Joh 8,42-51
I William Shakespeares drama Købmanden fra Venedig optræder jøden Shylock. Han er for så vidt hovedperson i stykket, i hvert fald i den forstand at det er hans figur, man husker. Shylock er pengeudlåner, og Shakespeare så ligesom mange af hans samtidige omkring år 1600 med dyb mistro på fænomenet renter. Det, at man skulle betale mere tilbage, end man havde lånt, opfattede man som udnyttelse af folk i pengenød. Shylock vil forklare sig over for de købmænd, der ønsker at låne af ham. Det er som den bibelske stamfader Jakob, der fik lovning på alle de brogede lam fra hans svigerfaders Labans hjord. Jakob sørgede så for at alle lam, der kom til verden det år, blev brogede. Det er ikke åger; det er bare en fortjeneste, og det er en velsignelse, siger Shylock. Man fornemmer allerede her, hvilke stereotype fordomme over for jøder, som Shakespeare kolporterer. En af de andre karakterer kommenterer:
”Djævelen kan citere Bibelen for egen vindings skyld. En nedrig sjæl. Der kalder Skriftens ord til vidne for sig, er som en slyngel med et smil om munden, et dejligt æble, råddent inden i. Hvor skønt et ydre har dog ikke falskhed.”
Men det bliver værre, da købmanden fra Venedig vil låne penge. ”Skulle jeg nu låne penge til den, der til daglig spytter og sparker efter mig og kalder mig en hund,” siger Shylock. Ja, siger Antonio, der vil låne, og jeg skal nok betale tiilbage med renter, for jeg vil ikke modtage penge af jøden, som var vi venner, der gratis låner til hinanden. ”Åh,” svarer Shylock, og man kan blive i tvivl, hvor alvorlig han er: ”Jeg vil gerne være venner og låne mine penge rentefrit til dig, men lad os blot for morskabs skyld sige, at hvis du ikke betaler tilbage til rette tid, skal du give mig et kilo af dit eget kød.”
Og så går dramaet i gang. Antonios skibe går ned og han kan ikke betale. Shylock viser sig nådesløs. Men til sidst bliver han narret af de gode kristne. Han ender nedbrudt og ulykkelig. Han har for så vidt ikke tabt alt, men han har vist sig som et usselt og pengegrisk menneske.
Hvis man holder meget af Shakespeare, leder man gennem hele dramaet efter tegn på, at han ikke bare viderefører de antisemitiske stereotype fremstillinger af jøder som gerrige, arrogante og asociale personer, som han kender fra sin samtid. Og de findes. Enkelte steder lader Shakespeare Shylock anklage den måde, som de kristne behandler ham på. Hvorfor skal han behandles som et undermenneske, spørger han et sted. Der kommer også blod, når en jøde skærer sig på en kniv. Hvorfor skal han så behandles ringere end andre? Og hvorfor skulle han vise nåde over for dem, der kun har hån til overs for ham. Man vil gerne, at det netop er denne diskrimination fra den kristne omverden, der har gjort Shylock så usympatisk i stykket. Men sandheden er nok desværre, at det kun er sprækker i den stereotype jødeopfattelse, som Shakespeare også tilslutter sig.
Og sandheden er endnu mere, at den evangelietekst, som jeg lige har læst har en meget stor del af skylden. Der går en direkte linje fra Jesu udsagn: ”I har Djævelen til fader” til Antonios kommentar: ”Djævelen kan citere Bibelen”, for der er ikke langt fra at kalde jøderne Djævelens børn til at kalde jøden Shylock Djævelen selv. Man kan ikke frikende Johannesevangeliet fra dets virkningshistorie, for det er en farlig tekst.
Det er der nogle velmenende kristne, som vil råde bod på. I den kommende norske bibeloversættelse og i den danske oversættelse, der kom i 2020 og fik navn derefter, Bibelen2020, ønsker man ikke, at Jesus skal vende sig mod jøder i al almindelighed. Det er ikke jøderne, han kalder Djævelens børn, mener man, men de jødiske ledere, som han har et sammenstød med. Så sådan oversætter man, og så bliver teksten helt anderledes ufarlig, for så handler den om nogle enkelte magthavende jøder engang i antikken, og ikke om det jødiske folk, eller om de jøder som vi lever sammen med i dag i København og i resten af verden. Og så bliver teksten så ufarlig, at den næsten bliver ligegyldig, for rigtigt vedkommende er det jo ikke, hvilke skældsord Jesus skulle have brugt i et skænderi med jødiske ledere engang for længe siden.
Men Johannesevangeliet er ikke ufarligt og uvedkommende, selv om det er vedkommende og farligt på en helt anden måde, end de velmenende oversættere mener. Johannesevangeliet er netop vedkommende og farligt, fordi det ikke handler om bestemte jøder eller deres ledere engang i antikken, men handler om alle dengang og i dag, som afviser sandheden i Jesus Kristus. For i Johannesevangeliet er sagen den enkle, at jøde er enhver, der ikke vil vide af at være den, Jesus siger, at man er. Jøderne er Djævelens børn, fordi de ikke tager imod hans ord. Tog de imod det, ville de være Guds børn. Og det er sandheden om os, som han siger til os. Vi er alle Guds børn. Tror man ikke det, er man i løgnen og tilhører løgnens fader.
Det gennemspilles, da Jesus i Johannesevangeliet møder den magtfulde og grusomme Pontius Pilatus, der mener at have magt til at slå Jesus ihjel. Der udspiller sig en længere samtale mellem de to, hvor det afsløres, hvem Pilatus i virkeligheden er. For undervejs spørger han: Er jeg da jøde? Og det er netop det, der er spørgsmålet. Over for ham står Jesus Kristus, som er sandheden. Kan Pilatus tage imod den, så han ikke skal vedblive at være den, som han selv mener, at han er, men kan blive den, som Jesus siger, at han er? Det er spørgsmålet. Samtalen slutter med, at Pilatus stiller endnu et spørgsmål: Hvad er sandhed? Og så er det afgjort, og dommen fældet. Pilatus er jøde i Johannesevangeliets forstand, for han vil ikke modtage sandheden fra Jesus Kristus. Han vil ikke have at vide, hvem han er. Men vil selv bestemme. Så er han jøde, uanset at han er romer, for han agerer som jøderne, der også selv mener at kunne bestemme, hvem de er.
Men det kan man ikke i Johannesevangeliet. I Johannesevangeliet får man at vide, hvem man er, når Jesus Kristus siger, at de, der tror, er Guds børn. Alt andet er løgn. Alle er Guds børn, medmindre man lyver og ikke vil tro det. Det vil jøderne og Pilatus i Johannesevangeliet ikke. Det vil Shylock, Antonio og de andre i Købmanden i Venedig ikke. Det er vi mange, der ikke vil, når vi hellere selv vil bestemme, hvem vi er. Enten fordi vi mener at være så magtfulde og succesrige, at vi ikke synes, at vi kan være lige som alle andre. Eller – og det er måske mere almindeligt – fordi vi synes, at omstændigheder, vilkårene, vores evner eller navnlig mangel på samme har bestemt, hvem vi er, så vi ikke er lige som alle andre.
Men Johannesevangeliet er farligt. Det accepterer ikke, at man ikke vil høre, hvem man er af Jesus Kristus. Det er løgn og djævelskab, hvis man mener selv at kunne bestemme. For sandheden er, at man har den samme fader som Jesus Kristus selv, og derfor må se bort fra alt det, som man fortæller sig selv om, hvem man er; og alt det, som andre fortæller om, hvem man er. For alt det er løgn. Man er kun den, som man får at vide af Jesus Kristus, at man er. Tror man det, siger han, har sandheden gjort en fri. Holder man fast ved det ord, skal man aldrig se døden, for så har løgnens fader, djævelen, han, der var en menneskemorder fra begyndelsen, ingen indflydelse i ens liv. Det er sandheden.
Således også Shylock. Hvis han modtager sandheden om sig selv, kan han ikke begrunde sin nådesløse ondskab med den uretfærdige diskrimination, som han er blevet udsat for. Og således Antonio og hans venner. Hvis de modtager sandheden om sig selv, kan de ikke henvise til deres egen barmhjertige godhed for at hævde sig over Shylock. Og således os alle. Når vi modtager sandheden om sig selv fra Jesus Kristus, er den også sandheden om alle andre mennesker. Derfor er vi forbundet med alle andre i den tro, at vi alle er Guds børn. Nægter man det, er man i løgnen, hvor man kun er, hvad man selv har gjort sig til, eller kun er, hvad men er blevet gjort til. Hvis man mener det, er man jøde i Johannesevangeliets forstand, men ingen skal være jøder i den forstand efter Johannesevangeliets mening.
Johannesevangeliet er farligt. Det er farligt, fordi dets brug af betegnelsen ”jøde” kan misbruges til løgn. Men det er også farligt, fordi det er sandheden om os alle, som kræver, at vi betragter os selv og hinanden, som det vi er i Jesu Kristi sandhed om os. Vil man af velmenende hensyn til evangeliets virkningshistorie tilsløre eller fortie det, gør man sine egne idealer og vurderinger til sandheden. Men det er de ikke. Sandheden kommer fra Jesus Kristus. Den gør os frie og sætter os lige, for den gælder for os alle. Alt andet er løgn.
DDS 736 – 338 – 481 — 204 – 652 – 634