10.s.e.trin.(1)
Jesus græder over Jerusalem
v.41 Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den v.42 og sagde:
»Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. v.43 For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. v.44 De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.«
v.45 Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, v.46 og han sagde til dem:»
Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹
Men I har gjort det til en røverkule.«
v.47 Han underviste hver dag på tempelpladsen.
Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; v.48 men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Luk 19,41-48 (jf. Matth 21,12-13; Mark 11,15-17; Joh 2,13-22)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Det meste af teksten har ingen direkte parallel i de andre evangelier. Man hører om, at folkets øverste stræber Jesus efter livet i de andre evangelier (Mark 11,18; Joh 11,53), men på en anden måde. Det er kun selv tempelrensningen (Luk 14,45-46), som findes i alle de tre andre evangelier. Imidlertid er den i dem mere udfoldet. Hos alle tre er det udfoldet, hvordan Jesus vælter vekselerernes borde og jager de handlende ud. Citatet, der anvendes, er det samme i Matthæus- og Markusevangeliet, men det er lidt anderledes formuleret. Hos Markus hedder det ”det skal kaldes et bedehus for alle folkeslag”, hos Matthæus er det kun ”det skal kaldes et bedehus”, fordi Matthæus er opmærksom på, at templet ikke inkluderer det universalistiske perspektiv, som findes i Markus-teksten. Hos Johannes er det noget anderledes. Her er pointen, at Jesus erstatter det jordiske tempel med sit legemes tempel, når han er opstået efter tre dage (Joh 2,21).
For alle evangelisternes vedkommende gælder det, at de kendte til romernes ødelæggelse af templet i Jerusalem i år 70. Derfor kan Jesu handling på tempelpladsen ses som en symbolsk destruktion af templet, fordi han erstatter det gudsforhold, som templet står for, med et andet, der ikke er bundet til et bestemt sted. I Markusevangeliet er det tydeligt, at dette nye ”sted” er nadveren, som netop kan fejres alle steder.
Samtidig vil Jesu anklage om misbrug af templet af læserne blive forstået som et forvarsel om, at templet vil blive ødelagt. De ved jo, at det kom til at ske. Teksten burde derfor ikke kaldes ”tempelrensningen”, for det er ikke en rensning, der finder sted, men en symbolsk ødelæggelse, som romerne vil gennemføre konkret.
I Lukasevangeliet er tempelrensningen meget kortfattet formuleret. Pointen er her blot, at han påpeger det misbrug, der efter hans mening finder sted. Imidlertid er kritikken meget neddæmpet i forhold til de andre evangelier. Vekselererne nævnes ikke, det nævnes ikke, at de handlende solgte offerdyr, og Jesu voldsomhed beskrives ikke. Det er formentlig et udtryk for, at templet har en positiv placering i Lukas’ univers. Allerede som spæd kommer Jesus i templet, og som tolvårig bliver har der, mens hans disciple drager hjem til Nazaret. Da de finder ham, begrunder han det netop med, at han må være i sin faders hus. Dette positive forhold til templet giver sig altså udtryk i, at Lukas ikke lader Jesus foretage en direkte symbolsk destruktion af templet, som de andre evangelister. Faktisk kunne perikopen i Lukasevangeliet med større ret kaldes tempelrensningen, fordi det er misbruget og ikke selve templet, som den lukanske Jesus kritiserer ved sin symbolhandling (netop vekselerernes funktion og naturligvis salget af offerdyr var essentielle for at templet kunne fungere, derfor er det disse funktioner, Jesus afbryder i de andre evangelier). Ligeledes har Lukas ikke, som Markus og Matthæus, fortællingen om forbandelsen af figentræet rundt om tempelrensningen. Hos de to andre evangelister viser den tydeligt, hvordan tempelrensningen skal forstås.
Derimod er referencen til den kommende ødelæggelse af templet og af hele Jerusalem gjort meget tydelig i v.43-44. Det er imidlertid ikke Jesu handling, men en forudsigelse af romernes belejring og indtagelse. Anliggendet i Lukasevangeliet er tydeligvis at koble Jerusalems fald sammen med jødernes afvisning af ham. På den måde gør Lukas templets fald til jødernes egen skyld.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten følger lige efter indtoget i Jerusalem palmesøndag (Luk 19,28-40). Den indeholder altså det første Jesus gør i Jerusalem i påsken og indleder således de begivenheder, der skal føre til hans korsfæstelse. I det følgende udfoldes det nærmere, hvad han lærer på tempelpladsen (Luk 20,1-8). Herefter følger lignelsen om den onde vinbønder (Luk 20,9-19), der tager temaet om destruktionen op igen. Her bliver det gjort tydeligt, hvordan jøderne ikke kender deres besøgelsestid, nemlig fordi de ikke tager imod ”Herrens søn”, som sendes til dem, men slår ham ihjel (Luk 20,13-14).
Tekstens detaljer
Teksten falder i tre dele: Jesu reaktion på at se Jerusalem (v.41-44), tempelrensning (v.45-46), de ledende jøders reaktion på hans undervisning (v.47-48).
v.41-42: Jesus ser Jerusalem og græder over den. Han optræder her mere en noget andet sted som en gammeltestamentlig profet, der ynkes over det folk og den by, som ikke vil omvende sig og følge Guds vilje. Det bliver tydeligt i de næste vers, at han græder, fordi han forudser byens destruktion. Men årsagen til destruktionen fremgår ikke eksplicit. Jesus siger, at den ikke ved, hvad der tjener til dens fred. Det er et helt ubestemt udtryk, som ikke kan tages som udtryk for andet, end at de ikke vil vide af den fred, som Jesus tilbyder. Han græder altså over, at de ikke vil omvende sig til ham.
I øvrigt er det eneste andet sted i Det Nye Testamente, hvor Jesus græder, ved opvækkelsen af Lazarus i Johannesevangeliet (Joh 11,35). I den forbindelse er det formentlig de tilstedeværendes manglende tro, han græder over.
v.43-44: Konsekvensen af deres manglende omvendelse følger i disse vers. De forholder sig helt klart til den ødelæggelse af templet og Jerusalem, som fandt sted i år 70. Jesus beskriver, hvordan belejringen skal finde sted. Ganske vist, havde Jerusalem været under romersk kontrol længe, men i 70 belejrede indtog Titus byen og plyndrede den og lagde templet i ruiner. Det er den begivenhed, som Lukas her refererer til.
Årsagen til denne skæbne er, at byen og befolkningen ikke kendte deres besøgelsestid. Den er nemlig nu, hvor Jesus er blandt dem.
v.45-46: Som nævnt er dette Lukas’ kortfattede version af tempelrensningen med et citat, der sikkert er overtaget fra Markusevangeliet. Det består af en kombination af Es 56,7 og Jer 7,11. Som sagt, er meningen hos Lukas ikke principielt at afbryde templets funktion. Derfor nævnes kun de ubestemte handlende, mens det ikke siges, hvad de handler med. Jesus påpeger et misbrug, ikke en forkert institution.
v.47-48: Jesu undervisning på tempelpladsen udfoldes i det følgende. I denne sammenhæng skal det blot give anledning til at fortælle om den stigende modstand fra de jødiske lederes side. Det understreges dog også, at den er ubegrundet. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre. Ligeledes markeres det, at Jesus er populær blandt folket. I Markusevangeliet hedder det ligefrem, at de ikke turde gøre noget, fordi skaren var slået af forundring over hans lære (Mark 11,18).
Tekstens fortolkning
Der er ingen tvivl om, hvad teksten skal. Den skal sige, at årsagen til, at Jerusalem er faldet og templet ligger i ruiner, er, at jøderne ikke omvendte sig til Jesus. Det er en almindelig og ret banal måde at hævde sig på jødernes bekostning. Desværre er den ret normal i den tidligste kristendom og i det hele taget i kristendommens historie.
Man må dog også se den i en lidt anden sammenhæng. Lukas skriver i Romerriget. Han forsøger bl.a. at gøre den nye tro acceptabel for de magthavende i det rige, for de kristne er jo lige som jøderne marginaliserede og måske undertrykt af romerne. I hvert fald hører ingen af grupperne til blandt de magthavende. Derfor benytter Lukas sig af en teknik, der er velkendt blandt marginaliserede grupper. I stedet for at holde sammen mod undertrykkerne, kritiserer de hinanden for at tækkes magthaverne. Således er det et led i Lukas’ forsøg på at skabe forståelse for kristendommen blandt romerne, at han vender sig mod jøderne. De slog Jesus ihjel, de er selv skyld i templets fald (templet, som Lukas i øvrigt forholder sig positivt til, måske fordi romerne havde en positiv opfattelse af templer), de laver postyr i Romerriget – ikke de kristne, osv. Teknikken er velkendt.
Men samtidig er det en integreret del af Lukas’ fremstilling af Jesus, at han vil jødernes bedste, for han er deres frelser. Hedningerne kommer med i frelseshistorien på deres afbud. Frelsen begynder i Jerusalem og udbredes derfra til resten af verden.