Matt 11,16-24
Blandt forskere i Det Nye Testamente er der en vittig vending, som på en gang udtrykker deres overmod og deres mindreværd. Man taler om at studere børnelege i Palæstina på Jesu tid, når man vil illustrere, hvor perifere emner man kan gøre til genstand for meget detaljerede undersøgelser – ofte på tysk og med mange fodnoter. Man ved nemlig forsvindende lidt om, hvad børn legede i Palæstina på Jesu tid. Man ved nærmest ikke, hvordan leg blev opfattet. Og netop den sangleg, som Jesus her henviser til, kender man slet ikke. Så kan man spørge sig om, hvad der er gået tabt. Er der en særlig dyb pointe i vor Herres omtale af børnene, der sidder på torvet og råber til hinanden, som man kun kan forstå, hvis man ved præcist, hvad legen går ud på? Næppe! For egentlig er scenen klar og tydelig. Den ene gruppe børn beklager sig over, at den anden ikke deltager i en leg, der går ud på, at de skal efterligne de voksnes virkelighed. Fløjtespil hører til glædelige begivenheder, måske leger de bryllup, men den anden gruppe vil ikke danse, som man skal til et bryllup. Klagesangene hører til sørgelige sammenkomster, begravelser især. Men heller ikke det, vil de andre være med til. De græder ikke. Så sidder den ene gruppe forurettede børn tvært tilbage og beklager sig over, at de andre ikke vil lege med i deres leg. De vil ikke danse efter deres pibe, som man siger. De vil ikke optræde i legens roller og handle efter dens mønster. Så surmuler de andre. Dem kan man sammenligne denne slægt med, siger Jesus, og forklarer straks, hvad han mener.
Johannes Døber kom først med sin hårde domsforkyndelse og sin strenge afholdenhed. Men det var for aparte og passede ikke til den gode smag. Så det blev grunden for at afvise ham. Han er besat. Han er sindssyg, for han opfører sig ikke, som man bør. Så behøver vi ikke tage os af ham, men kan afvise ham. Han er bare skør. Og Jesus selv, Menneskesønnen, opførte sig helt anderledes end Johannes Døberen. Han både spiste og drak. Men heller ikke dette var god stil. Han omgås dem, man ikke bør omgås, hvis man er velopdragen. Han passer heller ikke ind i det fine selskab, så ham må man også afvise. Han er bare en ædedolk og en drukkenbolt. Sådan sidder denne slægt som de surmulende børn på torvet, der er fornærmede over, at de andre ikke følger legen. De er vrede over, at Johannes og Jesus træder ud af rollerne og bryder mønstrene.
Roller skal man blive i; mønstre skal man følge, ellers bliver omgivelserne utrygge og reagerer med udstødelse. ”Sådan gør man ikke,” kan man høre sig selv sige, når man vil opdrage til at følge de mønstre og blive i de roller, som man selv er tryg i. For det ville være utrygt, hvis ens nærmeste ikke blev i de roller, som de er udset til; eller brød de mønstre, som er gældende for vores fællesskab. Familiens sorte får er det ordsprogsagtige udtryk for netop dette. For familiens sorte får er den person, der ikke har kunnet eller villet følge de mønstre og spille de roller, som er gældende i familien. Den, der skejer ud fra det, der er familiefællesskabets norm. Det er utrygt, for det tester fællesskabets grænser. Kan den venstreorienterede familie rumme en Danmarksdemokrat? Er der plads til en ufaglært blandt akademikerne? I stedet for at udvide fællesskabets rammer, bortforklares det, hvorfor vedkommende ikke kan være med. Han er er blevet radikaliseret. Hun er kommet i dårligt selskab. Så kan gruppen bevare sin identitet og bekræfte sig selv i, at den ved, hvad der er normalt. Som fornærmede børn på torvet beklager de sig over den, der ikke vil deltage på deres betingelser.
De sorte får kender det. Mønsterbryderne kender det også. Hans Edvard Nørregård-Nielsen fortæller i sine erindringer om, at han møder amtmandens Regitze. I hendes hjem opdager han en verden, han ikke kendte. En verden med litteratur, kunst og musik, langt fra det landmiljø, som han kom fra. Regitze bliver hans vej ind i den verden, der kom til at bestemme hele hans liv. Alt, hvad han skriver om sin baggrund og barndomshjem er, så loyalt og solidarisk det end måtte være, præget af det brud. Hele den hjertevarme beskrivelse af bondemiljøet sker fra afstand. For han er trådt ud af det. For det er gerne mønsterbryderens skæbne at den nye verden ikke kan forenes med den gamle.
I den humoristiske afdeling det vel netop, hvad Erasmus Montanus handler om. Erasmus Montanus, Rasmus Bjerg, som han hed, gør det ikke let for sine omgivelser, da han kommer hjem fra København og blandt meget andet har lært at jorden er rund. Men det kan man ikke acceptere derhjemme. Skal Rasmus høre til blandt de andre, må han holde op med at bryde deres mønstre. Jorden er flad, må han mene. Han må acceptere, at Per Degn er bedst til latin. For bryder man mønstrene og forlader man rollerne, kan man ikke være med i fællesskabet. Så kan man sidde som triste børn på torvet og råbe til hinanden. Forbindelserne afbrydes og ensomheden opstår, fordi de mønstre, som skulle skabe sammenhold bliver brudt.
Med sådanne børn sammenligner Jesus denne slægt. Med nogle, der er så trygge i deres egne mønstre og så tilfredse i deres egne roller, at de ikke kan modtage noget, der ikke passer dertil. For det, der ikke passer sammen med det kendte og hjemlige, gør utryg og usikker. Men det er netop, hvad Jesus gør. Hans kraftige gerninger bryder med alle konventioner, for de er rettet mod toldere og syndere på lige fod med retfærdige og lovtro. Derfor havde de haft større chance for at blive modtaget i de hedenske og syndige byer, for dér var der ingen mønstre, der skulle adskille de værdige fra de uværdige; der var rollerne ikke bestemt på forhånd. Selv Sodoma, der af alle byer er kendt for sin grænseløshed, ville være bedre beredt til at modtage hans forkyndelse. For den ville ikke definere en rolle, som han skulle passe i. Den ville ikke bestemme de mønstre, som han skulle leve efter. I den flyder det hele uden normer og normalitet, som man skal indordne sig efter. Derfor vil det gå de byer tåleligere end de jødiske byer, der afviste Jesus, fordi han ikke ville lege med på deres betingelser. De sidder tilbage som sure og tvære børn.
For de vil bestemme, hvordan legen skal være. De vil bestemme, hvordan verden skal være indrettet. De vil definere virkeligheden. De mener, at Jesus skal underlægge sig deres verdensbillede og leve op til deres standarder. Nu afviser de ham, fordi han bryder deres mønstre og gør op med deres roller. Og dermed lukker de sig for hans budskab, hans kraftige gerninger sker ikke for dem, for de vil bestemme over virkeligheden, og så bliver der ikke plads til den, der vil sprænge deres virkelighed. For sagen er, at virkeligheden bliver mindre, når man vil lade den definere af sine egne mønstre. Det kender familierne, der ikke har plads til de såkaldt sorte får, der ikke kan leve op til deres idealer. Det kender mønsterbryderne, der føler det, der skulle være trygge rammer som snærende bånd. Det er resultatet, når de sure børn kun vil lege deres egen leg efter deres egne regler.
Jesus vil ikke indordne sig under den. Han står for noget helt andet, der er så anderledes, at det kan forekomme som en leg, der bryder helt med virkeligheden. Kristi forkyndelse er en invitation, der bryder de kendte mønstre og afviser vores egne selvforståelser, for han inviterer til en leg med hidtil ukendte regler. I den tildeles alle roller efter deres forhold til ham. Mønstrene udgøres af hans henvendelse til enhver. Ingen bestemmer over legen, for den er helt bestemt af Jesu invitation. Han inviterer til, at alle skal være med i den samme leg og følge de samme mønstre og påtage sig de samme roller, for alle deltager som inviterede af ham. I den leg er alle bestemt af at være kendt værdige til at blive inviteret med i legen. Det er deres rolle i legen. Jesus kalder legen gudsriget. I den leg kan en gruppe ikke beklage sig over den anden gruppes vrangvilje. For er man med i legen, må man betragte og behandle alle andre som deltagere i legen, for ingen skal leve op til bestemte forventninger eller følge forudbestemte mønstre for at deltage. Alle er med på samme måde og skal behandles på samme måde. I legen er alle særligt udvalgt af Jesus Kristus selv til at være med i gudsriget.
Og derfor er legen ikke en leg. Legen bliver virkelighed, når vi deltager i den. Når vi lever som dem, der på trods af moralske mønstre og uanset fordomme om normalt og unormalt eller standarder for rigtigt og forkert er udvalgt af Guds søn til en rolle som deltager i gudsriget, så bliver legen virkelighed for os. Når vi lever sammen med andre som nogle, der uanset, hvad de ellers er, er Guds søns særligt udvalgte, så bliver gudsriget virkeligt for dem. Og så ser vi, hvorfor Menneskesønnen ikke kan indfri forventningerne og følge mønstrene, for hans budskab skaber en helt ny virkelighed, hvor alle leger, at vi alle er uendeligt værdifulde for Guds egen søn. Den leg må bryde med alt, hvad vi kan mene om os selv og hinanden. Derfor kan det forekomme som en uvirkelig leg. Men legen bliver virkelig, når vi leger den. Så er der ikke nogen leg, men en ny virkelighed, som vi kan leve i. Visdommen får ret ved sine gerninger. Gudsriget bliver virkelighed ved at leve i det.
DDS 403 – 329 – 592 — 362 – 378 – 6