Mark 7,31-37
Klaustrofobi er angsten for at være indelukket. Alle mennesker kender den i nogen grad. Ingen bryder sig om at være spærret inde. Men for nogle er selve tanken om ikke at kunne komme ud angstfremkaldende. De får åndenød og panikreaktioner, hvis de skal opholde sig i mindre rum. Mange kan sikkert genkende fornemmelsen af klaustrofobi. Lige så uhyggelig kan tanken om ikke at kunne kommunikere være. Det er et regulært mareridt ikke at kunne komme i kontakt med mennesker omkring sig. At være afsondret fra verden er mindst lige så angstfremkaldende som faktisk fangenskab. Social isolation er lige så klaustrofobisk som fysiske indespærring.
Den døvstumme i dagens evangelietekst skal sikkert være billede på den klaustrofobiske isolation, der opstår af ikke at kunne kommunikere med andre mennesker. Verden foregår uden om ham, men han er afsondret fra den og har ikke del i den. Mennesker er rundt om ham, men han er adskilt fra dem og har ikke forbindelse til dem. Men døvstumme er ikke nødvendigvis mere isolerede end andre. Det ved vi heldigvis i dag, hvor vi har et mere nuanceret syn på handicap, end de havde i antikken. Men døvstumme kan sikkert være præcis lige så klaustrofobisk indelukkede, som vi alle kan være. For det handler ikke bare om brugen af sanser. Det handler om at være indesluttet, så man ikke kan komme fri og udfolde sig. Det handler om, at verden bliver lukket omkring en og man bliver udelukket fra verden. Det er social og mental klaustrofobi.
En person om hvem, man skulle tro, at verden lå åben er Sofia Coppola. Hun er datter af Francis Ford Coppola, som er en af Hollywoods største filmskabere. Han står bag kæmpehit som kultfilmene Dommedag Nu og Godfather-filmene. Han har vundet talrige Oscar-statuetter og er en af filmverdenens mest feterede instruktører. Sofia Coppola er vokset op i den absolutte overklasse i Hollywood og gjorde selv sin debut i filmverdenen som baby og havde allerede som barn flere mindre roller, inden hun fik en større rolle i sin faders Godfather III. Hun kender alt til det celebre liv blandt filmstjerner og instruktører. Hun ved, hvordan det er at leve et liv på første klasse. Selv om hun formentlig er vant til at flyve i privatfly.
Som voksen forsøgte Sofia Coppola sig selv som filminstruktør og står bag flere store succeser. Lost in Translation hedder en, dvs. ”tabt i oversættelse”. Somewhere er en anden, hvilket må oversættes ”et eller andet sted”. Hun har også lavet film om Maria Antoinette og andre, som jeg ikke har set. Men de to nævnte har jeg set og de har en helt særlig klaustrofobisk tone. Man kan karakterisere hovedpersonerne ved to begreber, tænker jeg.
For det første en lettere grad af forvirring. Der foregår hele tiden en masse ting omkring dem, men de er ikke helt klar over hvorfor. Der er alting nogle mennesker, der siger, at de skal være et bestemt sted eller gøre noget bestemt, og disse personer er altid meget stressede og travle, uden det bliver helt klart, hvorfor alting altid haster så meget, eller hvad det er, de deltager i. Samtidig foregår handlingen på steder, hvor hovedpersonerne ikke har hjemme, navnlig på luksushoteller rundt omkring i verden. Lost in Translation foregår i Tokyo, hvor en af hovedpersonerne skal optage en reklamefilm, som han ikke ved, hvad handler om. Han skal sige noget, som han ikke ved, hvad betyder. Og alle folk retter hele tiden på ham og vil have ham til at posere på bestemte måder, uden at han ved hvorfor. Uden for på gaden er alt en forvirring af uforståelige japanske tegn og pludselig kommer en dinosaurus vandrende på en kæmpestor lysreklame, og ingen ved, hvad den laver dér.
Det andet begreb er ensomhed. Personerne er fundamentalt adskilt fra hinanden, selv når de er sammen. Relationerne er de altid påtvunget, og når de forsøger at få dem til at være mere end pligt, mislykkes det. I Somewhere er den ene hovedperson en filmstjerne, der pludselig skal tage sig af sin teenage-datter, fordi hans ekskone skal på kurophold. Og forholdet til datteren bliver da også bedre, end de to fra begyndelsen havde forestillet sig, men et rigtigt familieforhold bliver det ikke i de luksuriøse hotelsuiter, hvor de bor, eller på den rejse til Las Vegas, som de tager på. Selv da hovedpersonen har sat sin datter af på sommerlejr (i en helikopter) og indser, at han savner hende, er det mere selvmedlidenhed end omsorg, der plager ham.
Og så kommer man let frem til et tredje begreb, nemlig kedsomhed. For de keder sig i deres forvirrede ensomhed.
Hver gang jeg ser Sofia Coppolas film, tænker jeg på, om de afspejler hendes egen virkelighed, som den er opbygget i Hollywoods absolutte overklasse. Luksuriøst, men forvirret, ensom og kedeligt. Og klaustrofobisk, for det er en lukket verden, de lever i.
I begge film er der en scene, hvor en hovedperson kigger ud gennem ruden i en kørende bil. For sådan er deres verden: Noget, der foregår udenfor, men som ikke rigtigt er forbundet med dem selv. Personen sidder isoleret bag glasruden kan bare se verden glide forbi. Verden er lukket for dem. De er lukket ude fra den. Men det, der gør filmene klaustrofobiske, er, at der ikke gøres antræk til at forklare, hvorfor det er, som det er. Verden er givet som forvirrende, ensom og kedsommelig. Og endnu værre, der er intet håb om at komme ud af isolationen. Personerne er kun interesseret i deres egen forvirring, ensomhed og kedsomhed. Derfor forbliver deres verden klaustrofobisk lukket. Deres isolation er en selvisolation, så klaustrofobien opstår fra dem selv. Det kaldes i den teologiske tradition synd, at være indkroget i sig selv, incurvatus in se på latin. Man kan næsten se det indkrogede menneske for sig, som det har lukket sig om sig selv og sin egen forvirrede og kedelige ensomhed. Filmene er klaustrofobiske, fordi den tilstand både er verdens og personernes egen. Hvad der er årsag, og hvad der er virkning, forbliver uforklaret. Men der er ingen vej ud.
Måske gælder det ikke blot Hollywoods jetset. Måske er det bare det ekstreme eksempel på noget, der gælder generelt. Måske har tilværelsen som sådan en tendens til det klaustrofobiske. For verden kan forekomme lukket som noget, der foregår uden for en selv, hvor ens deltagelse ikke er påkrævet. Og det kan ligge lige for at overtage den opfattelse for at lukke sig inde i sin egen verden, som andre mennesker skal passe ind i for at bekræfte ens eget selvbillede. Så dem, der er anderledes; dem, der ikke bekræfter ens egen virkelighedsopfattelse, blot er til besvær. På den måde er tilværelsen måske ikke så forskellig fra Sofia Coppolas skildring, når man lidt forvirret lader sig føre rundt af internettets algoritmer. Lidt ensomt finder holdninger, der kan bekræfte ens egen. Og lidt kedsommeligt søger tilbage til kendte forestillinger. Således har tilværelsen en tendens til de klaustrofobiske, selv om man ikke kører rundt i ring i Lamborghini, som de gør i Sofia Coppolas film.
Hertil lyder Jesu ”effatha”. For evangeliets budskab er, at mennesket ikke selv kan sprænge sin klaustrofobiske verden. Ikke således at forstå, at magiske mirakler med jord og spyt skal åbne menneskets sanser, men således at forstå, at menneskets tilværelse skal åbnes ved at forstå sig selv og sin verden i forhold til noget, der ikke er sig selv og sin verden. Det er det egentlige effatha: At blive kaldet ud af sine egne klaustrofobiske cirkler ved at høre en røst, der kommer til udefra. Så pludselig i al forvirringen er der noget, der ikke er forvirrende, nemlig dette at Jesus kalder effatha for at de selvcentrerede indelukkende kredse skal åbne sig for at vende blikket væk fra sig selv og ud mod ham. Så brydes ensomheden, for det er et kald til fællesskab med ham, og alle andre, der kaldes på. Og så forsvinder kedsomheden, for verden åbnes og bringes i forhold til den, der har skabt den. Den verden er ikke klaustrofobisk, for den er åben mod dens skaber, og den er lukket op for alle medskabninger. Det er det egentlige effatha. Ikke en helbredelse af et handicap, men en åbning af den verden, der truer med at lukke sig i klaustrofobisk selvkredsen.
At sige mere om det er vanskeligt i en prædiken. Det er overhovedet vanskeligt at tale om Jesu effatha, for det handler ikke om dette eller hint. Det handler om den verden, vi lever i, og det handler om dem, vi er i den verden. Derfor skal der ikke tales om det. For prædiken er slet ikke den rigtige reaktion på Jesu effatha. Den rigtige reaktion er lovsang. Den skal vi synge om et øjeblik og åbne vores verden, til ære for
DDS 4 – 6 – 293 — 376 – 160 – 11/762