Troens kraft og tjenerens vilkår
v.5 Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!«
v.6 Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
v.7 Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? v.8 Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. v.9 Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på?
v.10: Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«
Luk 17,5-10 (jf. Matt 17,20; 21,21; Mark 11,22-23)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er ikke en nøjagtig parallel til teksten i de andre evangelier, men ordet om at have tro som et sennepsfrø findes i en anden version hos Matthæus. Hos ham ville den tro kunne få et bjerg til at flytte sig (Matt 17,20). Det mest interessante er imidlertid Markus-teksten (Mark 11,22-23), som har en parallel i Matt 21,21. Den har både Matthæus og Lukas jo kendt. Den findes i forbindelse med forbandelsen af figentræet, som omkranser tempelrensningen i Markus- og Matthæusevangeliet. Der står:
”Næste morgen, da de gik forbi, så de, at figentræet var visnet fra roden. Og Peter, som kom i tanker om det, sagde til Jesus: »Rabbi, se, det figentræ, som du forbandede, er visnet.« Jesus sagde til dem: »Tro på Gud! Sandelig siger jeg jer: Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det. Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.” (Mark 11,20-23).
Man kan forestille sig, at ordet om at have tro som et sennepskorn og være i stand til at befale over bjerge er udviklet af Matthæus fra denne tekst. Lukas kunne så have overtaget det fra ham. Alternativt skulle det være fra den ukendte kilde Q. Men Lukas’ tekst ligner en version af Markus’ tekst pga. havet.
Imidlertid indgår det hos Matthæus i helbredelsen af såkaldte månesyge dreng, hvor Jesus i Matthæus’ version (jf. Mark 9,14-29; Luk 9,37-43) siger, at dæmonuddrivelser kræver tro, men havde man tro som et sennepsfrø, ville man kunne få et bjerg til at flytte sig. Hos Lukas er udsagnet ikke knyttet til noget bestemt, men eventuelt foranlediget af Jesu befaling om at tilgive ikke syv, men syvoghalvfjerdsgange.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Som sagt, forekommer apostlenes ønske om mere tro som foranlediget af perikopen forud, der handler om fald og tilgivelse. Jesus udråber ve over den, der måtte bringe en af de mindste til fald og befaler at tilgive en broder et uendeligt antal gange (77 skal stå for uoverskuelige antal).
Det hele foregår under Jesu lange vandring til Jerusalem, hvor Lukas gerne placerer forskelligt materiale, der ikke altid er hænger tæt sammen. Måske er det Lukas, der konstruerer en sammenhæng mellem enkelte perikoper, der ellers ikke har hørt sammen. I dette tilfælde skaber han dog en forbindelse, især til det efterfølgende.
Umiddelbart efter teksten følger nemlig helbredelsen af de ti spedalske, hvoraf kun en vender tilbage i taknemmelighed, men til gengæld får at vide, at hans tro har frelst ham. Helbredelsen bliver således en illustration af, hvad tro er. Det er grundlæggende at vide, hvor livet kommer fra.
Tekstens detaljer
Teksten falder naturligt i en kort udveksling mellem apostlene og Jesus (v. 5-6) efterfulgt af en lignelse eller eksempelfortælling, der skal illustrere pointen i Jesu svar til apostlene (v. 7-9). Til slut følger konklusionen i en direkte tiltale til dem (v. 10).
v.5-6: Det er bemærkelsesværdigt, at Lukas bruger betegnelsen ”apostle”. Han mener sikkert ikke andre end de tolv disciple, men begrebet er taget fra tiden efter påske, hvor de fungerer som apostle, hvilket Lukas fortæller om i Apostlenes Gerninger. På den måde lader Lukas den videre historie blive markeret allerede her.
Deres spørgsmål er ganske interessant. Er det, fordi Jesus i det foregående har talt om frafald eller om tilgivelse, at de ønsker mere tro? Hvorfor er det overhovedet en problematik, der kommer op? Det bliver jo endnu mere påfaldende, da Lukas netop lader deres senere virksomhed som apostle og altså autoritetspersoner i den tidlige menighed, komme til udtryk. Man fristes til at mene, at Lukas netop lader den almindelige tvivl på egen tro udtrykke af apostlene for at vise deres jævnbyrdighed med alle andre. Den efterfølgende lignelse skal da også sige, at de netop ikke har grund til at hævde sig.
Jesu svar er let forståeligt på billedplan, men vanskeligt at forhold sig til i udlægning. Hvad er det, det lille sennepsfrø kan? Og mener Lukas, at troen kan udrette mirakler, som han siger? Måske er selve pointen, at tro som et sennepsfrø er umuligt for mennesker. Man kan udlægge det således, at selv ikke apostlene har så meget tro som et sennepsfrø, i så fald ville de nemlig være helt i overensstemmelse med Guds mening med dem, og intet ville være umuligt for dem. De ville være et med Guds vilje. Men det har de ikke og kan ikke få, derfor gælder lignelsen for dem.
v.7-9: Igen er billedniveauet let forståeligt. Man kan, hvis man vil opholde sig ved og måske forarges over den slavekultur, som den afspejler. Man kan også blot tage det som et faktum, at den tidlige kristendom, og måske navnlig Lukas’ velhavende læsere, helt naturligt befandt sig i en sammenhæng, hvor de blev betjent af slaver. Ingen satte spørgsmålstegn ved det. Lige så lidt, som vi i dag sætter spørgsmålstegn ved pengeøkonomi eller lønarbejde. Pointe klar: Tjeneren skal tjene. Det er intet ekstraordinært. Nej, i slavekulturen var det tværtimod naturligt i den bogstaveligste forstand af ordet.
v.10: Og således apostlene. De er også tjenere og gør bare som det er naturligt for dem at gøre, nemlig hvad de får besked på. Derfor kan de ikke hovmodige sig eller bryste sig, lige så lidt som sennepsfrøet kan hævde sig ved at vokse og blive en sennepsplante. De gør det, der er helt naturligt for dem.
Tekstens fortolkning
Spørgsmålet i teksten er forholdet mellem ønsket om større tro og lignelsen om tjeneres pligt. Man kan måske sige forholdet mellem tro og pligt. Pointen synes at være, at Jesus ikke sondrer. De har ikke tro som et sennepsfrø, men skal underkaste sig deres pligt og gøre, som de får besked på. Som sennepsfrøets tro kun kan ytre sig ved at blive en sennepsplante, skal menneskets tro ytre sig i lydighed; ja, lydigheden er troen. Det fremgår af den efterfølgende helbredelsesberetning, da den ene helbredte udtrykker sin taknemmelighed. Det er tro at vide, hvorfra man modtager livet og derfor leve det i lydighed mod den opgave, man har fået. Det skal man ikke have særlig tak for, for i den tro er frelsen selv, som Jesus siger til den helbredte.