Jesus og jøderne

v.42 Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. v.43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. v.44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. v.45 Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. v.46 Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? v.47 Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«
v.48 Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?«
v.49 Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. v.50 Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. v.51 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

Joh 8,42-51

Tekstens forhold til de andre evangelier

Der er ikke noget i de andre evangelier, der kan sammenlignes med denne tekst. Der er masser af tekster, der handler om kontroverser med jøderne, men ingen der i radikalitet og uforsonlighed svarer til denne. Den er helt og aldeles bestemt af Johannesevangeliet.

Tekstens placering i Johannesevangeliet

Hele kapitel 8 er en samtale med jøderne. Samtale er nu så meget sagt. Man kan nok bedre kalde det et skænderi, for parterne taler ikke sammen og forsøger ikke at forstå hinanden. I stedet står de på hver sin side og kalder hinanden ved skældsord. Det eskalerer gennem kapitlet, og på dette sted når det en kulmination. Umiddelbar før har Jesus sagt, at jøderne er slaver, fordi de ikke kender sandheden. De reagerer ved at sige, at de ikke er slaver, men er Abrahams slægt. Det benægter Jesus, at de i virkeligheden er, for var de det, ville de ikke prøve at slå ham ihjel. Så svarer de, at Jesus er et uægte barn, mens de selv har Gud som fader. Det afføder Jesu bemærkning, at de ikke har Gud, men Guds modsætning til fader.

For konflikten er radikal. Der er ikke en fælles grund mellem parterne, så ingen forsoning er mulig. Det slutter med, at Jesu modstanderne tager sten op for at stene ham, og han blev skjult for dem og forlader templet, hvor konflikten fandt sted (Joh 8,59).

Tekstens detaljer

Tekstens afsnit falder i samtalepartnernes replikker. 1: Jesus siger, at de ikke har Gud, men Djævelen til fader; 2: Jøderne siger, at han er besat af en dæmon, siden han kan sige sådan noget; 3: Jesus siger, at det er han ikke. Tværtimod. Det er helt enkelt og nærmest banalt. Diskussionsniveauet er lidt: ”Det man siger, er man selv”. Men der er selvfølgelig en klar og enkelt logik bag det.

Logikken er den, at Jesus i Johannesevangeliet åbenbarer, hvem han er: Guds søn. Samtidig åbenbarer han, hvem mennesker er: Guds børn. Medmindre, selvfølgelig, at de ikke anerkender, at han er Guds søn. Så er de ikke Guds, men Djævelens børn. Lidt mere udførligt er det således, at Jesus i sin jordiske skikkelse er et menneske, der også er Guds søn. Han er jo Ordet, der blev menneske (Joh 1,14). Eller mennesket, der fik Ånden (Joh 1,32-34). Derfor er han en hemmelighed, kan man sige. Man kan ikke umiddelbart se, hvem han er. Han fremtræder som et menneske, men er Guds søn. Hans projekt er at fremkalde tro på det. Den tro giver ret til at være Guds børn (Joh 1,13) og den er evigt liv (Joh 17,3), ligesom det siges det siges i teksten: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden” (Joh 8,51). Det er de kristustroende i Johannesevangeliet. Nu er det imidlertid sådan, at Jesus jo lige så godt kunne være en løgner. Han kunne være et almindeligt menneske, der udgav sig for at være Guds søn. Han kunne være en folkeforfører, der narrer folk. Eller en synder, der forbryder sig mod Gud ved sine blasfemiske udsagn. Eller han kunne være en galning, der led af storhedsvanvid. Eller med datidens sprog: Han kunne være besat af en dæmon. Den holdning til Jesus er lig med at være det modsatte af Guds børn: Djævelens børn. Deres gerninger er onde, de foretrækker mørket og kommer ikke fra døden i livet, men dømmes (Joh 3,18-21). Det er jøderne i Johannesevangeliet. Ganske vist, må man tilføje, at projektet ikke lykkes for Jesus under hans jordeliv. Så længe han er tvetydig, kan han ikke fremkalde den fulde tro på sin identitet. Det sker først ved opstandelsestilsynekomsterne, hvor han som opstanden overgiver ånden til disciplene og fremkalder den sande erkendelse. Og det sker for læserne, når de læser evangeliet og har fuldt indblik i, hvem Jesus er.

Så langt er man ikke i kapitel 8. Her er kampen med dem, der ikke kan eller vil anerkende, hvem Jesus er. Derfor bliver de uvægerligt skrevet over på Djævelens side i modsætningen mellem det gode og det onde. I Johannesevangeliet kan det ikke være anderledes.

På grundlag af den logik giver forløbet i teksten næsten sig selv.

v.42-44: Som sagt afslører Jesus, hvem mennesker er. Og de afslører, hvem de er, når de forholder sig til ham. Det er helt grundlæggende for deres identitet, hvordan de reagerer over for ham. Derfor udtrykkes det således, at deres ophav afgøres af deres forhold til ham: Har de Gud som ophav, anerkender de ham som Guds søn; anerkender de ham ikke som Guds søn, har de Guds modsætning til ophav: Djævelen.

Bag formuleringen i v.44 ligger jødiske traditioner om, at Djævelen var fader til Kain, idet slangen havde befrugtet Eva. Derfor kan det siges, at han var en morder fra begyndelsen. Det er altså Kains mord på sin broder Abel, der overføres til jødernes fjendtlige holdning mod Jesus. De er, som deres fader, menneskemordere.

Men hertil kommer, at han også står for det modsatte af Gud i forholdet mellem sandhed og løgn. Han står for løgn, så de stemmer overens med ham, når de lyver om Jesus. Jesus derimod står for sandhed. Han siger sandheden om sig selv, og er i øvrigt selv sandheden. Men den kan de ikke tage imod, fordi de er af løgnen; eller de er af løgnen, fordi de ikke modtager sandheden. I Johannesevangeliet kommer det ud på det samme, fordi reaktionen på Jesus afslører, hvem man er.

v.45-47: Som sagt, er Jesus det modsatte: Sandhed, som de ikke kan modtage. Synd, har der tidligere været tale om. Jesus har sagt, at de vil dø i deres synder. For synd i Johannesevangeliet er ikke at tro på Jesus. Derfor er det kun ham, der kan frigøre fra synd. Derfor har han selvfølgelig selv ingen synd. Synd er det modsatte af sandhed, når sandheden er sandheden om Jesu identitet, som han selv forkynder. Den tager jøderne ikke imod.

Så rejser sig det store spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor tager de ikke imod ham, når han står lige foran dem og siger sandheden? Det er grundlæggende uforståeligt, at mennesker ikke tager imod budskabet om Guds søn. Så uforståeligt, at de ikke selv kan have skylden for det. Der må være en anden magt bag – Djævelen! For det i virkeligheden lige så uforståeligt, at nogen kan tro på budskabet om Guds søn. Så uforståeligt, at de ikke selv kan have æren for det. Der må være en anden magt bag – Gud! Altså hører de af Gud, Guds søn; de af Djævelen hører ham ikke. Anderledes kan det ikke være, når det drejer sig om det helt fundamentale. Men her er det vigtigt, at det åbenbares i selve troen eller afvisningen, hvilken magt man hører til. Det er ikke forudbestemt, at nogle grupper eller enkeltindivider ikke kan tro. Det fritager heller ikke mennesket for ansvar, for det er i selve forholdet til forkyndelsen, at det viser sig.

v.48: Jøderne reagerer, som de må ifølge logikken. Jesus må være en utroværdig samaritaner eller en galning. Samaritanerne var nemlig et folk, som efter israelitternes mening påstod at være jøder uden at være det. Derfor var de særligt forhadte af israelitterne. I øvrigt spiller samaritanerne en forholdsvis stor rolle i Johannesevangeliet og altid en positiv rolle, så man kan forestille sig, at der har været samaritanere i menigheden.

v.49-50: Logikken fortsætter i Jesu svar. De har intet fattet. Jesus prøver netop ikke at vinde ære eller anerkendelse til sig selv. Det ville en demagog eller en sindsforstyrret person gøre. Han tjener sin faders ære. For selve pointen i Johannesevangeliet er jo, at Jesus skal anerkendes som Guds søn, og Gud som hans fader. Med andre ord skal Gud anerkendes gennem Jesus, for Gud er som Jesus er. Det er pointen. Så Jesus søger ikke ære til sig selv. Han søger ære til Gud. Gud, derimod, ærer ham, for han har ladet sin dom falde gennem ham. Det er nemlig, som sagt, forholdet til ham, der er dommen. Og jøderne vanærer ham, hvorved de er dømt.

v.51: Det fremgår positivt af det sidste vers. Den, der hører ham og holder fast ved det ord, skal aldrig dø, for han er allerede gået over til det evige liv nu. Selv om han skal dø engang, har det ingen betydning, for han har evigt liv på trods af den fysiske død.

Man kan udlægge det en lille smule mere konkret. Jesus er det guddommelige Ord, der blev kød. Den, der holder fast ved det Ord, får selv del i det, og er derfor selv en del af den guddommelige enhed mellem fader og søn, som Ordet etablerer. Derfor skal vedkommende selvfølgelig ikke dø, for Guds Ord er evigt. Ordet er lig med Ånden, som den troende også får, når han holder fast ved Ordet, og er derfor inkluderet i det guddommelige fællesskab, som Ånden skaber. Ånden er evig, så den, der har Ånden, skal aldrig i evighed dø.

Tekstens fortolkning

Dette er en af de farlige tekster i Bibelen. Hvor meget ondt den har været med til at forårsage, kan man næsten ikke forestille sig. Det kan man kun begræde. Man må efter min mening forholde sig til det ved at læse teksten grundigt. Så ser man, at evangeliets teologiske strukturer ikke lader nogen plads åben mellem Gud og Djævelen, derfor er man af Djævelen, hvis man ikke er af Gud. Jøderne får den plads i evangeliet. Det er meget uheldigt at bruge et faktisk folk som udtryk for den teologiske position, som evangeliet skaber. Man kan nemlig næsten ikke lade være med at identificere de ikke troende jøder i Johannesevangeliet med de ikke troende jøder i den virkelige verden. Det er årsagen til det onde, som teksten har gjort.

Men teksten vil først og fremmest sige, at troen på Kristus er absolut og total. Der er ingen neutral position; der er intet, der ikke er omfattet af den. Hele mennesket er bestemt af den, herunder også menneskets fortid og oprindelse. Det er helt uforståeligt ulykkeligt, at nogle ikke tager imod den; det er helt uforståeligt lykkeligt, at nogle tager imod den. Det kan ikke være deres egen bedrift.

Og så kommer der en lille finesse til sidst: Hele skænderiet i kapitel 8 finder sted mellem Jesus og jøder, der er kommet til tro (Joh 8,31)! Det viser selvfølgeligt, at i Johannesevangeliets fortalte univers kan ingen komme til sand tro, før Jesus er opstået fra de døde. Men siger det ikke også, at ingen kan vide sig sikker i sin tro? Hele tiden afsløres det, om vi hører Djævelen eller Gud til. Det er ikke afgjort en gang for alle.