3.s.e.trin. (Immanuel, 21.6.26)
Nogle tekster har engang været chokerende, men er blevet så almindelige, at de næsten er kedelige. Det kan være svært at komme tilstrækkeligt på afstand af det til at man kan sige noget om dem, for de har været med til at bestemme, hvordan man tænker, så det kan være svært at skille de to ting ad. Deres chokeffekt er forsvundet. I stedet bekræfter de bare, hvad vi alle er enige om at mene.
Det kan lyde som en dårlig undskyldning her tæt på sommerferien, men det er altså vanskeligt med tekster som denne, som alle faste kirkegængere næsten kan udenad, og alle andre kirkegængere har et fortroligt forhold til, og selv kirkefremmede er bekendt med, fordi den indgår i almen dannelse og i den kulturelle ballast for enhver borger i den vestlige verden. Fordi de er blevet omsat til alverdens kunstformer og er blevet omdannet og genfortolket utallige gange, så enhver ved, hvad det vil sige, at den fortabte søn vender hjem, og alle er klar over, hvad den korrekte reaktion er, uanset om man forstår sig som faderen eller den ældste broder. Engang har det måske været chokerende, men er det ikke længere, for vi er vant til at høre det, ja det er en del af vores moralske tankesæt.
Hvordan kan man få det chok frem, som faktisk gør den til en provokerende begrundelse for at omgås syndere og toldere, som den faktisk er i Lukasevangeliet? For i Lukasevangeliet er den svaret på, at de skriftkloge og farisæerne undrer sig over, at Jesus bryder alle religiøse og sociale love og omgås syndere og toldere. Som svar fortæller han først lignelsen om hyrden, der mister et får og forlader de nioghalvfems for at søge efter det. Så lignelsen om kvinden, der taber en mønt og eftersøger den i hele huset. For på den måde bliver det slået fast, at der er mere glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end nioghalvfems retfærdige. Og at selv Guds engle vil glæde sig over én synder, som omvender sig. Og så for det tredje fortæller han denne lignelse, om at de retfærdige risikerer at udelukke sig selv, at blive lige så fortabte som den fortabte søn, hvis de ikke vil tage del i glæden. Det var et chok engang. Det er det ikke i dag.
Derfor forfalder man let til moralske almindeligheder, når man skal gengive tekstens budskab. Eller værre endnu: Man risikerer at levere småfromme bemærkninger om tilgivelsens plads i aktuelle afskedigelses- og ansættelsessager i moderne virksomheder og politiske partier. Det er ikke chokerende.
Chokket bliver nok større, hvis man radikaliserer aktualiseringen og inddrager mere alvorlige offentlige sager. Fx en af vor tids helte, franske Giselle Pelicot, der insisterede på, at retssagen mod hendes ægtemand, der i årevis og systematisk havde udsat hende for overgreb, blev ført for åbne døre, så hele verden kunne følge med, og nu rejser rundt med sin bog med undertitlen ”skammen skal skifte side”? Man kunne fremhæve hende som eksempel på en person, der ikke lader den uretfærdighed, som hun er blevet udsat for, ødelægge livet. For hun er ikke forarget og forbitret. Hun deltager i festen og lader glæden råde, på trods af at hun har al mulig grund til at være hævngerrig og lade vreden få frit løb. Hun ville kunne optræde som en tredje søskende i fortællingen. Som den, der ikke lader den andens misbrug bestemme over livet, som den, der formår at lade livet sejre, som den, der lader glæden vinde.
Pelicots håndtering af sin tragedie er chokerende. Men gør man hendes eksempel til et forbillede til efterfølgelse vil chokeffekten gå ud over alle de ofre, der ikke kan komme sig over uretfærdigheden og ikke kan slippe vreden og ikke skal udsættes for endnu et overgreb ved at blive udsat for fordringen om tilgivelse og kravet om ikke at bære nag. Og så ender også dette i sentimental moraliserende formaning, der introducerer en lov, som findes helt ned på børneniveau: at man er forpligtet til at tage imod en undskyldning, at man skal tilgive en angrende gerningsmand, at man skal modtage den hjemvendte med åbne arme og tage del i glæden over hans omvendelse, at man fortabt, hvis man ikke gør det. Sådan som de kulturelle fortolkninger af lignelsen i alverdens kunstarter har lært os, således som de utallige fremstillinger af den har vist os, at vi skal for ikke at ende som den ældste broder uden for festen.
Det er ikke chokerende. Det er blot en moralsk standard. Synder man, må man gå i sig selv og vende hjem, men så skal man også modtages uden repressalier. Bliver man uretfærdigt behandlet, må man lade nåde gå for ret for at komme fri sine egne smålige følelser, så man kan tage del i glæden. Teksten underlægger os en bestemt moral, fordi den er kommet til at handle om forholdet mellem brødrene. Og således er tekstens chok blevet forvandlet til en lov, som man skal leve op til.
Men det er netop ikke det chokerende i lignelsen. Det chokerende er det modsatte, at der ikke findes nogen lov, som man skal leve op til. Findes der love, findes de mellem mennesker. Dem skal man leve op til og kan dømmes efter, men angår netop forholdet mellem mennesker. Det er ikke, hvad Jesus taler om. Han taler om forholdet til sig selv og til sin fader. I det forhold er der ingen lov, hvilket begge sønnerne i lignelsen bliver chokeret over at erfare, når faderen kommer dem i møde. For han kommer dem begge i møde. Og det er chokket.
Den yngste søn vender hjem, sulten, sønderbrudt og angrende. Han er gået i sig selv og forventer nu at skulle behandles efter den lov, som han har forbrudt sig mod. Jeg har syndet mod himlen og mod dig, siger han. Men det bliver han ikke, for der er for faderen ingen lov, som han har syndet imod. Han var hans søn og han er stadig hans søn, og derfor bliver han nu iklædt en søns dragt. Sønnen troede, at der var en lov, som han skulle leve op til, men faderen forkaster enhver lov. I forholdet til ham gælder ingen love. Det viser han ved at komme sønnen i møde, før han overhovedet har sagt noget.
Tilsvarende for den ældste søn, som vender hjem træt efter arbejdet i marken og mener, at han har levet op til faderens lov. Jeg har handlet godt mod himlen og mod dig, siger han på sin egen måde og regner med at blive behandlet efter den lov. Men det bliver han ikke, for heller ikke den lov findes for faderen. Også den ældste søn er hans søn og er stadig hans søn. Og ham kommer faderen også i møde, før han har sagt noget. ”Du er altid hos mig, og alt mit er dit,” siger han og introducerer ingen ny lov, for det løfte gælder, uanset om broderen går med ind til festen eller ej.
Her fornemmes chokket i lignelsen måske endnu. Chokket er, at der ikke ligger nogen moralsk lov i den, for den indeholder slet ingen lov. Faderen afviser begge sønners moralske opfattelse af ham, da han kommer ud og går dem i møde. Det er chokerende, at der findes et sted, hvor man ikke skal leve op til nogen lov og ikke kan forbryde sig mod nogen lov, men er det sted, man kan være. når man går i sig selv og bare er sig selv, som den yngste broder. Og er det sted, hvor man altid kan være, fordi man har fået skænket alt, som den ældste broder.
Det er et chok, at der ikke findes en lov, som den yngste broder har forbrudt sig mod, så han nu kan gøre bod for at få alt tilbage fra faderen. Men det er et endnu større chok, at der ikke findes en lov, som den ældste broder skal underlægge sig, så han skal følge med ind til festen for at beholde alt det, han har fra faderen. Men den lov findes ikke. Det er et chok, og det er det chok, som vi holder kirke på, så ingen love her forbinder eller adskiller os fra Gud og hinanden. Måske er det også et chok, at der ikke er mere at sige. Men det er der ikke.
DDS 3 – 298 – 327 — 570 – 167 – 518