Matt 12,31-42

Sin sidste prædiken dagen før sin død d. 2. september 1872 slutter Nikolai Frederik Severin Grundtvig således:

”Kun denne Tro paa Guds faderlige Miskundhed og Naade føder nødvendig den hjærtelige Taknemmelighed, hvoraf den sande Taksigelse udspringer og udtrykker den Genkjærlighed til vor faderlige Gud, som aabner vor Hjærte for den barnlige Gjenkærlighed, der gjør det muligt, at den himmelske Fader-Kjærlighed kan frelse os arme Syndere fra al Løgnens og Mørkets og Dødens Magt og overføre os fra Satans Magt til Guds elskelige Søns Rige, hvor de hjemvendte Sønner og Døtre evig kappes om at takke i Vorherres Jesu Kristi Navn. Amen!”

Grundtvigs prædiken var bemærkelsesværdigt kort, men slutter med denne komplicerede sætning. Det er ikke hans bedste formulering, men der er grund til at se lidt mere på den, for den indeholder en interessant sammenhæng, der er meget karakteristisk for hans forståelse af kristendom.

Første del af udsagnet lyder: Troen på Guds miskundhed og nåde afføder hjertes taknemmelighed, hvoraf kommer sand taksigelse og genkærlighed. Det er sådan set ikke så vanskeligt. Troen på at man oplever Guds velvilje, giver sig udtryk i taknemmelighed og taksigelse, ja genkærlighed til Gud. Det kan man godt forstå. Så kommer næste sætning. Denne genkærlighed, som den troende har til Gud, åbner vort hjerte for den barnlige genkærlighed. Hvad er forholdet mellem den genkærlighed, som findes i den troendes taknemmelighed, og den barnlige genkærlighed, som den åbner hjertet for? Det kan vel næppe være andet, end at troen åbner for den genkærlighed, som allerede findes i hjertet. Den er barnlig, fordi det er Guds barns kærlighed. Mennesket er i udgangspunktet skabt af Gud som Guds barn, hvilket troen og den taknemmelighed, som den viser sig i, bringer frem. Når hjertet således er åbnet for den barnlige kærlighed, som er det mennesket er skabt til, kan den himmelske Fader-kærlighed frelse sit eget barn fra løgnens, mørkets og dødens magt og føre det over til sin elskede søns rige. For så er der en ubrudt forbindelse mellem Guds Fader-kærlighed og hjertets barne-genkærlighed, som svarer til forbindelsen mellem Gud selv og hans elskede søn, til hvis rige de troende døtre og sønner vender hjem. For at sige det helt kort: Troen bringer mennesket i den relation til Gud, som det er skabt til at have. I den relation er mennesket, som det skal være, og derfor befriet fra løgn og mørke og død.

Det er ikke en let sætning, som Grundtvig efterlod sin menighed med for 150 år siden. Den er faktisk temmelig tung. Men den formulerer en afgørende sammenhæng i kristendommen. Troen giver sig udtryk i taknemmelighed. Den er ikke læresætninger eller bekendelser. Den er ikke bestemte meninger om verdens beskaffenhed eller holdninger om, hvordan den skal indrettes. Troen er at modtage i taknemmelighed. For taknemmelighed er jo netop dette: at vide, at man har noget, som man ikke skylder sig selv, og som man derfor kun kan sige tak for. I takken retter man sig væk fra sig selv, ud af mod de andre, mod den anden. Det er troen: at tage imod det, man har fået, i taknemmelighed. For det væsentligste vi har, kan vi ikke takke os selv for.

Dåbsfamilien er måske særligt opmærksom på det i dag, at det mest betydningsfulde i livet, har de fået. Men det gælder os alle. Kærligheden til de mennesker, der er vores livs grundlag, børn, forældre og elskede, kan vi ikke tage æren for. Men vi kan heller ikke give den til dem, vi elsker, for de er jo bare dem, de er. De har heller ikke frembragt kærligheden. Glæden ved natur og kunst er ikke vores eget produkt. Det er heller ikke naturens, for den er bare natur. Det er heller ikke kunstens, for det er bare kunst. Ingen af delene har skabt glæden. Den kommer et andet sted fra. Lykken over at dele glæder og sorger med andre mennesker, kan man ikke takke dem eller sig selv for, for ingen har ansvaret for lykken. Kærligheden, glæden og lykken og alt det andet, der giver os grund til at leve, kan vi ikke sige, at vi selv er skyld i. Det kan vi kun tage imod. At tro er at tage imod det i taknemmelighed.

Denne forbindelse mellem taknemmeligheden, den barnlige genkærlighed og faderkærligheden kalder Grundtvig ikke i denne sammenhæng ånd, men det kunne han for så vidt have gjort. Ånd er det, der er mellem os. Helligånden er det, der er mellem Gud og mennesker. Vi sang lige om den. Grundtvig fremstiller i den salme, hvordan menneskelivet overtages helt af Helligånden, når det leves i den ubrudte forbindelse til Gud. Sådan må det være, når man modtager det afgørende i livet, det, der gør livet værd at leve, i taknemmelighed. Så bliver tilværelsen omsluttet af relationen til den anden, så alt foregår inden for den. Grundtvig udtrykte det i salmen ved, at Helligånden selv overtager tungerne og lader dem gløde. For så er det den forbindelse, som man ikke skylder sig selv, der bestemmer tilværelsen. Taknemmeligheden bliver grundvilkåret i tilværelsen og grundstemningen i livet. For næsten præcist 150 år siden sagde Grundtvig, at det flytter os arme syndere fra al løgnens, mørkets og dødens magt og overfører os fra Satans magt til Guds elskelige søns rige. Man kan sige, at i den Ånd leves livet i overensstemmelse med dets inderste væsen: I taknemmelighed over at have modtaget det og det er at være i hans rige.

Men – tør man sige det? – Grundtvig døde knap 89 år gammel efter et langt og uhyre aktivt liv, hvor han skrev og publicerede mere end 35.000 sider. Han deltog i den grundlovgivende forsamling og satte så afgørende og blivende præg på det danske samfund, at man med rette kan sige, at han er den enkeltperson, der har betydet mest på flest områder. Han var gift tre gange og fik fem børn. Han døde uden forudgående sygdom og nævneværdig svækkelse. Han kunne få år før sin død, som vi sang i den første salme, beskrive sig selv som Guds gode ven, for hvem ”i alderdommens dage/herlig kræfterne tiltage”. Grundtvigs liv var hverken enkelt eller ensidigt lykkeligt. Han kendte til mørket i tilværelsen. Alligevel undrer det måske ikke, at netop han som knap 89-årig med en stor fødselsdagsfejring i vente fremhæver taknemmeligheden som den passende reaktion på tilværelsen.

For andre mennesker ser tilværelsen anderledes ud. Den østrigske forfatter Thomas Bernhard blev som attenårig indlagt på en lungeklinik og var nærmest opgivet af lægerne. Han kom sig dog og levede endnu fyrre år. Men, som han siger, når man lever med dødsfuglen på skulderen, ser alting anderledes ud. For Bernhard resulterer det i bøger med et overstrømmende had til alt og alle, herunder navnlig østrigerne og Østrig, hvor han levede hele sit liv. Bøgerne er fyldt af lange, bogstaveligt talt uafbrudte udfald og uhæmmede udgydelser. Ingen har ikke generet ham. Men skrivestilen, hvor lange tyske sætningerne følger hinanden uden afbrydelser eller afsnit og det samme tema kommer igen og de samme formuleringer gentages gang på gang alt sammen som hovedpersonens endeløse tankerække, gør det tydeligt for læseren, at man følger en mand, hvis eget mismod og sortsyn bringer ham længere og længere ned i en spiral af desperation og ulykke, for det hele stammer fra hans syn på tilværelsen og fra hans perspektiv på livet. Bernhard er overdrivelsens mester, men hans overdrivelser er kun mesterlige, fordi de er genkendelige. For at blikket kan formørkes og horisonten indsnævres, så man kun kan se irritationsmomenter, som man til gengæld fokuserer så meget på, at de fylder det hele, er ikke en overdrivelse. Befinder man sig i den situation, kan man ikke være taknemmelig. Dødsfuglen på skulderen tillader det ikke. Mon ikke også det var ekstreme versioner af den sindsstemning, som Grundtvig selv oplevede i sine dybe depressioner. Når man støder på livets ubarmhjertige realiteter af sygdom, død og ulykke, så er det vanskeligt at modtage den i taknemmelighed. For alt det, der skulle vække taknemmelighed, er der ikke. Det er ikke væk, men umuligt at få øje på. Forholdet til tilværelsen er gået i stykker. Livet indgyder ikke taknemmelighed. I stedet leves det i ens eget formørkede sind.

Til det lyder Jesu ord i dagens evangelium: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker.” Det er ikke et udsagn om, at vi ikke skal straffes for vores manglende taknemmelighed. Det er et udsagn om, at vi ikke længere skal straffes i vores utaknemmelighed. For i tilgivelsen genoprettes den relation, der er brudt. Tilgivelsen lader os atter indgå i det forhold, som vi har vendt os fra, for tilgivelsen er netop, at vi med vores sortsyn ikke kan formørke tilværelsen for evigt. Tilgivelsen er, at tilværelsen bliver ved med at give os grund til glæde, lykke og kærlighed, uanset at vi ikke kan se det og har vendt os bort fra den. Selv Thomas Bernhard må erkende, at hans dybe had til andre mennesker udspringer af kærlighed til dem; og dødsfuglen på hans skulder forvansker det livet, som det bør leves. Jesu tilsagn om tilgivelse er det, vi kan holde fast i, når vi ikke finder grund til at være taknemmelige, for det er et tilsagn om, at taknemmeligheden vil indfinde sig igen, fordi livet bliver vi med at være mere end vi selv kan præstere. Vi forbliver inkluderet i relationen mellem Guds faderkærlighed og vores barnlige genkærlighed, også når vi ikke vil vide af det. For den relation er Helligånden, som vi ikke synder mod, når vi modtager tilgivelsen gennem det liv, som gives os. Det er troen på Guds faderlige nåde og miskundhed, som Grundtvig sagde for 150 år siden.

DDS 4 – 435 – 293 — 608 – 446 – 674 – 321 – 218