Luk 1,67-80
Vigtige personer har underfulde fødsler. Det går igen gennem hele bibelhistorien. Når noget nyt skal ske og en stor person skal fødes, er det altid lige ved ikke at ske. Som Isak, der skulle føre slægten videre og blive far til Jakob, der fik navnet Israel og blev stamfader til israelitterne. Isak blev næsten ikke født, fordi hans forældre, Abraham og Sarah var for gamle. Det er elementært spændende, for det er selve den virkelighed, vi kender, der er på spil. Var Isak ikke blevet født, eller var han blevet ofret, da Abraham fik befaling om det, var folket Israel gået til grunde, inden det var blevet til. Og så havde der hverken været jøder eller kristne og formentlig heller ikke muslimer i dag. Det er fundamentalt spændende, for vores eksistens er afhængig af, at den rette person fødes. Det er som når forældre fortæller deres børn, hvordan de mødte hinanden, og børnene gyser lidt ved tanken, for tænk, hvis det ikke var sket, så havde de ikke været til. Og næste søndag skal vi høre om, at Jesus næsten ikke blev til, fordi hans moder var for ung og slet ikke burde have været gravid, og vi gyser lidt i juleglæden, for var hun ikke blevet frugtsommelig, som det engang hed, havde vi slet ikke været til.
Og som Jesus, således hans forløber Johannes. Også han var lige ved ikke at blive til, for hans forældre var for gamle som Abraham og Sarah. Så højt oppe i årene var Elisabeth og Zakarias ifølge Lukasevangeliet, at de havde opgivet håbet om at få børn, da englen Gabriel viser sig for Zakarias i templet, hvor han gør præstegerning. Elisabeth er gravid og skal føde en søn, lyder det glædelige budskab til Zakarias, og denne dreng skal have navnet Johannes og have hele sit liv i tjeneste for Gud Herren. Han skal gøre folket rede til den, der skal komme. Zakarias tvivler. Han er en gammel mand, og hans hustru har det ikke længere på kvinders vis, som man siger om menopausen i Bibelen. Men Zakarias burde ikke gave tvivlet på budskabet, så han bliver gjort stum og skal ikke kunne tale, før det er sket, som englen har sagt.
Nu, da det er sket, og den nyfødte dreng har fået navnet Johannes, får Zakarias stemmen tilbage, og alle ved, at hans søn skal blive noget helt særligt, for Herrens hånd er med ham. Zakarias bruger sin nyvundne stemme til at fremføre den hymne, som vi lige har hørt. Benedictus kaldes den efter det første ord i den latinske oversættelse: ”Velsignet være Herren”, kunne oversættelsen også lyde på dansk. Det er en poetisk tekst. Måske har den været sunget, før den blev skrevet ind i Lukasevangeliet. I hvert fald er den siden blevet sat i musik utallige gange og har frydet dem, som har hørt den. For den udtrykker glæden over, at det, der hele tiden har været meningen, nu sker. Den udtaler tilfredsheden ved, at de gamle løfter nu går i opfyldelse. Således udtrykker den tryghed ved at være i en verden, hvor det, uanset om man kan se det eller ej, går, som det er bestemt til at gå. Og man aner stoltheden over, at det er Zakarias’ egen søn, der skal forberede det, for hans liv skal stå helt i tjeneste for det lys, der nu bryder frem for dem, der sidder i mørket og dødens skygge.
Ingen er i tvivl om, at Zakarias’ lovsang er en bibelsk tekst, for næsten alle vendinger stammer fra passager i Det Gamle Testamente. Det er som i Händels Messias, hvor Händels ven Charles Jennens har skrevet om verdens største drama ved at sætte brudstykker fra Bibelen sammen på en ny måde. Således i Zakarias’ lovsang, hvor enkelte formuleringer sættes sammen til en ny tekst, som skal udtrykke det største, der er sket: At Herren har besøgt sit folk, forløst det, frelst det og indfriet sine løfter. Det er den ene del. Den anden del er, at denne nye tid indledes nu, for forberedelserne er i gang, og det er Zakarias’ egen søn, der skal gå foran. Han skal kaldes den Højestes profet og bane Herrens vej.
For nu går det, der er forkyndt fra gammel tid; det, der er talt ved profeternes mund, i opfyldelse. Pagten og løftet til Abraham kommer til indfrielse. Så oprinder fredens tid. Folket vil blive frelst fra dets fjender og fra dem, der hader dem. De vil blive friet fra fjendernes hånd. Og så siger Zakarias, hvad Gud giver i opfyldelsens og fredens tid: At tjene ham uden frygt. Det er det ypperste i det bibelske univers. Opfyldelsens tid, fredstiden, den tid, som hele Bibelen er rettet mod, som alle løfterne omhandler og peger på, og som derfor får hele historien til at hænge sammen, er tjeneste. Endemålet er ikke en paradisisk stilstand, hvor intet sker. Opfyldelsen af alle ønsker og indfrielsen af alle løfter fører til handling: At tjene ham, Herren, Israels Gud, uden frygt, i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle sit livs dage.
At tjene Herren står der. Eller rettere, at gøre tjeneste for Herren. Eller måske endnu mere nøjagtigt, at gøre gudstjeneste for Herren. For formuleringerne hentyder til gudstjenesten i templet, hvor ypperstepræsten står foran alteret og bringer ofre til Gud. Men her er der ingen krav om ofre. I det hele taget er det ikke beskrevet, hvad tjenesten består i. Det bestemmes ikke, at man på denne eller hin måde skal tjene Herren. At man med bestemte handlinger skal være Herren til behag. Det udfoldes heller ikke, at man med bestemte holdninger eller meninger skal komme nær til Gud. Indholdet af tjenesten er ikke noget bestemt. Indholdet er hele livet. At tjene Herren er at have hele sit liv foran ham. At tjene Gud Herren uden frygt, i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle dage er at have hele sit liv som en gudstjeneste.
I Bibelen er der intet bedre end at have sit liv i handling foran Gud. Zakarias’ søn Johannes viser, hvad det er. Hele hans liv er bestemt af den, der skal komme. Alt, hvad han gør, alt, hvad han står for, alt, hvad han er, er han for Gud Herrens åsyn. Og Johannes viser at dette liv hverken er indholdsløst eller formålsløst; og det er ikke tandløst eller kraftløst. Johannes liv blev et liv i modstand og modgang. Ifølge alle beretninger endte han sit liv i fængslet og blev henrettet, fordi han havde talt magthaverne ret imod. Han havde påtalt magtmisbrug og magtfordrejning, og derfor endte hans hoved på et fad. Men hans liv var en gudstjeneste for Guds åsyn uanset dets fiasko eller succes. For det var hans bestemmelse at bane vejen for Herren og berede hans komme. Kan man ønske mere end det? Er der mere end dette, at leve livet i fuld overensstemmelse med sin bestemmelse, indlejret i sammenhængen fra løfterne til deres opfyldelse som en tjeneste for Gud? Så livet selv er en gudstjeneste med alt, hvad det måtte indeholde, og uanset hvad det måtte indeholde.
Således kan vi sige, fordi vi ser frem mod julen, hvor Gud selv gennem sin søn giver sig til kende som et menneske, så vi kan vide, at det netop er dette menneskeliv, der er en tjeneste for Gud. Når Gud er i et menneskeliv fra det forsvarsløse spædbarn i krybben til den forpinte henrettede på korset, viser det, at menneskelivet i alle dets afskygninger kan være en tjeneste for Gud uden frygt. Uden frygt for at det ikke er godt nok, uden frygt for at blive forkastet, uden frygt for at forfejle bestemmelsen. For ethvert liv, der leves for Guds åsyn, er en tjeneste for ham og kan være uden frygt for Gud.
Og uden frygt for mennesker. Det er en velsignelse, der ikke er alle beskåret, at leve sit liv som en tjeneste for Gud uden frygt for mennesker. Man behøver blot at gå en tur gennem Krystalgade for ved de kampklædte betjente at konstatere, at det end ikke i Danmark er givet jøderne at tjene Gud Herren uden frygt. Man hører samtidig beretningerne og ser billederne fra Gaza og ser, hvordan palæstinensere må leve livet i frygt. Og man erkender, at kunne tjene Gud uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle dage, er en velsignelse, der må gives af Gud.
Men når velsignelsen kommer fra den Gud, der gav afkald på sin magt og kom til syne i det menneskelivet fra det forsvarsløse spædbarn til den magtesløse korsfæstede, kan freden, som han skænker, ikke være en fred, hvor fjenderne er nedkæmpet, og dem, der hader os, er fordrevet. Den fred, som den Gud velsigner os med, kan kun være en fred med fjenderne og med dem, der hader os. Når han giver os at tjene ham uden frygt og leve vort liv som en gudstjeneste for ham, så må vi leve vort liv for at det kan gælde for alle andre. Således kan livet tjene Gud. Og det liv er en gudstjeneste for Jesu Kristi fader uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle dage.
DDS 79 – 74 – 89 — 72 – 652 – 90