22.s.e.trin. (1)

Den gældbundne tjener

v.21 Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« v.22 Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. v.23 Derfor:
Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. v.24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. v.25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. v.26 Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. v.27 Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden.
v.28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! v.29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. v.30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte.
v.31 Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. v.32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. v.33 Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? v.34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte.
v.35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«

Matth 18,21-35 (jf. Luk 17,3-4)

Tekstens forhold til de andre evangelier

Kun Jesu svar på Peters spørgsmål har en egentlig parallel i de andre evangelier. Det er i Lukasevangeliet, hvor Jesus siger: Tag jer i agt! Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham.  Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham. (Luk 17,3-4). Her er det Jesus, der taler, uden at nogle har spurgt ham om noget. Netop sådan en relation mellem Lukas- og Matthæusevangeliet, hvor Lukas har en lidt fritstående udtalelse af Jesus, mens Matthæus har indarbejdet det i en fortælling, har givet anledning til den meget udbredte teori, at Lukasevangeliet indeholder de mest oprindelige versioner af Jesusord fra en i dag ukendt kilde, som Matthæus også har kendt. Det er den kilde, der kaldes Q.

Tidligere har jeg argumenteret imod denne teori og for dens modsætning, at Lukas har kendt Matthæusevangeliet. Jeg skal indrømme, at denne tekst ikke er det bedste argument for den teori. Det er dog ikke umuligt at forestille sig, at det kan være foregået på den måde. Lukas er ikke så interesseret i forholdene internt i menigheden som Matthæus, og har derfor ikke så mange belæringer om, hvordan kristustroende skal optræde over for hinanden. Derfor udelader han lignelsen, men medtager ordet om tilgivelse, som han forbinder med syndsbekendelse og anger, hvilket passer udmærket i Lukas’ teologi.

Måske er det foregået sådan. Det er svært at sige ud fra denne parallel. Indholdsmæssigt bidrager den ikke med ret meget, bortset fra at vise, at Lukas eksplicit kræver anger, hvilket Matthæus ikke gør (men i lignelsen er der dog altid bøn om eftergivenhed).

Det apokryfe Hebræerevangelium har også en parallel til denne tekst:

”Hvis din broder – sagde han – har forsyndet sig imod dig i ord, og han har gjort det godt igen, skal du syv gange om dagen tage venligt imod ham. Hans discipel, Simon, sagde til ham: ”Syv gange om dagen!” Herren svarede og sagde til ham: ”Ja, jeg siger dig, endog indtil syvoghalvfjerds gange syv gange; thi selv hos profeterne er der, efter at de var salvet med Helligånden, fundet syndig tale.”

I den tekst, der tyder på at være afhængig af Matthæus- og Lukasevangeliet, er tilgivelsen gjort betinget af vedkommendes genoprettelse af sin forsyndelse.

Tekstens placering i Matthæusevangeliet

Som jeg vist også har sagt, er Matthæusevangeliet struktureret af fem store taler: Bjergprædikenen (Matth 5-7), Udsendelsestalen (Matth 10), Lignelsestalen (Matth 13), Menighedstalen (Matth 18) og Domstalen (Matth 24-25). Her er vi altså i menighedstalen, som delvist foregår som en dialog mellem disciplene og Jesus. Meningen er selvfølgelig, at Jesus i denne tale skal svare på spørgsmål om menighedsliv, som har været relevante i Matthæus’ sammenhæng. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om menighedstugt og forholdet mellem forsyndelser og tilgivelse inden for menigheden. Umiddelbart før denne tekst har Jesus forklaret, hvordan man skal forholde sig til brødre, der forsynder sig (Matth 18,15-20). Det er en ganske langmodig proces med flere led, som Jesus befaler, men til sidst skal vedkommende, hvis han ikke vil høre, hverken sin boder, eller en gruppe på to-tre vidner, eller hele menigheden, være som en hedning og en tolder for dem. Hvis vedkommende hører en af instanserne og vedkender sig sit ansvar, skal han imidlertid tilgives. Af den grund stiller Peter det spørgsmål, som indleder teksten.

Tekstens detaljer

Teksten er langt fra svær at forstå. Den er nærmest overtydelig. Problemerne opstår først, når man spørger lidt dybere i fortolkningen.

Umiddelbart er der to hovedafsnit: Peters spørgsmål og Jesu svar (Matth 18,21-22) og lignelsen (Matth 18,23-35). Lignelsen kan yderligere opdeles i kongen og tjeneren (Matth 18,23-27), tjeneren og hans medtjener (Matth 18,28-30), kongen og tjeneren igen (Matth 18,31-34), Jesu afslutning (Matth 18,35).

v.21-22: Som sagt er Peters spørgsmål foranlediget af udredningen om menighedstugt og tilrettevisning i det foregående. Han vil vide, hvor langt menighedens langmodig skal strække sig. Syv gange tilgivelse synes allerede at være skånsomt. Jesus overbyder imidlertid. Oversættelsen siger ”77 gange”. Den tidligere oversættelse skrev ”70 gange 7”. 77 er formentligt det rigtigt, da teksten refererer til 1 Mosebog 4,24, hvor Lemeks umådelige hævntørst viser sig ved, at han siger: ”Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange”. Den ubegrænsede hævntørst vendes om til ubegrænset tilgivelse. Det er meningen, uanset om man oversætter 77 eller 70 gange 7.

For at begrunde logikken bag denne forordning fortæller Jesus lignelsen om den gældsbundne tjener. Derfor indledes den med ”Derfor”.

v.23-27: Matthæus indleder gerne sine lignelser med formlen ”Himmeriget ligner …”. At det lignes med en konge, svarer til mange andre lignelser fra jødisk litteratur, hvor det er almindeligt at sammenligne Gud med en konge (i resten af lignelsen kaldes han Herre). Det passer også godt med udtrykket ”Himmeriget”, som egentlig hedder ”himlenes kongerige”. Imidlertid kan man spørge sig, om den overhovedet handler om Himmerige. Snarere handler den om menneskelige forhold, når de bestemt af Guds barmhjertighed.

Scenen er ganske klar. Herren holder regnskab og tilkalder de tjenere, der skylder ham penge. Jeg oversætter med ”tjener” ligesom den autoriserede oversættelse, selv om det græske ord betyder ”slave”, og jeg normalt foretrækker den oversættelse.

Gældens størrelse er helt urealistisk. 10.000 talenter skal ses i forhold til, at Herodes den Stores årsindtægt skulle være 900 talenter. Et andet sted fortælles det, at Judæas skatteindkrævning beløb sig til 600 talenter om året. 10.000 talenter er altså et helt astronomisk tal, der hverken kan passe med, at en tjener har kunnet låne det, eller at nogen har kunnet udlåne det. Pointen er selvfølgelig, at gælden er grænseløs.

Herren reagerer ved, at tjeneren og hans familie og alle hans ejendele skal sælges. Det kræver ikke nødvendigvis, at der er tale om en fri mand. En slave kunne jo sælges til hårdere arbejde, fx i minerne, hvilket jo både ville være en straf og en måde at realisere hans værdi på. Men fortællingen har størst effekt, hvis det er en fri mand, der sælges som slave, fordi han ikke kunne betale sin gæld. En slave blev typisk solgt for mellem 500 og 2000 denarer (en talent er 10.000 denarer), så det er en meget begrænset del af gælden, der kan inddrives på denne måde. Det viser blot, hvor overdreven bundløs gælden er.

Tjeneren beder for sit liv og lover at betale alt tilbage, hvilket jo er helt umuligt for ham. Derfor er det uventet og usandsynligt, at herren efterkommer hans ønske. Men ikke nok med det, han eftergiver den ubetalelige gæld.

v.28-30: Næste scene mellem tjeneren og en medtjener er sådan set forudsigelig. Medtjeneren skylder et langt mindre beløb: 100 denarer (som dog er betragteligt, hvis man regner med, at en daglejers dagløn var en denar; men igen viser det blot at tallene kun skal illustrere pointen: en uoverskuelig gæld over for en overskuelig gæld).

Tjeneren viser sig som sin herres negative modbillede. Han viser ingen langmodighed, men lader medtjeneren kaste i gældsfængsel. Logikken er vel, at nogle skal frikøbe ham fra det fængsel, så tjeneren kan få sine penge. Igen er de realistiske forhold ikke af interesse for Matthæus. Det handler om logikken i fortællingen.

v.31-34: Tjeneren bliver nu angivet til sin herre for sin nådesløse optræden. Medtjenerne er blevet bedrøvede over hans optræden. Denne detalje svarer til fremstillingen af menighedens procedure ved forsyndelser. Hvis synderen ikke hørte på menigheden og forbedrede sig, skulle vedkommende være som en hedning og en tolder. I dette tilfælde svarer medtjenerne til menigheden, der fremlægger den ubodfærdige synder for Herren.

Reaktion er forventelig. Herren fremstiller logikken for ham. Han burde have ladet den tilgivelse, som han selv havde modtaget, få konsekvenser for forholdet til egne skyldnere. Da han ikke har gjort det, pådrager hans sig herrens vrede, fordi han er ond og ikke lader sig påvirke af det gode, som han møder. Han udleveres til torturbødler. Hvordan det skal få ham til at betale, er uvist og endnu et af de led i fortællingen, der ikke hænger realistisk sammen.

v.35: Jesu afslutning på lignelsen forbinder den med menighedens situation og Peters spørgsmål. De er forpligtet til at vise barmhjertighed over for hinanden, fordi de selv er blevet vist barmhjertighed.

Tekstens fortolkning

Som sagt, er lignelsen ligetil at forstå. Selv om detaljerne ikke er realistiske, er der ingen forståelsesmæssige vanskeligheder. Lignelsen viser, hvorledes forholdet skal være mellem menighedsmedlemmer, og hvorfor det skal være sådan. Problemerne opstår, når man spørger lidt mere til symbolikken. Hvordan skal den bundløse gæld forstås? Er det selve det forhold, at de er blevet kristustroende, der udtrykkes som en eftergivelse af en uendelig gæld? Hvad der menneskesynet i det? Men måske kan man også forstå det således, at den tilgivelse, som de selv befinder sig i, kun findes så længe som de lever i den i forhold til deres medkristne. Altså skal relationen til Gud give sig udtryk i relationen til næsten, ellers findes den ikke.