Om disse mine små
v.1 På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
»Hvem er den største i Himmeriget?«
v.2 Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem v.3 og sagde:
»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. v.4 Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; v.5 og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
v.6 Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.
v.7 Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald.
v.8 Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. v.9 Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.
v.10 Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.
[v.11 For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.]
v.12 Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? v.13 Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. v.14 Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«
Matt 18,1-14 (jf. Luk 9,46-48; 17,1-2; 15,3-7; Mark 9,33b-37.42-47)
Tekstens forhold til de andre evangelier
En tekst som denne er indbegrebet af det synoptiske problem. Man taler om trible tradition, hvor en perikope er bevidnet hos alle tre synoptikere, og double tradition, hvor der kun er paralleller i Matthæus- og Lukasevangeliet. Og selvfølgelig særstof for det, der kun findes i enten Matthæus- eller Lukasevangeliet. Denne tekst har det hele.
Første del (v.1-5) har trible tradition (Mark 9,33-37; Luk 9,46-48) med undtagelse af v.3-4, der kun findes i Matthæusevangeliet. Det er dog ikke bare særstof, for v.3 kan være inspireret af Mark 10,15. V.4 er derimod sikkert fra Matthæus selv.
Anden del (v.6-9) er også trible tradition for v.6’s vedkommende (Mark 9,42; Luk 17,2). V. 7 er double tradition (Luk 17,1). V.8-9 har parallel i Mark 9,43-48, men findes ikke i Lukasevangeliet.
Tredje del (v.10) er særstof.
Fjerde del (v.12-14) er double tradition, idet teksten i Lukasevangeliet er mere udførlig (Luk 15,4-7). Men v.14 har ingen parallel i Lukasevangeliet, hvor vægten ligger på hyrdens glæde og derfor begrunder Jesu omgang med toldere og syndere (Luk 15,1-3).
Endelig er v.11 formentlig sekundært, al den stund det ikke findes i de ældste håndskrifter, og kommet ind fra Luk 19,10.
Man kan ikke sige noget endeligt på grundlag en så kompliceret tekst. Trible traditionen stammer fra Markusevangeliet, som det er sandsynligt, at Matthæus selv har udvidet. Lukas har måske ikke kendt Matthæus’ udvidelser. Men hvis v.7 (Luk 17,1) er et ord fra Q, er det lidt besynderligt, at de begge har placeret det i samme sammenhæng. Det er nemmere at forstå, at Lukas ikke har medtaget Mark 9,43-48 (v.8-9), som han har kendt. Formentlig har han fundet det for radikalt. Forholdene kan pege på, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet, men de udelukker på ingen måde andre teorier.
Indholdsmæssigt er v.4 og v.10 mest interessant, da det er Matthæus’ egne traditioner eller kreationer. De understreger børnenes rolle i forhold til Himmerige og den tilsvarende formaning om selvydmygelse. Det kan meget vel være, at Lukas ikke har taget det med af samme grund, som han har udeladt v.8-9 (Mark 9,43-48).
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Kapitel 18 kaldes discipeltalen eller menighedstalen i Matthæusevangeliet. Matthæus har som bekendt organiseret sit stof i fem store taler (bjergprædikenen, udsendelsestalen, lignelsestalen, menighedstalen og den apokalyptiske tale). Her er der samlet formaninger om forholdene i menigheden. Umiddelbart efter teksten kommer en belæring om dom og tilgivelse i menigheden (Matth 18,15-20), hvorefter følger lignelsen om den gældbundne tjener (Matth 18,21-35). Ingen af de to tekster har paralleller i de andre evangelier. Matthæus har således brugt de fælles traditioner til at give anvisninger om menighedsforhold, hvor det der i de andre evangelier primært handler om Jesus, i Matthæusevangeliet kommer til at handle om interne relationer i menigheden. Lignelsen om det vildfarne får bliver optakt til at tale om, hvorledes man skal forholde sig mod en menighedsbroder, der forsynder sig. Pointen bliver selvfølgelig, at man skal strække sig uhørt langt for at opretholde fællesskabet med vedkommende, for det svarer til hyrdens omsorg for det fortabte får og det svarer til moralen i lignelsen om den gældbundne tjener.
Konteksten i menighedstalen tilsiger, at teksten som helhed skal udlægges med henblik på interne menighedsforhold, selv om de enkelte afsnit isoleret kan handle om noget andet, hvilket de gør i de synoptiske paralleller.
Tekstens detaljer
Det er allerede fremgået, at teksten består af forskellige afsnit: Først om den største i Himmeriget (v.1-5), dernæst om at bringe til fald (v.6-9), til sidst lignelsen om det vildfarne får (v.10-14).
v.1-5: Der er særligt tre interessante og vigtige forhold i denne del af teksten. Hvorfor er barnet et forbillede? Hvad menes der med at ydmyge sig og blive som et barn? Og endelig: Hvad vil det sige at tage imod et barn?
v.1: Situationen er klar. I Markusevangeliet er det mere udfoldet, hvorledes spørgsmålet om at være den første eller største er opstået blandt disciplene og derefter taget op af Jesus. Matthæus forkorter det og lader disciplene umiddelbart bringe spørgsmålet for Jesus. Således bliver han fremstillet som autoriteten, der får forelagt disciplenes spørgsmål, hvilket sætter rammen for hele menighedstalen.
v.2-3: Barnet skal være forbillede. Ordet for barn viser, at der er tale om et mindre barn, under syv år gammel. Hvorledes det kan være forbilledligt, afhænger af opfattelsen af børn i antikken. Det er vigtigt, at barnet ikke blev forstået som hverken uspoleret eller uskyldigt, som det bliver i moderne tid. Derimod forstås barnet som umyndigt og forsvarsløst, som total afhængigt af andre. I nogle sammenhænge betragtedes børn som ufærdige, idet de stadig var under uddannelse for at blive fuldkomne mennesker. Det sidste er tilsyneladende ikke Jesu opfattelse. Barnet er et forbillede, fordi det ikke kan andet end være overladt til andre og derfor naturligt er lavest i hierarkiet. Således skal disciplene give afkald på deres egen status og være totalt afhængige af Gud for at komme ind i Himmeriget. For Himmeriget kan ikke være et spørgsmål om status og position. Her må alle være som børn for at få del i det. Det kan nemlig kun skænkes.
v.4: Ydmygelsen består i at fralægge sig sin egen magt for at være totalt afhængig af den, der skænker. I antikken var det netop en ydmygelse at være afhængig af andre. Men i Himmeriget kan det ikke være anderledes. Omvendt bliver den totalt afhængige den største. Men tankegangen undergraver forestillingen om, at nogen er størst, for alle må være totalt afhængige for at komme ind i Himmeriget, så alle er den største i Himmeriget.
v.5: Teksten drejer lidt i dette vers. Det er ikke et spørgsmål om at være i Himmeriget, men et spørgsmål om at stå i forhold til Jesus. Den, der modtager et lille barn i hans navn, modtager ham. De to andre synoptikere har tilføjet: ”og ham, der har sendt mig”.
Man kan næppe forstå modtagelsen af barnet som andet end ”at tage sig af”. Altså, den, der tager sig af et lille barn i Jesu navn, tager imod Jesus selv. Det vigtige må være at handle over for barnet på Jesu autoritet, så man i sin handlen handler i forhold til Jesus. Man kan endda sige, at man forholder sig til Jesus, når man forholder sig til barnet. Så står man nemlig hele tiden i forhold til ham. Man tager imod ham, når man tager imod barnet.
v.6-11: Temaet skifter og kommer til at handle om det modsatte af at tage imod eller tage sig af, nemlig at bringe til fald.
v.6: Mens den, der tager sig af barnet, kommer i forhold til Jesus, sker det modsatte for den, der bringer en af disse små til fald. Det var bedre for ham, at han helt forsvandt fra jordens overflade. Selv om tanken er stik modsat det foregående vers, er der ikke en direkte sammenhæng, for med ”disse små” er der ikke nødvendigvis tænkt på børnene, men derimod Jesu disciple. Således er det tydeligvis tilfældet i de to andre synoptikere. I Matthæusevangeliet er sammensætningen af vers dog anderledes, men tilføjelsen ”som tror på mig” lader det være tydeligt, at det ikke er børn. Nu er temaet altså ikke disciplenes måde at handle på, men den måde nogen handler mod dem. Om end betegnelsen ”de små” kan tyde på, at det er jævne menighedsmedlemmer, der er i tankerne. På Matthæusevangeliets tidspunkt gør det ingen forskel, da disciplene selv ikke var til stede.
Men hvad betyder ”at bringe til fald”? I sammenhængen kan det kun betyde ”bringe fra troen”. Det medfører altså en forfærdelig straf, så det var bedre at ligge på havets bund.
v.7: Advarslen om, at der må komme frafald, hører til i opfattelsen af de sidste tider. Ifølge disse er der et fastlagt forløb inden dommedag, hvor der vil optræde bedragere, der forsøger at føre de troende vild. Denne tid skal prøve deres tro, så kun de standhaftige når frem til frelsen.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem det menneske er, der forårsager fald. Formentlig er der inden for Matthæusevangeliet tænkt på Judas, som er det menneske, der giver anledning til forargelse, fordi han foranlediger korsfæstelsen (jf. ”korsets forargelse”). Så består forargelsens nødvendighed i, at Jesus må forrådes for at korsfæstes. Ve Judas, ved hvem det sker. Han bliver for evigt fordømt som ærke-forræderen, men i evangeliets verden formentlig også tiltænkt en plads i helvede.
v.8-9: Nu er der hverken tale om et fastlagt apokalyptisk forløb eller en forudbestemt lidelseshistorie, men ansvaret for sig selv og hinanden. Alt er bedre end at falde. Ingen pris er for høj. For det er i Matthæusevangeliet et spørgsmål om den evige salighed i stedet for Helvedes ild.
Nogle vil forstå opfordringen kollektivt, så det handler om at udøve menighedstugt for at udskille dem, der bringer til fald, fra menighedens legeme. Det ville passe med omtalen af ”disse små” i de foregående og det følgende. Opfordringen ville så være at frasortere alle, der bringer til fald, for at ”disse små” og hele den resterende menighed kan frelses.
Man kan dog også spørge, om ansvaret her også pålægges den enkelte. Så handler det om nødvendigheden af forsagelse, hvis man skal undgå forargelse. I sammenhængen med fokus på omsorgen for ”disse små” er det dog mindre sandsynligt.
v.10-14: Lignelsen om det vildfarne får, der i Lukasevangeliet er det fortabte får, hvilket viser forskellen mellem de to udgaver. Hos Lukas skal det være begrundelse for Jesu forhold til syndere og toldere, som er fortabte. Hos Matthæus skal det illustrere opfordringen til at tage sig af disse små, som kan fare eller føres vild.
v.10 er en slags overgang fra talen om ”disse små” i v.6 til lignelsen om det fortabte får, som verset kommer til at stå som indledning til. Den skal således illustrere, hvorfor de er så meget værd.
Her giver det mening at opfatte ”disse små” som jævne menighedsmedlemmer, al den stund opfordringen er rettet til disciplene, som så er repræsentanter for menighedens ledere. Men måske er det en opfordring til alle om alle i menigheden. Lignelsen skal jo netop vise, at det enkelte er lige så meget værd som kollektivet.
Ideen om, at deres engle er i himlen og ser den himmelske faders ansigt, hører hjemme i den antik jødiske englelære. Skytsengle var kendte og pladsen for Guds trone, hvor hans ansigt kan ses, er forbeholdt ærkeenglene. Dvs. deres skytsengle har de fornemste pladser i himlen. Formentlig skal dette ikke opfattes som en trussel, men som en påmindelse om, at man ikke har med disse små at gøre uden at have med det himmelske at gøre. Således er forholdene i menigheden forbundet med forholdene i himlen.
v.11: De ældste håndskrifter indeholder ikke dette vers, der kommer til at afbryde sammenhænge, der jo handler om forholdene internt i menigheden. Hvis verset læses med, bliver lignelsen blot en illustration af menneskesønnens opgave, og menighedsperspektivet med den gensidige forpligtelse går tabt.
v.12-14: Lignelsen om det forvildede får skal i Matthæusevangeliets sammenhæng vise hyrdens forbilledlige stræben efter, at intet får farer vild og går fortabt.
v.12-13: Selve lignelsen er lige til at forstå trods dens mangel på realisme. For det urealistiske er netop pointen. Ingen ansvarlig hyrde agerer således. Jf. det indledende spørgsmål: Hvad mener I?, som skal besvares med ”Noget sådant har vi aldrig hørt” eller lignende. For meningen er, at lignelsen skal vise Guds overvættes omsorg.
v.14: Den pointe understreges i det afsluttende matthæiske vers. De små har absolut værdi, fordi de er genstand for den himmelske faders omsorg. Det fremsættes som en formaning til disciplene, som udtryk for de ledendes særlige ansvar for de jævne menighedsmedlemmer. For de er alle, som det forvildede får, som hyrden satte alt ind på at redde.
Tekstens fortolkning
Særligt ét spørgsmål trænger sig på efter gennemgangen: Hvordan bestemmes ”disse små”. Som nævnt flere gange kan der være tænkt på en sondring inden for menigheden, hvor de ledende er forpligtet til at tage sig af de jævne. Imidlertid er det fristende at lave en forbindelse mellem det forbilledlige barn og ”disse små”, dvs. læse v.6 ud fra v.4-5, så ”disse små” er enhver i menigheden, der lever op til Jesu opfordring om at vende om, ydmyge sig og blive som et barn. I så fald gælder det alle, at man er som det forvildede får, for hvem den himmelske fader ønsker, at alt sættes ind (v.14). Og i så fald gælder det for alle, at man i forholdet til dem, har med Jesus at gøre (v.5). Så gælder også opfordringen til at forsage alt, der forarger, for alle, så den rammer den enkelte både i forhold til sig selv og med henblik på andre. Under alle omstændigheder må teksten opfattes som en formaning om de andres og ens egens unikke værdi i forholdet til Jesus og til Guds omsorg, hvilket gør forholdet til dem ekstraordinært ansvarsfuldt.