Joh 14,1-11
I fredags var jeg til en meget fin fest. Jeg skulle holde en stor tale for min yndlingskunstner, Marina Abramovic, som skulle have en fornem pris. Jeg havde glædet mig meget. Faktisk i flere år, for festen blev aflyst sidste år, da kunstneren blev alvorligt syg. Det blev en meget god dag, for mig i hvert fald. Hun kunne godt lide min tale, og jeg fik så meget ros, at jeg næsten bliver flov over at tænke på det. I går, da jeg skulle skrive denne prædiken, kunne jeg næsten ikke koncentrere mig, fordi jeg stadig tænkte på festen og var helt fyldt op af glæde over, at det var gået så godt. Derfor valgte jeg at indlede med at fortælle jer om den, for jeg kan næsten ikke lade være.
Formentlig kender konfirmanderne det og deres familier det. Også de har glædet sig i lang tid, nok omkring et års tid, og nu er dagen endelig kommet, hvor konfirmationen skal finde sted og festen skal holdes. Jeg er sikker på, at I ikke er lige så spændte og nervøse, som jeg var i fredags, men I er nok spændte og nervøse, for nu skal det ske. Derfor har jeg lyst til at fortælle, hvad kunstneren Marina Abramovic gjorde i fredags, da hun havde fået sin store pris og skulle holde takke tale. Hun bad alle lukke øjnene og trække vejret 12 gange. Langsomt ind og ud, men hun talte: 1 træk vejret ind … pust ud … 2 træk vejret ind … pust ud 3 … Og så sad vi flere hundrede mennesker og trak vejret sammen. Med den øvelse ville hun lære os at være til stede nu. Hun ville minde os om, at livet sker nu. Det er nu, at det skal leves.
På en måde kunne jeg have lyst til at give det råd videre til de forventningsfulde konfirmander i dag, at de skal huske at være til stede nu i dag, for i dag er deres konfirmationsdag. På den anden side tænker jeg, at de kan risikere at få mange gode råd i dag, så de har nok ikke brug for endnu et godt råd fra præsten. Slet ikke et, som han har stjålet fra sin store heltinde.
I det hele taget kan man spørge sig, om der ikke er tilstrækkeligt med voksne mennesker, der gerne vil give unge mennesker råd og vejledning. Jeg har hørt, at man i 8. klasse i folkeskolen møder en UU-vejleder. Det står for ungdommens uddannelsesvejledning. Vejlederne skal hjælpe med det rette uddannelsesvalg. Jeg troede, at det var den første vejleder, man mødte. Men ved at google fandt jeg ud af, at der også findes trivselsvejledere, som børnene møder i indskolingen. Herefter går det stærkt med vejlederne. Der kommer studievejledere og erhvervsvejledere. Der er vejledningsforløb og e-vejledning. Mange vil gerne lede på vejen, så de unge kommer på rette vej.
Med al den vej-ledning kommer man til at tro, at der er en vej at gå. At livet er en vej, der fører et bestemt sted hen, og det gælder om at komme derhen så hurtigt som muligt. Ikke blive bremset på vejen, ikke komme på afveje, men gå den lige vej frem mod målet, hvad det så end er. For målet er jo ikke at få en uddannelse så hurtigt som muligt eller et arbejde så hurtigt som muligt. Målet er heller ikke at finde frem til noget eller blive noget bestemt så hurtigt som muligt, for livet er jo slet ikke en vej med et mål. Det kan man tro med al den vejledning, men livet er jo livet. Det sker nu og her. Det har ikke nogen retning og ikke noget mål, ud over hvad vi selv bestemmer, at det skal have. Når alle vejlederne og rådgiverne vil vise vejen frem, så navnlig unge mennesker ikke spiller tiden og bliver hængende i noget, som kan forsinke dem; så de ikke gør afveje eller kommer bagud; så kunne man godt tænke sig at gøre som Marina Abramovic i fredags og sige: luk øjnene og tag 12 langsomme vejrtrækning, for livet er der stadig, når I åbner øjnene. Det kan man ikke komme for sent til, for det er ikke en vej, som man skal nå at gå for at komme til målet.
Kristendommen har ellers ofte ment netop det. Man kristne har netop opfattet livet som en vej, der skulle tilbagelægges hurtigt og sikkert for at nå frem til målet: Den evige salighed. Eller som der står i evangelieteksten i dag: de himmelske boliger, hvor Jesus har gjort en plads parat. Så skulle livet gælde om at gå vejen uden at lade sig føre vild af fristelser og forstyrrelser, så man forlader den rette vej og aldrig kommer frem. Sådan har mange kristne levet deres liv, med blikket stift rettet mod det længere fremme og helt uden sans for det, der sker nu. Måske skulle nogen have sagt, at de skulle tage 12 dybe vejrtrækninger.
Ligesom Filip i dagens evangelietekst. Jesus har sagt, at han har gjort plads klar i de himmelske boliger, og straks opfatter Filip det, som et mål, til hvilket de skal gå. Et sted, som de skal gå hen. Kunne han bare få vejledning, så han kan komme derhen hurtigst muligt. Hjem til de himmelske boliger.
Men der sker noget mærkeligt i Johannesevangeliet, for Jesus vil ikke svare på spørgsmålet. Har du intet forstået, spørger han ham? Tror du, at det handler om noget i fremtiden, som du skal nå? Noget, som du skal skynde dig frem til? Tror du ikke, at det er nu? Heldigvis beder Jesus ikke Filip tage 12 dybe vejrtrækninger, for så enkelt er det ikke. Men Jesus siger, at vejen er ikke en vej, som man skal følge for at nå sit mål. For vejen er ham. Sandheden er ikke noget, man kommer frem til engang, når alting bliver forklaret. For sandheden er ham. Og livet er ikke et, man får engang i himlen. Livet er ham. Der er ikke noget at nå frem til. Vejen, sandheden og livet er nu.
Og det er noget andet end at tage 12 dybe vejrtrækninger og være til stede i øjeblikket, som Marina Abramovic forsøgte at få os til forleden, og som utallige andre personlige eller åndelige vejledere forsøger at få os til hele tiden. For når hun og andre vejledere mener, at tilstedeværelsen og nærværet kommer fra at indøve og opnå en særlig ro og koncentration, en meditativ status, som skulle være en særlig god måde at leve på, så betyder det, at den måde vi lever på, skal forbedres. Men det er ikke det, Jesus siger i evangeliet. Han siger, at uanset hvordan man lever, uanset hvordan ens liv er, så er vejen og sandheden og livet i ham. Den, der kender ham, behøver derfor ikke at være bange for at være på afveje, at være bedraget eller at gå fejl af livet. Uanset hvor fortravlet og forjaget man er, uanset at man end ikke kan koncentrere sig om at trække vejret dybt 12 gange, så er det den tilværelse, som Jesus siger, er vejen, sandheden og livet. Den skal ikke optimeres og forbedres, den skal ikke ledes ret på vejen, for den er allerede, som den skal være i troen på ham.
Det kan han sige, fordi han har forberedt plads i de himmelske boliger, så mennesker ikke selv skal tænke på det. Sådan siger han, men han kunne lige så godt have sagt, at på grund af ham er vi allerede, hvor vi skal være; og vi er allerede, hvem vi skal være. Som forældrene til konfirmanderne vil sige til dem i dag: Nok står de over for store beslutninger, og nok vil de de næste år udvikle sig meget, men de kan aldrig blive bedre end de allerede er.
Vi behøver derfor ikke bekymre os om at have det rette nærvær eller udvikle os på den rigtige måde. Uanset om vi kan tage 12 dybe vejrtrækninger eller ej, så ændrer det ikke, hvem vi er. Og vi er dem, til hvem hans evangelium lyder.
Derfor, hvis jeg alligevel skulle give konfirmanderne og os alle et råd, skulle det være at tage 12 dybe vejrtrækninger eller lade være, at lytte til vejlederne eller lade være, leve livet i ro og balance eller lade være, for uanset hvordan livet leves, kan det leves i det, som vi har fået givet, fordi han og ikke vi er vejen, sandheden og livet. Det kan vi stole på, andet skal vi ikke.
DDS 402 – 7 – 481 — 479 – 674 – 321 – 218