Søndag septuagesima (1): Arbejderne i vingården
v.1 For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
v.2 Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. v.3 Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, v.4 og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. v.5 De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. v.6 Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? v.7 De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.
v.8 Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. v.9 Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. v.10 Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar.
v.11 Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren v.12 og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede.
v.13 Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? v.14 Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. v.15 Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? v.16 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Matt 20,1-16
Tekstens forhold til de andre evangelier
Lignelsen om arbejderne i vingården findes kun i Matthæusevangeliet. Fra Det Gamle Testamente er det almindeligt at bruge billedet af vingården om folket (Es 5,1-5). Der er andre lignelser om vingårde i evangelierne (fx Matt 21.33-42; Mark 12,1-9; Luk 20,9-16), men ingen som denne.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Lignelsen falder ikke i den såkaldte lignelsestale i Matthæusevangeliet. Det er kapitel 13. Kapitel 18 indeholder den såkaldte discipeltale, som indledes med spørgsmålet, hvem der er den største i Himmerige, og Jesus svarer ved at stille et barn i disciplenes midte og sige, at alle skal bliev som et barn for at komme ind i Himmeriget. Den, der bliver som et barn, er den største i Himmeriget (18,1-5). Således omvender han spørgsmålet om stor og lille. Kapitel 19 umiddelbart forud består af spørgsmål til Jesus og hans svar. Først om skilsmisse og ægteskab (19,1-12), derefter episoden med Jesus og de små børn, som er bedst kendt fra Markusevangeliet, fordi den indgår i dåbsritualet (19,13-15), så den rige unge mands spørgsmål om, hvordan han kan arve evigt liv (19,16-22). Den udveksling bliver fulgt af en discipelbelæring, hvor Jesus taler om, hvad rigdom betyder for forholdet til Himmerige (19,23-26). Det får Peter til at spørge, hvad disciplene, der har forladt alt og fulgt Jesus får (19,27). Jesus svarer, at ved hans genkomst i herlighed, skal ”I, som har fulgt mig”, sidde på tolv troner og dømme Israels stammer (19,28). han tilføjer så: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundrededobbelt igen og arver evigt liv. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første” (19,29-30).
Lignelsen følger umiddelbart efter som en illustration af dette. Efter lignelsen afbrydes sammenhængen med en notits om, at Jesus da gik op til Jerusalem.
Det er tydeligt, at lignelsen hører med til sammenhængen fra kap. 19. Kapitelinddelingen er i denne sammenhæng misvisende.
Den kapitelinddeling, som findes i den græske tekstudgave og alle oversættelser, stammer i øvrigt fra kort efter 1200. Den er foretaget af ærkebiskoppen af Canterbury Stephan Langton (død 1228). Versinddelingen er fra 1551, hvor parisisk bogtrykker ved navn Robert Stephanus udgav sin fjerde version af den græske tekst. Efter sigende skrev han et sted, at han foretog inddelingen på hesteryg. Meningen var, at han lavede inddelingen, mens han var på rejse. Men de morsomme nytestamentlige eksegeter bruger det nogle gange til at forklare, hvorfor versinddelingen til tider forekommer tilfældig.
Tekstens detaljer
Lignelsen om Himmeriget (Matthæus’ udtryk for Gudsriget) er umiddelbart forståelig. Den bygger på de almindelige socialhistoriske forhold i Palæstina med vingårde, ejere, forvaltere og daglejere. Lønnen på en denar svarer til en almindelig dagsløn. En årsindkomst på 200 denarer ansås for at være minimum. Det er almindeligt, at løn udbetales på daglig basis.
Det er dog påfaldende, at vingårdsejeren selv og ikke hans forvalter hyrer daglejerne. Det sker fra kl. 6 om morgenen indtil kl. 17. Den tredje time er kl. 9, den sjette kl. 12, den niende kl. 15 og den ellevte kl. 17. Arbejdsdagen ophører altså kl. 18.
Ved aflønningen kaldes vingårdsejeren ”vingårdens herre” (v. 8). Det foregriber selvfølgelig udlægningen af lignelsen, at ordet ”herre” bruges om ham.
Da de første arbejdere bliver utilfredse i v. 11, fordi de i modsætning til de senere har båret dagens byrde og hede, bruges et udtryk, der egentlig betyder ”knurre” (oversættes: ”give ond af sig”). Det anvendes ellers om jødernes modstand mod Jesus. Deres bebrejdelse lyder ordet oversat: ”Du har gjort dem lige med os” (v. 12).
Vingårdejerens svar indledes med ”ven” (v. 13). Det bruges i Det Nye Testamente kun her og i Matt 22,12 og 26,50. I 22,12 er det også en lignelse, hvor en bryllupsgæst har sneget sig ind uden passende påklædning. I 26,50 er det Jesu svar til Judas efter kysset. Alle steder har det altså en ildevarslende undertone.
Når vingårdsejeren i v. 15 stiller to spørgsmål til sine kritikere, skal de udtrykke to ting: 1. Vingårdsejeren har ret til at gøre, hvad han vil. Derfor er lønnen ikke efter fortjeneste, men i alle tilfælde udtryk for hans velvilje (nåde). 2. At modsætte sig hans velvilje er ondskab. Man kan derfor komme til at tænke på lignelsen om den fortabte søn, der slutter med en lignende pointe.
Afslutningsverset (v. 18) udsiger tydeligt, hvad lignelsen skal illustrere, nemlig at ingen kan påberåbe sig rettighed til noget over for andre. Formentlig er der en pointe i lighed med 18,10, at de største ikke skal ringeagte de mindste. Dvs. at lignelsen omhandler forhold internt i den kristne menighed og ikke – som nogle ellers vil have – er polemisk over for jødedommen.
Derfor skal man heller ikke inddrage en tekst fra det fjerde århundrede fra den rabbinske tekstsamling den jerusalemittiske talmud (Ber. 2,3c), hvor pointen er, at den, der har arbejdet lidt, har nået lige så meget som de andre. Matthæus’ lignelse er ikke en reaktion på den tekst. Hvis de to tekster står i et forhold til hinanden, er det snarere den rabbinske tekst, der reagerer på Matthæusevangeliet. I hvert fald kan teksten fra talmud ikke bruges til at udlægge Matthæus’ lignelse.
I stedet kan pointen illustreres ved at inddrage en tekst fra en rabbinsk fortolkning af 2 Mos 33,19: ”jeg viser nåde, mod hvem jeg vil”. Udlægningen lyder således: ”Gud viste rabbi Josef ben Halafta skattene af belønninger til de retfærdige i himlen. Dér var også en stor skat for de ”besiddelsesløse”, hvorom Gud sagde: ”Den, der har noget, giver jeg af hans løn, men den, der ikke har noget, giver jeg gratis af denne” (Tanhuma Buber 9,3 §16; citeret efter M. Müller: Kommentar til Matthæusevangeliet (DKNT 3; Aarhus 2000), 425).
Pointen i Matthæusevangeliet er, at enhver løn er nådeløn, derfor har ingen krav på mere end andre.
Tekstens fortolkning
En af de store tyske eksegeter, Adolf Jülicher, har omkring år 1900 sagt, at denne lignelse er evangeliet i en nøddeskal (evangelium in nuce), fordi den undergraver tanken om fortjeneste. Belønning og fortjeneste adskilles, så Guds nåde alene bliver afgørende.
Internt i menigheden og som opfølgning på discipelbelæringen i 19,23-30 er pointen imidlertid forholdet mellem de kristne. Her kan ingen påberåbe sig en særlig fremtrædende placering, for hierarkierne undergraves og omkalfatres gennem omvendelsen af forholdet mellem de første og de sidste. Altså har nyomvendte samme plads som Jesu egne disciple. I Himmeriget gælder kort sagt andre logikker end i verden. Her er Guds nåde afgørende, ikke menneskers indsats.
Lignelsens omvending af de almindelige logikker angående fortjeneste og rettigheder svarer til den omvending af hierarkierne, som er gældende i Himmeriget (18,1-5).