man ønskede større variation i tekstudvalget. Men først så sent som 1992 blev de gammeltestamentlige læsninger en fast del af gudstjenesten. Til tider undrer man sig over, hvad de har tænkt, da de udvalgte og sammensatte teksterne. For nogle gange er det alt for tydeligt. Andre gange er det helt uigennemskueligt. Atter andre gange, som i dag, kan man nok se en sammenhæng, men er ikke sikker på, at man kan lide den.
Umiddelbart er det domsmotivet, der holder teksterne sammen. Fra teksten i Jobs bog, hvor Job taler om Gud, som intet menneske kan være retfærdigt overfor. Og hvis det vil føre sag mod Gud, kan det ikke gendrive bare en af tusind anklager. Over for Gud står mennesket altid som en uretfærdig synder, der er hjemfalden til en retfærdig dom.
Og domsmotivet tages videre af teksten fra Apostlenes Gerninger om Paulus, der taler om Gud, som den, der har fastsat en dag, hvor han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil ved at lade ham opstå fra de døde.
Så endelig i evangelieteksten, hvor dommen falder over mennesker efter hvad de har fået ud af deres liv. Dem, der har handlet og gjort godt i livet, kan gå ind til deres herres glæde. De andre, der ikke har noget at vise frem, kastes ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænders gnidsel.
Som sådan er teksterne en advarsel om, at den Gud, som ingen kan retfærdiggøre sig overfor, sætter sin magt igennem gennem manden, Jesus Kristus, og nådesløst fælder dom over enhver, så alle må ængstes for ikke at have fået nok ud af sine talenter, når dommen indtræffer. Som om man behøvede Bibelens ord for at nære den frygt. Som om det ikke allerede er fuldt tilstrækkeligt angstfremkaldende at leve sit liv med de talenter, man har. Som om det ikke gang på gang bevises, at frygten for ikke at bruge sit liv fuldt ud og ikke få fuldt udbytte af sine talenter, allerede kan have sygeliggørende virkninger for unge og ældre.
Som når de unge på deres amerikaniserede facon laver såkaldte ”bucket-lister”. ”Bucket-lister” er en slags ønskeliste med alle de ting, som man vil prøve, inden man dør. Eller når studerende planlægger deres studietid, så deres CV efter endt studium tager sig bedst ud for en arbejdsgiver. Eller som jeg hørte en ung pige fortælle i radioen, at hun til tider kunne føle sig stresset, fordi hun bestræbte sig på at være god i skolen, have gode fritidsaktiviteter, være i god form, være en god veninde og være en god datter. Jeg tænker ikke, at hun eller andre unge har brug for at have Jesu dom hængende over hovedet for at vide, at de skal bruge deres talenter godt.
Og det gælder jo enhver af os. For presset tager jo ikke af, når man bliver erhvervsaktiv og skal være en god arbejdskraft, mens man selvfølgelig kender de sande værdier og bestræber sig på at bevare den gode familie med gode ægteskaber og børn i god trivsel. Eller når man bliver ældre og skal have et godt otium med kulturrejser og højskoleophold, mens man samtidig altid står til rådighed for børnebørnene. Overalt er det presset fra en selv og omgivelserne fuldt tilstrækkeligt til, at det kan ende i et psykisk mørke med gråd og tænders gnidsel, helt uden Jesu dom.
Men måske er der også en anden sammenhæng i teksterne. Måske skal man se, at de ikke blot hænger tematisk sammen ved domsmotivet, men også indeholder en udvikling.
Vi begynder i teksten fra Jobs bog, hvor temaet er et af de vanskeligste overhovedet. Job bliver helt uskyldigt ramt af ulykke. Hans rigdomme tages fra ham. Hans dyr dør. Til sidst dør også hans børn og han rammes af sygdom. Hvorfor er spørgsmålet. Jobs venner vil gerne svare: Du har gjort noget forkert, siger de, ellers ville Gud ikke ramme dig så hårdt. Men Job holder fast. Nej, det er uretfærdigt, at han lider, og alligevel vil han ikke forbande Gud, som hans kone ellers opfordrer ham til. Job holder fast i begge dele: Han er uskyldig og rammes uskyldigt, men han stoler fortsat på Gud. For som han sagde i teksten, vi hørte: Hvem kan sige til Gud: Hvad er det, du gør? Gud er højt hævet over det, som vi bedømmer som retfærdigt og uretfærdigt. Hvem kan føre sag mod ham. Og Job får ret i Jobs bog. Til sidst tager Gud selv ordet og giver ham ret: Job er uskyldig og lider uskyldigt, og det ændrer ikke en tøddel ved, at Gud er Gud. Det siger Gud og peger så i øvrigt på en flodhest, for den har han skabt. Meningen er, at alle menneskelige forestillinger om det rigtige og det forkerte, om retfærdigt og uretfærdigt, om det gode og det dårlige liv, er Gud hævet over. Gud er ikke underordnet menneskers værdidomme.
Med Paulus på bjerget Areopagos i Athen i teksten fra Apostlenes gerninger sker der så noget. Den Gud, siger han, er alt det, som enhver søger i det guddommelige. Det ukendte, som er utilgængeligt for mennesker, er denne Gud. Derfor kan Gud naturligvis ikke være i statuer af guld, sølv eller sten. Men det er den Gud, der giver liv til alting, så det er i ham, vi lever, ånder og er. Den Gud er ikke langt borte fra en eneste af os. Men så kommer der noget til. Den Gud er ikke højt hævet over den uretfærdige lidelse, som Gud er i Jobs bog. Ja, Gud er slet ikke højt hævet over det menneskelige liv, for ved den mand, som døde og opstod, har Gud taget det menneskelige liv til sig og bragt det ind i sin virkelighed. Selv det liv, der tog sig mislykket ud, da en mand hang forpint på korset, har Gud taget til sig. Ved den mand har Gud vist, at uanset hvor mange flodheste han i øvrigt har skabt, er det i vores menneskeliv, at vi er forbundet med Gud, der har skabt os og givet os livet. Som den mand gennem sit liv og død var i forbindelse med Gud, således er vi i vort liv og død i forbindelse med Gud.
Det er den dom, vi hører om i lignelsen om de betroede talenter. Men når vi hører den i lys af de andre tekster, ved vi, at det ikke er en Gud, der er højt hævet over menneskelivet, som fælder dom. Det er den Gud, der selv har skænket livet; ja, det er den Gud, der gennem sin egen søn har taget menneskelivet til sig, der fælder dom. Men det er stadig den Gud, der er højt hævet over alle vores menneskelige forestillinger om, hvad der er det gode og rigtige menneskeliv. Den Gud, der ikke er underlagt menneskelige ideer om, hvad der er en dårlig og en forkert måde at leve på. Og det er den Gud, der har taget vores liv til sig. Det er netop den talent, som vi får givet, At vores liv kan leves, som et liv, der er givet af Gud, der ikke er underlagt vores værdidomme. Og det er den samme Gud, der skal fælde dom over vort liv, som har taget menneskelivet til sig gennem sin søn, der døde og opstod.
Så kan vi have alle bucketlister, ønskelister og krav til vores eget liv i alle aldre og intet af det bestemmer, hvordan Guds dom over vores liv fældes. For det gør kun det ene, om vi har levet vores liv, som et vi har fået skænket af Gud, og som Gud selv gennem sin søn har taget til sig. Har man ikke levet sådan, kan man have opfyldt alle forventninger til livet og have succes på alle parametre, og man er stadig i mørket, hvor der gråd og tænders gnidsel, for så lever man altid i angsten for, at ens gerninger og bedrifter ikke er gode nok, at ens liv ikke er godt nok, for man kan altid miste det gode, som man har opnået i livet. Det er som at grave sin talent ned. Og omvendt: Lever man sit liv som skænket af den Gud, så er man allerede i sin herres glæde. Så lever man allerede et liv, som Gud gennem sin søn har taget til sig og gjort det til en del af sin virkelighed. Det liv kan ikke forspildes, uanset om det skulle være så elendigt som Jobs eller ende på et kors. Det er at bruge sin talent uden angst og frygt.
DDS 4 – 397 – 652 — 667 – 557 – 728