Jesus til bords med toldere og syndere

v.14 Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham:
»Følg mig!«
Og han rejste sig og fulgte ham.
v.15 Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. v.16 Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple:
»Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?«
v.17 Men da Jesus hørte det, sagde han til dem:
»De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
v.18 Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte:
»Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?«
v.19 Jesus svarede dem:
»Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem?
Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. v.20 Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste.
v.21 Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. v.22 Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Mark 2,14-22 (Matt 9,9-17; Luk 5,27-39).

Tekstens forhold til de andre evangelier

Matthæus og Lukas har overtaget denne tekst fra Markusevangeliet og redigeret den en smule. Virkningshistorisk er den mest betydningsfulde ændring, at tolderen i Matthæusevangeliet kaldes Matthæus. Fordi de andre evangelister ikke kender dette navn, har man ment, at tolderen var Matthæus selv. Af den grund er Matthæusevangeliet kommet til at hedde Matthæusevangeliet. Det er sikkert ikke historisk korrekt. Men man kan selvfølgelig forestille sig, at forfatteren på denne måde indskriver sig selv i historien, hvilket ville give sammen resultat. Så skulle man bare tro, at han ville gøre mere ud af det og tage det op senere i evangeliet. Det gør han ikke. Måske skal man bare sige, at det er en af de forskelle mellem evangelierne, som man ikke kan finde en enkel forklaring på.

Desuden tilføjer Matthæus mellem udsagnet, at kun de syge har brug for læge, og Jesu udtalelse, at han er kommet for at kalde syndere, et gammeltestamentligt citat. Matthæus lader Jesus sige: ”Gå hen og lær, hvad det vil sige: ”Barmhjertighed vil jeg og ikke slagtofre” (Matt 9,13; jf. Hos 6,6). Dermed sætter Matthæus Jesu polemik ind i traditionen fra de gammeltestamentlige profeter og lader vide, at farisæerne viderefører den overfladiske gudsdyrkelse, som Hoseas kritiserer. Omvendt er Jesus og hans tilhængere altså dem, der har lært, hvad den sande gudsdyrkelse er. I øvrigt har Matthæus fjernet de skriftkloge fra sammenhængen, så diskussionen foregår mellem Jesus og farisæerne. Det er altså ikke en særlig gruppe blandt farisæerne, som Jesus diskuterer med, men repræsentanter for hele det farisæiske parti. Det svarer til, at netop det jødiske parti er hovedmodstanderen i Matthæusevangeliet, velsagtens fordi de dels er det tilbageværende jødiske parti efter templets fald, dels er det parti, som ligner Matthæus’ kristustroende gruppe mest, og som han derfor har størst brug for at tage afstand fra.

Lukas følger som Matthæus Markusevangeliet ret nøje, men udfolder, at Levi holder en stor fest (Luk 5,29), hvor det efterfølgende replikskifte finder sted. Dermed afklarer Lukas den uklarhed, der ligger både hos Markus og Matthæus, om de sidder til bords i Levis eller Jesu hus. Den græske tekst tillader begge læsemåder. I øvrigt bliver motivet om Jesu bordfællesskab med toldere og syndere, der kun findes på dette sted i Markusevangeliet, et fremtrædende motiv i Lukasevangeliet (jf. Luk 7,34; 15,1-2; 19,1-10).

I sidste halvdel af teksten er det tydeligt, at det har forstyrret Matthæus, at Johannes’ disciple og farisæerne optræder sammen i Markusevangeliet. Man kan endda læse v.18 således, at det er Johannes’ disciple og farisæerne selv, der henvender sig til Jesus med spørgsmålet. Matthæus gør det tydeligt, at farisæerne ikke er involveret, hvorimod han lader Johannes’ disciple stå for spørgsmålet (Matt 9,14). Lukas har valgt en anden løsning, da han forbinder den sidste del af teksten med den første ved at lade det være farisæernes skriftkloge, der også stiller spørgsmålet om faste (Luk 5,33). Endvidere markerer Lukas, at det sidste billedord er en lignelse (Luk 5,36) og tilføjer en særlig lukansk afslutning: ”Og ingen, som har drukket gammel vin, vil have en ung, for han siger: Den gamle er bedst” (Luk 5,39). Måske er det et modtræk mod den logiske konklusion på de foregående billeder, at Kristustroen er det nye. Lukas vil understrege, at det ikke er en ny religion, men er fuldendelsen af jødedommen og således den gamle vin, der smager bedst. Imidlertid kan man også forestille sig, at Lukas ikke har haft særlig kendskab til vin og derfor lader jødedommen være den gamle vin, som tilhører den forgangne epoke. Den vil de ikke give afkald på til fordel for den nye i kristendommen. I så fald viser tilføjelsen, at Lukasevangeliet fungerer inden for en hedningekristen sammenhæng, hvor man ikke længere har forbindelse til jødiske grupper.

Tekstens placering i Markusevangeliet

Teksten er en del af Jesu virke i Galilæa. Umiddelbart før har han været i Kapernaum, hvor han har helbredt den lamme mand og dermed demonstreret sin magt til at tilgive synder. Så går han langs søen, hvor han underviser skaren (Mark 2,13). Da han går videre, møder han Levi. I øvrigt er tekstens enkeltdele kun knyttet løseligt sammen. Kaldelsen af Levi hænger sammen med spørgsmålet om toldere og syndere, fordi Jesus sidder til bords i hans hus, hvor diskussionen foregår. Overgangen til spørgsmålet om faste er helt uformidlet. Sådan fortsætter det med overgangen til næste perikope om aksplukning på sabbatten (Mark 2,23) og videre med helbredelsen af manden med den visne hånd (Mark 3,1). Hele denne del af Markusevangeliet består således af enkeltstående episoder uden anden indbyrdes sammenhæng, end at de skal vise, hvordan Jesus agerer som Guds søn på jorden, nemlig som forkynder af evangeliet til syndere og som helbreder af de syge.

Eftersom kaldelsen af Levi forekommer som en discipelkaldelse, undrer det, at hans navn ikke optræder i discipellisten (Mark 3,13-19), hvor der i stedet optræder en Jakob, Alfæus’ søn (Mark 3,18). Måske er kaldelsen af Levi alligevel ikke en kaldelse af en discipel, men blot en indledende provokatorisk handling, der indleder spørgsmålet om forholdet til toldere og syndere og demonstrerer, at Jesus er kommet for at kalde syndere.

Tekstens detaljer

Som allerede antydet falder teksten naturligt i perikopen om Levi (v.14), om forholdet til toldere og syndere (v.15-16) og spørgsmålet om faste, der kan deles op i spørgsmål og svar (v.17-20) og det illustrerende billedord (v.21-22).

v.14: Levi, Alfæus’ søn kendes ikke andre steder fra. At han sidder ved toldboden, skal i sammenhæng med næste vers vise, at han var tolder. Eftersom Kapernaum var grænsestation mellem Herodes Antipas’ og hans broder Filips landområder har der været en toldstation dér. Som det er præsenteret andre steder, var tolderne en forhadt gruppe, der liciterede retten til at opkræve told af den romerske besættelsesmagt. En del af deres indtægt bestod i uberettiget at opkræve for meget told af de rejsende. Af den grund blev de anset for at være uhæderlige og pengegriske og kunne desuden blive betragtet som urene på grund af deres omgang med hedninger og hedenske penge. En sådan var Levi.

Kaldelsen er eksemplarisk. Der er ingen begrundelse og ingen betingelser. På Jesu ord: ”Følg mig”, rejser Levi sig og følger ham.

v.15: Om de sidder til bords (egentlig ligger til bords) hos Levi eller Jesus er ikke sprogligt klart. I sammenhængen synes det dog mest nærliggende, at det er hos Levi, at der er mange toldere og syndere til stede. Begrebet syndere dækker over en ubestemt gruppe, som forbryder sig mod den jødiske lov. Formentlig skal man ikke forsøge at bestemme deres synd nærmere. Det er blot som tolderne mennesker, hvis livspraksis mødes med fordømmelse af farisæerne og andre. Synderne hører sikkert til i den store gruppe, der følger Jesus, men ikke indgår i inderkredsen med de tolv. Måske skal Levi også forstås som en del af den gruppe, siden han ikke nævnes i discipellisten. Afgørende for det næste spørgsmål er, at rettroende jøder ikke kan have bordfællesskab med hverken toldere eller syndere.

v.16: Farisæernes skriftkloge. Farisæerne er et jødisk parti, der praktiserer en særlig form for fromhed, der indebærer, at renhedsforskrifterne blev udvidet til at gælde hverdagslivet. Blandt dette parti, hvor skriftfortolkning og ikke mindst den mundtlige udlægningstradition spillede en stor rolle, var der formelt uddannede skriftkloge. De var ellers en slags jurister, der blev konsulteret for at afgøre stridigheder om retsforhold. I Markusevangeliet er dette første gang farisæerne nævnes. De udgør hovedmodstanderne i resten af evangeliet.

Ud fra et farisæisk synspunkt er det naturligvis uforståeligt, at Jesus har bordfællesskab med toldere og syndere. Det anfører de over for Jesu disciple. Formentlig skal det forhold, at de ikke henvender sig direkte til Jesus, vise deres forlegenhed og underlegenhed over for ham, der underviser med myndighed (jf. Mark 1,27). Men det kan måske også opfattes som et underlødigt forsøg på at så tvivl om netop denne myndighed. Farisæerne vil anfægte disciplenes tillid til ham.

v.17: Jesus hører spørgsmålet og svarer som den ansvarlige lærer selv. Første del af svaret er et velkendt ordsprog. Anden del applicerer det på Jesu virke og udelukker derved, at hans forhold til synderne beror på, at han ikke tager deres synd alvorligt. De er som syge, der har brug for lægen. Det udelukker også, at han selv skulle være synder. Han er lægen, der kommer til de syge. Derimod er årsagen, at han bringer lægedom til de syge, det vil sige retfærdighed til synderne. Han har myndighed til at tilgive synder, som det blev illustreret i teksten om den lamme mand i Kapernaum (Mark 2,10). Men hermed er det også gjort klart, at retfærdige ikke er udelukket. De er som raske, der ikke har brug for lægen. Først når de i deres retfærdighed vil hindre synderne, bliver deres selverklærede retfærdighed problematisk.

Spørgsmålet er, om dette udsagn i udgangspunktet svarer til den historiske Jesu funktion, som en dommedagsprædikant, der kaldte de frafaldne tilbage og forkyndte for syndere, for at de skulle omvende sig før den forestående dom. Retfærdige havde ikke brug for den forkyndelse. I Markusevangeliets sammenhæng bliver det imidlertid klart, at alle har brug for den retfærdighed, der følger af at tilslutte sig Jesus. Uden for ham er ingen retfærdige, for han skal give sit liv som løsesum for mange (Mark 10,45) og udgyde sit blod for mange (Mark 14,24). Uden hans gerning finder ingen syndsforladelse og ingen bliver retfærdige. Derfor er er det konsekvent, at den næste perikope indeholder evangeliets første henvisning til Jesu død.

I denne perikope illustreres det, at Jesus inkluderer både retfærdige og syndere, idet alle indgår i bordfællesskab med ham. Således er gudsriget kommet nær i hans forkyndelse (Mark 1,14-15), fordi han i sit samvær med toldere og syndere på jorden foregriber fællesskabet i gudsriget.

v.18: Fastespørgsmålet stilles formentlig af en ubekendt gruppe, al den stund omtalen af Johannes’ og farisæernes disciple i tredje person tyder på, at de ikke selv stiller spørgsmålet, hvilket ellers ville være en sproglig mulighed. Man skal vel forestille sig, at spørgsmålet er opstået omkring bordet i Levis hus, hvilket understreger forskellen mellem Jesus og de fastende.

At Johannes Døberens disciple faster passer godt med hans forkyndelse til bod og omvendelse og  den asketiske livsstil, som han selv praktiserede. At farisæerne fastede passer godt med visse overleveringer om, at de fastede mandag og torsdag (jf. Luk 18,12; Didakè 8,1). Jøderne havde ellers kun officiel fastedag ved den store forsoningsfest, men private faster var almindelige. Farisæerne intensiverer dermed også i denne sammenhæng den jødiske fromhedspraksis.

Men det er ejendommeligt, at farisæernes disciple nævnes. Farisæerne havde tilhængere, men ikke disciple i forstanden elever. Visse håndskrifter da også udelader ordet. Måske skal det i sammenhængen blot skabe en parallelitet mellem Jesu disciple og de andre.

v.19-20: Jesus svarer først med et billedord, der skal vise, hvilken situation hans disciple er i. Selve brudebilledet er almindeligt både angående forholdet mellem Gud og folket og i forbindelse med den eskatologiske frelsestid. Jesus optræder som brudgommen i det billede. Når han er til stede, er der fest, i den forstand at hans nærvær er foregribende for gudsrigets komme. Når han er der, kan man ikke faste, for faste er et tegn på bod og i hans nærvær skal hans tilhængere feste.

Men her kommer den første henvisning i evangeliet til Jesu død. Brudgommen skal tages fra brudesvendene. På den dag skal der fastes. Således får fasten en ny begrundelse. Det er sorgen over hans fravær, der betinger fasten. Ikke bod for synd eller lignende. Fasten skal tilsyneladende markere Jesu dødsdag. Det kan tolkes som en genindførelse af fasten i kristustroens former, men måske er det i virkeligheden en fuldkommen afskaffelse af faste. Hvis det kun er den dag, hvor brudgommen tages bort, der skal fastes, er denne ene fastedag overstået på Markusevangeliets tidspunkt. Så skal der slet ikke fastes, for der er ikke grund til det.

Interessant er det at se udtrykket for Jesu død. Brudgommen tages fra dem. Subjektet bag denne handling må være Gud. Som Gud står bag brudgommens komme i foregribelsen af den eskatologiske frelsestid, er det også ham, der fjerner ham igen.

v.21-22: Med de to billedord skal det for læseren gøres klart, at der er en radikal forskel på gammelt og nyt. De gamle former (faste) kan ikke rumme det nye indhold (frelsen). Hvis fasten genindføres, er det da heller ikke den gamle faste, for den har fået en ny begrundelse, som passer til den nye tid. Særligt den sidste fremhævede konklusion viser, hvad det drejer sig om: Den nye situation kræver nye former, som er den omvendelse til Gud, som Guds rigets nærhed forlanger. Det nye gudsforhold kan ikke være i den gamle religiøsitet, for det nye sprænger det gamle.

Tekstens fortolkning

Selv om tekstens dele kun er løseligt sammensat, kan der godt være en indre sammenhæng mellem dem. Levi adlyder ubetinget Jesu kald og følger ham. Det er den radikale omvendelse, som den nye forkyndelse kræver. Det medfører et nyt fællesskab, der inkluderer toldere og syndere, for det er til dem, som Jesus er kommet. Alle må acceptere at være en del af det fællesskab, og dermed selv være synder, for at have del i det nye. Derfor kan de gamle former ikke bruges. De sprænges af det nye, der er kommet med Jesu forkyndelse, for den har bragt gudsriget nær. Selv når han atter er taget fra dem, er formerne fornyet, for da vil de være begrundet i hans historie. Det nye kan ikke rummes i det gamle. Det kræver radikalt anderledes former, som adskiller sig fra den kendte religiøse praksis. Det nye viser sig i Levis reaktion på Jesu tiltale. Heri er det nye: radikal overgivelse til Jesus.

Hertil svarer, at den ene enkeltstående fastedag er overstået. Den markerede Jesu fravær, men efter den dag er han atter nærværende under nye former, nemlig i nadvermåltidet, hvor hans legeme og blod markerer hans allestedsnærværende nærvær. Så er også tiden efter hans død ikke en fraværstid, hvor brudgommen er taget fra brudesvendene, men en ny tid med et nyt nærvær, hvor der ikke er grund til faste. Det nye er en festtid.