Jerusalems fred
Luk 19,41-48
Historisk set lever vi i en undtagelsessituation. Hvis man ser på menneskehedens samlede historie, er det unormalt, at der er fred. Normen er ufred. Perioder uden konflikt hører til sjældenhederne. Det er en ubetalelig lykke at leve i en tid, hvor vi ikke tvinges til at sende vores sønner i krig. Det er en sand velsignelse, at fædre ikke er tvunget til at forlade sin familie for at sætte livet på spil. Man kan i hverdagens trivialitet glemme det. Andre problemer er der jo nok af, men man burde hver eneste dag minde sig selv om den glæde det er at vågne op i fred og frihed uden frygt for fjender, der invaderer landet; uden risiko for at skulle drage i krig mod andre folkeslag. Det er grund til taknemmelighed.
Fordi krig er normen, er fred formentlig det udtryk, der hyppigst anvendes om en den tilstand, man gerne vil være i. At have fred er grundlaget for enhver positiv udvikling. Det gælder folk og lande. Det gælder familier og bekendtskaber. Og man må have fred med sig selv, siger man. Det er et udtryk, som det er let at gøre nar ad. For fred er et relationelt begreb. Ligesom man fører krig mod andre, har man også fred med andre. Har man ikke fred med sig selv, er det derfor gerne, fordi man har konflikt med andre. De ydre spændinger sætter sig i en. De indlejres i indre uoverensstemmelser, en egen intern konflikt, fordi man ikke kan komme til rette med den, man er i sine konfliktuelle relationer. Så kommer der ufred i forholdet til en selv. For at få fred med sig selv, må man have fred i sine forhold til andre. Men det går jo lige så ofte sådan, at ens indre modsætninger og egne konflikter kommer til udtryk i forhold til de andre. Spændingerne i en selv skaber konflikter med de andre. Man overfører sine egne uoverensstemmelser på sine forhold til de andre. Man har ikke fred i sig selv, så kan man heller ikke have det med andre. Man kan bruge al sin magt og styrke på at undertvinge sig selv og forsøge at forandre de andre. Lige lidt hjælper det, konflikterne forbliver, freden kommer ikke. Ufreden forbliver, for man kan ikke tvinge sig til at blive den, man gerne vil være.
I dagens tekst græder Jesus over Jerusalem, fordi den ikke ved, hvad der tjener den til fred. Teksten forudsiger, at den derfor vil blive belejret af fremmede tropper, indtaget og lagt i ruiner. Det har været let at forudsige, for da Lukasevangeliet blev skrevet, havde den romerske kejser Titus allerede nedbrændt byen, plyndret templet og ført dens skatte til Rom. Men udsagnet, at Jerusalem ikke ved, hvad der tjener til dens fred, forekommer alligevel med en særlig tyngde. For historien har vist, at det ikke er et enkeltstående tilfælde, at netop den by ikke kender til fred. Faktisk kan man for Jerusalems vedkommende mere end nogen anden by sige, at krig og konflikt er normen, fred og fordragelighed er undtagelsen.
Blot hovedlinjerne i byens omtumlede historie viser det. Jerusalem er omtrent fire tusinde år gammel. Så vidt vides har den altid været omgivet af mure for at holde fjender ude. Den bibelske kong David var den første israelittiske konge i byen. Han erobrede den fra andre folkeslag og gjorde den til hovedstad i sit rige. Herefter blev den indtaget af alle de store militære magter. Først babylonerne, der fører en del af indbyggerne i fangenskab. Så perserne, der lod israelitterne vende hjem. Grækerne med Alexander den Store. Seleukiderne og så romerne, der kontrollerede Jerusalem på Jesu tid. Efter et jødisk oprør nedkæmpede Titus som sagt byen. Efter endnu et oprør blev den overtaget af kejser Hadrian, som gjorde den til en romersk by med hedenske templer. Den første kristne kejser, Konstantin den Store, gjorde den derfor kristen og lod nogle af de store kirker opføre, bl.a. gravkirken. Senere bliver den indtaget af muslimer, så erobrede kristne korstogsfarerne den tilbage for en kort periode. Så blev den igen muslimsk, indtil den moderne stat Israel oprettede og byen deltes i to. En jødisk og en arabisk. Som bekendt er den i dag centrum i en konflikt, der er så dyb, at man end ikke kan tale om den uden at blive involveret i den.
Jeg vil til enhver tid forsvare, hvad jeg sagde til børnene, da vi besøgte Jerusalem. Det er den vigtigste by i verden. Men at den ikke ved, hvad der tjener den til fred, det havde Jesus ret i.
Så er det ikke så mærkeligt, at det ved siden af byens konkrete historie findes en anden forestilling om Jerusalem. Nemlig, om Jerusalem som den burde være. Det ideale Jerusalem. Det himmelske Jerusalem. Eller Guds Jerusalem. I det Jerusalem er alt, som det skal være. Det Jerusalem skal ifølge Johannes Åbenbaring komme ned fra himlen, for det stammer fra en helt anden verden. Det Jerusalem lever op til alle forestillinger om byens skønhed. Dets mure er udsmykket med ædelstene. Gaderne er af det pure guld. Der er fred og fordragelighed. Enighed og enhed. Evig glæde i det himmelske Jerusalem. Det Jerusalem er et ideal, som man stræber efter. Over for det ideal kommer det jordiske Jerusalem altid til kort.
For sandelig, det jordiske Jerusalem ved ikke, hvad der tjener til dets fred. Ofte er det netop det himmelske Jerusalem, der står i vejen. Idealet Jerusalem skygger for det virkelige Jerusalem. I det virkelige Jerusalem er der nemlig forskellighed og mangfoldighed, modstridende meninger og uforenelige synspunkter. For sådan er det i virkeligheden. Det er, hvis man forsøger at etablere det himmelske Jerusalem på jorden, at det kan gå grusomt galt. For så bliver det som resultat af en vunden kamp. Det bliver udgangen på en sejrrig krig. Den fred, der bliver i det Jerusalem, bliver de stærkestes fred. Enigheden bliver de dominerendes synspunkt.
For Jerusalem ved ikke, hvad der tjener til dens fred. Den kender ikke sin besøgelsestid, siger Jesus. For besøgelsestiden er nu, mener han i Lukasevangeliet, da han palmesøndag er på vej ind i Jerusalem for at blive korsfæstet. I sit besøg vil han vise, hvad der tjener til fred. Det gør han i korsdøden. Når Guds søn, Gud selv, lader sig korsfæste er det den ultimative detronisering af magten. Den almægtige Gud giver sig til kende i den korsfæstedes magtesløshed. Han viser sin magt ved ikke at bruge på sin styrke. Det er det absolutte magtafkald. ”Herfra al fred begynder,” som det lyder i den kendte salme. For den sande fred må indledes med magtafkald. Den må begynde med, at den mægtige ikke anvender sin magt. At den stærke fralægger sig sin styrke. Så freden ikke baseres på sejr i krig; så den ikke opstår ved triumf over fjenden. Fredens grundvold må være, at den stærke ikke anvender sin styrke; at den magtfulde ikke sætter sin magt igennem. Sådan som det blev kendt i Jesu besøg i Jerusalem.
Det nye Jerusalem kan derfor ikke være det Jerusalem, hvor alle fjender er nedkæmpet og alle modstandere overvundet. Jerusalem det ny må være den fred, der bygger på den model for magtudøvelse, som korset er symbol for. Det gælder i det virkelige Jerusalem, at freden kun kan vindes, hvis voldsspiralen stoppes af en villighed til ikke at udøve sin magt, en accept af at styrken ikke skal bruges. For sådan kan der også blive plads til de magtesløse og svage. Således gælder det i alle konflikter verden over, at en sand fred ikke vindes ved at nedkæmpe de andre, men når parterne lader magt og styrke fare. Det gælder ikke mindre i alle vores små skærmydsler og stridigheder. Insisterer man på at sætte sin magt igennem, kan man få fred for de andre, men ikke med dem.
Men også i freden med sig selv gælder det. Ja, Jerusalem kan næsten være et sindbillede for det enkelte menneske. For den indre konflikt kan i grunden kun løses, hvis man giver afkald på magten til selv at ville bestemme, hvem man er, og hvordan man skal være. For det er i det fortvivlede forsøg på selv at ville have magt over, hvordan man skal være menneske, og selv at ville lægge standarden for både sig selv og de andre, at konflikterne – både de ydre og de indre – opstår. Afkaldet på den magt findes i troen på, at det ikke er overladt til ens eget ansvar at være menneske. I det afkald kommer freden kommer ikke fra en selv. Den kan man ikke tiltvinge sig med sin magt. Den kan man ikke producere med sine kræfter. Den må man lade sig skænke, når man i sin magtesløshed kender sin besøgelsestid og lader Guds fred lyse over en. For freden med os selv, kommer ikke fra os selv. Selv freden med sig selv er relationel. Den kommer af at give afkald på sin egen magt og styrke og lade Guds ansigt lyse over en. Den Gud, der gav afkald på sin magt og styrke, for selv at være til stede i magtesløsheden og svagheden. For så skal ens konflikter ikke løses i en indre kamp; og slet ikke overføres på relationerne til de andre. Under Guds løftede åsyn har vi lov at tro, at vi trods vores indre ufred, ja, med vores indre splittelse, får en fred fra Gud, som vi kan leve i og leve ud sammen med de andre.
DDS: 324 – 624 – 676 — 332 – 323 – 426