3.s.fasten (Vartov, 8.3.26)
Det er hårde ord, vi hører fra Jesus i dag.
Variationer af den sætning lyder formentlig fra de fleste af landets prædikestole i dag, og det gør det ikke mindre sandt. Det er hårde ord, selv her i fastetiden hvor der ellers er tid for selvrefleksion og eftertanke. Hvor vi konfronteres med urene ånder, dæmoner og djævelen selv, velsagtens for at vi skal blive bevidst om de dæmoner og djævle, som er i os og omkring osMen selv i denne tid er det hårde ord at høre. Spørgsmålet er selvfølgelig bare, hvad de hårde ord er, og hvorfor de er så hårde at høre.
Selvfølgelig er det hårdt at høre den johannæiske Jesus sige, at jøderne ikke er af Gud og har djævelen til fader. Navnlig er det hårdt, fordi man kender virkningshistorien og ikke kan undgå at høre dem i sammenhæng med århundreders antisemitisme og jødeforfølgelser. Tanken om det gør det næsten uudholdeligt, at Johannesevangelisten bruger ”jøderne” som betegnelse for dem, der ikke kan høre Jesu ord, ikke vil tage imod ham og ikke tror, at han er udgået og kommet fra Gud. Evangelisten bruger betegnelsen ”jøderne” om den afvisende holdning, trods af at den historiske Jesus selv var etnisk jøde; at hans disciple var etniske jøder; og at Johannes måske endda også var etnisk jøde.
Men i Johannesevangeliet handler det ikke om etnicitet. Det handler om identitet. Tager man ikke imod Jesu ord, tror man ham ikke, er man jøde og har djævelen til fader. Tager man imod hans ord og tror på ham, har man Gud til fader, uanset om man etnisk set er romer eller græker, samaritaner eller judæer. For det er forholdet til Jesu ord, der afgør ens identitet, og intet andet.
Det er ikke i sig selv hårde ord, for vi har længe lært, at identitet kommer af det, man gør. Identiteten opstår af den måde, som man handler på, og den måde man behandles på. Det er ikke mindst filosoffen Judith Butler, der har har lært os det. De, for sådan vil Butler omtales, har lært os, at køn og identitet, er noget, man gør. Man producerer eller performer sin identitet og sit køn.
Her på 8. marts er der grund til igen at minde om det. Man kan være født som mand, kvinde eller noget tredje, men hvad det betyder, kommer af den måde, som kønnet bliver sat i scene og sat i tale. Mand og kvinde bliver man ved at komme ind i en verden, der er ordnet efter mænd og kvinder. Det første, der sker, når man er født, den første handling staten foretager med en, er at tildele et kønsbestemt cpr.nr. Så er man klart til at gå ud i en verden, der allerede er ordnet i kønslige kategorier, så man skal foretage kønsbestemte valg – valg, der både er bestemt af og bestemmer kønnet – blot man skal have en gave pakket ind i en legetøjsbutik, for der findes indpakningspapir til drenge og piger. Ligesom man skal beslutte sig for sit køn, når man skal købe en flybillet. Og hver dag tager man sit køn på, når man tager tøj på. Tror man, at præstekjolen er kønsneutral, er det kun, fordi man har glemt, at det er en gammel herreklædning. Kønnene er alle steder omkring os, før de er i os.
Og det gælder selvfølgelig også alle andre identiteter. Ung og gammel er man, når man skal købe en togbillet, tegne en forsikring eller tage et lån i banken. Etniciteten finder man i sit pas og oplever, når man skal have visum. Religiøsiteten ser man, når man skal eller ikke skal have tørklæde på.
I årtier har man kunnet konstatere, hvordan det giver anledning til en udfordring af de givne identiteter. Den finder sted, når muslimske piger med tørklæde er iført dyre designersolbriller og har knaldrød læbestift. Den sker, når drenge har neglelak, og piger sømandstatoveringer. Ofte kan udfordringerne tage sig ud som en leg, og man ved til tider ikke, hvad der er alvorligt ment, og hvad der er for sjov. Men måske er det netop pointen, at legen er for alvor, og at det sjove skal tages seriøst. I hvert fald eksperimenteres der med påklædning og andre kønsudtryk, seksualiteten er under forvandling, og pronominer er til forhandling, så alle med jævne mellemrum skal vælge, om man er han, hun eller de, som altså Judith Butler er blevet.
Skulle man tro, at eksperimenterne, udfordringerne og legen opløser identitetskategorierne, så de afvikles og forsvinder, så tager man fejl. For det modsatte er sket. Identitetskategorierne er blevet mangedoblet, så det praktisk talt er umuligt at holde rede i, hvordan forskellige bogstaver kan kombineres for at betegne præcist den identitet, som en given person finder sig til rette i.
Og man overvejer, om der en dag simpelt hen vil være en identitet til os hver, så vi kan være helt sikre på, at vi er os selv og ingen anden, for så ville vi kun være underlagt nøjagtigt de forhold, som passer til os. Så ville vi blive behandlet og kunne handle på præcist den måde, som svarer til den, vi opfatter os som. Og det ville være en drøm for markedet, for så ville man kunne målrette produkterne præcist til hin enkelte, der ville være nødt til at købe dem for at være tro mod sit eget identitetsudtryk og være sig selv og ikke som de andre. For uanset hvor mange identiteter, der findes, eksisterer de ved at adskille sig fra andre.
Derfor er det hårde i Jesu ord i dag ikke at sætte en modsætning op mellem forskellige identiteter, som hver især handler og tænker på forskellig vis. For det er sådan, at identiteter konstrueres. Det ved vi godt, og det gør vi selv hele tiden. Det er ikke specielt hårdt, selv om forskellen trækkes meget markant op. Nej, der hårde i Jesu ord er, at han laver én og kun én forskel mellem identiteterne. Udelukkende, ene og alene, forholdet til hans ord afgør identiteten. Det er hårde ord, for det betyder, at alle andre identiteter underlægges denne ene identitetsmarkør: Modtagelse eller afvisning af Jesu ord. Andre identiteter falder ikke bort og forsvinder ikke, for der bliver ved med at være mænd, kvinder og andet. Der er stadig jøder og grækere, sorte, brune og blege. Alle bogstavkombinationerne er der stadig. De forskellige identiteter er der, men de er underlagt og underordnet den ene bestemmelse af identiteten, om man kan høre Jesu ord og modtage det.
Omvendt er det på grund af det hårde ord fra Jesus, at man kan forholde sig til alle de andre identiteter. Fordi forholdet Jesu ord fundamentalt bestemmer, hvem vi er, er der plads til uendeligt mange andre identiteter under Jesu ord. Og der er plads til at forandre dem og forvandle dem, og navnlig at arbejde for, at ingen af dem undertrykkes og forfølges. Ikke kvinderne, ikke jøderne, ikke nogen andre. Det er muligt, fordi den vi selv er, vores egen identitet, ikke er bestemt af forholdet til de andre og til deres identitet, men alene af forholdet til Jesu ord.
Men her kommer det hårdeste i Jesu hårde ord i dag: Det forhold bestemmer man ikke selv over. Alle andre identiteter kommer af den måde, som man handler og behandles. Identitet er noget, man gør, siger førnævnte Judith Butler. Men den identitet, som ligger i modtagelsen af Jesu ord, er ikke noget, man gør. Det er noget man får. Det gives til en, for det kommer i tro. Den identitet kan man ikke fortjene sig til eller handle sig til. Den har man ikke magt over og kan ikke tage æren for. For den skænkes dem, der har Gud til fader, eller rettere: Det viser sig, at de har Gud til fader, når de modtager Jesu ord.
Og det er det egentlig hårde i Jesu ord, at i det helt afgørende i livet, kan vi kun være modtagende. Det er det hårde, og det er det glædelige, at det, der betyder allermest for os i livet, får vi skænket. Det kan vi ikke producere selv, lige så lidt som vi selv kan producere kærligheden til vores elskede, kan vi producere troen på Guds søns ord, og ikke desto mindre er det alene den, der bestemmer vores identitet og vores liv. Derfor skal vi under nadveren synge om vidundertroen, for vidunderet er, at den ikke kommer fra os selv, men af sig selv slår bro til de levendes land. Og det alene afgør, hvem vi er.
DDS 10 – 201 – 155 — 655 – 321 – 634