- s.e.fasten: Luk 11,14-28 (23. marts 2025)
Det er en uhyggelig tekst, der skal være vores evangelium i dag. Ikke på grund af dæmonerne. Dem er vi vant til her i fastetiden, hvor refleksionen og besindelsen, navnlig selvrefleksionen og selvbesindelsen, for fastetiden er en tid for at vende blikket indad, gerne sættes i gang af Jesu opgør med dæmoniske magter. Dæmonerne gør os ikke bange. Jesus er jo stærkere end dem, som det tydeligt fremgår af diskussionen med jøderne. Det uhyggelige er ikke dæmonerne, men det tomrum de efterlader. Det vækker angst. Angsten for tomrummet. Horror vacui på latin.
Kunsthistorien anvender det udtryk, horror vacui, om det fænomen i billedkunsten, at intet får lov at stå tomt. Kunstnerne fylder hvert eneste tomrum ud med figurer og dekorationer eller mønstre og ornamenter, så der slet ingen luft er i billedet.
Egentlig stammer udtrykket fra den antikke naturvidenskab. I modsætning til andre filosoffer mente Aristoteles ikke, at naturen ikke kunne indeholde tomrum. Naturen afskyr tomheden, sagde han. Den vil naturligt ville udfylde ethvert tomrum og kan ikke lade et tomrum opstå. Om ikke andet vil luften trænge ind og udfylde de rum, hvor der ikke er andet.
Aristoteles tog nok fejl. Nu er man sikker på, at naturen ikke lider af horror vacui. Men måske gør mennesket. Angsten for tomheden. I psykologien hedder det kenofobi og bliver anvendt om angsten for at være alene i tomme rum eller på åbne pladser. Mon ikke denne lidelse er en ekstrem udgave af et almenkendt menneskeligt fænomen.
Eksempelvis er det ikke bare børn, der bliver utrygge og usikre ved at tænke på verdensrummet, der forsætter i det uendelige, forbi planeter, sole og stjerner, hvor luften bliver så tynd, at den til sidst ikke findes. Hvor lydene for længst er forsvundet, så der er helt stille. Hvor lyset bliver så svagt, at det til sidst er helt slukket, og rummet bare fortsætter og bliver til selve tomrummet. For det hører jo med til tomheden, at alt, hvad vi sanser, forsvinder, så der ingenting er. Så vi ikke kan forholde os til det, fordi der ikke er noget at forholde sig til. For tomheden er jo der, hvor vi heller ikke er. Der hvor vi ikke kan være, for så var det ikke tomt. Tanken om tomheden er derfor tanken om vores egen ikke-eksistens, om intetheden, om døden. I tomheden er der intet menneskeligt. Horror vacui er angsten for det ikke-menneskelige, for det u-menneskelige.
Måske er det derfor, at arkitekten Daniel Liebeskind bruger netop tomrummet, når han skal fremstille det mest umenneskelige. Hans jødiske museum i Berlin skal være en arkitektonisk gengivelse af det jødiske folks historie. Ved hjælp af lange smalle gange, skæve vægge og høje søjler forsøger han at fremkalde følelsen af at være hjemløs i fangenskab, på ørkenvandring eller i eksil. Over alt i bygningen er der tomrum i form af aflange skakter uden varme eller aircondition og uden oplysning. De tomme rum skærer gennem bygningens akser og skal udtrykke tomhed, for tomheden er resultatet af den udstødelse og ødelæggelse, som det jødiske folk har været udsat for gennem historien. Tomheden er også her forbundet med døden og intetheden.
For enden af den akse i museet, som kaldes holocaust-aksen, findes det tomme tomrum. Det er den ultimative tomhed. Liebeskind har givet den umenneskelige grusomhed form som et tomrum, hvor lyset næsten er forsvundet og kun kommer fra en sprække højt oppe under taget. Hvor lydene er lukket ude og forvrænges mellem betonvæggene. Hvor man bliver alene med sig selv midt i tomheden og skal finde ud af, om man kan gå ud af dette umenneskelige tomrum og være menneske. For når man forlader den tomme tomrum, forlader man den død, som tomheden er forbundet med, for at gå ud i livet. Når man har besøgt det tomme tomrum, ved man, at døden er indholdsløs, og livet må have mening. Det umenneskelige er tomhed, det menneskelige må være fylde.
Det angstfremkaldende tomrum er, hvad dæmonen efterlader sig, når den er drevet ud og vandrer rundt i øde egne. Når det, der behersker mennesket, er fordrevet, er der et tomrum tilbage. Det er det uhyggelige i evangeliet: at menneskets indre er tomt, når det ikke er besat.
Bemærkningen kommer næsten til sidst i Lukasevangeliets tilrettelæggelse af Jesu diskussion om dæmonuddrivelser. Først kommer uddrivelsen af en stum dæmon, det vil sige en dæmon, der gør stum. Efterfølgende kan den stumme tale og prise Gud, og straks bliver Jesu handling anfægtet. Nogle vil se et tegn fra himlen. Som om de ikke lige havde set et. Andre siger, at dæmonernes fyrste uddriver dæmonerne. Som om det gode ikke kunne overvinde det onde. Hvis ondt kun kan bekæmpes med ondt, skulle de jo selv stå i ledtog med det onde, siger Jesus sarkastisk, da han henviser til, at deres egne sønner også foretager uddrivelser. Det hele er en smule ironisk, og Jesu modstandere bliver til grin, fordi de ikke kan se, hvad der sker lige foran øjnene på dem. De kan jo se, at den stærke overmandes af den stærkere. Det første den stærkeste gør, er at bemægtige sig den stærkes våben. Det gør Jesus. Han er den stærkere, der tager magten fra dæmonernes fyrste, Beelzebul, og derfor også har magt over hans dæmoner. Så enkelt er det.
Men så kommer til sidst talen om det skræmmende tomrum, der opstår, når det onde er drevet ud. Den passer ikke rigtigt ind i sammenhængen. Bibelforskere kan finde på at sige, at udsagnene stammer fra to forskellige kilder. Fra en kilde kommer samtalen om Beelzebul. Fra en anden kilde udsagnet om dæmonen og de syv dæmoniske venner. Lukas har kombineret dem lidt ufiks, siger man. Hvis det er rigtigt, er det godt, at han har gjort det. For nu handler det ikke bare om dæmoner, der gør stumme. Som om stumme mennesker skulle være mere dæmonbesatte end andre. Nu handler det om enhver, for enhver kan drives af en dæmon. Ja, måske er det sådan, at enhver drives af sin egen dæmon.
Ser man sig rundt i verden. for tiden, forekommer det tydeligt, om end forvirrende, at mennesker selv på de øverste niveauer drives rundt af stærke kræfter. Begær kan man kalde det. Begær efter magt, indflydelse og anerkendelse. Og det gælder i øvrigt, uanset hvilken side man måtte befinde sig på. Det er ikke i sig selv angstprovokerende eller skræmmende, for det er ikke noget nyt. Tværtimod har det vel altid været sådan, at selv de største verdenspolitiske personligheder kan være drevet af et ganske banalt begær, som er det samme, uanset hvor indflydelsesrig man er. At det faktisk er almindelige menneskelige fænomener, understreges for tiden af, at der i de fornemste værelser i de flotteste bygninger udspiller sig scener, der lige så godt kunne finde sted i sandkassen i en skolegård.
Det uhyggelige er ikke, at mennesker drives af magter, der kan være dæmoniske. Det ved vi godt. Det angstfremkaldende i teksten er, at når de magter er drevet ud, er der tomt. Når dæmonen er forsvundet, er der ikke en menneskelig kerne tilbage. Tilbage er kun det umenneskelige tomrum, som er intetheden og tomheden i mennesket selv. Den erkendelse er fremkalder angst. Det er den horror vacui, der tvinger mennesket til at søge fylde alle vide vegne og lade sig fylde af alt muligt og umuligt, fordi det ikke kan leve med sit eget tomrum. Men dette sidste kan blive værre for det menneske end det første, hvis det kun har sit eget begær at fylde sit tomrum med.
Vores evangelium i dag er, at mennesket ikke selv skal fylde sit tomrum. Mine ord, siger Jesus, fylder tomrummet. De er fylden, som fjerner tomrummet og angsten for tomrummet. Mennesket skal ikke drives af dæmonerne eller sit eget dæmoniske begær, men modtage fylden fra Kristus, der elskede os og gav sig selv hen for os. Det ord om hans kærlighedshandling for os skal være menneskets inderste kerne. Med det ord kan man forlade det umenneskelige tomhed og være menneske uden angst. Så er der ikke længere tomrum, men indhold, som det lyder fra evangelieteksten. Så er der ikke længere mørke, men lys, som det lød fra epistelteksten. Så er det lyksaligt, som vi skal synge. For det er evangeliet, at den horror vacui som menneskets egen tomhed vækker, uddrives af Jesu ord til os herovenfra.
DDS 736 – 201 – 166 — 376 – 652 – 337