12.s.e.trin.(1)
Helbredelsen af den døvstumme
v.31 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.
v.32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham.
v.33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; v.34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« v.35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt.
v.36 Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. v.37 Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«
Mark 7,31-36 (jf. Matth 15,29-31)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Den nævnte parallel, Matth 15,29-31, er ikke en rigtig parallel. Det er en notits om, at Jesus helbreder mange ved Galilæas sø.
Det er lidt underligt, at Matthæus og Lukas ikke har taget denne helbredelse med, men det har måske en forklaring. Helbredelse af den blinde i Betsajda i Mark 8,22-26 er nemlig heller ikke med hos de andre synoptikere. I den helbredelse spytter Jesus også (Mark 8,23). Tilsyneladende har Matthæus og Lukas ikke brudt sig om det. Måske har det virket for primitivt, at Jesus på den måde har brugt sit spyt som et ”mirakelmiddel”. Af alle har så Johannes en tilsvarende beretning i Joh 9,6, hvor Jesus helbreder en blind ved at lave en blanding af spyt og jord og lægge det på hans øjne. Det er meget tænkeligt, at Johannes har været inspireret af Mark 8,23.
Tekstens placering i Markusevangeliet
Markusevangeliet deles som regel i to halvdele: Mark 1,1 – 8,26 og Mark 8,27 – 16,8. Sagen er nemlig, at Jesus indtil Mark 8,26 forsøger at holde det skjult, hvem han er. Men efter Peters bekendelse i Mark 8,27-30 begynder han at forkynde om sin forestående lidelse og død for disciplene (Mark 8,31-33). Ud fra denne opdeling er vi altså ved slutningen af første del, hvilket man kan se af, at forkyndelsen om ham tager til (Mark 7,36-37).
En anden inddeling af Markusevangeliet omhandler geografien. Den har tre afsnit: Kap. 1-9 foregår i Galilæa. Kap. 10 er på vejen til Jerusalem. Kap. 11-16 er i Jerusalem. Ifølge den inddeling er teksten en del af Jesu rejser rundt i Galilæa og ind i de hedenske områder. Dette skal man i øvrigt hæfte sig ved i forbindelse med Markusevangeliet. Han rejser flere gange over Galilæas sø og kommer så til ikke jødiske områder. Faktisk har han umiddelbart før været ved egnen ved Tyrus, hvor han har helbredt en hedensk kvindes datter (Mark 7,24-30). Dette fulgte efter hans tale om rent og urent (Mark 7,1-23) og illustrerer således, at hans opgør med rent og urent også gælder mennesker. Nu forlader han så de hedenske områder og kommer tilbage til Galilæas sø, hvor han helbreder en døvstum. Men det er ikke helt til at se, hvor han egentlig befinder sig, hvilket er betydningsfuld i forhold til temaet jøder vs hedninger (s.n.)
Tekstens detaljer
Teksten kan inddeles i en indledende rejsebeskrivelse (v. 31), indledning til underet (v. 32), selve underet (v. 33-35), reaktionen (v. 36-37).
v.31: Det er en besynderlig rejserute. Jesus befandt sig ved Tyrus, der ligger ud til Middelhavet, nordvest for Galilæas sø. Derfra gik han 30 km mod nord til Sidon, så mod sydøst til området Dekapolis, der ligger syd for Galiliæas sø, for så at vende tilbage til søen. Af den grund kan man ikke se, om han befinder sig på vest- eller østsiden. Det har betydning, for er det på østsiden, er han igen i et hedensk område, og den døvstumme er formentlig hedning. Er det på vestsiden er han tilbage i det jødiske Galilæa, og den døvstumme er formentlig jøde. Det har nok betydning for helbredelsens symbolske niveau. Helbreder Jesus en hedning, er det atter et tegn på opgøret med skellet mellem rent og uren og derfor et bevis på hedningers inklusion, særligt illustreret ved at de får kommunikationsevner, så de kan indgå i fællesskabet. Hvis det er en jøde, kan det udlægges på den måde, at Jesu inklusion af hedninger skal være et opgør med jødernes ekskluderende forhold til resten af verden, symboliseret ved at de får kontakt gennem hørelse og tale. Jeg tror, at den første udlægning er den mest almindelige, og nok også den, der er nemmest at forsvare.
v.32: En lignende indledning findes andre steder i Markusevangeliet. Man forventer, at Jesu håndspålæggelse har helbredende virkning, som det har vist sig tidligere i evangeliet. Man kommer i øvrigt også til at tænke på ”børneevangeliet”, hvor mødrene beder Jesus røre ved børnene.
v.33-35: Scenen er, at der er en folkemængde omkring Jesus. Han går afsides med den døvstumme, for at helbredelsen ikke skal ske i offentlighed. Dette træk findes kun i denne underberetning og i den omtalte helbredelse af den blinde ved Betsajda. Måske sker det netop, fordi helbredelsesproceduren er så detaljeret.
Helbredelsen har flere led: Fingre stikkes i ørene, en finger med spyt rører ved tungen, et blik mod himlen, et suk og et helbredelsesord. Det ligner grangiveligt et magisk ritual, selv om blikket mod himlen og måske sukket skal tilkendegive bøn og således markere, at helbredelsen i sidste ende kommer fra Gud. Måske er det disse magiske træk, som Matthæus og Lukas ikke har brudt sig om.
Helbredelsesordet ”effata” er hebræisk, som oversættes til græsk. Ordet ”luk dig op” viser tydeligt, at det er de manglende kommunikationsmuligheder og den deraf følgende isolation, der er i fokus. Den døvstumme skal åbnes for sine omgivelser. Samtidig bygger det naturligvis på en ide om, at døv- og stumhed er forårsaget af dæmoniske kræfter på en eller anden måde. Det viser også formuleringen, at det bånd, der bandt hans tunge, blev løst.
v.36: Straks efter helbredelsen skifter scenen til folkeskaren. De påbydes ikke at sige noget om underet, men jo mere Jesus pålægger dem tavshed, jo mere fortæller de om det. Det skal illustrere underets enestående karakter.
I Markusevangeliets første halvdel er det, som nævnt, et almindeligt træk, at Jesus ikke ønsker, at hans identitet eller evner skal blive kendt. Han beder de helbredte om ikke at fortælle om deres helbredelse, og han befaler dæmoner, der kender hans identitet, at tie. Man kalder det ”Messiashemmeligheden”. Der er fremsat en del forskellige forklaringer på den. En af dem (den ældste af de to jeg vil præsentere) mener, at det er begrundet i, at Jesus selv under sin levetid ikke var kendt som Messias eller Guds søn. Han har måske ikke engang gjort krav på at være det. Det har Markusevangelisten forklaret ved, at han ikke ønskede at blive kendt som Messias og Guds søn, før han var opstået fra de døde. Messiashemmeligheden er således en forklaring på den forlegenhed, som de tidligste kristne kunne være i, når de forkyndte Jesus som Messias og Guds søn, selv om han ikke selv havde givet udtryk for, at han var det.
Den anden, yngre, forklaring på Messiashemmeligheden holder sig helt inden for Markusevangeliet og inddrager ikke den historiske Jesus. Her mener man, at det ligger i Markusevangeliets litterære strategi, at han ikke vil kendes som Messias og Guds søn, før han gennemfører sit frelsesprojekt ved at give sit liv i korsdøden. Pointen er, at han ville blive misforstået, hvis han under sit virke i Galilæa blev forstået som Messias og Guds søn, for det kræver påskebegivenhederne at forstå, hvordan han er Messias og Guds søn. Man kan også sige, at han er nødt til selv at indholdsbestemme titlerne, før de kan bruges om ham. Når Jesus er Messias og Guds søn er han det netop som en, der giver sit liv som løsesum for mange. Det kunne man ikke vide, før han havde gjort det. Men læseren ved det selvfølgelig fra begyndelsen, derfor sidder han med mere viden end personerne i teksten. Faktisk ved han lige så meget som Jesus gør i teksten. Det betyder, at læseren gennem læsning udnævnes til den, der kender hemmeligheden, både messiashemmeligheden og Gudsrigets hemmelighed (Mark 4,11), for de handler begge om, hvem Jesus er. På den måde bliver man ved at læse Markusevangeliet inddraget i det som en, der har del i hemmelighederne og altså er privilegeret i forhold til personerne i teksten, der intet forstår.
v.37: Netop muligheden for at misforstå ham fremgår af folkeskarens reaktion. De jubler og hylder ham med udsagn, der minder om Esajas’ profetier: Når Gud kommer og frelser, hedder det: ”Da skal blindes øjne åbnes og døves øre lukkes op” (Es 35,5). Så bliver alting godt, som ved skabelsen (1 Mos 1,31). Det er tydeligt, at dette kunne være en misforståelse af Jesus som Messias og Guds søn, fordi det ikke har det afgørende aspekt med. Læseren, der er klogere end de personer, der optræder i Markusevangeliet, ved, at de taler sandt, men gør det på forkerte præmisser. Det er jo netop i kraft af hans frelsergerning i korsbegivenheden, at han gør alting godt og opfylder Esajas’ profetier.
Tekstens fortolkning
Helbredelsen af den døvstumme giver ham kommunikationsevnerne tilbage og løser hans isolation fra mennesker. Således illustrerer det den åbning og frigørelse af menneskelivet, som Gudsrigets frembrud i Jesus gør mulig. Hvis den døvstumme er en hedning, har det yderligere den pointe, at hedninger inkluderes, hvor de før var ekskluderet.
Det er dog virkelig grund til undring, at Markus har valgt at fremsætte den pointe i en fortælling med så magiske elementer. Andre steder helbreder Jesus jo blot med sit ord. Det havde man nok foretrukket, at han også havde gjort her. Det havde Matthæus og Lukas i hvert fald.