Luk 11,14-28
Det bliver i stigende grad vanskeligt at have med Jesu dæmonuddrivelser at gøre. Jo mere opmærksom på diskrimination og diversitet man bliver, jo sværere bliver de. Det må man sige selv på denne dag, hvor det er en del af landets kulturhistoriske kalender, at Kristus driver dæmonen ud, så sneppen kan komme. For selv om vi med Martin A. Hansen og utallige andre ikke har problemer med at se det symbolske indhold i fortællingen, hvor den onde dæmon drives ud for at skabe plads til det gode i dens sted, hvilket i historien om degnen på Sandø repræsenteres af sneppen, som skal komme og gøre vinteren til forår, så er der jo også et helt konkret og bogstaveligt niveau i historien om den stumme dæmon.
Naturligvis handler det på det symbolske niveau om, at tomrummet efter den diabolske dæmon skal fyldes af det gode. Dæmonen kan ikke kan overvindes af det diabolske, for ondt kan ikke fjerne det onde. Med ondt kan ondt bekæmpes. Med ondt kan den stærkere måske nedkæmpe den mindre stærke, men det onde kan ikke vinde over det onde. Med ondt erstatter man bare et onde med et andet. Derfor skal tomrummet efter dæmonen fyldes af det gode, for at det onde ikke vender mangedoblet tilbage. Man har set gentagne gange på den verdenspolitiske scene, at det ikke er tilstrækkeligt at fjerne hverken den eller det onde, vis man ikke kan sætte det gode i stedet. Man har set det i alverdens personlige behandlinger og terapeutiske forløb, at komplekserne og traumerne, afhængigheden og misbruget dukker op i nye former, hvis ikke deres plads i det bevidste eller ubevidste overtages af noget andet, erstattes af noget positivt.
Alt det og meget andet giver dæmonuddrivelsen udtryk for på det symbolske niveau, som den gør for Johannes Vig (sig det ikke for hurtigt), som svigter både sig selv og andre, fordi tomrummet ikke fyldes for ham, og sneppen måske slet ikke kommer til ham. Hvis man da overhovedet kan tro på ham, der jo notorisk er Løgneren.
Ikke bare den danske sammenfletning af litteraturhistorie, bibelhistorie og årstidernes skiften, men naturligvis også teksten selv i Lukasevangeliet lægger op til, at netop dette symbolske niveau er det egentligt betydningsfulde i fortællingen. Så afgørende er det, at man helt mister blikket for, at dæmonen, der uddrives, ikke blot er et mytisk væsen med horn i panden og klov på den ene fod. Dæmonen er ikke en fantasi om Beelzebuls tjenere, der spektakulært overtager magten hos et sagesløst menneske. Og Jesu dæmonuddrivelse er heller ikke en opsigtsvækkende eksorcisme med magiske tegn og teknikker. Dæmonen er stum. Da den drives ud, kan den pågældende tale. Det er det konkrete niveau. Og det er det, der bliver vanskeligere og vanskeligere at have med at gøre. For stumhed er ikke symbolik. Stumhed er konkret. Stumme mennesker eksisterer iblandt os, ligesom i øvrigt døve, lamme og blinde gør. Når deres tilstand gøres til resultat af dæmonbesættelse, fremstilles de pågældende som mennesker, der er under det ondes magt. Så ligger det onde i deres særlige handicap eller funktionsnedsættelse, og det skal de befris for for at kunne komme i fællesskab med Jesus og andre. Derfor drives den stumme dæmon ud ved Guds finger.
Og så er gudsriget kommet til os, siger Jesus i teksten, og man spørger sig, om der ikke er plads til stumme mennesker i Guds rige. Kan lamme ikke gå ind i himmeriget? Kan blinde ikke se frelsen? Kan døve ikke høre Jesu ord? Selv om man fremhæver, at det hele skal forstås i overført forstand, er resultatet, at konkrete handicaps, som virkelige mennesker har, kommer til at bære det symbolske indhold. Så bliver stumme mennesker, sammen med døve, blinde og lamme, mennesker, der skal befris for deres handicap for at opnå samme status som mennesker uden handicap. Således er det vanskeligt ikke at forstå historien, da Kristus driver den stumme dæmon ud og sætter den stumme i stand til at indgå i fællesskabet med andre mennesker. For det, der forhindrede ham i det, blev drevet ud, så fællesskabet kunne komme som sneppen og være der, hvor hans stumme isolation var tidligere.
Det er svært ikke at udlægge teksten sådan, og sådan er den oftest blevet udlagt. Under al den fromme overflade gemmer sig en imidlertid en diskriminerende struktur. Fællesskabet bliver fremstillet som samfundet af raske og rørige mennesker med deres sanser fulde brug, som gladelig tager imod andre, der er lige så sunde, som de selv er. Gudsriget kommer til de svage og syge, de handicappede eller funktionsnedsatte, når deres dæmoner drives ud, og de integreres med alle andre. Således læser man umiddelbart, og således har tekster som denne virket gennem historien, hvor kropslige skavanker i og uden for kirken er blevet forstået som defekter, der skal afhjælpes, for at de pågældende mennesker skal blive fuldt ud en del af fællesskabet.
Og således behandles handicap ufortrødent i samfundets opfattelse af det, hvor det altid optræder som noget, der skal kompenseres for og tages pligtigt hensyn til, men aldrig er noget samfundet i udgangspunktet er indrettet til.
Men det er ikke kun det, der står i evangeliet.
For da Jesus diskuterer med folk fra skaren om dæmonuddrivelsen, siger han netop ikke, at den stumme kom ind i gudsriget. Han siger, at eftersom han uddriver dæmonerne ved Guds kraft er Guds rige kommet til jer. I Jesu tale forsvinder den enkelte stumme helt fra billedet, i stedet har han det kollektive fællesskab i fokus. Til dem er Guds rige kommet, når Jesus uddriver dæmonen, der holdt den stumme ude. Kollektivet bliver modtagere af Guds rige, når den ekskluderede integreres i det. Når der bliver plads til den enkelte, der tidligere ikke kunne være med på grund af sin krop; når den, der blev anset for at være for svag eller for speciel til at være med blandt andre, bliver en del af fællesskabet med dem, så er Guds rige kommet. Til dem. Ikke til ham. Til dem.
Straks må man så genoverveje, hvor dæmonen var. Var den stumme dæmon i den mand, der ikke kunne tale, eller sad den i virkeligheden i det kollektiv, der ikke har plads til dem, der ikke kan tale? Driver Kristus dæmonen ud for den stummes skyld eller for fællesskabet, så det kan få plads til dem, som det ellers ikke kan rumme? Hvis Guds rige er kommet til dem, så er Guds rige dér, hvor også de stumme, døve, blinde og lamme har plads. Dæmonen er det i fællesskabet, der holder dem ude. Når den uddrives, er Guds rige kommet i fællesskabet. Så er de udstødte sneppen, der kommer og fylder pladsen efter dæmonen. Når de er kommet ind i fællesskabet, er Guds rige kommet. Til os.
Nu er det let at se det fejede og prydede hus for sig, hvor der engang var en uren ånd og nu er tomt, men pænt og nydeligt. Som et sted, hvor alting står på sin rette plads, og intet stikker ud. Hvor alt er ordentligt og ryddeligt, men indholdsløst og kedeligt. Fordi intet nyt har fået lov at indtage pladsen, fordi der ikke er plads til andre end dem, der passer ind i foregivne kasser og svarer til de almindelige standarder. Så kommer ånden tilbage med syv af sine venner og sikrer atter, at kun de regelrette og normsikre får plads. Så er Guds rige ikke længere til stede blandt os, for så er fællesskabet kun for de rette og rigtige. Det er det dæmoniske fællesskab, hvor alle må være ens for at være med, og ingen særheder er tilladt. Det fællesskab, der marcherer i takt, om ikke i konkret, så i overført forstand. Det fællesskab er værre end det første.
Det er en påmindelse til alle fællesskaber, der har en tendens til at blive samlingssted for de rigtige meninger og de korrekte holdninger, for personer, der lever op til afstemte kriterier og passer ind i bestemte kategorier.
Men det er først og fremmest et tilsagn til os om, at det sted, hvor dæmonen er drevet ud, kan vi være sikre på at måtte være, uanset vores personlige særheder og sære personligheder. For det er evangeliet i teksten, at når dæmonen er drevet ud, er der ingen, der ikke er plads til. Hvis dæmonen er uddrevet, kan alle forskelligheder være til stede. Så kan vi også vide os sikre på, at der er plads til os i alle livssituationer og under alle vilkår, uanset hvor skrøbelige og mærkelige vi måtte blive.
Så er det ikke længere vanskeligt at høre om stumme dæmoner og blinde, døve og lamme, der helbredes ved fællesskabet med Jesus. For det handler ikke om, at deres dæmoner skal drives ud, for at gøre dem lige med andre, så de kan få plads blandt dem. Det handler om fællesskabet er dæmonisk, hvis der ikke er plads for dem. Derfor drives dæmonen ud, så Guds ord alene kan skabe fællesskabet for os alle. For salige er de, som hører Guds ord og bevarer det. Det ord kommer som sneppen og indvarsler forår for os alle. For så er Guds rige kommet til os.
DDS 739 – 338 – 652 — 166 – 34 – 201