Mark 2,14-22
P.G. Lindhardt var en af de fire store Århus-teologer. Han var den første professor i kirkehistorie ved Århus Universitet. En stilling han bestred i årene fra 1942 til 1980. Næsten alle årene var an ulønnet hjælpepræst ved Vor Frue kirke i Århus midtby, som centrum hedder på århusiansk. Hans prædikener var og er med rette vidt berømmet. Teologistuderende fra tresserne og halvfjerdserne praler med, at de kun gik i kirke, når Lindhardt prædikede. Lindhardt var som alle teologer i den tid påvirket af den dialektiske teologi eller eksistensteologien, som man også kalder det. Den kan man sige meget om. Det skal jeg ikke gøre. Kun i absolut korthed nævne, at den dialektiske teologi opfatter evangeliet som Guds frisættende ord til mennesket. Ved at forholde sig til evangeliets forpligtende tiltale sættes mennesket fri af dets egen syndighed til at leve sit liv for Gud og næsten. En søndag, fortælles det, havde Lindhardt prædiket i Vor Frue Kirke. På vej ud efter gudstjenesten spurgte en kone fra menigheden ham: Når nu professoren i sin prædiken havde sagt, at evangeliet var for syndere, hvad så med os andre?
Mange teologer har gennem tiden smilet overbærende ad den kvindelige kirkegænger i midtbyen, for hun havde jo åbenlyst ikke forstået det rigtigt. Pointen i Lindhardts prædiken var selvfølgelig, at evangeliet er for alle, for vi er alle syndere. Det ved enhver teolog. Jeg har kendt historien længe. I de senere år er jeg begyndt at undre mig over, hvordan den overhovedet er kommet i omløb. Er det en vandrehistorie, som ingen grund har i virkeligheden, eller har P.G. Lindhardt virkelig selv fortalt den? Og hvis han har fortalt den, er det så noget, han har fundet på for at illustrere en pointe, eller skete det faktisk en gang nede i midtbyen. Og det mest underlige: Hvis det virkelig fandt sted, hvorfor i alverden har han så fortalt det videre? Det må jo have været en dårlig prædiken, han havde holdt, siden kvinden kunne spørge sådan. Det var i hvert fald ikke lykkedes ham at gøre evangeliet nærværende for alle den søndag.
Nu er der det gode ved den slags anonyme historier, at man dels kan smile ad dem, dels kan lade noget komme til udtryk, som man ikke selv vil sige, men ikke kan lade være med at tænke på. Måske er det derfor, at Lindhardt fortalte historien. Måske ville han have os til at følge logikken i den trofaste kirkegængers spørgsmål til den teologiske professor. For hvorfor skal vi være syndere for at modtage evangeliet? Man kunne stille spørgsmålet til Jesus i dagens evangelium: Hvad med de raske, hvorfor vil du ikke have med dem at gøre? Hvad med de retfærdige? Er de udelukket, fordi de ikke er syndere?
Det er let at konstruere et teologisk svar på det. Det ville handle om selvretfærdighedens selvforblændelse, der skygger for personlige svagheder og den menneskelige skrøbelighed. Man ville sige, at alene det at mene, at man er retfærdig, er den grundlæggende menneskelige synd, nemlig denne at mene at kunne klare sig selv og dermed gøre sig selv til Gud. Så kan mennesket ikke være retfærdigt, medmindre det bliver det gennem Kristus, der bytter med os. Han tager vores synd og uretfærdighed; vi får hans retfærdighed og syndfrihed. Så kan mennesket i sig selv kun være synder, og kun være retfærdig gennem Kristus. I sig selv kan mennesket ikke være andet end syndere. Det må man erkende, så man kan vende om til den nåde, som bliver synderen til del i Kristus.
Teologisk turde det ikke være helt skævt fremstillet, at menneskets radikale syndighed er grundlaget for kristendommens lige så radikale syndsforladelse. Alligevel kan det være svært at sige sig fri for, at konen i Århus midtby fungerer som drengen i Kejserens nye klæder. For har al talen om alles syndighed noget tøj på? Er det ikke en religiøs magtteknik? Fordi kirken forvalter syndstilgivelsen, skal alle være syndere, så alle får brug for det evangelium, som præsterne forkynder. Kirkegængeren i Århus skulle ikke sætte sig op mod den prædikende professor. Hun skulle acceptere, at hun har brug for det budskab, som han forkynder. Sådan bevarer kristendommen og kirken og præsten og professoren magten.
Men i evangelieteksten fremstilles det på en anden måde. Det er ikke sønderbrudte syndere, som Jesus letter for den tyngende vægt af skyld. Det er ikke angerfulde og nedbøjede mennesker, der henvender sig til ham i deres nød. Tværtimod kommer han til dem og indbyder dem til et fællesskab, som de ikke vidste, at de havde brug for. Fællesskabet fremstilles som et samvær omkring bordet, hvor toldere og syndere har plads. Det er som en bryllupsfest, hvor han er til stede som festens midtpunkt og alle deltager som hans særligt indbudte gæster. Imens står de skriftkloge, teologerne, blandt farisæerne udenfor og bebrejder ham, at festdeltagerne ikke har de rigtige forudsætninger for at komme med til bordet og heller ikke drager de rigtige konsekvenser af det. De har ikke forstået det rigtigt og gør det forkert, mener de dominerende. Og kunne man forvente andet af toldere og farisæere? Men Jesus burde vide bedre end at omgås dem.
Men det er en helt ny tid, svarer Jesus, hvor gamle former og mønstre ikke kan gælde. En ny situation, hvor luften er renset og alle kan ånde frit, fordi de gamle opfattelser af mennesker og de gamle inddelinger i retfærdige og syndere er sat ud af kraft. Jesus har skabt et nyt fællesskab om sig, der alene er bestemt af forholdet til ham og ikke af, hvordan man bedømmer sig selv og eller bedømmes af andre. Omkring ham er festen, som alle er indbudt til, uanset om de mener sig uværdige dertil eller tværtom finder sig selv for gode til at deltage.
Historien om Levi, Alfæus’ søn viser det. Han sidder ved sin toldbod, misagtet af sine landsmænd, fordi han lever af at samarbejde med besættelsesmagten. Ikke nok med det. han får sin gode indkomst ved at opkræve mere i told end romerne forlanger. Sådan var alle toldere i jødernes øjne, så det var Levi, Alfæus’ søn sikkert også. Han blev ikke regnet for noget af sine rettroende landsmænd. i sin griske stræben efter penge og sin landsforræderiske virksomhed har han isoleret sig selv og selv udelukket sig fra sit folk. Han har valgt at lave profit på besættelsen og gå fjendens ærinde for egen vindings skyld.
Med én befaling vender Jesus om på det: Følg mig, siger han. Levi, Alfæus’ søn reagerer prompte. Han rejser sig og følger Jesus uden at stille betingelser og uden at vente på begrundelser. Med sin tiltale kalder Jesus ham ud af hans hidtidige eksistens og giver ham en ny. Han er nu en af dem, der følger Jesus. Det er det nye, der sker for ham. Det er festen, som han indbydes til. Bordfællesskabet, som han må tage del i. I den nye tid slår de gamle kategorier ikke til. Mennesker kan ikke vurderes efter, hvad de har gjort eller undladt; hvad de har forstået eller misforstået. Nu bestemmes alt af forholdet til Jesus. Så splintres gamle kategorier og de fastlåste opfattelser sønderrives, for det gamle kan ikke rumme det nye. Det nye sprænger det gamle. Omkring det bord, hvor alle er samlet, alene fordi de kaldet af Jesus, er det nye til stede, og alle er fornyet, alene fordi de er kaldet af Jesus. Det er nåden, som ikke holder sig selv for god til noget eller nogen.
Svaret til kirkegængeren i Vor Frue Kirke i Århus kunne derfor være, at uanset hvordan hun opfatter sig selv, er hun stillet over for det samme kald, som synderne og tolderne. Hvordan hun forstår sig selv, betyder lige så lidt som Levis selvopfattelse. Heller ikke han blev stillet til regnskab for sin syndsbevidsthed. Han mødte blot det kald, der kaldte ham ud af den gamle situation og førte ham over i den nye tid. Uden forudsætninger og uden betingelser blev hans gamle liv sprængt af det nye, der kom til ham. Således er det heller ikke for konen i Århus en forudsætning at være bevidst om sin synd; det er ikke en betingelse at bekende sig som synder, for nåden er at blive kaldet af ham og inkluderet i fællesskabet med ham uden at skulle aflægge syndsbekendelse og uden at skulle afgive bodsløfter.
Det er nåden. Den er så stor, at den gør alting nyt og fornyer alle, som tager imod den, så vi kan være til stede i fællesskabet omkring hans bord uden hensyntagen til, hvem vi er i egne og andres øjne. Så stor er nåden, at vi altid må modtage den og aldrig kan leve op til den. Så stor er den, at vi over for den intet kan gøre for at gøre os fortjent til den, men altid selv må være utilstrækkelige over for den. Nåden er så stor, at vi konfronteret med den ikke kan være andet end syndere.
Evangeliet er til syndere, fordi det indeholder en nåde så stor, at vi ikke kan være andet end syndere, når vi modtager den, for den sprænger alle gamle opfattelser og gør os nye. Selv er vi intet. Det vi er, er vi alene i kraft af den nåde, vi modtager. Om lidt skal vi synge det: ”nåden vil høste, hvad den sår, vil ikke nøjes med mindre.” Nåden skaber selv sine resultater, for i den kan vi se os selv og hinanden som modtagere af Guds nåde, uanset hvad vi i øvrigt er. For sådan er vi alle syndere. Vi møder en nåde, som vi ikke har fortjent, men ufortjent får lov at leve i.
DDS 3 – 436 – 410 — 695 – 469 – 475