Luk 15,1-10
Det er studentertalernes tid. Midaldrende mennesker, som undertegnede, ser de nyudsprungne studenters overvældende glæde som en kærkommen lejlighed til at dele ud af deres dyrekøbte erfaringer. Vi tror åbenbart, at studenterne har lyst til at bruge de korte mellemrum mellem overstadig beruselse og overhængende tømmermænd på at høre hjemmegjorte visdomsord. Nu hvor de står på tærsklen til at træffe afgørende livsvalg, mener vi tilsyneladende, at de har allermest brug for at høre om, hvordan vi traf vores valg.
Eller måske ved vi godt, at der formentlig ikke er noget, der optager dem mindre end vores velmenende, men utidige indblanding. For den er utidig, fordi den kommer på det tidspunkt, hvor de netop fejrer, at de for en stund er fri for at skulle høre på bedrevidende voksne. Og den er navnlig utidig, fordi den kommer fra en anden tid, nemlig vores tid, som bliver mere og mere ude af takt med deres tid.
Alligevel bliver vi ved med at producere studentertaler. Nogle som kendis-skribenter i avisernes klummer, andre som selvproklamerede orakler på Facebook og andre sociale medier – i parentes bemærket: som regel de sociale medier, som de unge for længst har forladt. Atter andre, som undertegnede, skriver især deres taler i hovedet og gennemgår på den indre talerstol alt det, som de unge burde have at vide. Men hvorfor, når vi nu godt ved, at de lytter lige så meget til deres forældres generation, som unge altid har gjort. Det vil sige så godt som overhovedet ikke. Hvorfor?
Svaret er formentlig, at studentertalerne slet ikke handler om studenterne. Talerne handler om mere om taleren selv. Vedkommende benytter studenterne som anledning til at reflektere over livet og tilværelsen for at komme frem til, hvad der skal til for at leve det gode liv. For alle talerne handler jo om, hvad det gode liv er, og hvordan man lever det. På den måde er der to grundtyper studentertaler. Den ene tale kan man kalde ”selvtilstrækkeligheds-talen”. Den består i, at taleren fortæller, om hvad vedkommende selv har gjort i livet, og opfordrer studenterne til at gøre det samme. Naturligvis formuleret i banale og nærmest intetsigende slogans, som ”find dig selv” og ”find din egen vej” og alt muligst andet, som taleren mener at have gjort for at få sin gode, succesfulde tilværelse. Den anden tale kan man kalde ”utilstrækkeligheds-talen”, for den handler om de råd, som taleren selv gerne ville have haft. For, tænker vedkommende, hvor kunne jeg være blevet sparet for meget, hvis nogle, der var lige så kloge, som jeg er i dag, havde givet mig det rette råd. Sjovt nok, kan rådene være lige så intetsigende som slogansene i den første tale: ”find dig selv”, ”find din egen vej” og alt muligt andet, som taleren for sent fandt ud af selv.
Jesus holder ikke studentertale i dagens evangelium fra Lukasevangeliet. Han holder en tale til farisæerne, der bebrejder ham, at han omgås folk, som man ellers tager afstand fra. Tolderne samarbejder med besættelsesmagten og svigter altså deres land. Synderne har forbrudt sig mod religiøse og moralske reglerne og undergraver samfundets orden. Til farisæerne, der forarges over, at han tager imod sådanne mennesker, fortæller han lignelser om det fortabte får og den forsvundne mønt for at vise, at der er mere glæde over en omvendt synder end mange retfærdige. Hvad der naturligvis er interessant i lignelserne, er at Jesus fremstiller det, som en almen erfaring. Som om det er almindelig kendt, at man selvfølgelig forlader nioghalvfems får for at lede efter det ene. At alle naturligvis holder fest, hvis man finder den mønt, som man har tabt. Lignelserne bygger på almenmenneskelige erfaringer, men siger de erfaringer så noget til studenterne, som står over for en ny fase i livet. Hvis talen var en studentertale, hvad ville Jesus så sige? Hvad er indholdet af tekstens lignelser, hvis man skal høre dem her i studentertiden? Så ville man kunne kalde den ”tilstrækkelighedstalen”, for så handler den om det, der er tilstrækkeligt.
I lignelserne er der et slående forhold mellem kollektivet og individet, mellem gruppen og den enkelte. Jesus fortæller om noget, der er blevet væk. Fåret har forvildet sig væk fra de andre nioghalvfems. Drakmen er forsvundet fra de andre ni. Således bliver den enkelte til, når det forlader sin sammenhæng i gruppen. Fåret og drakmen optræder først individuelt, når det er blevet væk fra kollektivet. I den anonyme kollektive gruppe af hundrede får eller ti drakmer er der intet individer og ingen individualitet. Fårene tilhører alle på samme måde hyrden. Mønterne er kvindens uden forskel. Ingen udmærker sig og ingen adskiller sig. Den, der gør det, forvilder sig og fortaber sig. Og således er den enkelte til for Jesus, som en, der er forsvundet fra den gruppe, som står i forbindelse med himlen selv. For det skaber Guds engles lovsang i himlen, når en vender tilbage til den. Kollektivet er i lignelserne forbundet med det himmelske fællesskab. Individet er forvildet derfra.
Grundtvig udtrykte det for en gangs skyld direkte og uden lyriske omsvøb i salmen, vi lige sang. Det, der forhindrer os fra at deltage i den himmelske lovprisning er ”det i os, som siger ”jeg”,/hvis ære med den dybe knælen/indlysende forliges ej;/skønt intet værd er, hvad vi mister,/os egenkærlighed dog frister/til på ”os selv” at holde fast.” Det er dette ”sig selv”, som det fortabte får og den forsvundne mønt befries for, når de bringes tilbage til flokken, hvor de indgår i den kollektive ”dybe knælen”. For det er det, der siger ”jeg”, der vil gøre forskel og adskille sig fra fællesskabet. Men fællesskabet forener og gør ingen forskel, fordi alle på samme måde er inkluderet i den ”dybe knælen”, som korresponderer med Guds engles himmelske lovsang. Det er hertil, at Jesus fører den enkelte tilbage.
Så er det lignelsens pointe, at mennesket i udgangspunktet hører til i det kollektiv, der har Guds himmels bevågenhed. Det er tilstrækkeligt. Når det selv vil udmærke sig og hævde sig adskiller det sig fra det fællesskab, så er det forvildet. Kun i den forståelse kan Jesus nemlig opsøge individet uden at der går noget fra kollektivet. For de er allerede, hvor de skal være. I Jesu lignelse er man fortabt, når man er alene; man er frelst, når man er i fællesskabet. Til det fællesskab kommer man ved at blive fundet, for man kan netop ikke komme det selv, da man selv, ”det, der siger ”jeg””, er årsagen til, at man er på afveje.
Som studentertale er det en utraditionel vinkel. Ja, vel nærmest lidt forargelig for studenterne og ikke mindst for deres forældre. Studentertaler fremhæver ellers studenternes særkender og særtræk for at vise, hvor unikke de er. Talerne handler om, at de skal finde deres egen vej og finde sig selv. Nu siger Jesus, at det er deres selv, der er problemet. Det er, når de udmærker sig og hævder sig, at de adskiller sig fra deres oprindelige tilhørsforhold i det himmelske fællesskab, forvilder sig og kommer på afveje. Når de er sig selv, er de blevet væk og må opsøges af en anden, der finder dem og fører dem tilbage. De fundet, når de er, hvor de skal være. Og det er indholdet i studentertalen. Det er dens råd og ønske for studenterne, at de må finde sig selv som en, der er fundet. For hvis de bare finder sig selv, er de alene og på afveje. Hvis de finder deres egen vej, er de på vildveje. Men hvis de finder sig selv som fundet, er de i forhold til den, der har fundet dem. Og så er de en del af det fællesskab, hvor deres egne kvaliteter og præstationer ingen betydning har. For i det fællesskab er de kun, fordi de er fundet. Og det vækker himlens lovsang. Det er tilstrækkeligt.
Som alle andre studentertaler har det næppe studenternes lydhørhed. De har andre ting at tage sig til. Men som alle andre studentertaler handler det heller ikke om studenterne. Det handler om det gode liv. Jesu tale handler om, at det gode liv har udgangspunkt i at blive opsøgt og fundet og blive inkluderet i det fællesskab, hvor individuelle forskelle ingen betydning har. Med det udgangspunkt kan man finde sin vej i livet uden at frygte at komme på afveje ved at skulle udmærke sig og hævde sig selv. Tværtimod kan man finde sig selv ved at bruge sig selv for det fællesskab, som man er blevet en del af ved at blive fundet. Det kunne man ønske, at studenterne ville høre, så de kan finde deres vej i livet i bevidsthed om, at de allerede er fundet, og i troen på, at når de kommer på afveje i livet, så vil de atter blive fundet. Det skulle de høre, for det er tilstrækkeligt og det har alle behov for at høre, uanset om man er student eller ej, uanset om man er ung eller ej, uanset om man er på afveje eller ej, for det gælder for alle uden forskel.
DDS 722 – 418 – 307 — 487 – 663 – 725