Matt 11,2-10
En engelsk historiker har ganske vist sagt, at historien er den ene forbandede ting efter den anden. Det er én måde at betragte det på. Og rigtigt er det jo, at mens man lever i historien, kan det være svært at få øje på en indre mening eller en indbygget værdi. Først bagefter kan man prøve at konstruere forklaringer på, hvorfor det ikke, som det gik. Først da kan man sige, hvad der havde værdi, og hvor meningen var. Angela Merkel sagde det engang i festsalen på Københavns Universitet, da hun af en statskundskabsstuderende blev spurgt om, hvilke samfundsdynamikker der havde været bestemmende for hendes beslutninger og hvorledes det kunne have været gået, hvis hun havde handlet anderledes. Hun svarede venligt: ”Det er Deres opgave at fortælle mig det. Jeg er politiker, ikke politikhistoriker.” Ikke desto mindre kan man lære meget af historien. Fx historien om Johannes Døberen.
Johannes Døberen er en fast del af persongalleriet omkring Jesus. I alle fire evangelier hører han på forskellig vis til Jesu forhistorie. Hans egen personlige historie kender man ikke så lidt til. At han er en historisk person, er selvfølgelig hævet over enhver tvivl. I modsætning til Jesus, hvis historiske eksistens man heller ikke betvivler, er Johannes Døberen omtalt af en samtidig jødisk historiker, der ikke kender evangelierne. Men hvordan var han så, denne Johannes, historisk set?
Alle kilder peger på, at han var en blandt flere jødiske dommedagsprædikanter i tiden omkring vor tidsregnings begyndelse. Han har sikkert forestillet sig, at Gud snart ville gribe ind til fordel for sit folk og befri det for den romerske besættelsesmagt. Måske tænkte han, at Guds hævn og gengældelse ville komme som en dommedag med verdens undergang, så de uretfærdige skulle straffes og de retfærdige belønnes. I hvert fald anså han det for vigtigt at forberede sig til det kommende. Derfor forkyndte han, at jøderne skulle vende om til deres Gud, for folket måtte jo være på afveje, siden de havde mistet magten i deres eget land. Derfor skulle de vende om til Gud og rense sig for sine synder ved en symbolsk neddypning i Jordanfloden, kaldet en dåb. Johannes-dåben omtales den nogle gange som. Johannes har sikkert selv levet op til sin forkyndelse gennem sin livsførelse med streng afholdenhed. Han klædte sig ubekvemt i tøj af kamelhår og spiste græshopper og vildhoning for dermed symbolsk at markere, hvordan omvendelse og bod var nødvendig. Han har sikkert også kritiseret kongen, Herodes Antipas, offentligt. Herodes havde ladet sig skille fra sin første hustru, der var en kongedatter fra en af nabostaterne, for at gifte sig med sin svigerinde, Herodias. Herodes Antipas’ ægteskabsbrud udløste krig og hans hær blev til sidst udslettet af den forsmåede svigerfar. Det var nok Guds straf for hans utugt, mente nogle. Johannes Døberen havde i hvert fald forinden anklaget ham for at forsynde sig mod Guds lov. Derfor blev han fængslet og henrettet.
Så meget kan vi historisk set være ret sikre på. Men det hele havde været en ligegyldig detalje i jødernes historie, havde det ikke været, fordi Jesus fra Nazaret havde tilsluttet sig Johannes Døberen. Jesus selv lod sig symbolsk døbe til syndernes forladelse af Johannes. Var det ikke sket, ville Johannes’ liv og død have været uinteressant for os. Det havde været en tilfældig ting i den række af forbandede ting, der udgør historien. Ligesom Judas Galilæeren og andre dommedagsprædikanter fra den samme periode, som med rette kun interesserer de allerfærreste. Var Johannes ikke kommet i forbindelse med Jesus, var der intet kommet ud af hans liv. Han ville ikke have efterladt sig andet end en ubetydelig notits i den jødiske historikers store bog. Men i kraft af Jesus blev Johannes’ historie andet og mere, end han selv kunne gøre den til. Hans historie blev indledningen til verdens mest kendte historie, evangeliet om Jesus Kristus. Ved at blive inddraget i den historie fik Johannes’ liv en ny betydning, der langt overgik den, som han selv kunne tillægge den. Hans forkyndelse af en forestående dommedag blev til forudsætningen for gudsrigets komme. Hans prædiken om bod og omvendelse blev til indledningen på frelsen og gudsrigets komme. Hans dåb til syndernes forladelse blev baggrunden for dåben med Helligånden. Johannes kunne være blevet en af historiens utallige mislykkede eksistenser med et forfejlet budskab, men han blev en del af historiens opfyldelse. Hans historie blev meget vigtigere og meget mere indholdsfyldt, end han kunne forestille sig. Fordi han blev inddraget i Jesu historie, lykkedes han mere end han selv kunne vide.
Det er den indholdsmættede historie om Johannes Døberen som forhistorie til historiens opfyldelse, som findes i evangelierne. Her i Matthæusevangeliet giver han selv udtryk for det. Fra fængslet sender han bud og vil vide, om Jesus er den kommende. For den kommende fylder Johannes’ liv med indhold. Er Jesus den kommende, får Johannes’ liv mening, så lykkes det, selv om han står lige foran sin død. Hvis Jesus er den kommende, er Johannes forløberen, der har beredt vejen for ham. Hans liv har fået ny mening, fordi det er blevet en del af Jesu historie, historiens opfyldelse. Det er det, Jesus siger, når han kalder ham en, der har banet vejen.
Det kan vi lære af Johannes Døberens historie, men meningen med evangeliet i dag ligger ikke i den fortidige historie om ham. Meningen ligger slet ikke i fortiden. Meningen kommer, når den kommer til os, så vi møder den og den ændrer os. Fortiden ændrer ikke noget. Hvis fortiden skal ændre noget, skal man opleve den igen. Så skal den komme til en. Derfor skal vi hvert år opleve den bibelske historie gentage sig, så den kommer til os og inddrager os i sin historie.
Og det gør den nu i adventstiden, hvor mørket sænker sig, og kulden trænger ind på os, mens dekorationerne og pynten fylder gaderne, og først og fremmest minder os om, at det hele ville være ligegyldigt udsmykning og falske kulisser, var det ikke for udsigten til det kommende. Uden det ville det hele være mislykket og forfejlet. Og man kan se sig omkring og se fortravlede juleforbrugere og forjagede juleforberedelser og tænke, at uden det kommende ville det ikke være andet end tomhed og jagen efter vind. Og ser man på sig selv, når man føres med i tidens krisestemning og påvirkes af strømmen af nedslående nyheder, mens man forpligtes til at deltage i traditionelle julefrokoster og julearrangementer, kan man spørge sig, hvor meningen skulle være, hvis den ikke kom til en. For det er advent, og vi venter på den kommende, der skal komme og fylde vores liv med mening. Når han kommer, inddrager han os i sin historie. Når han kommer, er det opfyldelsens tid, så lever vi i den tid, hvor meningen kom til os. Når han kommer, bliver vores liv til en del af historien om forholdet mellem Gud og mennesker, for vi er de mennesker, som Gud selv kom til i sin søn. Så får vores liv en anden og større mening, end vi selv kan give det. Vores liv kunne være en ubetydelig detalje i rækken af historiens forbandede ting, hvis ikke meningen kom til os, og gjorde vores liv til en del af en historie, der er større end os selv. For vores liv bliver en del af opfyldelsens historie, når den kommende kommer til os.
For det er opfyldelsen, at Guds søn fødes som et menneske og får en historie med lidelse, død og opstandelse, hvor han åbenbarer Gud i dette menneskeliv. Han viser os, at det er i dette sårbare menneskeliv, at Gud er til stede. Den historie indeholder alt det, som vi ikke kan selv og ikke kan sige os selv. For nu er Gud i menneskelivet, og menneskelivet får mening af, at Gud lever det. Den historie inddrages vi i. Ikke i dens forhistorie som Johannes Døberen, men i dens efterhistorie, hvor alting får mening og værdi af hans historie. Som Johannes Døberens liv ikke blev mislykket og forfejlet, fordi han kom, gælder det, mislykkes og forfejles vores liv ikke, fordi han er kommet. Han kommer og lader guddomsmagten komme til udtryk i det sårbare menneskebarn i krybben og i den forpinte mand på korset, så det bliver tydeligt, at intet menneskeliv er så mislykket og forfejlet, at Guds magt ikke kan komme til udtryk i det.
Livet som følge af hans liv skal ikke efterfølgende vurderes og bedømmes. Meningen og værdien skal ikke tillægges det bagefter. Som en konsekvens af hans historie kan det enkelte liv ikke være en forbandet ting i rækken af forbandede ting. Så kan der ikke være tale om at blive en ligegyldig detalje i historien eller en mislykket eksistens, for selve det liv, vi lever, har mening og værdi ved at været et menneskeliv, som det menneskeliv Guds søn selv levede. Som inddraget i hans historie er vores historie meningsfuld og værdifuld, fordi det er blevet klart, at det er i den historie, at Gud åbenbarer sig. Vi kan så leve vores menneskeliv som en konsekvens af, at Gud selv åbenbarer sig i det. Vi kan leve det i bevidsthed om, at ethvert liv har værdi uanset hvor forfejlet og mislykket det måtte se ud. Derfor venter vi i adventstiden. Vi venter, at han skal komme og give vores liv den mening, som vi skal leve i og leve ud i vores historie sammen og med hinanden.
DDS 78 – 74 – 89 — 508 – 72 – 91