Menneskelighed, medmenneskelighed, medlidenhed
Luk 15,1-10
En mand falder til jorden. En mangemillionær får hjertestop. En fodboldspiller på toppen af sin karriere kollapser. En 29-årig veltrænet mand. Gift, far til to. Han styrter om på græsset midt i en landskamp. Mange af os så det, mens det skete. Medspillere og modstandere stod skærmende omkring ham. Tilskuerne blev stille, tv-seerne var chokerede, alle fulgte hændelsen med frygt og bange anelser. En kommentator fortalte forbløffet over sin sin egen reaktion, at han fik lyst til at folde hænderne i bøn. Fodboldspilleren ville formentlig være død, hvis han ikke øjeblikkeligt havde fået lægelig behandling og livreddende førstehjælp.
Således meldte døden sig i idrætsparken. Eller livet meldte sig, for det var livet i al dets uforudsigelige sårbarhed, som vi blev vidner til. Efterfølgende var alle enige om, at fodbold var betydningsløst og kampens resultat ligegyldigt. For vi var blevet mindet om, at livet er vigtigere end sport.
I dagene efter begivenheden samlede landet sig i en kollektiv sympati. Frygten forsvandt, bekymringerne blev beroliget, lettelsen over bedringen tog over. Snart satte godhedsindustrien ind. Den nationale selvbevidsthed strømmede over af selvgode situationsrapporter om danskernes omsorg kombineret med en slet skjult stolthed over den internationale opmærksomhed for stjernen. Da diagnosen kom og operationen gennemført, kunne man ånde lettet op og koncentrere sig om turneringen. Så ligegyldig er fodbold trods alt ikke. Ovenikøbet har vi fået en uimodsigelig forklaring, hvis resultaterne ikke bliver som ønsket.
Er man lidt kynisk anlagt, er det ikke svært at pege på, at mænd og kvinder hver eneste dag falder alt for tidligt om. Og de allerfærreste har mulighed for den lægelige ekspertise, som stilles en professionel fodboldspiller til rådighed. Så godt som ingen af de tidligt omkomne har haft en så succesfuld karriere med så store indtjeninger som en landsholdsspiller. Langt de fleste tidligt døde har haft langt mindre glamourøse liv end sportsstjerner. Hvor er sympatitilkendegivelserne til dem? Hvor er solidariteten med alle de andre med ukendte hjertefejl, med de kronisk syge unge, med kræftpatienter, trafikofre og alle de andre alt for tidligt døde. Nøgternt betragtet var hjertestoppet under fodboldkampen ingen ekstraordinær ulykke. Det var vel en statistisk sjældenhed, men langt fra nogen umulighed, og fik lov at antage uproportionale dimensioner, fordi vi ikke vil vide af det faktum, at livet er skrøbeligt, og døden rammer i alle aldre.
Der er mange af Jesu lignelser, der kommer i tankerne, når man hører om en fodboldstjernes nærdød på karrierens højdepunkt. Lignelsen om det mistede får er ikke umiddelbart den, der melder sig først. For den lignelse handler ikke om den enkeltes liv og død. På trods af mange udlægninger handler den faktisk ikke om fåret, der fór vild. Den handler om manden, der fandt det. Om Jesus selv. Det er farisæernes og de skriftkloges kritik af Jesu omgangskreds, som giver ham anledning til at fortælle historien. Ved han ikke, at de er toldere og syndere? Men han er som hyrden, der forlader nioghalvfems får for at søge efter det ene forvildede og bære det hjem på skuldrene. Efter at have set et utal af usmagelige fremstillinger af netop dette motiv i den mere naivistiske del af den religiøse billedkunst, kommer det ikke bag på nogle. Med to tusind års sødladen kristen kunst i ryggen, er det kun, hvad man kunne forvente af Jesus.
Mere overraskende er det også efter de mange år, at lignelsen nok handler om Jesus, men siger noget om mennesket. ”Hvis en af jer har hundrede får…” indledes den. Eller mere ordret oversat: ”Hvilket menneske blandt jer, der har hundrede får og mister et af dem, vil ikke forlade de nioghalvfems…” Hvilket menneske vil gøre sådan? Hvilket menneske er det? Ja, det er i hvert fald ikke det kyniske menneske, der tæller på fingrene og har proportionerne i orden. Det er ikke ham, der stiller sig uden for den kollektive sympatifølelse for at gennemskue de sociale logikker og kalkulere statistiske sandsynligheder. Det er ikke ham, der med kritisk sans kan gennemskue godhedsindustrien og udstille den selvgode nationale selvbevidsthed. Han forlader ikke nioghalvfems procent af sin ejendom for at opsøge den ene mistede procent. Det menneske er det ikke. Hvilket menneske er det så?
Det er det menneske, der lader sig overrumple og overmande af sin egen medfølelse, når det oplever den anden i nød, uanset hvem denne er. Det menneske, der oplever medlidenheden i sig selv på en sådan måde, at det må handle på den og komme den nødstedte til hjælp uanset omkostningerne. Det menneske, der lader sin med-menneskelighed styre sine handlinger blandt andre mennesker, alle andre mennesker. For det gælder for fænomener som medfølelse og medlidenhed, at de ikke er udtryk for overvejelser og beslutninger. De beror ikke på bedømmelse og vurdering af den nødstedte. Medmenneskeligheden sætter sig igennem, uanset hvilket menneske de omhandler. Den optræder, før vi når at tænke, overveje og vurdere. Den melder sig så at sige på trods af os og er affødt af mødet med det nødlidende menneske alene.
Naturligvis er det muligt ikke at lade sig overrumple og overmande af medfølelse og medlidenhed, når mennesker i nød. Alt for mange grusomme eksempler kan fremkaldes fra historien på de uhyrligheder, mennesker er i stand til uden tegn på medfølelse. Det er karakteristisk for psykopati, at psykopaten ikke kender medlidenhed. Men vi ved godt, at selv psykologisk normalt fungerende mennesker er i stand til at lægge den umiddelbare medfølelse til side og undertrykke medlidenheden. Det kan vi alle. Men det kræver en forklaring. Man har brug for en begrundelse for at undertrykke sine umiddelbare reaktioner: ”Det var vedkommende selv skyld i”, kan man fx sige for at forhindre, at medfølelsen tager overhånd. Eller ”det er ikke så slemt, som det ser ud til”, for at styre sin medlidenhed. Men disse rationaliseringer kommer netop efter selve fænomenerne medfølelsen og medlidenheden. De melder sig først, før vi kan nå at forholde os til dem. De kommer af mødet med den lidende.
Og så er der endnu en måde at styre sig selv og sine medmenneskelige reaktioner på. Man kan definere den lidende som noget andet end sig selv, som et ikke-menneske, som man derfor ikke kan vise med-menneskelighed. Det behøver man ikke sige direkte. Man kan nøjes med at sige, at det er en fremmed; en, der ikke har noget med os at gøre. En, der ikke hører til vores folk eller familie eller religion, eller hvad man nu definerer sig i forhold til. Det er toldere og syndere; de har selv sat sig uden for. De er selv ude om det. Dem skal man ikke have ondt af. Eller: det er en stenrig fodboldstjerne; han får den bedst tænkelige behandling; ham skal man ikke have medlidenhed med. Men det får man, helt uden at vide af det, uden at man selv er med i det. Man skal aktivt undertrykke det, hvis man ikke vil være det nødstedte menneskes med-menneske. For det er, hvad der sker. I mødet med den lidende melder menneskeligheden sig i os som medlidenhed. I medlidenheden er vi bare et med-menneske over for et lidende menneske.
Så hvilket menneske blandt jer er det, der forlader sine nioghalvfems får og opsøger det nødstedte? Det er det menneske, der er sin menneskelighed og fuldbyrder sin menneskelighed for sine medmennesker. Det var den menneskelighed, der viste sig, da Christian Eriksen faldt livløs om i idrætsparken, og alle tilskuere en kort stund ikke kunne være andet end mennesker i medlidenhed med det menneske, hvis hjerte ikke slog. Det var menneskeligheden, der meldte sig i medfølelsens umiddelbare reaktion, nemlig at folde hænderne i bøn for den lidende.
Et sådant menneske i sin menneskelighed sammenligner Jesus sig med. For han fuldender det menneskelige, når hans medlidenhed ikke begrænses af den lidendes stand og status, om det er en tolder eller synder, en mangemillionær eller sportsstjerne. Jesus er den, der udlever menneskeligheden og gør det fuldt ud. Uden nogen form for forbehold og forklaringer; uden overvejelser og afvejninger; uden prioriteringer og hierarkiseringer. Blot som det helt menneskelige menneske. Mennesket, der er medmenneske for det lidende menneske.
Forskellen mellem hans medfølelse og vores er, at den ikke kommer bag på ham. Den melder sig ikke på trods af ham selv eller uden ham selv, for det er den, han er. Derfor foregriber han Gudsriget. Derfor bryder Gudsriget igennem i hans gerninger, derfor er hans glæde over en synders omvendelse en foregribelse af glæden for Guds engle.
Og fordi Jesus kan bruge denne slags grundlæggende menneskelige erfaringer som billede på sig selv og som fremstilling af Gudsriget, får vi måske et lille glimt af det, når vi overrumples og overmandes af vores egen menneskelighed. Måske viser det korte øjeblik, hvor mennesker samles i deres menneskelighed i fælles medliden for den enkelte lidende, hvad Gudsriget er gjort af. Ikke lidelsen, men den menneskelighed, der kommer bag på os og samler os i medlidenhed med den svageste iblandt os. Her i menneskelighedens overskridelse af alle de personkategorier og værdihierarkier skimter vi svagt, hvad vi til overmål får skænket i Jesu umiddelbare og uforkortede medliden med os. Så det kan leve i os og vi kan leve af det.
DDS 726 – 287 – 487 — 321 – 662 – 31