Zakarias’ lovsang
v.67 Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
v.68 »Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
v.69 Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
v.70 sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
v.71 at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
v.72 at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
v.73 den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
v.74 at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
v.75 i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
v.76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
v.77 og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
v.78 takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge
v.79 os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.«
v.80 Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
Luk 1,67-80
Tekstens forhold til de andre evangelier
Hele historien om Johannes Døberens forældre og hans fødsel er unik for Lukasevangeliet. Ingen andre evangelier i Det Nye Testamente kender noget til hans fortid eller hans forældre.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Zakarias’ lovsang indgår i Lukasevangeliets såkaldte forhistorie, som består af fortællingen om Johannes Døberens undfangelse og fødsel samt Jesu undfangelse og fødsel. De to historier er flettet ind i hinanden i evangeliet første to kapitler, så de enkelte led spejler hinanden: Elisabeth er for gammel til at få børn – Maria er for ung; Elisabeth bliver overraskende gravid i sin alderdom – Maria bliver mirakuløst gravid ved Helligånden; Maria synger en lovsang – Zakarias synger en lovsang. De to historier møder hinanden, da de to gravide kvinder møder hinanden og Johannes endnu som foster viser sin ærbødighed over for fosteret Jesus.
Pointen med disse fortællinger er at vise, hvordan tiden skifter med Jesus. Johannes tilhører den gamle tid, profeternes og forjættelsernes tid; mens Jesus er Messias og opfyldelsens tid (jf. Luk 16,16). Således bliver Johannes også født i henhold til skemaet for vigtige personers fødsel i Det Gamle Testamente: Forældrene er så gamle, at de ikke kan få børn, men Gud griber ind og lader alligevel moderen undfange. Således også Johannes. Han er afslutningen på den gamle tid, der indvarsler den nye. Jesus overbyder på alle punkter Johannes. Hans fødsel er ikke blot usandsynlig; den er umulig. Han er frelsen selv; Johannes skal forkynde om frelse. Også dette viser det skema, som Lukas arbejder i. Den nye tid er forudsagt og forberedt af den gamle, men overbyder den på enhver måde.
Umiddelbart før Zakarias’ lovsang har man hørt om navngivningen af Johannes. Den forbinder med resten af historien, for Johannes er blevet stum, da han ikke ville tro englen Gabriels budskab om, at Elisabeth skulle føde et barn (Luk 1,20), men han er blevet talende igen, da han har bekræftet, at barnet skal hedde Johannes og ikke opkaldes efter ham (Luk 1,64). Det første han bruger sin stemme til, er denne lovsang, der afslutter Johannes Døberens forhistorie, for i næste kapitel begynder Jesu fødselshistorie. Men Zakarias’ lovsang bliver også et svar på det spørgsmål, som alle stiller, der hører om Johannes’ fødsel: ”Hvad skal den dreng mon blive til?” (Luk 1,66).
Tekstens detaljer
v.67: Zakarias er præst og gjorde tjeneste i templet i Jerusalem, da han fik besked om Johannes’ undfangelse. Nu da han er født og har fået navn, har Johannes fået stemmen tilbage. Helligånden griber ham og han profeterer. Profetien består dog af en lovsang om Gud Herrens troskab mod Israel.
v.68-79: Lovsangen består af forestillinger og formuleringer fra Det Gamle Testamente (navnlig fra Salmernes Bog) som sættes sammen til en ny tekst, der inden for den gamle tids sprog skal udtrykke forventningen og glæden over, at den nye tid nu skal komme.
Selve lovsangen består af et afsnit om Guds løfter og troskab i fortiden (v.68-75) og et afsnit om Johannes Døberens rolle som forløber og vejbereder for den, der skal komme (v.76-79). På den måde kommer både Johannes og Jesus til at være en fortsættelse af den historie, som indledtes med Guds pagt med Abraham.
Fordi teksten er sammensat af mere eller mindre direkte citater fra Det Gamle Testamente, overtager Zakarias folkets perspektiv og udtrykker ved en lovprisning taknemmelighed over, at Gud tager sig af sit folk (v.68). Formulering ”et frelsens horn i sin tjeners Davids hus” (v.69) refererer til en række udtryk i Det Gamle Testamente, hvor ”horn” er symbol for styrke og kraft (5 Mos 33,17). Derfor er ”frelses horn” et udtryk for Gud eller kongen eller Messias, der denne sætter sin styrke igennem for at frelse (fx Salme 18,3). I dette tilfælde er det altså den kommende Messias i skikkelse af Jesus, der er Guds frelses horn, dvs. Guds kraft til frelse. Et kuriosum: Det er ikke mindst på grund af dette vers, at Jesus symboliseres ved enhjørningen i senere kunst. Lukas sammensætter billedet af frelsens horn med forventningerne om Messias’ davidiske slægtskab. Fordi Messias skal være af Davids slægt, er frelsens horn i Davids hus.
Det er vigtigt for den lukanske teologi, at det, der sker med Jesus, står i sammenhæng med Guds historie med det israelittiske folk. Derfor understreges det, at profetierne har lydt fra gammel tid (v.70). Man ser endvidere det gammeltestamentlige perspektiv, når Zakarias’ formulerer forventning som en frelse fra fjender til at tjene Herren uden frygt (v.73-75). Det skulle være en opfyldelse af den pagt, som Gud indgik med Abraham, at han ville være Israels Gud, og de skulle være hans folk.
Når lovsangen i anden del handler om Johannes, bruges udsagn fra Esajas og Malakias om den vejbereder, som Herren vil sende før sit eget komme (Es 40,3; Mal 3,1) (v.76). På den måde overtager Jesus rollen som Gud, der kommer for at besøge og forløse sit folk (jf. v.68). Det svarer til den poetiske skildring ”solopgangen fra det høje vil besøge os” (v.78), hvor betegnelsen ”fra det høje” refererer til himlen og således stiller et himmelsk besøg i udsigt. I det sidste vers bruges beskrivelsen af det forladte folk fra Esajas (Es 9,1), som imidlertid også anvendes af Matthæus ved begyndelsen af Jesu virke (Matth 4,16). Han er det lys, der skal oplyse dem, der sidder i mørket og i dødens skygge.
v.80: Den afsluttende bemærkning om Johannes sætter ham i forbindelse med englens udsagn til Zakarias, at han skal indtage en særlig plads over for folket og optræde som en profet, der ikke drikker øl eller vin, men er fyldt af Helligånden (Luk 1,13-17).
I Lukas’ fortælling er Johannes nu klar til det, der skal ske. Nu mangler kun Jesu fødsel, hvilket følger i det næste kapitel.
Tekstens fortolkning
Som det er fremgået, er det pointen at placere Johannes Døberen på tærsklen til den nye tid. Han er som en gammeltestamentlige profet, men han viser frem til det nye, der kommer. Det er hans funktion, så der bliver sammenhæng i historien fra pagten med Abraham til Jesu komme og udbredelsen af budskabet til hele verden.
På den måde kommer Zakarias til at stå som indbegrebet af forventningens glæde. På baggrund af historien ser han frem mod forjættelsernes opfyldelse. Han står i folkets tradition over for den kommende frelse. Så er spørgsmålet, om forventningerne kan tåle at blive indfriet på den måde, som Jesus gør det.