- s.e.trin.: Matt 12,31-43 (Immanuel/Vartov 23.8.26)
På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord. På deres ord skal de frikendes og på deres ord skal de fordømmes.
På den dag skal det afsløres, hvordan ordene var. Hvilke ord, der gjorde godt, og hvilke der gjorde ondt. For man kan gøre ting med ord. Det er en kendt sag, at ord ikke blot er ord. Ord sætter noget i verden. Ord gør noget. De skaber, hvad de nævner, siger vi, og det på godt og ondt. For ordene kan både gøre godt og gøre ondt. Et oprigtigt kompliment giver livskraft. At få skæld ud er at blive slået med stemmen, sagde en dreng engang.
En gruppe unge fortalte mig om det. Hvordan de ikke kunne slippe for ordene, når de én gang var sagt. De kunne ligge vågen om natten og høre ordene for deres indre øre og ingen fornuftige tanker kunne drive dem bort. Uanset hvor forkerte ordene måtte være, blev de ved med at gøre ondt. Som voksen krymper man sig ved tanken om, hvor mange af den slags ord, man har efterladt i sindet på børn og unge, og voksne for den sags skyld, jævnaldrende og ældre. Måske utilsigtet og uforvarende, måske i godmodigt sjov og drilleri, måske blot tankeløst. Men ordene er sagt og kan ikke gøres usagte. De er for evigt sat ind i verden. Og man har selv ord, man ikke kan slippe af med. Voksne børn kan på årtiers afstand gengive nøjagtigt den vending, som deres forældre brugte til irettesættelse. Og jeg husker, da læreren sagde, at matematik var jeg ikke specielt god til. Måske mente hun, at jeg var specielt god til de andre fag. Men det blev siddende i bevidstheden på en anden måde, så end ikke topkarakterer kunne ændre på det. Matematik er jeg ikke god til.
Nok findes der også gode ord. Ord, der får en til at ranke ryggen og løfte blikket. Men de andre, de tomme, nyttesløse, ja onde ord, er nemmere at huske. Både dem, man har hørt, og dem, man har sagt. Ofte er de også nemmere at sige, for de onde ord skærmer en selv. Man udleverer sig ikke til den anden, når man bruger onde ord. Man stifter ikke fællesskab og inviterer ikke den anden. Tværtimod, overordner man sig selv over den anden og kan tale nedladende om vedkommende. Man hævder sig ved at gøre den anden mindre.
Selv kølige angiveligt objektive ord kan have den effekt. Når medborgere og befolkningsgrupper samles i kategorier: Socialt udsatte, støttekrævende, ældrebyrden. Så mister den enkelte alle sine særtræk og reduceres til dette ene at være udsat, krævende, en byrde. Ordet selv sætter de implicerede på plads og presser dem ind i bås. Man kan næsten se for sig, hvordan de med ord gennes ind i et bur, hvor de ikke vil være. Og man kunne selvfølgelig videreføre eksemplerne med egentlig nedsættende udtryk som bruges om folk med en bestemt hudfarve, om mennesker med handicap eller om køn.
De tomme ord; de sårende ord; de ord, der gør ondt, bringer ikke noget godt ind i verden. De får mennesker til at dukke sig, til at kigge ned og tænke på sig selv. Verden bliver værre af de onde og tomme ord, for hvem tør tro på verden, hvem tør have tillid, hvis man mødes med afvisende ord og nedladende bemærkninger. Livet bliver mindre uden livsmod og livsglæde. Og således er vi allerede på dommens dag, hvor fordømmelsen falder over de tomme ord, for dommen er denne, at ordene gør verden mindre, fordi de gør menneskene mindre, fordi de tager livsmod og livsglæde ud af livet og indsætter mistillid og frygt. Dommen er, at de tomme ord skaber den verden, som vi skal leve i.
De skriftkloge og farisæerne forlanger et tegn. Et bevis, som skal godtgøre det, som Jesus siger. Men hvad er det, han har sagt, som kræver et bevis? Hvorfor skal han bevise sin autoritet? I sammenhængen kan det vel andet være andet, end at de skriftkloge og farisæerne ikke vil underlægge sig den dom, som Jesus har udmalet. De vil ikke have deres ord bedømt som tomme. Så kommer de skriftkloge og farisæerne i Matthæusevangeliet til at stå for den position, at de vil have ret til at bruge præcis de ord, som har lyst til. De vil hverken fordømmes eller frifindes på deres ord, for de mener allerede at have ret til at bruge ethvert ord. Deres frihed til at ytre sig skal ikke begrænses af Jesu opfattelse af dommen. De mener at have lov til at gøre sig selv større ved med ord at gøre andre mindre. Taler Jesus imod det, så må han bevise sin ret.
I får ikke andet tegn end Jonas’ tegn, svarer Jesus. Jonas var tre dage i fiskens bug, inden han kom op derfra. Således skal Menneskesønnen, Jesus selv, være tre dage i jordens hjerte, inden han opstår. Andre tegn findes ikke, for dette tegn gør alle andre tegn overflødige. Det overvandt de tomme og onde ord, der gør verden og livet mindre, og blev selv til et ord, der gør verden og livet større. Det tegn er sejren over de tomme og onde ord. For det var de tomme og onde ord, der bragte Jesus til korset. Dem, der ville forstå ham gennem deres egen logik og få ham til at passe i deres eget verdensbillede. De ville ikke have deres verden gjort større af hans ord. Hans ord havde ikke plads i deres liv. Så de kaldte ham en røver og en gudsbespotter. En, der leder folket vild og vil nedbryde lov og orden. Det bragte ham til korset. Han blev offer for deres tomme ord. De onde ord medførte døden for ham.
Påskemorgen beviste han, at hans ord står for livet, som ikke kunne undertvinges af de tomme og onde ord, men sejrede over døden. Han viste, at han er det opstandne livsens ord. For påskemorgen blev han selv til et ord. ”Ordet stod op af døde,” skal vi synge. Det ord, der beviser, at ordene, der gør verden mindre og går livet imod, fordømmes med rette, mens de andre ord – dem, der gør verden større og styrker livet – frikendes, fordi de svarer til det opstandne livsens ord.
”Lyder i Åndens kraft på ny,” skal vi også synge om ordet, der stod op af døde, for det er det ord, som er overleveret, forkyndt, lovsunget og tilbedt i kirkens historie. Vi har ikke tilgang til det direkte, for vi kender kun fortællingerne om opstandelsen. Derfor er det gennem åndens kraft, at ordet bliver levende for os, så vi får adgang til det ord, der står for liv mod de ord, der står for død. Når det lyder til os, er det Helligånden, der virker.
Nu kan man forstå Jesu indledende udsagn om, at synden mod Helligånden ikke skal tilgives. For den kan ikke tilgives. Synder man mod Helligånden, vil man ikke høre, at livets opstandne ord sejrer over dødens ord. Så vil man ikke vide af gode ord, der gør verden større og livet bedre, men kræver at bruge de tomme og onde ord, der hævder en selv, men gør verden mindre og livet værre. Og så er man allerede fordømt.
På jeres ord skal i fordømmes, og på jeres ord skal i frikendes, siger Jesus. Han kunne sige: I er fordømt, hvis det er jeres egne små ord, der virker i jer. I er frie, fordi det ord, der virker i jer et det livsens opstandne ord, der os så vældigt mødte først i vor dåb.
5 – 302 – 496 — 349 – 468 – 400