Forventningstid
Matt 11,2-10
Johannes Døberen har en fast plads i den tidligt kristne personkreds. Han optræder i alle evangelierne og er også kendt fra samtidige jødiske tekster. Johannes Døberen var som andre på den tid en dommedagsprædikant og levede i forventning om, at Gud snart ville gribe ind til det jødiske folks fordel. Derfor skulle de berede sig og gøre klar til et endeligt opgør, hvor Gud ville rette op på misforholdene i landet, nedkæmpe den romerske besættelsesmagt og oprette sit rige. Det gjaldt om at vende om til Gud og forberede hans komme. Omvendelsen blev markeret ved en dåb, hvor synderne blev renset bort, så man stod ren og klar til at være på Guds side i det endelige opgør. Hvordan Johannes Døberen nøjagtigt har forestillet sig kampen mod romerne, er vanskeligt at sige. I første omgang forkyndte han blot i kraftige vendinger, at folket skulle gøre sig klar, omvende sig og modtage dåben til syndernes forladelse.
Jesus har på en eller anden måde været tilknyttet kredsen omkring Johannes Døberen. Alle evangelisterne ved, at han blev døbt af ham. På et tidspunkt begynder Jesus at forkynde for sig selv. ”Gudsriget er nær”, forkynder han i forlængelse af Johannes Døberen. Men Jesu forkyndelse tager en ny drejning. Han får personligt en rolle og en funktion i Gudsrigets komme. Forkyndelsen handler ikke blot om at forberede sig til den kommende dom; den handler også om Jesus selv. Man kan ikke forberede sig til Gudsriget uden at forholde sig til Jesus. Sådan som evangelierne fremstiller det, er det netop i forholdet til Jesus, at spørgsmålet om Gudsriget afgøres. Uden det rette forhold til ham, kan man slet ikke komme ind i Gudsriget.
På den baggrund er Johannes Døberens spørgsmål i evangelieteksten velanbragt. Johannes Døberen spørger Jesus om hans rolle. Han havde en forventning om, at noget skulle ske. Sker det nu i Jesu person? Er han den, der kommer? Bliver forventningen opfyldt?
Det er en prekær situation, når en forventning indfris. Forventningens glæde kan afløses af forløsningens fryd, når det forventede indtræffer. Når gaven pakkes op, og man får det, man ønskede sig. Når den ventede begivenhed oprinder, og den er præcis så vidunderlig, som man havde forestillet sig. Når den elskede endelig kommer hjem. Men det kan også gå anderledes. Gavens indhold er måske ikke som forventet; begivenheden kan aflyses; mødet kan blive en skuffelse. Forventningens glæde kan afløses af skuffelsens tristesse, når det forventede svigter. Det er ikke svært at finde et billede frem for sit indre blik af et barneansigt, der pakker den ønskede gave op; lige så vel som man kan se det samme ansigt for sig, når man ikke kunne opfylde ønsket.
Søren Kierkegaard skulle have givet en velkendt fortolkning af situationen: Forventningens glæde er altid den største. For den forsvinder jo ikke, selv om opfyldelsen ikke svarede til ønsket. Tiden i forventning var en glædelig tid. Den kommer ikke dårligt igen, fordi forventningen ikke blev indfriet. Forventningens glæde kan ingen tage fra en. Om denne Søren Kierkegaard fortælles så den illustrative anekdote, at han havde inviteret sin forlovede Regine Olsen i Det Kongelige Teater for at se Mozarts opera Don Juan. Efter de første toner rejste Søren sig og tog Regine med ud, for nu havde hun jo fået det bedste: forventningens glæde.
Anekdoten har intet på sig. Regine har selv fortalt, at parret ganske vist engang forlod en forestilling efter første akt, men det var, fordi de havde hovedpine. Men anekdoten illustrerer, at forholdet mellem forventning og opfyldelse ikke er så entydigt. For det er jo ikke sådan, at opfyldelsen altid er underordnet forventningen; og forventningen aldrig påvirkes af indfrielsen. Forventningen kan ikke stå alene. Uden indfrielse bliver forventningen tom. Uden opfyldelse bliver forventningen skuffet. Mere end nogen sinde har vi det tæt inde på livet i år. Unge konfirmander, nybagte studenter og jubilerende menigheder ved, hvordan forventningens glæde tager sig ud, når det forventede udsættes og aflyses. Opfyldelsen eller mangel på samme kaster lys tilbage over forventningen, for ikke at tale om forberedelsen. En skuffet forventning ændrer forventningstiden. Den bliver tom, hvis indfrielsen viser sig at være fup. Den bliver bitter, hvis opfyldelsen var bedrag. Hvis det forventede er løgn, bliver hele forventningstiden forførelse. Det, der syntes at være glædeligt, viser sig at være forsmædeligt.
Der er mere end en stemning på spil, når den forventede er afgørende for livet i forventningstiden. Når det netop er ham, den forventede, som har givet hele livet retning og mening i forventningstiden. Når man lever sit liv i forventning, kan man ikke tåle, at forventningen skuffes. Så falder meningen bort, så bliver tiden tom og livet indholdsløst. Derfor Johannes Døberens spørgsmål: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Eller sagt på en anden måde: ”Lever du op til vores forventninger eller har du forledt os?”
Det er svært at blive konfronteret med Johannes Døberens spørgsmål her i den glædelige adventstid, hvor netop forventningen er den grundlæggende stemning. Vi forventer ham, der kommer til os. Hans komme giver vores forventningstid retning og mening. Men er han, den der kommer? Og kommer han overhovedet? Eller er vores forventning tom? Vil det vise sig, at den glædelige forventning om hans komme til os, er intet andet end et tomt løfte. En falsk forhåbning, som efterlader os i skuffelse, forførte og fortvivlede, mens forventningens glæde fordufter. ”Er du den, der kommer?” Vi kan gøre Johannes Døberens spørgsmål til vores: ”Kommer du, eller skal vi vente for evigt?”
Spørgsmålet trænger sig endnu mere på og bliver ekstra pinefuldt, når man tager det til sig personligt. Hvis livet leves i forventning om et komme, der hele tiden udebliver, er man da ikke det ynkværdigste af alle mennesker? Skal troen på dette komme ikke have konkrete konsekvenser? Man kan sammenligne sig med Don Quixote, den ynkelige ridder, der har forlæst sig på ridderromaner og på et øg af en hest og med en dorsk, tykmavet hjælper begiver sig ud for at udføre ridderlige handlinger. Men tiden er ikke en riddertid, og han får mange tørre tæsk på vejen, mens han forsøger at nedkæmpe vindmøller. Don Quixote lader sit liv bestemme af stærke fortællinger. De giver hans liv mening. Men Don Quixote er latterlig, for han lader sig bestemme af fortællinger, der ikke passer til virkeligheden. Han er ynkværdig. Er vi ikke lige så ynkelige som Don Quixote, når vi lader vores liv få mening af en fortælling om en, der skal komme, hvis denne fortælling ikke passer til virkeligheden? Hvis forventningen aldrig får effekt. ”Kommer han eller skal vi vente noget andet?”
Brorson kender problemet. Han stillede spørgsmålet i salmen, vi lige sang: ”Har du før så vældig øvet/dit herredømmes store magt,/hvi går jeg da så højt bedrøvet?” For det er jo her problemet er. Hvordan bliver mine forventninger opfyldt? Var det kun i fortiden, at hans komme havde effekt? Er man en kristen Don Quixote, der lever i fortiden og får bank i nutiden? Brorson beder derfor: ”Jeg er fattig og fuld af plage,/o nåderige Jesus, kom,/og lad mit arme hjerte smage/dit søde evangelium,/at jeg endogså her i live/må derved rig og salig blive.” Eller med andre ord: ”Kom til mig, så jeg ikke skal vente nogen anden. Lad min forventning blive virkelighed nu.”
Jesu svar i evangelieteksten vender imidlertid spørgsmålet tilbage til Johannes Døberen selv. Han får ikke en entydig afgørelse, som han har bedt om, men en rapport fra Jesu virke: ”Fortæl, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” Så er spørgsmålet vendt om. Nu må Johannes svare på, om hans forventning passer til denne opfyldelse. Om hans forventning bliver virkelighed i Jesu gerninger. Hvis det er tilfældet, så er Jesus den, der kommer, for Johannes Døberen. Hvis det ikke er tilfældet, må han vente en anden.
Så er det også svaret til os. Er vores forventning, en forventning, der får virkelighed i Jesus? Kan han komme os i møde og opfylde vores forventninger? For vi bliver ikke mødt af en legemliggørelse af vores inderste drømme og dybeste forhåbninger. Det er ikke en personlig forventning om livets lyksalighed, der indfries; ikke et privat ønske om tilfredshed i tilværelsen, der opfyldes. For ham, der kommer, er Jesus. Ham møder vi som barnet i krybben julenat; som manden, der modtager dåben til syndernes forladelse; som det lidende menneske langfredag; og som den korsfæstede og opstandne frelser påskedag. Som sådan kommer han os i møde. I det møde bliver vores ønskedrømme ikke opfyldt. I stedet sættes vi i en relation til ham, der gav sit liv for os. I den relation handler det ikke om at få sine egne forventninger opfyldt. I den skal vi ikke være andet end modtagere af hans gerning for os og lade vores liv bestemme af den gerning.
Spørgsmålet er ikke, om Jesus indfrier vores forventninger; men om vores forventninger kan opfyldes af ham. Det må vi spørge os om. For den opfyldelse kræver, at vi kan lade den korsfæstede Herre bestemme vores virkelighed. Så bliver vores drømmerier og forhåbninger sat til side, og vores liv fyldes af den virkelighed, som Guds Søn etablerer. Den kommer ikke fra os selv, derfor kan forventningen om den heller ikke komme fra os selv. Forventningens opfyldelse kræver, at forventningen bestemmes af Jesus, så vi sættes fri af vores egne ønsker og drømme. Det havde vi ikke forventet. Og det er næsten mere, end man kan forvente af os. Det ved Jesus i evangeliet, derfor beder og ønsker han for os: ”Salig er den, der ikke forarges på mig.”
DDS 733 – 90 – 508 — 80 – 72 – 78