Joh 16,16-22
Forventningens glæde er det største, skulle Søren Kierkegaard have sagt og have inviteret Regine Olsen i Det Kongelige Teater for at se Don Juan, men have taget hende med ud efter de første takter, for nu havde hun fået det bedste: Forventningens glæde.
Det passer ikke. Kierkegaard har aldrig skrevet, at forventningens glæde er det største, og den pågældende aften, fortæller Regine, forlod de teatret efter første akt, fordi Søren havde hovedpine. Men selv om historien er falsk, kan pointen nok være sand, hvis den er det.
Jeg har hør en anden historie. Engang i sidste halvdel af 1940’erne beslutter to mænd i deres bedste alder, at de vil ud at se verden. Efter de fem mørke år har de behov for at opleve noget nyt og anderledes. At blive fyldt at fremmede indtryk og ukendte sanseoplevelser. De vil opleve det sagnomspundne forår i Paris. Så de går i gang med planlægningen i god tid. I skyggen af krigen skal der ansøges om visum. Desuden skal der laves rejseplan og bestilles togbilletter og hotelværelser. Og man skal have banken til at bestille valuta. Ikke bare franske frank, men også tyske mark, for der bliver nok tid til at få lille en, når de skal skifte i Hamborg. Det hele er en kompliceret proces og selv om postvæsenet var langt mere effektivt kort efter krigen end i dag, er kommunikationen alligevel langsommelig. Jævnligt må de mødes og koordinere forberedelserne. Imens forestiller de sig de store oplevelser, der venter dem. De parisiske boulevarder. Eiffeltårnet og Notre Dame. Seinebredden med de små cafeer. Og nattelivet omkring Place Pigalle. Det skal blive en storslået rejse. Uforglemmelig. Endelig oprinder rejsedagen, og de to venner tager afsked med familien på perronen i sjællandsk stationsby og begiver sig ud på Rejsen. Første stop var planmæssigt Fredericia, hvor toget ankom rettidigt ifølge den plan, som mændene nok kunne udenad, men alligevel hele tiden kontrollerede. Der var halvanden times tid til forbindelsen til Hamborg kom. Og de havde aftalt at tilbringe ventetiden på Jernbanecafeen. De kunne nå en enkelt øl og en dram, mente de. Også det var ret planlagt, og der var endda rigeligt tid til at skylle efter med en enkelt øl mere. Så kigger de hinanden i øjnene. Rejsen skal blive den største oplevelse i deres liv. Intet mindre kan gøre det. Så de tager beslutningen. Måske bestiller de en enkelt skarp mere, og så tager de hjem. Thi rejsen skal ikke ødelægges af at gennemføres. Forventningens glæde er det største.
Den historie er sand. Men selv om historien er sand, kan pointen kan jo nok være falsk, hvis den er det.
For skulle det ikke netop være sådan, at forventningens glæde er det største, fordi ingen og intet kan ødelægge den? Skulle forventningens opfyldelse blive en skuffelse, har forventningens glæde dog ikke været mindre. Kan realiteterne i virkeligheden ikke leve op til forestillingerne i forventningen, bliver de dog ikke ringere af den grund. Således skulle forventningens glæde være det største, for den er helt ens egen og kan ikke tages bort af nogen eller noget. Hvis Søren Kierkegaard skulle have ment, at forventningens glæde er det største, må det være dette, han har ment.
Men er det sandt? Er det ikke snarere som mændene på rejsen har forstået, at skuffelsen vitterligt ødelægger glæden over forventningen. Når virkeligheden ikke lever op til forestillingen, står man ikke tilbage med et lykkeligt minde om forventningens glæde, men i stedet modsunken og slukøret. For det viste sig, at der ikke var hold i det, man forventede. Det, man glædede sig til, forblev uvirkeligt. Drømmene var indholdsløse, for de kunne ikke indfris. Forventningen forekommer ikke glædelig i skuffelsens skygge. Tværtimod forekommer den bedragerisk, når dens tomhed afsløres af virkeligheden.
Ja, forventningen kan vise sig at være være selvbedragerisk, for den skuffede forventning kan afsløre, at man ikke selv var den, som man troede i sin begejstrede forventning. Skuffelsen udstiller, at man havde forventet at være en anden, end man blev. Barnet, der havde ønsket sig den store gave, og glædet sig til at være det barn, der fik den bedste gave. Det barn føler et stik i maven, når forældrene ikke gjorde det til det lykkeligste af alle børn. Den voksne, der havde set frem til den fine titel med megen indflydelse, og måtte sande, at evnerne ikke blev vurderet gode nok. Den person dukker sig en lille smule, fordi vedkommende ikke kunne blive den, som personen gerne ville være. Enhver, der har forestillet sin egen fremgang, og har kunnet konstatere, at man ikke magtede det, føler sig en lille smule mindre, fordi man ikke nåede det, man havde ønsket. Man skjuler det bag irritation eller forklaringer. Man giver skylden til omstændigheder og tilfældigheder. Man kan vise forståelse for, at det måtte være, som det er. Men skuffelsen er skuffelse, fordi man ikke kunne blive den, man gerne ville være. Skuffelsen er smertelig, for den afslører, at man gerne ville være en anden, som man ikke kunne blive. Selv mændenes rejse er dybest set udtryk for et ønske om at blive dem med de eksotiske erfaringer og vide horisonter. Skuffelsen ville fratage dem det, og deres almindelighed ville blot blive endnu mere tydelig for dem selv. Så er det bedre ikke at gennemføre rejsen, mente de.
Forventningens glæde er ikke det største. Den indfriede forventning må være det største. Det stiller Jesus sine disciple i udsigt. Nu har de sorg og pine, men det skal blive til glæde, for de skal se ham igen, og da skal den glæde være, som ingen kan tage fra dem. Den glæde, der er fuldendt, fordi den er opfyldt. Den kan ingen tage fra dem. Ikke blot fordi løftet om, at Jesus kun vil være borte for en kort tid, bliver indfriet; men fordi de bliver dem, som de gerne vil være, når løftet indfries. Deres identitet bliver fuldendt i opfyldelsen, fordi de bliver til dem, til hvem Jesus kom efter en kort tid. Dem, han ikke lod alene tilbage, men kom til, som han havde lovet. Det er den fuldendte glæde, at Jesus gik bort, men kom til dem og så dem igen, for den glæde kan ingen tage fra dem. For nu er de dem, som Jesus kom til.
I Johannesevangeliet fungerer det sådan, at Jesus må gå bort for at fuldende sin gerning. Hans korsdød er en integreret del af hans virke, for han skal åbenbare, hvem Gud er. Det kan han kun, hvis han giver sit liv i døden som den ultimative kærlighedsgerning for sine venner. Den gerning, der mere end noget kan udtrykke den ubetingede kærlighed. Det må han gøre for at åbenbare, hvem Gud er. Når han som opstanden kommer til disciplene, bærer han derfor korsmærkerne på sin krop som tegn på den grænseløse kærlighed, som han har udtrykt gennem sin korsdød. Som opstanden kommer han til disciplene og viser sine korsmærker, for nu kan det på ham kendes, hvordan Gud er. Nu har de den fulde indsigt i, hvem Gud er. Han er den, der giver sig til kende i sin korsfæstede søn. Han, der gav sit liv for sine venner.
Erkendelsen af ham er glædelig, men glæden fuldendes, fordi forventningen opfyldes. Han kommer til dem og gør dem til dem, han kommer til. Når han er kommet til dem, er de bestemt af åbenbaringen af Gud gennem hans korsdød. Den var rettet til dem. Ingen kan tage deres glæde fra dem, for den er fuldendt, når han kommer til dem. Så er de omfattet af den guddommelige kærlighed, der er kommet til udtryk i korsdøden. De er dem, som Guds søn satte sit liv til for. Glæden kan ikke skuffes, for man kan ikke forvente mere, for der er ikke mere at forvente. Glæden kan ingen tage bort.
Glæden kan ingen tage bort, for glæden beror ikke på en selv. Den kommer ikke af begivenheder, der skal indtræffe, eller præstationer, der skal udføres. Den afhænger ikke af andre og er ikke afhængig af andre, for den er i det ord, der kommer til os om den korsfæstede og opstandne. Når det ord rammer os, er vi meget mere, end vi kunne forvente at blive. Så er vi modtagere af den guddommelige kærlighed, der viste sig i korset.
Glæden er i det glædelige budskab, at alle skuffede forventninger, alle uindfriede drømme og alle brudte forhåbninger ikke kan ændre på det, der gælder, når Kristus kommer til os, som han gør, når vi får lov at forstå hans korsdød som åbenbaringen af Guds kærlighed til os. Så er glæden fuldkommen. Den er fundament for alle forventninger både dem, der indfris og dem, der skuffes. Det største er ikke forventningens glæde. Det største er at kunne skuffes uden at miste glæden. Det er den fuldkomne glæde, der er at være dem, vi er i det ord om Kristus, der kommer til os. Den glæde kan ingen tage fra os.
DDS 12 – 324 – 654 — 320 – 227 – 407