Luk 17,5-10
Dele af bibelforskningen beskæftiger sig med, hvad der er de ældste lag i evangelierne. Det har gennem århundreder fået intens opmærksomhed, for derved mener man at kunne sige præcist, hvad Jesus selv sagde, og hvad evangelisterne har lagt ham i munden. Nogle af forskerne regner med, at evangelisterne har haft ældre kilder til deres rådighed. Skrifter, som i dag er forsvundet. De indeholdt løsrevne ord, som Jesus skulle have sagt, men ikke nogen fortælling om hans liv. Kun lidt mystiske udtalelser, visdomsord kunne man kalde dem. Fx ”havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet.” Som alt andet, der ikke er sat ind i en sammenhæng, er det næsten umuligt at forstå. For alting får først mening og bliver forståeligt i en bestemt sammenhæng. Derfor lavede evangelisterne en sammenhæng ved at sætte disse Jesus-ord ind i en fortælling, hvor Jesus også foretog sig ting, bl.a. diskuterede med jøder i sin samtid. Men først og fremmest samlede evangelisterne ordene og kombinerede dem, så de blev til større eller mindre taler. At de enkelte udtalelser fulgte efter hinanden på den måde, de gør i evangelierne, er altså evangelistens ansvar. Derfor kan man også konstatere betragtelige forskelle mellem de fire evangelier. I denne forskningsretning har man imidlertid en tendens til at mene, at evangelisterne har gjort det lidt tilfældigt, nærmest lidt sjusket. Så det er forskernes opgave at skille evangelieteksterne ad, for i virkeligheden kan det ikke hænge sammen, som evangelierne påstår.
Nu er det selvfølgelig til dels en smagssag, hvad der kan hænge sammen, og hvad der ikke kan. Når det handler om Bibelen er smagssagen et spørgsmål om teologi. Ofte falder forskernes resultater nemlig sammen med deres teologiske præferencer. Hvis Jesus i evangelierne siger to ting i sammenhæng, som ifølge forskernes teologiske opfattelse ikke kan hænge sammen, antager de, at det ikke hænger sammen, men er lidt klodset sammensat af evangelisten. Og så kan man igen få det til at betyde næste hvad som helst.
Evangelieteksten er en sådan tekst. For taler Jesus ikke om to forskellige ting deri? Han bliver spurgt om tro og så svarer han om sennepskornets tro. Den er så stor, at et menneske med den tro kunne udrette mirakuløse ting. Det handler om tro. Men så skifter han tilsyneladende tema og taler om en slave, der gør, hvad han får besked på og udfører sin pligt. Og de to ting, tro og pligt hænger jo ikke sammen.
Det ved vi fra reformatorerne og alle protestantiske teologer siden reformationen og i særdeleshed fra de store teologer i det tyvende århundrede. Troen er ikke en pligt, for et menneske kan intet gøre for dets forhold til Gud. I forhold til Gud kan man kun modtage. Intet kan man gøre for at gøre fortjent til den nåde, at Gud kommer mennesket i møde og tager det i favn helt ufortjent, helt uanset hvem og hvordan man er, ja på trods af, hvordan man er. Så kan mennesket intet andet end modtage denne nåde at måtte leve sit liv som den, Guds søn gav sit liv for. Kun sådan kan det budskab være egentligt frigørende. Kun sådan kan det sætte fri af den fortvivlede stræben efter at være god nok, den håbløse jagen efter at indfri alverdens krav og forventninger, og den selvplageriske selvvurdering af egen indsats og mangel på sammen. Og det er også kun ved at være uforskyldt, at budskabet kan frigøre fra den selvovervurderende tro på at udgøre verdens centrum og den selvbedrageriske opfattelse af at selv at være magten til at være til. Kun når evangeliet om Guds søns frelse af os forkyndes helt uden betingelser og forudsætninger kan det sætte os virkeligt fri til at leve ud af Guds nåde alene. Som et frø, der spirer og sætter blomst, helt i overensstemmelse med Guds vilje. I den tro er man sat helt fri af alle selvvurderinger og -evalueringer, fri for alle tankerne om værdien af ens virke, for den tro kan man bare modtage, så man helt ufortjent står under Guds nåde og uden egen fortjeneste lever livet i overensstemmelse med hans vilje. For det er sennepskornets vidundertro. Det har sin livskraft af Guds nåde og kan ikke andet end spire, vokse og leve i fuld overensstemmelse med hans vilje. Havde vi en sådan tro, kunne vi alt, hvad vi ville, for vi ville ikke andet end følge Guds vilje. Sådan er troen. Den må man ikke sætte i sammenhæng med pligt, og da slet ikke pligt, som en slaves sure pligt, når han skal betjene sin ejer.
Men det gør Jesus alligevel i Lukasevangeliet, da han bliver bedt om at give sine apostle mere tro. Det kan være svært at kapere for teologiske korrekte bibelfortolkere. For har pligt og tro noget med hinanden at gøre? Mon ikke det bare er Lukas, der har fået sat tingene forkert sammen? For var det ikke her, at Jesus i stedet skulle have talt om troen, som jeg lige har gjort. At de ikke skal bekymre sig om deres tros størrelse, for tro er at modtage den nåde, der kommer fra Gud. Som Abraham og alle de andre, vi hørte om for alteret. Eller i det mindste have fortalt en fortælling, som man kan se sig selv i. Ingen har lyst til at identificere sig med en slave, der ikke har nogen egenvilje, men udmattet fra markarbejde skal varte sin hensynsløse herre op. Det er en helt forkert måde at bruge fortællinger på.
For fortællinger er et effektivt middel til at skabe motivation. Det ved man i enhver ledelsessammenhæng. Firmaer udvikler fortællinger om deres virksomhed med et værdigrundlag, som den enkelte medarbejder kan tilslutte sig. Så kan man se sine egne værdier realiseret i virksomhedens virke. Så går man fx ikke på arbejde for at sælge telefoner, men for at forbinde mennesker. Og den enkelte medarbejder skal kunne se sit bidrag, som et led i den personlige udvikling, hvilket evalueres mindst en gang årligt i MUS-samtalen. For opgaverne skal være personligt udviklende for den enkelte. Endvidere skal alle mål og delmål fejres, så det udførte arbejde kan mærkes, når det materialiserer sig i et glas champagne eller en fortjent middag med kollegerne, foruden naturligvis bonusser og resultatløn. Alt dette skal skabe engagerede og medlevende medarbejdere, som dedikerer sig til deres arbejde, fordi de kan mærke det.
Kravet til religionerne, særligt kristendommen, er i øjeblikket det samme. Budskabet skal engagere og motivere. Man skal kunne mærke det og helst føle, at ilden tændes i en. I hvert fald skal religion ikke dyrkes af pligt, for det nærmer sig jo overgreb. Tro og pligt er jo nærmest modsætninger. Nej, religionerne, kristendommen, kirken skulle tage ved lære af virksomhederne, så vi kan få engagerede medlemmer, der brænder for sagen, fordi værdigrundlaget svarer til deres personlige målsætninger og liturgien bevæger dem. Man skal i højere grad kunne mærke det og blive følelsesmæssigt engageret. Det skal ikke være en pligt; man skal føle lyst til det. Sådan skulle vi gøre, så skulle vi nok få mere tro.
Men tro er ikke en følelse. Det er ikke en fornemmelse eller en stemning. Det er heller ikke en fortælling eller et værdigrundlag. Tro er at lade sig modtage som den, som den Jesus siger, at vi er. Tro er at leve livet som den, han gav sit liv for. Det er den kristne vidundertro. Derfor må det være pligten, som Jesus svarer med, da han bliver bedt om mere tro. For der stilles netop ikke særlige krav til personlig holdning eller private værdier. Mennesket skal ikke føle noget bestemt eller opleve noget særligt. Det kommer ikke an på dets humør eller indstilling. For pligten svarer til nåden: den er betingelsesløs. Nåden skal man ikke gøre sig fortjent til og den kan man ikke belønnes for. Pligten skal man ikke være motiveret for at kunne gøre; man skal ikke fejres, fordi man gør det. Sin pligt gør man, fordi man skal.
Den ubetingede pligt må være svaret, der svarer til den ubetingede nåde, når der spørges om mere tro. For den betingelsesløse nåde kræver ikke noget, heller ikke mere tro. Og derfor er pligten ikke modsætningen til troen. Tværtimod. Nåden gør livet til en pligt, som skal leves. Ligesom slaven, hvis rolle i livet er at tjene sin herre, er det vores plads i livet at tjene vor herre. Det skal vi ikke motiveres til med mere tro; det skal vi ikke belønnes for med særlige anerkendelser; det er en betingelsesløs pligt, fordi pligten udføres under den betingelsesløse nåde. Intet skal præsteres for at få den; at udføre den er selve livet under nåden. Når livet leves som en pligt, forlanges der intet andet; derfor er der intet, der kan fratages os retten til det; ingen, der kan sige, at vi ikke gør det godt nok, fordi vi ikke har den rette indstilling eller oplever det rigtigt. Så er det liv, vi lever, vores tro. Det er sennepsfrøets tro, at spire og vokse og blomstre, fordi det er Guds vilje. Og sådan skal vi modtage livet, ufortjent og ubetinget som en betingelsesløs pligt, for det er livet i tro.
DDS 3 – 396 – 577 — 580 – 321 – 217