10.s.e.trin.: 19,41-48 (24.8.25): Immanuelskirken/Vartov Kirke
Ganske ofte sker det, når man skal prædike, at man læser evangelieteksten til den pågældende søndag, og sukker tungt. Opgaven som prædikant er jo at gøre teksten nærværende for menigheden, så den taler ind i vores moderne verden, selv om den er skrevet for knap to tusind år siden. Og det kan være svært. Så ser man sig omkring i verden, i litteraturen og i kunsten for at finde noget, der kan skabe en forbindelse til den gamle tekst. Tit lykkes det sikkert ikke, for verden har forandret sig så meget, at antikkens tekster er for fremmede. Så håber man som præst på, at menigheden alligevel får et eller andet ud af at være i kirke, og man priser sig lykkelig over vores salmer, som kan redde enhver gudstjeneste.
Men nogle få gange er problemet er det modsatte. Det kan ske, at teksten forekommer akut aktuel og påtrængende presserende. Som om den er skrevet direkte til vores tid og siger noget præcist i vores situation, selv om den er to tusind år gammel.
I dag er sådan en dag. For Jesus græder over Jerusalem: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred,” siger han og fortsætter, ”men nu er det skjult for dine øjne.” Det kunne han havde sagt i dag. Hans klage er mere aktuel end nogensinde. Hans tårer er mere velanbragte end på Lukasevangeliets tid. Og man har lyst til at overtage både gråden og klagen og med Jesus vende sig mod Jerusalem og trygle: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred.” Ja, vidste nogen blot, hvad der tjener til fred i dag, hvor to parter hader hinanden så inderligt, at de ikke kan se det begrædelige i, at de forsøger at udrydde hinanden. Hvor lysten til at udslette den anden er så intens, at der ikke spildes tårer den ulykke, det medfører. Ingen græder for andre end sig selv, for alle føler kun lede og afsky for de andre. Og det er ikke til at se en udvej. Så det er lige til at græde over – ligesom Jesus gør. Og vi skal græde over det.
For gråden er det modsatte af lede og afsky. Helt konkret er tårer den eneste væske fra kroppen, som vi ikke føler lede og afsky ved. Alle andre kropsvæsker regnes på den ene eller anden måde for upassende. Man rynker på næsen af svedlugt. Man undgår andres spyt og har det end ikke for godt med sit eget. Blod kan man besvime af at se. For slet ikke at tale om andre ekskrementer, som man væmmes ved. Måske er det, fordi disse kropsvæsker minder os om vores dyriske natur. For netop det er disse kropsvæsker, vi har til fælles med dyrene, som vi føler lede og afsky ved. Og det dem, man har til overs for mennesker, der vækker lede og afsky.
Jøden Shylock klager over det i Shakespeares drama Købmanden i Venedig, da de pæne borgere vil låne penge af ham:
””Shylock, vi må have penge.” Siger I. I tømte jeres lim ud på mit skæg, I sparked til mig som en fremmed køter på jeres tærskel, og I vil ha penge. Hvad skal jeg sige til jer? Skal jeg sige: ”Har hunde penge? Kan en køter låne tre tusinde dukater ud?” Hvis Ikke, skal jeg så bukke dybt og hviske frem i slavens toneart, med standset ånde og i lavmælt ydmyghed: ”Min gode herre, I spytted på mig sidste onsdag, gav mig spark den og den dag; en anden dag kaldte I mig hund – og for den godhed vil jeg nu låne Jer så mange penge.””
Shakespeare viser, hvordan netop de kropsvæsker, der forbinder mennesker med dyr, er dem, man udgyder over de mennesker, som man ikke regner for andet end dyr. Sådan som det i århundreder har været jødernes lod at blive reduceret til dyr og blive behandlet på samme måde. Med lede og afsky. Dem man kunne spytte på og det, der er værre. Og mange steder i Mellemøsten er man fortsat klar til at gøre det, og det, der er værre.
Den fransk-israelske sociolog Eva Illouz udgav i begyndelsen af 2023 en bog om følelseslivet i den israelske populisme. Hun viste, hvordan der blandt højrefløjen i Israel hersker lignende følelsesmæssige reaktioner over for den palæstinensiske befolkning. Stereotype fremstillinger og nedarvede fordomme er med til at fratage de pågældende arabiske grupper deres menneskelighed. De reduceres til dyr og behandles derefter. For det er den populistiske israelske højrefløjs politik, mener Illouz, at man skal føle lede og afsky for palæstinenserne, så man kan udgyde sine kropsvæsker over dem – og det, der er værre.
Så har man den aktuelle situation, hvor begge parter i konflikten føler lede og afsky ved den anden. Så kan de kun blive enige om, at en af dem må udslettes, og de kan end ikke græde over det.
For gråden skaber det modsatte. Gråd vækker ikke lede og afsky. Tårer har man ikke noget imod at røre ved. Tårer er ikke utilstedelige og upassende. For tårerne er det særligt menneskelige. Kun mennesker græder. Så tårerne minder os om det menneskelige, som vi deler med andre mennesker. Derfor græder vi over dem, som vi er forbundet med. Vi græder i sympati og med empati over medmennesket. For i gråden er vi forenet i menneskelighed. Derfor kan de ikke græde i Mellemøsten, for de vil ikke vide af deres fjenders menneskelighed.
Men Jesus græder over Jerusalem. ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred,” siger han, ”men nu er det skjult for dine øjne.” Det lyder, som om han taler ti Netanyahus Jerusalem, men det gør han ikke, for Lukasevangeliet er næsten to tusind år gammelt. Da Lukas skrev sit evangelium og som den eneste af de fire evangelister lod Jesus græde over Jerusalem, havde byen allerede været under belejring og var blevet indtaget. Templet var blevet lagt i ruiner af romerne. Jerusalem havde vist sig at være den by, hvor magthaverne stræbte Jesus efter livet, og menneskemængden til sidst vendte sig mod ham og ville have ham korsfæstet. Den by hånede Jesus, ydmygede ham og henrettede ham på den mest umenneskelige måde. Den by græder han over. Lukas kunne have ladet Jesus spytte ad Jerusalem og vist lede og foragt for de mennesker, der skulle give ham umenneskelige behandling. Men han lod ham græde over Jerusalem.
Filosoffen Martha Nussbaum, af hvem jeg har lært alt det, jeg har sagt om tårer, spørger, om en Gud, der er højt hævet i sin himmel, kan vise medfølelse. Hun kunne lige så godt have spurgt, om en sådan Gud kan græde. Hun svarer selv nej. Kun en Gud, der har fællesskab med menneskelivet, kan græde. For man må kende den menneskelige sårbarhed og den menneskelige lidelse for at kunne græde over den. Så når Jesus i Lukasevangeliet græder over Jerusalem, viser han ikke bare, at han er en Gud, der har gjort fælles sag med menneskelig sårbarhed og lidelse. Han viser også, at det er sårbare mennesker, der vil udsætte ham for umenneskelig lidelse. Han græder over sine bødler. Han viser ikke lede og afsky og opgiver ikke fællesskabet med dem. De er mennesker, som han kan græde over.
Fordi det er vores Gud, fordi det vores Guds søn, der lod sine menneskelige tårer falde over Jerusalem, der svigtede ham, faldt ham i ryggen og dræbte ham, kan vi også græde. Vi kan græde over både Jerusalem og Gaza. Vi kan græde over både Israel og Palæstina. Vi kan også gøre meget andet, men vi kan først og fremmest og helt grundlæggende græde, for derved bliver alt det andet, vi gør, udtryk for den menneskelighed, som vi deler med begge parter i konflikten. For ingen vækker lede og afsky. Ingen er ikke tårerne værd. Og med gråden viser vi, at det er en menneskelig konflikt, der udkæmpes mellem mennesker, uanset om de selv måtte mene noget andet. For vi græder over mennesker, der opfører sig menneskeligt, så umenneskeligt det end måtte tage sig ud.
Og den gråd er faktisk også en måde at rydde templet på, for den insisterer på, at ingen er hævet over det menneskelige med en særlig guddommelig ret, så menneskelige tårer ikke kommer dem ved. Og den insisterer på, at ingen ikke er menneskelige med en status så lav, så de ikke er menneskelige tårer værd. For tårerne opløser forskellene. Det er menneskelige tårer over mennesker. Lad det være håbets tårer over Jerusalem og Gaza.
DDS 750/324 – 208 – 302 — 332 – 411 – 324/780