Tamim
Luk 11,14-28
Udadlelig. Udadlelig skal du være over for Herren din Gud, hørte vi for alteret. Da de lavede 1992-oversættelsen var ordet udadlelig ikke det mest heldige valg. Ikke alene er det svært at udtale, så det lyder nogenlunde pænt, udadlelig. Dets betydning er heller ikke helt rigtig. U-dadlelig betyder selvsagt noget, der ikke kan dadles. Og at dadle betyder at klandre, bebrejde, at kritisere. Altså er u-dadlelig noget, der ikke er grund til at kritisere. Altså ikke-kritisabel, ukritisabel. Men det ord findes slet ikke og er bestemt ikke bedre end udadlelig. I Bibelen 2020 har man valgt oversættelsen ”Gud skal ikke kunne finde nogen fejl ved jer”. I 1948 var det ”ustraffelig skal du være foran Herren din Gud”. Det er endnu værre. Det er faktisk ret slemt. I Christian IIIs bibel er udtrykket ”du skal være for uden brøst”, hvilket jo er det samme som fejlfri. ”Lydefri” er et andet gammel dansk ord for netop dette. Det anvendes i oversættelserne især om offerdyr. Påskelammet skal eksempelvis være lydefrit. Det må ikke have fejl og mangler. Det skal være uden skavanker. Der må ikke være noget at udsætte på det. Hvad der gælder for offerdyr, gælder altså for Guds folk. Til Abraham siger Gud: ”Jeg er Herren den Almægtige! Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig” (1 Mos 17,1). Dyr skal være lydefri, mennesker skal være udadlelige ifølge den danske oversættelse af Det Gamle Testamente.
Læg mærke til perspektivet, der kommer frem i de negative formuleringer i oversættelserne. Du skal være ”foruden brøst”, ”u-straffelig”, ”lyde-fri”, ”u-dadlelig”, ”uden fejl”. Det er et fejlfinder-perspektiv. Her gælder det om ikke at gøre noget forkert og ikke have nogle fejl eller mangler, for har man det, er man hjemfalden til kritik, dadel eller straf. Det guddommelige fokus i disse oversættelser leder efter noget at kritisere, at dadle eller at straffe. Det er et ganske uheldigt gudsbillede at indføre i en oversættelse. Et gudsbillede, som jeg faktisk mener, stammer fra en forældet og grundlæggende forfejlet opfattelse af den gammeltestamentlige religion og den bibelske Gud. Og bag den ligger en forkert opfattelse af jødedommen, som man kunne bruge stærkere ord om. Ifølge oversættelsen skulle det menneske foran Gud altid være udsat for hans vurderende blik. Hvis man gør noget forkert, hvis man laver fejl eller får skavanker, kommer dadelen, straffen eller kritikken.
Men det er misvisende, nærmest forkert. Det hebræiske ord er tamim. Påskelammet og offerdyrene skal være tamim. Abraham skal vandre for Guds ansigt og være tamim. Moses skal være tamim over for Herren hans Gud. Tamim kommer fra et ord, der betyder ”fuldende”, fuldstændiggøre”. ”færdiggøre”. Tamim betyder ”fuldkommen” i betydningen ”fuldstændig” altså ”hel”. Det er et positivt udsagn. Fokus ligger ikke på fejlene, manglerne og det forkerte. Der er ikke underforstået en mulig dadel, en kritik eller en straf, som man skal sørge for at unddrage sig. I ordet tamim er der ikke et vurderende øje i det høje, der leder efter fejl at udpege eller skavanker at udskamme. Tamim handler ikke om det, man ikke skal være; det handler om det man skal være over for Gud. Det er et udtryk for, hvordan mennesket er, når det står i relation til Gud. Derfor siger Gud til Abraham, at han må leve foran Guds ansigt og være tamim, og til Moses, at han må være tamim over for Gud Herren. I forholdet til Gud er de nemlig fuldkomne, fuldendte, hele. Luther kommer tættest på i sin oversættelse af tilsagnet til Abraham: ”Du skal vandre for mit ansigt og være from”, oversætter han, idet from naturligvis ikke har de bibetydninger af salvelsesfuldhed og skinhellighed, som det har på moderne dansk. From udtrykker her, at gudsforholdet omslutter og gennemstrømmer hele mennesket. Således er man et fuldkomment og helt menneske foran Guds ansigt, tamim.
Interessant nok bliver det sat i modsætning til dem, der dyrker hekseri og troldomskunst, tager varsler og udtaler besværgelser, dødemanere og sandsigere. Altså, alle dem, der reserverer forholdet til Gud til særlige spektakulære handlinger. Sådan skal mennesket foran Gud ikke være. Det skal være helt foran Gud. Tamim.
Det bliver tydeliggjort i evangelieteksten. Jesu lille uhyggelige fortælling om den onde, urene ånd, der drives ud af sit hus, men vender tilbage og finder det rydeligt og nydeligt, men tomt og ubeboet. Derfor flytter den atter ind med syv andre onde ånder, værre end den selv. Det sidste er værre for det menneske end det første. Fortællingen skaber i sin sammenhæng en modsætning mellem at være besat af urene ånder og være besat af Guds ord. Salige er de, der hører Guds ord og bevarer det, siger Jesus i det umiddelbart følgende. To modsatte rum kan man tale om. Det tomme rum, der er åbent for dæmonerne, og det fyldte rum, hvor Guds ord er. Tomheden over for fylden. Det dæmoniske tomme rum over for det salige fyldte rum. Eller: Enten tomrum eller gudsfylde. Et neutralt sted findes ikke. Det er enten onde ånder eller Guds ord.
Således går teksten imod en udbredt tendens i vores samtid til at ville holde tingene adskilt. Det religiøse rum over for det verdslige rum. Privat over for offentligt. Man kan se det i indretningen af bederum i lufthavne og uddannelsesinstitutioner og visse arbejdspladser. Et rum, der er reserveret til religiøs gudsdyrkelse, hvis væsentligste formål er at hindre, at den foregår andre steder. Det særlige religiøse rum skal sikre, at det offentlige rum er verdsligt. Religion er en privatsag og religion skal ud af det offentlige rum, er kendte slagord, der understreger den opfattelse. Og det kan give god mening på det samfundsmæssige plan, hvor ingen Gud kan være et særligt argument i den offentlige debat, og hvor ingen religion kan berettige en særlig logik endsige begrunde særlige handlinger. Men på det personlige plan hænger det netop ikke sammen. Der kan man ikke være en person i det religiøse rum over for Gud; og en anden person i det offentlige rum over for medmenneskene. Så rykker de onde ånder ind, og mennesket falder fra hinanden i dobbeltmoral og skinhellighed; forstillelse og hykleri; måske endda skizofreni. For en selv må rummene hænge sammen, så man kan være over for Herren sin Gud som den person man er over for sine medmennesker. Det er Guds krav. Hvis man ikke kan det, er man ikke fuldstændig, så er man ikke tamim.
Men faktisk sker der mere i teksten end dette. For Jesus lægger jo det dæmoniske tomrum ind i mennesket selv. Det enkelte menneske kan ikke være et tomrum tømt for Guds fylde, så flytter dæmonerne ind. Det giver god mening inden for en antik teksts univers. Ingen er neutrale, når Gud er involveret. Enten samler man, eller også spreder man. Det er enten eller. De onde ånder er, hvor Guds ord ikke får lov at være.
Men jeg tænker, at modsætningen også gælder i mennesket selv. Den enkelte kan heller ikke have rum i sig med vandtætte skotter i mellem. Nogle, som er forbeholdt Gud, og andre, der er lukket for Guds ord. Altså dele af vores liv og handlinger, som vi vil stå ved og leve ud foran Gud. Og andre dele, tanker, følelser, sym- og antipatier, som vi ikke mener, har med vores gudsforhold at gøre. I ekstreme tilfælde giver det sig udslag i mentale lidelser, traumer og fortrængninger. I hvert fald i selvbedrag og samvittighedskvaler. Sådan kan onde ånder tage sig ud. Og alligevel er man er netop tilbøjelig til at lave et sådant dobbeltregnskab. Man taler om, at vi i den vestlige verden har indlejret det fordømmende, guddommelige blik i os selv. Et perspektiv, der får os til at fortrænge dele af vores liv for og med hinanden. ”Øjet i det høje” er det blik, der fremkalder skyld og skam, og som i visse tilfælde virker traumatiserende og invaliderende, fordi dele af menneskelivet for det blik er dadlelige. Så skaber man et særligt rum for det, som kan dadles. Et rum, som man kan fortrænge og holde ude fra gudsforholdet, for at fremstå udadlelige. Men vi skal ikke være udadlelige over for Gud. Det er kun i oversættelserne. Vi skal leve hele menneskelivet over for Gud, så vi kan være hele over for ham. Tamim.
DDS 28 – 338 – 166 — 337 – 204 – 634