Luk 19,41-48
På dr.tv ligger i øjeblikket en serie, der hedder ”dansk fodbold til salg”. I den er der to historier. Den ene handler om stakkels Jammerbugt FC, der bliver opkøbt af en fantast fra Tyskland, som i løbet af to halve sæsoner kører den hæderkronede klub fra Pandrup i sænk. Den anden historie handler om Brøndby, der blev solgt til et internationalt investeringsselskab med 14 ekstremt velhavende og ekstremt diskrete ejere. Man følger i serien nogle af fodboldtilhængernes reaktioner, særligt en person, der har været Brøndby-tilhænger i knap 25 år. Han fortæller, hvordan han fik det fysisk dårligt, da han hørte om salget. Han fik ondt i maven og måtte tage hjem fra arbejde. For den klub, som havde været hans identitet i det meste af hans liv, forrådte ham. Eller rettere ejerne forrådte klubben, for de ville hverken fodbolden eller klubben det bedste. Og det var imod hans Brøndby-klub. Ifølge ham kunne man tjene penge med klubben, men ikke på klubben, for det var foragt over for alle de frivillige, der som ham lagde al deres fritid, energi og egne penge til klubbens bedste. Han og andre fans som ham demonstrerede med tavshed under kampene og med sang og tilråb efter dem. Og da det afgørende pressemøde skulle finde sted, gik brandalarmen, netop da salget blev annonceret. Det var falsk alarm.
Det er tydeligt, hvad der sker for den pågældende Brøndby-fan. Klubben har givet ham identitet gennem hans liv. Den har givet ham fællesskab, oplevelser, glæde og sorger. Den har været definerende for, hvem han selv var. Han kan ikke være den, han er, uden Brøndby. Derfor er det nødvendigt for ham, at klubben behandles med respekt. Han må kunne spejle sig i den og genkende sig i dens værdier. Måske skal klubben endda være garant for værdier, som det kan være svært at opretholde på egen hånd. Og nu synes han, at klubben vanæres. Den lader sig besmudse af penge, som ikke lever op til klubbens standard. Det er respektløst. Han reagerer voldsomt følelsesmæssigt og fysisk, for det, der var centrum i hans liv fornedres og foragtes, og hvem er han så selv?
Det er ikke uden grund, at man ofte sammenligner sport og religion. Netop reaktioner som denne genkendes fra en lang række religiøse sammenhænge, hvor de religiøse udøvere mener, at deres religion er udsat for ringeagt og vanære. For dem er religionen og de religiøse steder og symboler tilsvarende udtryk for de værdier og idealer, som de identificerer sig med og forbinder sig med. De må derfor ydes respekt ikke bare af religionens tilhængere, men også af alle andre, for man kan ikke tillade, at andre latterliggør og håner det, som giver ens liv mening. For i den religiøse verden er det helligt. At bespotte det hellige er blasfemi.
Helligt er det naturligvis ikke i sig selv, som om der fandtes noget, der er helligt. Helligt bliver det, når et socialt samfund er orienteret om det og får identitet gennem det. Det er fællesskabet omkring det hellige, der gør det helligt. Netop derfor kan fællesskabet ikke tolerere, at det hellige gøres lige med alt andet og ikke adskiller sig fra omgivelserne. Som i Brøndby: ”I kan nok forstå,” sang de vrede fodboldfans, ”vi er ik’ som FCK!”
Det var sport og religion, og noget lignende gælder politik. Politiske systemer kræver respekt for bestemte værdier og idealer, for de definerer, hvem man er i det pågældende system. I demokratier skal enhver overholde de demokratiske regler. I frie samfund accepterer man ikke, hvis andre anfægter de grundlæggende frihedsrettigheder, som disse samfund bygger på. Vi er, vil man så sige, dem, der har ytringsfrihed, demokrati, lighed for køn eller andet, og man reagerer, hvis de rettigheder hånes og spottes. Man kalder det racisme, sexisme eller diskrimination. Implicit og eksplicit forlanges det, at andre tager hensyn til det, der er samfundets fundamentale idealer. Gør de det ikke, reagerer man, som var det blasfemi, for blasfemi er at bespotte det, som andre opfatter som helligt.
Som Jesus, da han kom ind på tempelpladsen. Han reagerede åbenlyst på blasfemi. Han handlede vredt og voldsomt, ja med vold, da han drev de handlende ud. ”Mit hus skal være et bedehus,” har Gud sagt ifølge skriften, men købmændene og de handlende behandler det som ethvert andet hus. Templet skulle være et sted for Guds nærvær, et sted man kom for at forbinde sig med Gud, men de har gjort det til en markedsplads. Det er en hån mod templet. Det skulle være et helligt sted, men de har gjort det til ethvert andet sted. Det er en spot mod den Gud, som det er bygget for.
Jesus forstod sig selv i forhold til den Gud. Han levede sit liv i total hengivelse til Israels Gud. Templet skulle være stedet, hvor man kunne dyrke det gudsforhold. Men folkene på tempelpladsen optrådte, som var det et ganske almindeligt sted. De tog ikke hensyn til dets hellighed. Jesus er blevet krænket. Han har sikkert oplevet den følelse af ydmygelse, som alle, der er udsat for blasfemi, oplever. Og den har omsat sig lige så fysisk, som andre fortæller om. Derfor handlede han så voldsomt. Lukas fortæller endog, hvordan hans følelser gav sig udtryk, da han græder over byen Jerusalem, der ikke er i stand til at leve op til sin bestemmelse. Fornedrelsens tårer græder han, for det, der var helligt for ham, er blevet forhånet. Og det endda af dem, der skulle holde det helligt. Det reagerer han på, da han rydder tempelpladsen for at fjerne blasfemikerne, der bespotter det gudsforhold, der skal komme til udtryk i templet. Det gudsforhold, som bestemte hele Jesu liv.
Men der er det særlige i Jesu historie, at hans holdning til templet og hans opfattelse af gudsforholdet også blev opfattet som blasfemi. Han anklagedes for gudsbespottelse og udsattes for forfølgelse, fordi han ikke respekterede det, som de magthavende jøder anså for helligt. Det er ikke underligt, for de forstod netop sig selv i forhold til templet med dets offerinstitution og præsteskab. Deres position i samfundet var afhængigt af religionen, som den blev praktiseret i templet. Hvis ikke gudsforholdet skulle udtrykkes gennem den praksis, som de havde magten over, ville de miste deres status. Det havde Jesus ikke respekt for. Han vanærede templet, traditionen og folket, mente de, og forsøgte at rydde ham af vejen.
Det resulterede i den lidelseshistorie, som vi kender. Jesus blev selv ydmyget og forhånet, da han blev arresteret. Hans gudsforhold blev latterliggjort og bespottet, da han blev forhørt. Hvad der blev opfattet som blasfemi, blev gengældt med spot, da han blev led og døde for sit gudsforhold. Men han fastholdt sit gudsforhold gennem ydmygelserne og pinslerne. Han forblev fuldt hengiven i sit gudsforhold, indtil han i den yderste nød på korset skreg sin fortvivlelse ud til den Gud, som tilsyneladende havde forladt ham.
Og Gud vedkendte sig Jesu gudsforhold. Påskemorgen stod det klart, at Gud selv stod bag det liv, der blev levet fuldt ud, indtil døden i hengivelse for Gud. Så blev det liv, der var levet i uforbeholden hengivelse til Gud, udtryk for Gud selv. I det liv kendes Gud. I det liv er Gud til stede. Ikke i templer og ikke i bøger. Ikke i religiøse symboler og ikke i organisationer og i strukturer. Men i det menneskeliv, der leves ud af total tillid til Gud og i fuld hengivelse for Gud.
Således blev kristendommen til. Den opstod bogstaveligt talt af hån, spot og fornedrelse. Derfor er der ingen hån, spot og fornedrelse, der kan fremkalde de reaktioner, som man ser på blasfemi. Der er ikke noget, der ikke må besudles, for at vi kan være dem, vi er. For dem, vi er, er vi i kraft af det menneske, der var det mest forhånede, bespottede og fornedrede af alle. Så er der i kristendommen ikke hellige steder, hellige billeder eller hellige bøger, der skal behandles med særlig ære for at vores gudsforhold kan bestå. I kristendommen er der ikke noget helligt … eller er der ikke? Når Gud kom til udtryk i et menneskeliv, er menneskelivet så ikke helligt? Er det ikke menneskelivet, uanset hvem der lever det, at vi finder det hellige, som skal vises ære og respekt? Må det ikke være sådan, at det hellige i kristendommen ikke er genstande, steder eller embeder, men menneskelivet. Livet skal vises respekt og holdes i ære. Vi viser ikke steder ære, men vi ærer livet, der findes disse steder. Vi finder ikke ting hellige, men har nok respekt for de mennesker, som finder disse ting hellige. Fordi kristendommen udsprang af et forhånet menneskeliv, er vi så ikke forpligtet på ikke at håne andre mennesker? For det vi bygger vores selvforståelse på, er ikke forholdet til klubber eller kirker, til bøger eller billeder, til steder eller templer. Vi er dem, vi er, i kraft af vores forhold til den Gud, der kendes ved menneskelivet. Det skal vi leve med respekt og ære hver for sig og med hinanden, for deri – viste Jesus os – kommer forholdet til Gud til syne.
DDS 2 – 7 – 333 — 332 – 348 – 324