Glæden afløser sorgen
Joh 16,16-22
Endelig lyder der atter salmesang i Vartov Kirke. Engang vil tiden uden salmer måske stå som en kort tid, men lige nu føles det som en lang sorgfuld tid, der glædeligvis er overstået. Det er en lettelse, at prædikenens enetale holdes på plads af fælles sang.
Med lettelsen følger presset med at vælge de rigtige salmer. Man kan gå helt galt. Hvis man i dag havde ladet sig forlede af de to følelser, der nævnes i teksten fra Johannesevangeliet, nemlig sorg og glæde, og havde valgt nr. 46: ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”, så havde det været helt forkert. For Kingos i øvrigt mageløse salme handler jo netop om, at sorg og glæde følges ad. På jorden er intet utvetydigt godt: ”Alle ting har sin foranderlig lykke”, ”alle kan finde sin sorrig i barm”. ”Himlen alene for sorgen er kvit.”
Det ville være helt forkert at synge den salme i dag. For i dag siger Jesus det modsatte til sine disciple. Sorgen og glæden holder ikke sammen. Lykke og ulykke går ikke på rad. For glæden afløser sorgen i Johannesevangeliet. Sorgen forsvinder og huskes ikke mere, for glæden, hun er født i dag. Det er ”sejer, glæde over glæde”.
Når Jesus udtrykker sig så kategorisk i Johannesevangeliet, er det, fordi sorg og glæde ikke kan vandre i hobe for ham. Sorg og glæde var to modsatte holdninger i antikken.
Sådan fremstilles det i den stoiske filosofi, som var på den dominerende filosofiske retning i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse. Og sandelig er kommet på mode igen. Den er blevet gjort populær af prominente psykologer, som fx Svend Brinkmann. Det kan undre, for stoicismen rummer meget, der er helt fremmed for vores verden. Men den har åbenbart også noget, som vores samtid ønsker sig. Den har en klar mening om at være menneske og om at leve det gode menneskeliv. Mennesket er et fornuftigt væsen, siger stoikerne. Det skal lade sig lede af sin fornuft, så vil det kunne forstå sig selv og finde sin rette plads i verden blandt andre mennesker. Fornuften lærer sandheden om alt det, vi frygter og bekymrer os om. Miljøkriser, naturkatastrofer, flygtningestrømme og alt muligt andet, der vækker vores opmærksomhed, er der jo ingen grund til at være bange for. Der er grund til at være på vagt og tage sig af det, men man skal netop forholde sig rationelt til og ikke lade sig drive rundt af sine let omskiftelige følelser. Med den rationelle indsigt og sin menneskelige fornuft kan man styre sig selv og stå fast.
Så vil man glæde sig i stedet for at bekymre sig. Glæde sig over, at man er menneske, som er i fællesskab med andre mennesker. Glæde sig over, at man lever et menneskeliv med sin menneskefornuft, som for stoikerne ikke blot er menneskelig, men faktisk i forbindelse med det guddommelige. Man vil så erkende, at det gode liv, er at følge fornuften og leve i overensstemmelse med den. Man vil forstå sig helt forbundet med og forpligtet af sin menneskelige natur. Så er det bedste man kan gøre at leve i fællesskab med alle andre fornuftige mennesker. Og i dét menneskelige fællesskab er det gode liv, det der gør godt for andre. Således vil man helt naturligt vende sig ud, som Brinkmann vist ville sige. I det liv er glæden.
Filosoffen Seneca, som er en af bagmændene for den stoiske filosofi, ville tilføje, at man slap for at skulle jage efter alle mulige tilfældige nydelser og kortvarige fornøjelser. Bedre mad, større hus, hurtigere bil, længere ferier. Alt dette ville ikke betyde noget for den, der har forstået sin rolle som menneske. Han ville leve i overensstemmelse med naturen og verden og det menneskelige fællesskab. Det ville være den sande glæde, som ingen kan tage fra ham.
Teksten i dag bruger netop to af de følelsesladede holdninger, som stoikerne dels tog afstand fra, dels hyldede. Sorg er en følelse, der opstår af noget nærværende ubehageligt og uønsket. I dette tilfælde er det Jesu fravær, der er uønsket og fremkalder sorg. Men sorg er ufornuftig ifølge stoikerne. Den griber en og overmander en. Man kan ikke stå imod, men kastes rundt af den, som om man bliver grebet af en bølge. Det er ikke så underligt, at havet ofte er billede på disse irrationelle følelser, for de kendes nemlig ved at tage magten og overvælde personen, så vedkommende kan føle det, som om han er ved at drukne i sorgen.
Modsat glæden. Den er en god følelse, der opstår af noget nærværende behageligt og ønsket. I dette tilfælde er det Jesu fornyede nærvær. Når han atter viser sig for disciplene vil de blive glade. Men det er mere end det, for glæden er ifølge stoikerne ikke en irrationel følelse, der tager magten fra en, som sorgen er. Det er en fornuftig følelse, der er en rationel måde at forholde sig til de aktuelle omstændigheder på. Som glæden over barnet, der er kommet til verden, helt fornuftigt overskygger den sorg, der var involveret i fødselssmerten. Den, der har den sande indsigt, har også den sande glæde, som ikke kan mistes. Ingen kan tage den glæde bort.
I Johannesevangeliet er det netop det, der sker for disciplene, da Jesus efter en kort tid kommer til syne for dem i opstandelsen. De bliver glade, da de ser hans korsmærker og forstår, at det er den korsfæstede, der nu er levende til stede iblandt dem. Da så de, at livet er stærkere end døden. Det gjorde dem glade. Den glæde kan ingen tage fra dem. Den er udelt, for den beror på den indsigt, at Jesus, der blev korsfæstet og opstod, åbenbarede Guds kærlighed til dem. ”Halleluja”, kunne de udbryde, ”jeg har min Jesus fundet, hans nådes glans er klart i mig oprundet”.
Mødet med den opstandne skaber glæden i Johannesevangeliet. Men Johannesevangeliets læsere var ikke til stede. Det var tilhørerne til evangeliet heller ikke. Kirkegængerne i landets kirker, der hører denne tekst læst op, har ikke set den opstandne Kristus. Han har ikke vist dem sine korsmærker. Det ved Johannesevangeliet godt. Det er selve pointen i det evangelium. Derfor er det skrevet. Det er skrevet for os, der ikke har set den opstandne Kristus. Det er skrevet, for at vi skal tro på ham og, når vi tror, have liv i hans navn.
Men evangeliet er ikke Kristus. Oplæsningen er ikke opstandelsen. At høre om Jesus er ikke at møde ham. Men i evangeliet hører vi ham love, at han vil se os igen. Løftet fastholder evangeliet, så vi får lov at forholde os til det, når vi hører: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig”. I det løfte lever vi, når vi tror og har livet i hans navn.
Så er der i den tro den fuldkomne glæde, som ingen kan tage fra os. For præcist som stoikernes pointe, så består denne glæde ikke i en eller anden fornøjelse, som hurtigt kan være forbi; det er heller ikke en forbigående følelse, som man kan overmandes af; eller en særlig status, som kan miste. Glæden kommer af troen, at livet er stærkere end døden, som den korsfæstede viste det som opstanden for sine disciple. At leve i den tro er den sande, umistelige glæde, som retter opmærksomheden bort fra en selv og de kortvarige nydelser og forbigående bekymringer, man måtte være optaget af. Og i stedet retter den ud mod de mennesker, som man deler dette liv med.
Fundamentet for den glæde er ikke den menneskelige rationalitet, som det er i stoicismen. Stoikerne satte deres lid til den menneskelige fornuft, der inde fra mennesket selv skulle sætte det i stand til at opnå den sande glæde og det gode liv. Det gjorde stoicismen til en filosofi for privilegerede mænd, der havde tid og overskud til at filosofere. I kristendommen ligger fundamentet uden for mennesket i troen på den opstandne Kristus, der kommer til os. Således kræves der intet særligt fornuftigt eller filosofisk for at få del i den fuldendte glæde. Den er til stede for alle i troen på den korsfæstede og opstandne frelser, der kommer til os.
Derfor ville det være forkert at synge sorrig og glæde de vandre til hobe, for deri står løftets indfrielse forude i himlen, hvor alene salighed har stand. I stedet skal vi synge Grundtvigs ”En liden stund i rosens lund”, for i den er rosenlunden kun adskilt fra himmerig ved en enkelt nat. Grundtvig skaber en direkte sammenhæng mellem livet i denne rosens lund og det kommende hos Gud Fader, så livet her ikke står i skyggen af Himmeriget, som det gør hos Kingo, men tværtimod er oplyst af lyset fra Guds sol. Og det er meningen i Johannesevangeliet. Når livet i verden leves i løftet om Kristi komme, så er der en direkte forbindelse til det evige liv. Ja, for Johannes er det det evige liv. Det er den fuldendte glæde at leve i det. Den skal ingen tage fra os.