Den konkrete helbredelse: den konkrete samtale
Mark 7,31-37
Tekster, der er blevet læst så meget og så ofte og så længe og så grundigt som evangelieteksterne bliver dækket af et tykt lag af – om ikke støv – så i hvert fald mange hundrede års fortolkninger. Det er næsten umuligt at komme direkte til teksterne, fordi de er blevet udlagt så meget og så ofte. De gamle fortolkninger spærrer vejen. Teksterne er på en måde allerede fortolket, for vi ved, hvad vi skal forvente. Derfor kommer man uvægerligt til at indlæse de vante teologiske forestillinger og traditionelle kristne opfattelser, som præster og andre prædikanter har forkyndt i hundredevis af år.
Sådan er det næsten selvfølgeligt, at den døvstumme mand i helbredelsesberetningen er døv for Ordet. Hans døvhed er symbol for enhver, ja for os alle, når vi ikke hører Jesus, når vi er lukket om os selv, indkroget i os selv, af selvoptagethed og selviskhed. Når vi ikke er modtagelige fra noget, der ikke kommer fra os selv, men kun vil os selv. Så kræver det et mirakel at få sit liv åbnet mod andet end sig selv. Det gør Jesus, når han kommer og rører den døvstumme. Det lille mirakel er, at det sker hver gang nogen kommer til tro. Hver gang vi kommer til tro, åbnes ikke blot vores ører for Jesu forkyndelse, så frigøres også vores tunger til hans lovsang. Således bliver vi, det er det store mirakel, omfattet af en guddommelig virkelighed, som vi med sanserne åbne og evnerne vakte kan leve i og lade os bestemme af. Det er den forståelse mange af salmerne i dag bringer til udtryk. Jesu effata åbner for en tilværelse, som vi ikke skylder os selv, hvor Gud selv ånder sin bøn i os, så vi med livsmod kan begive os ud tilværelsen, som på den måde bliver en lovsang i kor med engle. Gud til ære, kunne man med den gammeltestamentlige læsning tilføje.
Men den forståelse kan man radikalisere, som man gjorde, da man efter første verdenskrig helt havde tabt troen på mennesket – og Gud, faktisk. Mennesket har indrullet sig i alle mulige forestillinger om sig selv, om verden og om Gud. Det går måske rundt og tror, at det kan noget selv. Det tror, at det er selvstændigt og frit og lever et meningsfyldt liv, men det lever bare, som man gør; og gør alt det, man gør, fordi det gør man nu engang. I den sløve tilstand forholder mennesket sig ikke til livets realiteter. Det er døvt for virkeligheden. For i virkeligheden er livet meningsløst. Og det er stumt, for dets selvhøjtidelige tale er i virkeligheden bare ligegyldig snak. Derfor kræver det et mirakel. Miraklet er, at Jesus stiller mennesket til ansvar. Han tilbyder at være meningen i dets liv. Så tvinger han mennesket til at forholde sig alvorligt til sig selv og sin eksistens. Vil det acceptere at stå til ansvar over for ham og få sine synder forladelse? Det er evangeliet. Så åbnes dets ører: Det kan høre, at livet i sig selv er meningsløst. Og dets tunge løses: Det kan bekende sit ja til evangeliet og få mening derfra. Men spørgsmålet er, om vi tør det. Tør vi forlade alt det, som vi almindeligvis søger mening i for at stå helt uden forsvar foran evangeliets forpligtende tiltale? Det er et mirakel, når det sker. Men tør vi tage imod det? Det er op til os.
Sådan kunne man sige i meget af det tyvende århundrede og derved placere teksten i et helt tomt univers, hvor den taler direkte til hiin enkelte. Den udlægning har helt glemt, blev man opmærksom på senere, at det faktisk er en døvstum mand, det handler om. En person, der i sin historiske sammenhæng er sat uden for fællesskabet. Hans handicap forhindrer ham i at deltage i det offentlige liv. Han er isoleret og ekskluderet. Marginaliseret på kanten af samfundet uden mulighed for at klare sig selv. Jesu mirakel sender ham til fællesskabet. Ved at åbne hans sanser og løse hans evner gør han ham til en del at det samfund, der ikke ville vide af ham. Han integreres i kollektivet, som ikke kan afvise ham, og som han ikke kan unddrage sig. Således gør Jesus alting godt, og vi kan ikke sidde det overhørigt. Helbredelsen er i virkeligheden en kritik af det samfund, der ikke kan rumme den anderledes på hans egne præmisser. Den udfordrer alle vores fællesskaber, der ekskluderer dem, der ikke lever op til idealet om perfekte kroppe og velfungerende sanser. Jesu handling viser os, hvordan vi skal forholde os til de marginaliserede og ekskluderede. Miraklet sker, når de inkluderes i det fællesskab, der ikke lader fysiske forskelle være hindringer og ikke lader afvigelser fra normen stå i vejen. Så er fællesskabet og den gensidige forpligtelse det, vi skal leve ud for at leve op til den fordring, der ligger i evangeliet. Det kan man sige i en tid, der igen har tiltro til mennesket og dets formåen.
Disse og mange flere fortolkninger ligger som lag oven på teksten. Dens budskab er på vidt forskellig vis gjort aktuelt og vedkommende af forskellige tiders prædikanter. Den har kastet mening af sig gennem to tusind år til de liv, som leves. Men mens man graver sig ned i de mange lag af mening, bliver man slået af forskellen på, hvor abstrakte udlægningerne er, og hvor konkret helbredelsen er. De mange lag af udlægninger har givet os forventning om, at den handler om livets store spørgsmål: Ordet, Eksistensen, Fællesskabet. På den baggrund læser man lettere undrende de konkrete deltaljer om, hvordan helbredelsen reelt foregår. Til vores overraskelse stikker Jesus fingrene i ørerne på manden. Næsten vantro må man se billedet for sig af Jesus, der spytter og med spyt på fingeren berører mandens tunge. Lidt lettere forstår man, at han sukker og ser mod himlen, inden han kommanderer på aramæisk. ”Luk dig op,” siger han – til ørerne og tungen, eller måske til den dæmon som holder dem lukkede. Det hele er så realistisk og jordnært gengivet, at man i de teologiske udlægninger helst forbigår det. I stedet taler man abstrakt om at åbne sig for forkyndelsen for Ordet, om at åbne sin tilværelse for evangeliet, om at åbne fællesskabet for det afvigende individ. Selv om de læsninger hver især er meningsfulde og vedkommende, er det svært at få plads til det konkrete suk, det konkrete spyt og den konkrete berøring. Og så bliver det svært at få plads til den konkrete helbredelse. For teksten handler jo ikke om abstrakte begreber. Den handler om en mand, der bliver helbredt for døvstumhed. Hans sanser bliver åbnet. Ikke for alt muligt teologisk, men for de omgivelser, han befinder sig i. For de mennesker, der er omkring ham. For det konkrete liv, han lever. Livet med de andre. Livet i verden. Hans konkrete virkelige liv er åbnet ved Jesu mirakel.
Teksten tvinger os til det. Til at forholde os til den konkrete sanselige tilværelse, hvor vi kan høre hinanden og lytte til hinanden. Hvor vi kan tale sammen og synge sammen. Hvor vores tilværelse er bundet sammen, fordi vi er åbne for hinanden gennem vores sanser. Hvor vores liv hænger sammen, fordi vi kan kommunikere med hinanden.
I åbenhed, tro og tillid. I tillid til, at det vi hører, er oprigtigt. I troen på, at den anden opfatter det vi siger i den bedste mening. I åbenhed fordi den anden vil os det godt, fordi vi vil vedkommende det godt. Det er et mirakel. Det er åndens mirakel, når den tager form i fællesskabet.
Det kunne så let være anderledes; det er så tit modsat. Så man skal vogte på, hvad man siger, fordi ens ord kan misforstås og fordrejes. Så man skal være mistroisk mod det, man hører, fordi man kan blive forledt og ført bag lyset. Så kan man ikke være tryg i samtalen og ikke stole på sine samtalepartnere. Så er det sket med åbenheden. Så lukker vi os. Stopper ørene til. Lægger bånd på tungen. Det sker, når venskaber og ægteskaber bryder sammen. Det sker, når den demokratiske samtale ophører og erstattes af slagord og smædekampagner. Det sker, når modpartens argument på forhånd diskvalificeres, fordi det kommer fra et andet perspektiv og derfor netop er et modargument. Så tales der for døve øren og samtalen forstummer. Man frasiger sig fællesskabet med de andre og lukker sig inde i sin egen døvstumme virkelighed. Så skal der et mirakel til at åbne os igen. Det mirakel er Helligåndens mirakel, når den tager form i den åbne frie samtale mellem lydhøre og lyttende samtalepartnere, der føler sig forpligtede på at høre den andens stemme og lytte til argumentet, før det suppleres og korrigeres, eller modsiges. Den samtale er grundlæggende for det fællesskab, som vi gerne vil have, og det samfund, som vi gerne vil leve i. Den har til tider trange kår, for den findes ikke i abstrakte begreber og vidtløftige teorier. Den finder sted mellem mennesker. Hver gang det sker, er det et lille mirakel. Så bærer ånden samtalen. Jesu mirakel viser os, at det sker helt konkret og virkeligt i det jordnære menneskeliv, når vi er åbne for at lytte til hinanden og tale sammen i tro og tillid.
DDS 443 – 418 – 508 — 308 – 349 – 396