3.s.a.: Luk 1,67-80 (Vartov, 14.12.25)
Ingen i Danmark er i tvivl om, hvor solen står op. Vi lærer det af den første salme vi sang: I østen stiger solen op. Når man synger salmen, ser man det for sig, at solen derude i horisonten stiger op og gør dagen lys. I tankerne vender man sig mod den, så man kan modtage solens stråler og lade den sprede sit lys over sin dag. Solopgangen bliver horisonten for livet, når der med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord.
Men i Ingemanns salme er solopgangen ikke bare solopgangen, og solen ikke bare solen. Solopgangen bringer lys fra den favre kyst, hvor Paradiset lå. Og solen er som Jesus selv, så det er ”du soles sol fra Betlehem”, som kommer os i møde. Jesus-barnets fødsel, som vi her i adventstiden ser frem mod, bliver i salmen sat lig med den lysgivende sol, som vi her i vintermørket længes efter. For selv om vi sidder i mørket, som vi lige sang i Johannes Johansens salme, så er vi vendt mod det lys, der skal komme; vi har solopgangen som horisont, også når vi befinder os i dødens skygge.
Derfor kan vi synge Ingemanns salme, både når vi glæder os og er fulde af forventning som i dag, hvor vi skal holde dåb for Cornelia. Og vi kan synge den samme salme, når vi sørger, og der skal holdes begravelse, for også da vil vi være vendt mod lyset og have solopgangen som vores horisont. Og derfor synger vi den her i adventstidens mørke ventetid, mens vi ser frem mod julen og hører om det barn, der bliver født for at berede vejen. Ham, der ikke selv er lyset, men skal bane vejen for lyset, så solopgangen fra det høje vil besøge os. Han, hvis fader Zakarias i den evangelietekst, jeg lige læste, synger en lovsang om sin søn, der skal kaldes Johannes Døberen og har den ene opgave at vende mennesker mod lyset, som skal komme til dem.
For det er jo slet ikke givet, at vi vender os mod solen og forstår lyset sådan som salmerne fremstiller det og som bibelteksterne opfatter det: Som noget, der er foran os, som vi er på vej imod, som kommer til os. Vi lever i skyggen af krige og katastrofer, i tider hvor formørkelsen breder sig, hvor fremtidsudsigterne bliver mørkere, så kan det være svært at tro, at lyset er vores horisont. Man kan frygte, at lyset ikke er andet end et sidste glimt af klarhed, før det evige mørke.
Det er dramatikeren Sarah Kane, der udtrykker sig således i sit sidste skuespil, 4:48 Psykose. I begyndelsen lyder det:
”Husk lyset og tro på lyset, et øjebliks klarhed før den evige nat – lad mig ikke glemme det.”
Stykket er en lang monolog. Man følger en yngre kvinde en nat, hvor hun delvist forsøger at overbevise sig selv om, at hun burde have det godt: ”Du har venner”, siger hun til sig selv i stykkets begyndelse. ”Du har mange venner, som støtter dig”. Men så spørger hun: ”Hvad tilbyder du dem for at få dem til at støtte dig? Hvad tilbyder du?”
Derfra lukkes man ind i hendes tanker i løbet af natten. Hun taler til sig selv om sig selv:
”Jeg er ked af det. Jeg føler, at fremtiden er håbløs og intet kan blive bedre. Jeg keder mig og er utilfreds med alting. Jeg er en fuldstændig fiasko som menneske. Jeg er skyldig, jeg bliver straffet. Jeg ville gerne slå mig selv ihjel.”
Sådan fortsætter det i løbet af natten. Det bliver mørkere og mørkere i hendes sind, mens natten bliver mørkere og mørkere. Hun fortæller om de læger, som hun har mødt. Læger, som har forsøgt at være sympatiske, men ikke har kunnet hjælpe hende. Hun fortæller om sine forældre. Faderen, som har ødelagt hendes liv. Moderen, som hun ikke kan tilgive, at faderen ødelagde hendes liv. Hun beretter om sin kæreste, som hun gerne vil give sig selv hen til, men ikke kan stole på. Hun forsøger at berolige sig selv og give sig selv gode råd, men samtalen udvikler sig til et skænderi:
”Hader du alle syge personer, eller er det kun mig,” spørger hun sig selv og svarer: ”Jeg hader dig ikke. Det er ikke din skyld. Du er syg.” ”Det tror jeg ikke,” svarer hun. ”Gør du ikke?” ”Nej, jeg er deprimeret. Depression er vrede. Det handler om, hvad du gjorde. Hvem, der var dér. Og hvem du giver skylden.” ”Hvem giver du skylden,” spøger hun og svarer selv: ”Mig selv”.
For man er inde i personens depression. Man følger tankerne, der går i ring i en nedadgående spiral, hvor den ene destruktive tanke fremkalder den næste, indtil kl. 4:48 om morgenen, hvor hun siger: ”Vær venlig at trække tæppet fra.” Og som tilskuer ønsker man, at det er for at lukke lys ind i den unge piges liv og sind, men man tør ikke tro det.
Og historien har fået sin egen hjertegribende fortolkning i det faktum, at forfatteren Sarah Kane selv tog sit eget liv kl. 4:48 om morgenen.
Man kan ikke se stykket eller læse teksten, ja jeg tænker, at man end ikke kan høre genfortællingen uden at håbe, at den syge kvinde får lov at se solen stige op i øst og opleve solopgangen være sin horisont, men det sker ikke. For hende er lyset blot det sidste glimt af klarhed, før det endelige mørke. Og man skal ikke vide meget om den slags sindslidelser, og man skal ikke kunne genkende mere end en flig af den slags selvdestruktion for at vide, at i det mørke er man helt alene.
Og alligevel indeholder den desperate indledning: ”Husk lyset og tro på lyset, et øjebliks klarhed før den evige nat – lad mig ikke glemme det” en bøn om, at de andre eller den anden vil være det lys, der kan bryde den evige nat, som skal minde om, at horisonten ikke er den evige nat, men horisonten er solopgangen fra det høje. For det skal man have at vide af en anden. En, der baner vejen for lyset.
Evangelieteksten i dag handler om en, der bereder vejen. Det er Johannes Døberen, der skal fødes, og hans fader velsigner Herren, sin Gud, fordi hans søn skal berede vejen for lysets komme. Han skal være helt fyldt op af det ene formål at gøre det klart for alle, at solopgangen kommer, at lyset er horisonten, og det vil blive klart, når Kristus, Guds søn træder frem. Når barnet bliver født julenat som verdens lys.
Johannes skal bane vejen for lyset, der kommer. Han er den, der baner vejen. Således bliver han et forbillede, for der er altid noget eller nogen, der baner vejen, når lyset kommer ind i vores liv. Det er forældrene, der bærer deres barn til dåben, for det det skal have et liv med et levende håb. Det er venner og familie, der er omkring os i mørket, og får os til at tro på, at lyset skal bryde frem. Det er bibelteksten og salmerne, der sætter os ind i en særlig sammenhæng og billedligt talt vender os mod østen, hvor solen står op. Det er menighedens fællesskab, hvor troen forkyndes. Vejen banes for os, så lyset kan komme til os og solopgangen blive vores livs horisont.
Så kan vi her i den mørke adventstid se frem mod lysets komme og have solopgangen som horisont for vores liv, så vi ikke lader os indfange af mørket, så sindet formørkes og natten bliver evig, men vi kan hver især bane vejen for hinanden ved ikke at lade nogen glemme, at det er lyset, der kommer. Det lys, som vi ikke selv skal hente og ikke selv kan fremkalde, for det kommer til os, som solen stiger op i østen uden vores fortjenesten, som julen kommer uden vores indsats, så vi med det lys kan bane vejen i hinandens liv gennem mørket frem mod lyset.
DDS 749 – 74 – 89 — 76 – 446 – 674 – 349 – 71