I min faders hus
v.1 Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! v.2 I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v.3 Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v.4 Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«
v.5 Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«
v.6 Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v.7 Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
v.8 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«
v.9 Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? v.10 Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. v.11 Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Joh 14,1-11
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er ingen paralleller til denne meget johannæiske tekst.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Komplekset kap. 13-17 i Johannesevangeliet kaldes gerne ”afskedstalen” eller ”afskedstalerne”, alt efter om man finder, at det er en gennemkomponeret enhed eller er sammensat af flere dele, som ikke nødvendigvis er gnidningsfrit redigeret. Under alle omstændigheder er der en lidt brat overgang fra kap. 13, der slutter med, at Jesus forudsiger Peters fornægtelse som i synoptikerne. Mange eksegeter ser det som et tegn på, at der med kap. 14 begynder en ny redaktionel del af talerne. Hvor afslutningen af kap. 13 var en johannæisk bearbejdning af et synoptisk evangelium, er det med kap. 14 enten en anden kilde eller evangelisten selv, der skriver sin egen tale. I hvert fald indledes en ny del af talen.
I det følgende fortsætter talen med temaet gerninger og løftet om Talsmanden, som er et andet ord for Helligånden. Den er, som det vil fremgå, udtryk for det, der skal gælde i stedet for forventningen om en fremtidig bolig i himlen. Således hænger det nært sammen med den tekst, der slutter i v. 11.
Tekstens detaljer
Dialogen bestemmer tekstens struktur. Jesus indleder med et statement (v. 1-3), og de to disciples spørgsmål (v. 5 og v. 8) giver ham anledning til at uddybe meningen. Hans svar er reelt en fortolkning af den forestilling, han præsenterede indledningsvis.
v.1-3: Jesu udtalelse er egentlig ganske klar. I hans fars himmelske bolig er der plads til mange. Han går bort for at gøre en plads klar til sine tilhængere, som han senere vil komme tilbage og hente. Forestillingen er en traditionel opfattelse af dels himlen, hvor Gud og følgelig hans søn hører til, dels af frelsen, som består i at komme i himlen og være sammen med Gud. Hertil kommer en lige så traditionel kristen forestilling om, at Jesus skal komme igen og hente de troende til evigt samvær med ham i skyen, som Paulus skriver i Første Thessalonikerbrev 4.
Johannesevangeliet ellers ikke indeholder mange af den slags traditionelle forestillinger. Ofte beskrives det evige liv, som noget de troende har allerede nu i troen på Jesus (fx Joh 17,3). Hvor den traditionelle forestilling kaldes futurisk eskatologi, kaldes den typisk johannæiske eskatologi præsentisk. Den afviger til gengæld fra forestillingen i de andre nytestamentlige skrifter. Af den grund er det en almindelig antagelse, at evangelisten i disse vers viderefører en gammel opfattelse, der har været almindelig kendt i menigheden. Måske citerer han endda noget, som man har sagt i forbindelse med undervisning eller lignende. Pointen er imidlertid, at han selv er uenig. Muligvis afviser han ikke direkte den traditionelle forestilling, men han raffinerer den og tilføjer sin egen, mere sofistikerede opfattelse. Det handler dialogen med Thomas og Filip om.
v.4 For at få dialogen i gang slutter Jesu statement med udsagnet om, at de kender vejen. Det vers er altså ikke en del af gammelkendte forestilling.
v.5: Thomas, som spiller en temmelig stor rolle i Johannesevangeliet (jf. sidste del af kap. 20 om ”tvivleren” Thomas), spørger om det oplagte. Jesus har annonceret sig afgang – læseren ved selvfølgelig, at han mener, at han gennem korsdød og opstandelse skal vende tilbage til sin himmelske fader, som han er udgået fra – men disciplene ved ikke, hvad han mener. Hvordan skal de så kende vejen?
Der er et dybere spørgsmål heri. Jesus har indledningsvis præsenteret den almindelige, traditionelle forestilling om frelsen. Spørgsmålet er, hvordan man får del i den. Eller endnu dybere: Hvad betyder ideen om en hinsidig, fremtidig frelse? Hvad betyder det nu? Dét spørgsmål beskæftiger Johannesevangeliet. Hvad betyder det, at Jesus engang skal komme igen og hente sine tilhængere til himlen? Vi lever jo på jorden nu.
v.6: Jesu svar er bare første led af forklaringen, som står i modsætning til en forestilling om en dommedag engang i fremtiden. Det handler ikke om at kunne blive frelst engang i fremtiden. Dommedag er nu, for adgangen til frelsen er til stede i Jesus. Han er sandheden, vejen og livet. Dette skal forstås som et altomfattende udsagn. Alt det man kan tænke sig om Gud og hans forhold til mennesker, er i Jesus. Det er Johannesevangeliets kristocentrisme og kristomani: Han er alt, uden ham er der intet forhold til Gud. Alt afgøres derfor i forholdet til ham.
Man behøver ikke udlægge de enkelte dele. Sandheden, vejen og livet er udtryk for alt det, der omhandler Gud: Det man kan vide, det man skal gøre, det man kan ønske. Alt er nu i Jesus. Det er første udlægning af ideen om frelsen og det evige liv. Adgangen findes i Jesus nu.
v.7: Så følger næste del naturligt efter. Alt, hvad man kan vide om Gud, kan man vide gennem Jesus og kun gennem ham. Adgangen findes kun i Jesus. Det følger naturligt af forrige vers. Mere overraskende er det, at han siger, at de allerede ved det. Man må opfatte det således, at det er igennem Jesu jordiske eksistens, inklusive den kommende korsdød og opstandelse, at dette er muligt. Jesus åbenbarer Gud gennem sit liv og sin død. Han viser, hvem Gud er ved at give sit liv for sine venner. Og siden opstå som Guds søn, mærket af korset, men umiskendeligt guddommeligt. Det er i evangeliets fortælling ikke sket endnu (men læserne kender historien og har derfor en dybere indsigt end både Thomas og Filip). Derfor kan de ikke tro. Alting må være fuldbragt, førend de kan komme til erkendelse af, hvem han er. Det er grundlaget for den følgende udveksling.
Pointen over for læseren er, at Jesus åbenbarer alt, man kan vide om Gud. Der er ingen viden om ham, der ikke er formidlet gennem Jesus. Derimod ved man ikke, om der er noget af Gud, der ikke er åbenbaret. Kun ved vi, at så vidt vi kan vide, er han åbenbaret gennem Jesus.
v.8: Filip tager det op. Han har præcist ikke forstået noget. Han tror, at faderen, Gud, er noget ved siden af Jesus, som han kan henvise til. Det er netop forkert. Jesus kan ikke henvise til Gud. Han kan kun vise ham i sig selv. Det svarer han i næste vers.
v.9-11: Jesus er i faderen; faderen er i ham. Derfor kan han ikke vise væk fra sig selv for at vise faderen. Han kan kun vise sig selv. Tilsvarende kan der ikke være et forhold til Gud uden om forholdet til Jesus. Med andre ord: Kender man Gud, kender man ham kun i kraft af det forhold, man har til Jesus. Og – og det er radikalt – uden et forhold til Jesus, er Gud der ikke. Helt modsat den indledende traditionelle forestilling, hvor Gud var et sted i himlen, hvor Jesus kunne gå hen for at berede plads, er Gud nu til stede i ham og kun i ham, så pladsen hos Gud er lig med forholdet til Jesus.
Som sagt, er det umuligt for disciplene at tro det før Jesu død og opstandelse. Først da er det klart, at han er i faderen, og faderen er i ham. Nu opfordres de til at tro på grund af gerningerne. I evangeliets sammenhæng skal troen på grund af gerninger sikkert forstås som en forberedende tro, der er mulig under Jesu jordeliv og siden skal afløses af den fuldkomne erkendelse, når han er opstanden. Men sagen er, at det ikke er muligt. Jesu ord kan fortolkes som en vanvittigs overspændte selvopfattelse, hvis man ikke tror dem. Hans gerninger, dvs. hans mirakler, kan forstås som en fupmagers måde at forføre masserne på, hvis man ikke tror på ham. For pointen er den samme: Uden for et forhold til Jesus, kan man ikke tro ham. Præcist som han ikke kan henvise til Gud uden for sig selv. Præcist som man ikke kan erkende Gud uden for erkendelsen af Jesus.
Tekstens fortolkning
Som det til overflod er fremgået af fortolkningen af detaljerne, handler teksten om en fortolkning af den traditionelle fremstilling af frelsen i himlen engang i fremtiden. Den idé bliver omsat til et forhold til Jesus her og nu. Med andre ord er det, der almindeligvis udskydes til en anden tid, et andet sted, til stede nu og her i Jesus. Det helt radikale er, at det kun er til stede nu og her. Derfor bliver frelsen, det evige liv, de himmelske boliger, og hvad det ellers kaldes, trukket ind i det aktuelle menneskeliv, for så vidt det leves i troen på Jesus. Uden for det gives det ikke.
Det kommer til udtryk i de følgende vers, hvor Jesus lover at sende Talsmanden, som er Helligånden. Den skal netop etablere den relation til Gud, der ikke ligger i fremtiden, men er til stede nu i troen på Jesus. I den relation er den traditionelle forestilling helt omformet, så den kommende dommedag med Jesu genkomst ikke er en gang i fremtiden, men er, når Jesus efter sin død kommer til dem, så de kan erkende, hvem han er, for på den dag vil de have plads – ikke i himlen engang, men nu i forholdet mellem faderen og sønnen, som ånden indlemmer dem i (v. 20).
Formentlig har Johannes haft mere konkrete forestillinger om Helligånden, der næsten fysisk skulle forbinde de troende med det guddommelige og give dem en særlig erkendelse og særlige evner. Det kan man ikke følge. Men man kan følge, at forholdet til det guddommelige ikke er udsat til en anden tid og et andet sted, men er til stede i troen nu. Det er måske sværere at følge, at det kun findes deri, men så radikal er Johannesevangeliet.