Synd mod Helligånden
v.31 »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. v.32 Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
v.33 Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten.
v.34 Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. v.35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. v.36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. v.37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
v.38 Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham:
»Mester, vi vil se dig gøre et tegn.«
v.39 Men han svarede dem:
»En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. v.40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.
v.41 Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas. v.42 Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«
Matt 12,31-42 (jf. Matt 7,16-20; 16,1-4; Mark 3,28-30; 8,11-12 Luk 12,10; 6,43-45; 11,29-32)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Forholdet til de andre synoptiske evangelier er lidt kompliceret. Teksten falder i tre dele: Synden mod Helligånden (v.31-32), billedet af træet og dets frugt (v.33-37) og Jonas-tegnet (v.38-42). Alle dele har paralleller i de to andre evangelier, men de er fordelt lidt forskelligt.
Mark 3,28-30 er parallellen til synden mod Helligånden, som findes i en meget forkortet udgave og i en anden sammenhæng i Luk 12,10. Matthæus er her tydeligvis direkte afhængig af Markus. En markant forskel er, at Matthæus har tilføjet, at der heller ikke finder tilgivelse sted i den kommende verden. Hos Markus hedder det blot ”i denne verden” (Mark 3,29) (Her er oversættelsen ikke god, for Mark 3,29 hedder i den autoriserede oversættelse ”i evighed”, mens Matt 3,32 hedder ”i denne verden eller den kommende”, men faktisk er det i begge sammenhænge det græske ord æon, der oversættes. Det betyder”tidsalder”.)
Billedet af træet og dets frugt findes i en lidt anderledes version i 7,16-20 i Matthæusevangeliet, som er en del af bjergprædikenen. Derimod findes den ikke i Markusevangeliet. Parallellen hos Lukas minder mest om versionen her, men er placeret i den lukanske udgave af bjergprædikenen, sletteprædikenen i Luk 6. Indholdsmæssigt er det de forskellige kontekster, mere end de små forskelle i ordlyden, der gør forskellen.
Jonas-tegnet har Matthæus også i to versioner, idet det også dukker op i en stridssamtale med farisæere og saddukæere, der beder om et tegn fra himlen (16,1-4). I den sammenhæng siges det blot, at denne onde slægt ikke skal få andet tegn end Jonas’ tegn. Det leder op til en advarsel mod farisæernes og saddukæernes lære. Den perikope har en parallel hos Markus (Mark 8,11-12) og Lukas (Luk 11,29-32). Hos Markus afvises tegnkravet helt. Det siges, at denne slægt ikke skal få et tegn. Hos Lukas lyder det, at den ikke skal få andet tegn end Jonas-tegnet, fordi Jonas blev et tegn for folkene i Nineve. På samme måde skal menneskesønnen blive til et tegn. Hos Lukas er det altså ikke selve Jonas’ historie og hans tre dage i fiskens bug, der er et tegn, men Jonas selv. På samme skal menneskesønnen være et tegn. Herefter udfoldes det hos Lukas i lighed med Matthæus, men i modsat rækkefølge, hvordan Sydens dronning og folk fra Nineve skal komme til dom.
Hos Matthæus er selve opstandelsen, der skal levere det overbevisende tegn, mens det hos Lukas er menneskesønnen selv, der bliver et tegn ligesom Jonas var et tegn, da han prædikede i Nineve. Formentlig skal det forstås således, at menneskesønnen ved sin genkomst forud for den endelige dom bliver dette tegn. Matthæus forsøger altså at anføre et ubetvivleligt bevis i kraft af opstandelsen, mens det sikre tegn ifølge Lukas først kan komme i endetiden.
Det er eksempler som disse, der foranlediger megen diskussion om forholdet mellem synoptikerne, for det er ikke til at sige entydigt, om påvirkningen går den ene eller anden vej, bortset fra at Matthæus og Lukas åbenlyst er en viderebearbejdelse af Markusevangeliet. Imidlertid synes Lukas’ version af Jonas-tegnet at være en teologisk mere gennemarbejdet udgave af Matthæus’ tekst. I hvert fald er Lukas’ opfattelse af, hvad der kan tælle som et overbevisende tegn mere teologisk sofistikeret end Matthæus.
I Thomasevangeliet findes en version af perikopen om synden mod Helligånden, hvor den tilgivelige spot gælder både sønnen og faderen:
”Jesus sagde: ”Den, der spotter Faderen, vil blive tilgivet, og den, som spotter Sønnen vil blive tilgivet, men den, som spotter Helligånden, vil ikke blive tilgivet hverken på jorden eller i himlen”” (Thomasevangeliet 45).
Interessant nok findes dette ord i Thomasevangeliet omgivet af to ord, der handler om træer og frugt. Forud for findes dette:
”Hans disciple sagde til ham: ”Hvem er du, at du siger disse ting til os?” ”Af alle ting, jeg siger til jer, erkender I ikke, hvem jeg er, men I, I er blevet som jøderne, for de elsker træet, men hader dets frugt, og de elsker frugten, men hader træet”” (Thomasevangeliet 44).
Og derefter kommer dette:
”Jesus sagde: ”Druer høstes ikke fra tjørne, ej heller plukkes figner fra tidsler, for de giver ikke frugt. Et godt menneske bringer godt frem fra sit skatkammer, et ondt menneske bringer onde ting frem fra sit onde skatkammer, som er i hans hjerte, og han taler ondt, for af hjertets overskud frembringer han onde ting”” (Thomasevangeliet 46).
Selv om der er forskel på udsagnene, synes sammenhængen mellem bespottelsen af Helligånden og ordet om at finde gode og onde ting frem af skatkamre at minde om sammenhængen i Matthæusevangeliet.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Perikopen om synd mod Helligånden følger i forlængelse af diskussionen om helbredelse ved Beelzebul eller Guds ånd, som sluttes med ordet om, at den, der ikke er med Jesus, er mod ham; den, der ikke samler, spreder (12,22-29). I den græske tekst begynder v.31 med ”Derfor”, hvilket alterbogen har udeladt. I originaltekstens sammenhæng bliver synden mod Helligånden sat i direkte forlængelse af, hvordan man forholder sig til den magt, som Jesus repræsenterer. Altså anklagen for at han står i ledtog med Beelzebul. Efter teksten følger perikoperne om den urene ånd, der vender tilbage (12,43-45) og Jesu sande slægtninge (12,46-50). De perikoper hænger tematisk kun løst sammen med det foregående, hvilket får en til at overveje forholdet mellem afsnittene inden for teksten. Det er ikke sikkert, at der er en meget nær forbindelse mellem synden mod Helligånden, træet og dets frugt og Jonas-tegnet, hvilket jo også antydes af de synoptiske paralleller, der ikke har dem i sammenhæng.
Tekstens detaljer
Inddelingen i de tre afsnit er tydelig: Synden mod Helligånden (v.31-32), billedet af træet og dets frugt (v.33-37) og Jonas-tegnet (v.38-42).
v.31-32: Det helt afgørende spørgsmål, som har plaget mennesker i årtusinder både på et teoretisk og personligt niveau, er, hvad den utilgivelig synd mod Helligånden er. Alt skal tilgives, blot ikke denne synd. Derfor er mange mennesker gerådet i fortvivlelse, fordi de har ment at have begået denne synd.
I sammenhæng med den foregående diskussion om autoriteten bag Jesu helbredelser, om det er Beelzebul eller Guds ånd, er det lettere at forstå. I den kontekst handler det ikke om Jesus som person, men om det, der virker i ham. Synden mod Helligånden er altså ikke en bespottelse af Jesus selv, men afvisning af den magt, der er bag ham. Det kan i evangeliets sammenhæng udlægges således, at menneskesønnen er den jordiske Jesus, mens Helligånden svarer til forkyndelsen af den opstandne Kristus. Så skulle det altså være modstand mod mennesket Jesus, der kan tilgives, når man blot modtager forkyndelsen af den himmelske Guds søn. Selv om den tolkning for så vidt kan passe i Matthæusevangeliets sammenhæng, er den nok for enkel og tager radikaliteten ud af udsagnet. En anden tolkning, der ikke uforenelig med den første er, at Helligånden står for tilgivelse. Den eneste synd, der ikke kan tilgives, er synden mod tilgivelsens mulighed. Men spørgsmålet er, om det er, hvad Matthæus har ment. I hvert fald har han sikkert været mere konkret. Synden mod Helligånden er synd mod den ånd, som findes i menigheden. Den kan man ikke kan synde imod og få tilgivelse, for tilgivelsen finder sted inden for menigheden. Udelukker man sig fra den, udelukker man sig fra tilgivelsen.
Af den grund er der hverken tilgivelse i denne eller den kommende verden. I denne verden forvaltes tilgivelsen nemlig af menigheden. I den kommende, dvs. ved dommedag, varetages den af den Helligånd, der er til stede i menigheden i denne verden. Således er der kontinuitet mellem denne og den kommende verden. Det kan også siges således, at fortabelsen er ikke at tage imod Helligåndens gerning, derfor kan der hverken være tilgivelse i denne eller den kommende verden.
v.33: Billedet af træet og dets frugt er let forståeligt og som nævnt anvendt tidligere i Matthæusevangeliet (7,7). Frugten viser træets kvalitet. Træet er årsag til frugtens kvalitet. De to kan ikke adskilles.
v.34: Billedet overføres til tilhørerne. Onde mennesker kan ikke sige noget godt, for munden siger det, der kommer fra hjertet. Altså er hjertet som træet. Det afgør talens kvalitet. Den kan hverken være god eller sand, når mennesket ikke er det i sit inderste. Den indledende tiltale genkendes fra Johannes Døberens domsprædikenen (3,7) og bruges igen af Jesus (23,23). Øglerne er udtryk for et ubehageligt, utilregneligt og ”ondt” dyr.
v.35: Med et nyt billede udtrykkes det samme. Det gode menneske har et godt forråd. Det onde menneske har et ondt. Der er overensstemmelse mellem det, mennesket er, og det, det gør. Menneskets kvalitet (godt eller ondt) kommer af dets indre. Det sætter sig igennem i handlingerne. Sammenhængen er uløselig.
v.36-37: Derfor skal der aflægges regnskab for enhver tale, for de tomme ord fører til intet og er udtryk for det tomme menneske. Således er der sammenhæng mellem et menneskes tale, handlinger og indre. Tomhed fører til tomhed.
v.38: Her begynder et nyt afsnit. Tegnkravet fra de skriftkloge og farisæerne hænger ikke direkte sammen med det foregående. Det er et almindeligt træk i evangelierne, at Jesus bliver afkrævet et tegn på hans autoritet. Han må bevise, at han har ret til at udtale sig, som han gør. I sammenhængen skal man nok forstå det således, at hans tale om dommen afføder kravet om et tegn. Formentlig tænkes på et tegn fra himlen, som skal legitimere hans autoritet.
v.39: Jesus afviser ikke kravet, som han gør i Markusevangeliet (Mark 8,11). Ganske vist kalder han denne slægt for både ond og utro, fordi den søger tegn. Dvs. han sidestiller den med Israel i Det Gamle Testamente, når det fremstilles som en utro hustru, der ikke holder sig til Gud (fx Hos 2). De viser deres utroskab, når de ikke vil lade sig overbevise af Jesu ord. Men han afviser altså ikke kravet. De skal få profeten Jonas’ tegn. Hvad det betyder udlægges detaljeret i det følgende vers.
v.40: På grund af denne vers er det selve Jesu død og opstandelse, der bliver tegnet. Det er den første typologiske udlægning af Jonas’ historie med henblik på Jesu opstandelse, der findes. Den kommer følgende til at være en fast bestanddel af kristen ikonografi.
v.41-42: På grund af v.40 adskilles Jonas’ tegn fra hans prædiken (modsat Lukas). Derfor er det et eksempel på, at hedninger er mere lydhøre end jøder. Det samme gælder Sydens dronning, som er dronningen af Saba, der opsøger kong Salomo (1 Kong 10,1-13; 2 Krøn 9,1-12). I begge tilfælde er det hedninger, der viser sig mere modtagelige end det jødiske folk. I denne sammenhæng siges det, at de skal opstå ved dommens dag og fordømme den jødiske slægt, der ikke vil modtage Jesu forkyndelse, selv om der er mere end Jonas og Salomo i Jesu forkyndelse, fordi han selv er messias. I Matthæusevangeliet sammenhæng optræder både mændene fra Nineve og Sydens dronning som forbilledlige hedninger, der gør det, som jøderne ikke kan. På samme måde som de vise mænd gør i fødselshistorien og flere andre hedninger i evangeliet.
Tekstens fortolkning
Det er en lidt kompliceret, nærmest rodet tekst, fordi dens enkelte dele ikke hænger nært sammen, og fordi stykket om Beelzebul, der leder op til teksten om synden mod Helligånden, er udeladt. Som den står, er der derimod en interessant spænding mellem synden mod Helligånden i første del og de hedenske personer fra Det Gamle Testamente, der fremhæves i den sidste del. Fra Matthæus’ side er de sidste formentlig blot ment som forbilledlige eksempler på lydhøre tilhørere, der står i modsætning til jøderne. Men man kan ikke lade være med at spørge sig, hvad det betyder, at de tilhører tiden før Kristus, og hvordan man skal forstå synden mod Helligånden i den forbindelse. Kan synden mod Helligånden begås/ikke-begås uden for troen på Kristus? Og hvordan hænger det sammen med den midterste del om det gode menneske, der gør godt? For Matthæus er der næppe tvivl om, at det hele er begrundet i Jesu forkyndelse og forkyndelsen af Kristus, for her er mere end både Jonas og Salomo. Men man kan spørge, om teksten, som den står, åbner for flere perspektiver.
Hvad der derimod utvivlsomt ligger i teksten fra Matthæus’ hånd er formuleringen af en kontinuitet mellem handlinger i ord og gerning i denne tid og dommen i den kommende tid. Synd mod tilgivelsens mulighed, tomme ord og utro tegnkrav leder til netop dette: fordømmelse, tomhed og dom. For handlingerne er udtryk for, hvordan de pågældende er i deres inderste. Deres dom er, at deres eget indre bliver deres evige skæbne.