Joh 8,42-51
Et af de ord eller begreber, der er fulgt med woke-bølgen af identitetspolitik, er ”trigger-warning”. Nogle mener, at det kan være på sin plads med en advarsel, før man udsættes for tekster eller billeder, der kan virke stødende. Ligesom i TV-avisen, når man advares mod stærke billeder, inden et indslag med krig og ødelæggelse. Eller som film eller computerspil, der kan være uegnet for børn under en bestemt alder. I USA, hvor udtrykket ”trigger-warning” naturligvis stammer fra, får man i øvrigt at vide, hvad der gør de pågældende film og spil anstødelige. Det er typisk vold, nøgenhed og bandeord. Man kunne sagtens forestille sig, at kønsstereotyper og raceklicheer blev føjet til listen. Og det er vel rimeligt nok, at man ved, hvad man går ind til, når man går i biografen; og at man har en ide om, hvad børnene udsættes for, når man sætter dem foran computeren.
Men det er selvfølgelig ikke i forbindelse med biograffilm eller TV-programmer, at ønsket om ”trigger-warnings” har vakt debat. Og det er ikke derfor, at det i Danmark oftest mødes med hovedrysten. Årsagen er, at det er universitetsstuderende, der forlanger, at deres pensum og undervisning skal mærkes med ”trigger-warnings”. De vil vide, om teksterne kan være anstødelige, inden de læser dem. Eller rettere, så de kan undgå at læse dem. Det kan få midaldrende danske mænd til at vende det hvide ud af øjnene og skrive lange bedrevidende og selvretfærdige indlæg på Facebook. For skulle ikke netop studerende være i stand til selv at forholde sig kritisk til teksterne og sætte dem ind i den historiske kontekst osv. Og skulle ikke netop studerende være villige til at lade sig ryste og lære om ting, som de ikke bryder sig om? Jo, selvfølgelig. Især når man sidder i ensom majestæt bag sin skærm. For man kan få den tanke, at vi, blege mænd i sikre stillinger aldrig selv har prøvet at tage anstød af en tekst. At vi aldrig selv har oplevet, at en tekst kan gøre ondt, fordi de altid læses og udlægges i en sammenhæng, som vi dominerer.
For det er jo sådan, at tekster i sig selv hverken er diskriminerende eller undertrykkende. Tekster kan sådan set ikke engang være anstødelige. Tekster er bare bogstaver. Nogle må læse dem, før de kan få betydning. Deres effekt er bestemt af den sammenhæng i det samfund og den kultur, som de indgår i, når de læses. Mon ikke det er det, der foranlediger kravet om ”trigger-warnings”, at nogle tekster i nogle sammenhænge gør ondt. I racistiske kulturer og sexistiske miljøer skal man måske omgås visse tekster med større forsigtighed end andre. I Danmark kan man måske hygge sig med at læse Lille Sorte Sambo op for sine børnebørn, men ville det være en god idé i Sydafrika eller USA? Uden advarsler? Inden diskussionen om ”trigger-warnings” bliver hysterisk og kommer til at dreje sig om eskimo-is, er der grund til at holde sig for øje, at det er forholdet mellem teksten og samfundet, der gør den anstødelig. Det kan være svært at se fra en privilegeret position i Danmark, hvor selv de mest uhyrlige tekster ikke vækker særligt anstød.
Tag nu dagens evangelietekst. Hvis nogen tekst skulle forsynes med en ”trigger-warning”, var det denne. Jeg har svært ved at pege på en enkelt tekst fra hele verdenslitteraturen, der har gjort mere ondt end denne. At der i Bibelen står, at jøderne har Djævelen til fader, har gennem historien foranlediget grusomheder, som man knap kan holde ud at tænke på. For teksten begår et overgreb. Logikken er ganske enkel. Jesus siger sandheden. Han er sandheden. Derfor er det underligt, at ikke alle forstår og tager imod det, han siger. Det er sørgeligt, at nogle forbliver i mørket, når han er lyset. Det er en tragedie, at der er nogle, der ikke kan se, at han viser os, hvad kærlighed er, når han giver sit liv for sine venner. For større kærlighed findes ikke. Det er så uforståeligt og ulykkeligt, at det ikke kan skyldes dem selv. De må være i en andens magt. Den modsatte magt af sandheden: løgnens magt. Den modsatte magt af Gud: Djævelens magt. Anderledes kan det ikke forklares, at de ikke modtager Kristus, der står lige foran dem. Men i virkeligheden er det et lige så stort under, et vidunder, at nogle tager imod ham og i hans korsdød ser Guds åbenbaring af den ypperste kærlighed. Det kan de troende heller ikke selv tage æren for. Der må stå en anden magt bag: Guds magt. Og så er det helt enkelt. Gud står over for Djævelen; Sandheden over for Løgnen; Lys over for Mørke; Kærlighed over for Had; de kristne over for jøderne. Og her gik det galt. For det er galt, når et bestemt folk udpeges som dem, der står for Djævelens, Løgnens, Mørkets og Hadets position. Ganske vist har Johannesevangelisten næppe etniske semitiske folk i tankerne. Han bruger jøderne som betegnelse for alle dem, der ikke vil vide af troen på Kristus. Men man kan ikke se bort fra, at han faktisk skriver, at jøderne har Djævelen til fader. Og det er meget svært ikke at forbinde dem med det jødiske folk som faktisk findes og lever iblandt os. Ja, af mange årsager er det måske ikke så svært for os i Danmark. Her havde teksten nok været mere farlig, hvis det havde været andre ikke-kristne folkeslag fra Mellemøsten, der var blevet udpeget som Djævelens børn. Men i en sammenhæng, hvor antisemitismen ligger lige under overfladen (man skal ikke længere væk end Frankrig), spørger man sig, om man helt uden advarsel kunne læse denne tekst op. Skulle der ikke i det mindste være en forvarsel, en ”trigger-warning”?
For denne type tekster har alt for let ved at tage magten fra os. Når alting er enkelt inddelt i hvidt og sort, de gode og de onde, er det alt for nemt selv at indtage den rigtige plads og placere sine modstandere på den forkerte side. For det fungerer som regel sådan, at man udnævner sig selv og sin egen gruppe til at være på Guds side, mens modstanderne er på den anden. Sjældent er det på baggrund af en forståelse af, hvad det vil sige at være på Sandhedens, Kærlighedens og Guds side over for Løgnen, Hadet og Djævelen. For Sandheden og Kærligheden er slet ikke så entydig, som det umiddelbart tager sig ud. Den er ikke entydig i den forstand, at den handler om en bestemt gruppe mennesker; eller kan begrænses af bestemte holdninger og meninger. Hvis man skal tale om Sandhedens og Kærlighedens entydighed består den i dette, at den er rettet mod de andres liv. Entydigheden angår livet i verden. Når Jesus i Johannesevangeliet er Sandheden, når han i sin korsdød udtrykker den ultimative Kærlighed, er det en handling for andre. Han sætter livet til for at oprette et fællesskab, der går ud over de modsætninger, vi laver. Et fællesskab om troen på, at Gud er en sådan Gud, der giver sin søn for liv i verden. Det fællesskab forpligter på livet i verden. Det forpligter til at skabe en sammenhæng, hvor teksterne om modsætningen mellem Gud og Djævel; Sandhed og Løgn ikke bruges mod de andre, til at stille dem på Djævelens side; men for de andre, for at være sammen med dem på livets side.
Tag nu Putin. Forleden citerede han den tekst fra Johannesevangeliet, som jeg flere gange har refereret til: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” Han brugte den om de russiske soldater i Ukraine. Det er svært at høre på. Det er faktisk anstødeligt. Man tager intuitivt afstand og oprøres over hans brug af Bibelen. ”Vores Bibel,” som han kaldte den. Men man kan ikke sige, at det ikke er, hvad der foregår på slagmarken. At russiske og ukrainske soldater faktisk sætter livet til for deres venner i en horribel krig. Man kan heller ikke sætte sig til dommer over den enkelte soldat eller den enkelte russer i en sammenhæng, som hverken de eller vi har fuldt indblik i. Nationalt tilhørsforhold er ikke begrundelse for at tilhøre Djævelens side i modsætningen mellem Gud og Djævel. Det er politisk overbevisning heller ikke. Men forskellen sættes af forholdet til livet. Djævelen var en menneskemorder fra begyndelsen. Den side er mod livet. Jesus giver sit liv for sine venner for livet i verden. Den side fremmer livet. Derfor kan man kan spørge, om Putins brug af Bibelteksten er rettet mod at skabe fællesskab om liv i verden, således som Jesu korsdød i Johannesevangeliet er udtryk for Guds kærlighed til livet i verden. Hvis det ikke er det, hvis den indgår i en djævelsk sammenhæng af morderisk egenvilje og fjendtlig menneskeforagt, er det løgn at bruge den.
Putins brug af Bibelen er anstødelig. Men en ”trigger-warning” er ikke tilstrækkelig, for den viser sig med al tydelighed, at problemet ikke er teksten, men den sammenhæng, som den indgår i, og den måde den bruges på. Det er vores opgave at skabe en sammenhæng, hvor dens udsagn høres til gavn for de andres liv. Det er en pligt at bruge den til at fremme liv i verden. For det er at høre ham, der satte sit liv til for sine venner og dermed åbenbarede Guds Kærlighed til verden. Ved at gøre det holder vi fast ved hans ord og viser vi, at vi har Gud til fader.
DDS 735 – 337 – 481 — 166 – 652 – 52