Matth 18,1-14
Pelle i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren har en 50 øre. Han værdsætter den højt. Den er begyndelsen på hans formue. Flere gange er han blevet fristet til at give den ud, men hver gang har han besindet sig. 50-øren vil han ikke af med. Hans kammerat, der forkomne Rud, har et godt øje til den. Han er nok tæt på at stjæle den, men Pelle tager den tilbage. Så prøver Rud en anden vej. Hvis du giver mig 50-øren nu, giver jeg dig 10 kr., når jeg bliver voksen, foreslår han. Det er for så vidt en god handel, men Pelle lader sig ikke narre. Så kommer Rud med endnu et forslag. Hvis jeg får skillingen, må du piske mig med nælder. 100 slag. Det kan Pelle ikke modstå. De laver en aftale, og Pelle går i gang med at slå. Efter 10 slag kan Rud ikke mere og får sig forhandlet ned på 60 i alt, men så skal han også holde mønten i hånden imens. Pelle slår og slår. Jo, mere han slår, jo mere fortryder han. Da han kommer til 46 smider han riset fra sig og løber grædende væk. Resten af dagen græmmer han sig, mens Rud svaler sin brændende ryg i vandkanten med 50-øren i hænde.
Pelle græmmer sig. Han ærgrer sig over sin tabte 50-øre og bebrejder sig selv, at han gik med til handelen. For socialisten Martin Andersen Nexø er det afgørende pengemønten. Det er kapitalismen, der får drengene til at ydmyge sig. Umenneskeligheden opstår, fordi der sættes pris på mishandlingen. Når man kan købe sig til at udnytte et andet menneskes krop, perverteres mellemmenneskelige forhold.
Begge drenge ender adskilte, hver for sig i smerter. Den ene i fysisk pine, den anden med mental lede. Men er det 50-øren, der er årsagen? Er den ikke blot anledningen? Pelles begær efter at gøre Rud ondt kommer ikke fra mønten. Den kommer fra ham selv. Det er hans hånd og hans øje, der bragte ham i den forkastelige situation. Hans mistede ikke bare skillingen, han mistede en del af sig selv, for han viste sig for Rud og for sig selv, som drevet af noget, som han ikke vil stå ved. Der var noget i ham, som han ikke kendte, og som han ville ønske ikke var der. Det sidder han nu og græmmer sig over. Faldet bragte han selv over sig.
Evangelieteksten fælder en hård og ubarmhjertig dom: Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af. Hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud. Det er vel, hvad Pelle tænker. Kunne han bare gøre det med tilbagevirkende kraft, så ville han ikke blot have 50-øren i behold, så ville han også have sig selv i behold. Det er nemmere at genkende sig selv med en hånd eller en fod eller endda med et øje, end at skulle se sig selv i spejlet, når man har vist sig, som man virkelig er, kunne Pelle tænke. Ingen tvang ham til at betale for at mishandle sin ven Rud. Det gjorde han af sig selv. Kan man leve med det? Kan man leve med sig selv, når ens egen hånd og fod bringer en til fald, fordi de gør en til et mindre menneske, end man vil være. Når ens eget øje gør verden grimmere og mindre, end den burde være, fordi øjet kun kan se medmennesker som middel til at opfylde ens egne behov? I Det Nye Testamente er rådet klart: Hug hånden af, klip foden bort og riv øjet ud.
Evangelietekstens hårde dom over legemsdele, der bringer til fald, og mennesker, der hellere skulle ligge på havets bund, kender man fra tre af de fire evangelier. Vi har nu hørt den i Matthæusevangeliets version. Matthæus har sat den tekst sammen med teksten om at være den største i Himmerige og lignelsen om det vildfarne får. Sådan er sammenhængen ikke i de andre evangelier. Ofte vil bibelforskere derfor ikke vide af, at der er en sammenhæng mellem de tre dele. Teksten om barnet som den største i Himmeriget. Teksten om den, der bringer en af disse små til fald. Og lignelsen om det ene får, der for vild, så hyrden måtte risikere at tabe de 99 for at finde det ene. Men hos Matthæus hænger de sammen. Det giver god mening.
Barnet i tekstens første del er forbillede for disciplene, fordi det er udsat. I dag har vi en tendens til at opfatte børn som uskyldige og uspolerede, så uskyldige og uspolerede, at voksne tilsyneladende ofte mener, at de kun kan spolere deres børn ved at give dem en bestemt sammenhæng at leve i. I stedet kan børn få lov at opleve, at alting føjer sig efter dem, så de i virkeligheden selv kommer til at bære ansvaret for den verden, de lever i. I antikken var det nærmest modsat. Barnet var umyndigt og uselvstændigt. Det kunne ikke andet end indgå i en verden, som det ikke kunne kontrollere, og som det ikke havde magt over, for barnet var først og fremmest magtesløst. Og netop sådan er det forbillede, som Jesus sætter op for sine ærgerrige disciple. Størst er den, der ikke kan andet end være den, vedkommende er i en sammenhæng, som er sat af en anden. Barnet har ingen kontrol over sin verden. Det kan ikke ændre den eller påvirke den. For den verden, som barnet er i, er ikke dets egen. Den har det fået skænket. Størst er den i Himmeriget, der som et lille udsat barn modtager en meningssammenhæng og lever i den. Barnet får at vide, hvem det er. Det bestemmer det ikke selv.
Matthæus lader præsentationen af de lille barn følge af formaningen om ikke at bringe til fald. Når den indledes med at omtale ”en af disse små, som tror på mig” forbinder man det selvfølgeligt med det lille barn i Himmerige. Vi skal forstå, at ”en af disse små” er som det lille barn, som tror, at det er den, det er, fordi det har fået det at vide. Det er den største i Himmerige, fordi det har Jesus sagt. Ikke af nogen anden grund. ”En af disse små, som tror” er en af dem, som tror det. De er størst i Himmerige. Ve den, der bringer dem ud af den tro. Det var bedre, om han eller hun fik en møllesten lagt om halsen og blev kastet i havet. Og ve den, der bringer sig selv ud af den tro. Det var bedre, om vedkommende rev sine øjne ud og huggede sine lemmer af. For det er faldet. At blive bragt ud af troen på, at man er den, man er i Jesu øjne. Hånden, foden og øjet bringer til fald, når de ikke handler i overensstemmelse med den, man har fået at vide, at man er. Når den største i Himmerige ikke længere opfører sig som et lille barn, der har fået alt skænket, men selv vil dominere sin verden, så bringer man sig til fald, for så er man ikke længere ”en af disse små”.
”Hvad mener I?” indleder Jesus lignelsen, der afslutter teksten. Ja, hvad mener vi? Er det sådan, som Jesus siger, at hyrden sætter de 99 får på spil for at finde det ene, eller er det ikke sådan, det fungerer? Fungerer det i virkeligheden sådan, at hyrden er villig til at acceptere en procents tab? Hvad mener I? Svaret bestemmer, hvilken verden vi lever i. Gælder det sidste, befinder vi os i den verden, vi selv bestemmer over, som vi dominerer og behersker. Hvor man kan sætte en pris på tabet, og gøre regnskabet op. Som da Rud solgte sin krop til Pelle. Gælder det første, er det en verden, som vi ikke har magt over, som vi må lade os skænke ligesom det lille barn. I den verden er der ingen økonomisk logik. I den er alle fårene overladt til hyrdens forståelse af værdi.
Gælder den verden, må den gælde for ”disse små, som tror på mig” – også når de er bringes til fald. Når hånden, foden, øjet eller nogen anden bringer en af disse små til fald, er de som det vildfarne får, som har absolut værdi for hyrden, så han sætter alt ind på at finde det. ”Hvad mener I?” Er det ikke den sammenhæng, som evangeliet laver? Er meningen ikke, at den største i Himmerige er som et lille barn, der er en af disse små, som hyrden for intet i verden vil lade gå vild, selv ikke når noget eller nogen bringer det til fald? Tværtimod finder han det og glæder sig mere over det end over de 99 andre? ”Hvad mener I?” Kan man andet end modtage den meningssammenhæng som et lille barn og glæde sig over at være i den?
Pelle sidder og græmmer sig, fordi hans hånd og hans fod og hans øje viste ham, at han var en anden, end han ønskede at være. Han bragte sig til fald. Hvordan kan han se Rud i øjnene igen. Hvordan skal han møde Lasse-fars ansigt? Hvordan skal han kunne se sig i spejlet? I evangeliet får han svaret givet: Fordi han kan tro, at han er som et forvildet får, der bliver fundet. Ligesom Rud, hvis tilbud Pelle ikke kunne stå imod, kan tro, at han er en af disse små. Begge er de så omfattet af den meningssammenhæng, der er dem skænket. I den er begge det lille barn, som er størst i Himmerige. Og i den skal de opfatte hinanden som det barn, der er størst i Himmerige, så gælder det, som evangeliet siger: ”den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig”. Det gælder for Pelle og Rud, når de mødes igen. Det gælder for os.
DDS 12 – 639 – 444 — 41 – 378 – 696