Undskyldning og tilgivelse

Matth 18,21-35

Som barn, hvis man på den ene eller anden måde havde forbrudt sig mod sine legekammerater, og forbrydelsen var så slem, at en voksen blev involveret, kunne man i min tid i halvfjerdserne sjældent undgå at sige undskyld. Det kunne være ganske svært at få over læberne, for til tider mente man nok, at man var i sin gode ret over for det andet barn, som ovenikøbet havde sladret. Man fandt dog hurtigt ud af, at undskyldningen som så mange andre ting i livet var lettest at få overstået. Så sagde man undskyld, og legen kunne gå videre. Havde man oplevet det et par gange, kunne det blive ret rutinepræget. Man sagde hurtigt undskyld og fortsatte, hvad man var i gang med. Undskyldningen blev en måde at undslippe videre repressalier. Nu havde man jo sagt undskyld.

Jeg ved ikke, om det også gennem firserne og halvfemserne var en anvendt pædagogisk strategi at lære børn sige undskyld. Men den politiske debat og den offentlige diskussion tyder på det. Undskyldningen optræder på en måde, så man kan føle sig hensat til barndommens legeplads. Der bliver sagt mere og hurtigere undskyld end nogensinde. Det forventes og forlanges; det rejses som krav og gøres til genstand for sagsforløb. Og undskyldningen skifter betydning i brugen

Ordet selv betyder noget i retning af at tage skyld bort. Forstavelsen ’und’ betyder ’bort’ eller ’væk’ eller lignende. Vi kender det fx fra ordene ’und-tage’ ’und-gå’ eller ’und-slippe’, hvor det jo også betyder noget med at sætte bort, gå fri eller komme væk. Und-skyld er at slippe for sin skyld. Derfor er en undskyldning oprindeligt noget, man beder om. For selv kan man ikke undslippe sin skyld. Det kræver, at der er en anden, der modtager undskyldningen og faktisk undskylder en, i betydningen lader skylden falde bort, fritager en for skylden. For undskyldningen handler om relationen. Den fungerer kun inden for en relation. Når man beder om undskyldning anerkender man sin skyld og beder modparten om, at den skyld ikke skal have betydning for forholdet. Man kan derfor ikke bede om undskyldning helt abstrakt, ud i det blå. Der må være nogen til at modtage den. For når man siger undskyld, påtager man sig ansvaret og giver magten fra sig. Den ligger i hænderne på den anden, på den skadeslidte, på offeret. Skal undskyldningen modtages eller ej? Er der tilgivelse? Således gør undskyldningen offeret selvstændigt og giver det både magt og myndighed, fordi det får ansvaret for tilgivelsen. I den magtoverdragelse ligger også genopretningen af offeret. Det er ikke længere bare offer. Det er et individ, herre over relationen, autoritet for tilgivelsen.

Men tilgivelsen er i dag forsvundet fra undskyldningen. Måske mener nogle politikere, at de med undskyldninger genopretter forholdet til vælgerne, så de ikke på valgdagen vil lade skylden få konsekvenser for forholdet. Men faktisk er der ingen plads til tilgivelsen i den offentlige undskyldning. Naturligt nok, for undskyldningen gives ikke til ofrene, men til journalisterne for rullende kamaraer. Og det viser sig som regel også, at undskyldningen blot er det første led i en proces, der aldrig ender med tilgivelse, men i bedste fald – for politikeren – kan ende med frifindelse. Derfor har ordet ’undskyld’ i praksis skiftet mening. Det betyder netop ikke ’fritag mig for skylden’, men tværtimod ’det var min skyld’. Ganske ofte får det faktisk en bibetydning af, ’det var mig der havde magten til dette eller hint’. Det kan næsten blive en magtdemonstration: ”Jeg har magten. Nu siger jeg undskyld for, at jeg brugte den som jeg gjorde – vil I gøre noget ved det!” Tilgivelsen er helt forsvundet fra det univers, som derfor bliver fuldstændigt orienteret om magten. Det handler ikke om at redde et forhold, som man har forsyndet sig imod. Det handler om at bevare magten. Så forsvinder offeret ud af fokus. For ingen skal tilgive. Offeret for den pågældende forsyndelse forbliver lige så ligegyldig, umyndig og magtesløs i undskyldningen, som vedkommende var ved forsyndelsen. Tilgivelsen, derimod, gør offeret myndigt og magtfuldt, for skal man have tilgivelse, må man få den af offeret. Det ser man stort på, når undskyldningen er et led i krisehåndteringen og rettet mod offentligheden. Tilgivelse er der ikke plads til.

Det kan være endnu mere tydeligt og mere tragisk, når det undtagelsesvis er ofre, der får en undskyldning. Det er også et ret nyt fænomen, at prominente personer på prestigiøse positioner skal undskylde på et ubestemt kollektivs vegne, på nationens, statens eller systemets vegne. Når borgere eller befolkningsgrupper har været udsat for forsømmelser eller forbrydelser får de krav på en undskyldning, som en statsminister eller en svømmeforbundsformand kan udtale. Og det er meningsfuldt, for undskyldningen er i denne sammenhæng en vedkendelse af ansvar og – vigtigere – en anerkendelse af offerets lidelser. Det kan det være overordentligt væsentligt. For derved forsøger man at genoprette ofrenes tro på forskellen mellem rigtigt og forkert, godt og ondt – og bekræfter i øvrigt alles opfattelse af, at staten og systemet nok fejlbarligt, men grundlæggende er godt. Men fordi undskyldningen blot skal gives og modtagelsen ingen rolle spiller, forbliver ofrene ofre. Forbrydelserne og forsyndelserne anerkendes, men ofrene er stadig passive, umyndige og magtesløse. For de skal ikke tilgive. Staten og systemet eller for den sags skyld statsministeren har ikke behov for tilgivelse, faktisk slet ikke, for det ville forrykke magtforholdet og et øjeblik vende det om.

På en måde, på denne måde, har undskyldningerne fortrængt tilgivelsen. Undskyldninger er der masser af, tilgivelse finder man ikke. Derfor forsvinder skylden ikke. Uanset hvor mange undskyldninger, der gives, bliver de pågældende ikke und-skyldt. For medier, klassiske og i endnu højere grad sociale kan ikke tilgive. Det kan folkedomstolen heller ikke. Det kan kun offeret. Så når undskyldningen blot er et magtspil, forbliver skylden. Den relation, som er skabt af forsyndelsen, bliver aldring ændret. Gerningsmanden er for evigt gerningsmand; offeret for evigt offer. Detroniserede politikere må sande det. Skylden forbliver og inficerer deres tilværelse. Selv når de tager deres børn med til fodboldkamp på stadion, mødes de af hobens tilråb. Og offeret er i lige så høj grad fortsat offer og vil altid være forbundet med den pågældende forsyndelse, for vedkommende får aldrig den genoprejsning som et myndigt og selvstændigt individ, som tilgivelsen kunne give. Synden bestemmer både relationer og identiteter, når der ikke er tilgivelse.

Evangelietekstens dom er hård. Tilgivelse findes ikke, fordi I ikke vil være tilgivet. Økonomien i lignelsen taler et tydeligt sprog. Den ene tjener skylder et astronomiske stort beløb; den anden har en overskuelig gæld. Logikken er selvfølgelig det afgørende. Fordi tjeneren med bundløs gæld ikke udlevede den tilgivelse, han selv havde oplevet, fandtes den ikke, tilgivelsen. For tilgivelse handler om relationer og findes i relationer. Derfor findes den ikke, hvis den ikke optræder i de relationer, man lever i. Det er naturligvis tjenerens brøde. Han troede, at tilgivelsen var en begivenhed, der satte ham fri af hans gæld. En gang for alle. Og gjorde ham fri. Ham alene. Og derfor viste det sig, at han ikke var sat fri. Han var stadig fanget i skyldsforholdet, som det viste sig, da han mødte sin medtjener. I forholdet til ham blev det afsløret, at han stadig levede i nøjagtigt den skyldslogik, som han skulle være frisat af. Det var han ikke. Tilgivelsen skulle ændre hans liv og forandre hans relationer. Den skulle sætte ham fri af den nidkære kræmmerlogik, der præger forholdet mellem lånegiver og lånetager. Det gjorde den ikke. Han levede fortsat sit liv og var fortsat i sine forhold ud fra den logik, som tilgivelsen skulle sætte ud af kraft. Og så fandtes den ikke. Den havde ingen betydning. Over for sin skyldner trådte han ikke frem som myndig og selvstændig med magt til at tilgive, men forblev den forurettede, offeret, der bare ville have skyldneren, gerningsmanden udraderet. Så var han tilbage som skyldig i gældsfængslet.

Den dom er hård over alle. For med den udtalt over sig, kan man ikke på sikker afstand uskyldigt pege fingre ad et samfund, der ikke har plads til tilgivelse. Man kan ikke uden skyld stå og gøre sig klog på ofre, der holdes umyndige og magtesløse. Man kan ikke forarges på politikere, der kun taler til medierne. For så er man bare selv i sin gæld og lader skylden fylde hele opmærksomheden og synden forpeste sine relationer. Så forbliver man fanget af netop de skyldsrelationer og den skyldslogik, som man skulle være frisat af ved tilgivelsen. Den logik, som ikke vil andet end udstille gerningsmanden, når han undskylder, og ikke tilgive.

For tilgivelsen kræver, at man deltager. Den tilgivelse vi har, får først betydning, når den virker i de forhold, vi lever i. Vi skal om lidt synge, at ”nåden vil høste, hvad den sår/vil ikke nøjes med mindre”. Nåden kræver mod og myndighed til at bryde gennem den skyld, som vi ellers ophober på hinanden. Undskyldningerne kan nemlig ikke gøre. De lader blot skylden vokse og forsyndelserne forpeste forholdene. Tilgivelsen sætter derimod fri, for den skaber relationen om, så offeret ikke længere er offer, og gerningsmanden ikke længere er gerningsmand. Tilgivelsen skal derfor udøves for at findes.

På den gbaggrund træder Siduhall myndigt og magtfuldt frem i Islands historie. Siduhalls søn var blevet dræbt af en ung mand fra en anden slægt. Ifølge Islands love skulle der tages blodhævn. Slægterne ville komme i fejde, drab ville følge på drab. Siduhall går i seng den dag, hans søn var død. En søvnløs nat har han. Da solen står op, kalder han slægterne sammen. Der skal ikke tages blodhævn. Hans døde søn skal forblive uhævnet. Slægterne skal ikke i fejde. Tilgivelsen frisætter dem alle. Siduhall var blandt de første kristne på Island.