Matt 8,1-13
I begyndelsen af ugen kunne man opleve en magtdemonstration, som man kun ser hvert fjerde år. I år var den endda endnu mere demonstrativ end normalt, da den traditionelle falske beskedenhed var forsvundet. Verdens mægtigste mænd, for det var næsten udelukkende mænd, var samlet. Denne gang havde de rigeste fået plads. Ejere af internethandel, sociale medier og rumfartsprogrammer sad med blandt politikere, dommere og generaler. Åbenlyst opfattede valgsejren som deres egen. Det var lidt provokerende og lidt chokerende.
Men dagens hovedperson overgik formentlig dem alle i selvbevidsthed, da han proklamerede, at nu ville landet gå ind i en ny tid. En tid med lov og orden ved grænserne, en tid med fred og fordragelighed for indbyggerne, og en tid med økonomisk fremgang for alle borgerne. For denne præsident vil gøre op med det, som han har set på alt for længe. Retssystemet er korrumperet, mener han. Kulturen er forkvaklet. Landets lovlydige og hårdtarbejdende befolkning er blevet udnyttet. Nu kommer den tid, hvor de udstødte skal komme fra øst og vest og få plads ved bordet, mens den gamle, etablerede elite skal kastes ud i mørket udenfor, siger han.
Og det er lidt chokerende, at det store flertal af vælgere har kunnet genkende det billede og har kunnet genkende sig i billedet. Så nu kommer flertallet til orde gennem deres nye præsident. De magthavende modstanderne derovre ser forvirret til, for nu mister de deres magtposition. Og den gamle magt her i den gamle verden er skræmt. Det er lidt provokerende.
Mens han taler, ændrer verden sig. Hans ord bliver til virkelighed. Undtagelsestilstande bliver indført, aftaler bliver annulleret, nye forhold gennemføres, når han siger det. Med sit ord kan han gøre ting til virkelighed. Med sin underskrift kan han ændre verden. Han er øverstbefalende for verdens stærkeste hær. Når han siger til en: Gå!, så går han, og til en anden: Kom!, så kommer han, og til sin tjener: Gør det og det!, så gør han det. Hvis nogen ved, hvad det vil sige at have folk under sin kommando, er det ham.
Selv er han også under kommando og har en magt over sig, siger han. Måneder tilbage greb Gud ind i hans tilværelse og reddede ham fra et attentat, tror han. Det skete ikke uden grund, siger han, for han har en mission i livet. Han skal genrejse sit folk og sit land, sit rige – ikke blot til fordums storhed, men til en helt ny glorværdig fremtid, der vil overgå alt, hvad man tidligere har set. Gud tilsluttede sig missionen, da præsidentkandidaten var et splitsekund fra at blive myrdet. Således tror han, og det sker ham, som han troede. Det er næsten demonstrativt provokerende og chokerende at høre.
Provokationen og chokket er mindre demonstrativt i teksten fra Matthæusevangeliet. Jesus møder to mænd. Den ene står for det gamle. Det er den spedalske, som søger Jesus i tillid til, at han kan helbrede ham. ”Hvis du vil,” siger han, og Jesus svarer ”Jeg vil, bliv ren”. De er hinanden så nær, at Jesus kan røre ved ham. Straks forsvinder spedalskheden. Så er der kun anerkendelsen af renselsen tilbage. For i det gamle system er der en elite, der skal godkende det, hvis en spedalsk bliver helbredt. Reglerne er nøje foreskrevet i Det Gamle Testamente, og Jesus anfægter dem ikke. ”Gå hen og bliv undersøgt af præsten,” siger han, ”og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.” Jesus handler helt inden for de gamle konventioner i fuld accept af det præsteskab, der har magten. Hans frelsesgerning hører til inden for det jødiske folks udvælgelse og er i overensstemmelse med den israelitiske tradition. Derfor udfordrer han ikke de ordninger, der er givet folket af Gud i Moseloven, og ej heller de institutioner, der forvalter det.
Således er det også i det ældste evangelium, Markusevangeliet, som denne historie kommer fra. Matthæus kender den derfra og har kun ændret ganske små ting, da han indføjede den i sit eget evangelium. Men han gør noget mere. Han tilføjer historien om officeren i Kapernaum, hvis tjener bliver helbredt. De to helbredelser danner et par. Først jøden, der følger Moses’ forordninger, så hedningen, der ikke hører til det udvalgte folk. Og hedningen fremhæves på jødens bekostning. ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos noget i Israel,” siger Jesus. For officeren kender til magt. Han ved, hvad hierarkier betyder. Han er klar over, at man med sit ord kan ændre menneskers liv. Hvis en officer siger ”Gå!”, og den kommando gælder en march mod fjenden, så kan det ord betyde døden for den, der adlyder. Han ved at hans: ”Kom!” og ”Gør det og det!” kan forandre hans underordnedes liv. Han kan underlægge sig Jesu magt og adlyde hans befaling, for han kender sin plads i hierarkiet og kan selv modtage ordrer. ”Sig blot et ord,” siger han, så vil verden ændre sig og min tjener blive helbredt. Han kender ordenes magt og ordet alene forholder han sig til. Helbredelsen skal ikke godkendes i et gammelt system, og tjeneren ikke undersøges af gamle magthavere, for officeren modtager Jesu ord, og så sker det, som han troede.
Det er chokerende. Selv for Jesus i Matthæusevangeliet er officerens blinde tillid til hans ord chokerende. Så chokerende, at det forandrer alting. Officerens holdning giver ham plads ved bordet mellem patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. I kraft af den tro, som han lever i, inviteres han til bords blandt Guds udvalgte. Hans oprindelse, hans slægt og hans etnicitet har ikke længere betydning. Hans tro er alt, og den alene er adgangen til Himmeriget. Det er provokerende, at Rigets egne børn må efterlades udenfor. For i troen er invitationen, ingen andre steder: Det skal ske dig, som du tror.
Det er chokerende og provokerende i Matthæus’ sammenhæng, hvor man ellers mente at kunne stole på den udvælgelse af Israel, som Gud foretog på Sinaibjerget, da han gav sin lov til netop det folk og bekræftede at være deres Gud.
Det er voldsomt chokerende og provokerende, at den udvælgelse nu opnås for enhver, der lader Jesu ord forandre deres virkelighed ved at tro dem, som den hedenske officer.
Det er lige så voldsomt chokerende og provokerende, som det er for mig, hvis man lader Donald Trump og hans tro på Guds handling ved attentatet spejle i officerens tro på sin tjeners helbredelse. Officerens tro er så stor, at hans tjener blev helbredt ved et mirakel, Trumps tro er så stor, at han blev reddet ved et mirakel.
Det er provokerende og chokerende udlægning, og jeg har oprigtigt lyst til at fremhæve, at officeren siger, ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag,” for på den baggrund af ironisere over, hvordan Gud hos Trump bliver taget til indtægt for et politisk projekt, som i virkeligheden er blasfemisk, fordi det bliver Trump selv, der taler for Gud. For det er den religiøse retorik hos en rigmand, der indsættes som præsident og udnævner sig selv til frelser for sine tilbedere. Det ville jeg gerne fremanalysere for så til sidst at gøre mig morsom over det symbolske i at glemme at lægge hånden på Bibelen under den symbolske ed til fædrelandet og Gud, for mens det er let at have med Gud at gøre, når man bare snakker og Gud er enig i alt, hvad man siger, er det straks sværere, når man skal forholde sig til en tekst, der er skrevet i en bog. Så bliver man jo nærmest nødt til at gøre selve bogen til sin egen og udgive den under eget navn.
Sådan kunne jeg have lyst til at tale og dermed geninstallere et gammelt system med et traditionelt hierarki, hvor præsterne skal godkende mirakler, og der skal bringes ofre efter vores love om ydmyghed og beskedenhed. Så ville jeg selv have taget pladsen ved bordet sammen med Abraham og Isak og Jakob, hvorfra jeg ville mene at vide, hvem der kunne inviteres. Så ville Trump og alle hans tilhængere atter stå uden for i mørket, mens jeg ville sidde med rigets egne børn indenfor. Netop det, som de gør oprør mod, og det teksten gør op med, for der er ingen forskel.
Det er det chokerende og provokerende, at også de magthavende, som demonstrerer deres rigdom og udnytter deres magt, inviteres med til bordet. At de, der har folk i deres kommando og forandrer verden med deres ord og ændrer liv med deres underskrift, får plads ved bordet blandt Abraham og Isak og Jakob. At det sker dem, som de tror, som det sker enhver af os, som vi tror. Det er chokerende og provokerende, at der slet ingen forskel er, men det er grunden til, at også vi kan være sikre på at have plads.
DDS 10 – 344 – 652 – 488 – 520 – 7