3. søndag i fasten (1)
Jesus og Beelzebul
v.14 Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig.
v.15 Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« v.16 Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham.
v.17 Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:
»Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. v.18 Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. v.19 Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. v.20 Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.
v.21 Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. v.22 Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet.
v.23 Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.
v.24 Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. v.25 Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. v.26 Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«
v.27 Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« v.28 Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«
Luk 11,14-28 (jf. Matth 12,22-30 (9,32-34); 12,43-45; Mark 3,22-27)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Forholdet mellem de tre første evangelier (de synoptiske evangelier) er ret kompliceret i forbindelse med denne tekst. Afsnittet Luk 11,14-23 om Jesus og Beelzebul har paralleller i både Markusevangeliet (Mark 3,22-27) og Matthæusevangeliet (Matth 12,22-30 og Matth 9,32-34). Afsnittet om den urene ånd, der vender tilbage (Luk 11,24-26), har kun en parallel i Matthæusevangeliet (Matth 12,43-45). Det sidste afsnit om kvindens tilråb har ikke paralleller i de andre evangelier.
Man må antage, at Markusevangeliet (Mark 3,22-27) ligger til grund for første del af teksten, altså Luk 11,14-23 (og Matth 12,22-30). Mens anden del (Luk 11,24-26) enten stammer fra den ukendte kilde Q eller fra Matthæus. Det beror som tidligere nævnt på, hvordan man opfatter det indbyrdes forhold mellem Matthæus- og Lukasevangeliet. Jeg mener, at man kan argumentere for, at Lukas har kendt Mathæusevangeliet og brugt det som kilde.
For første del af tekstens vedkommende er forskellene meget små. Diskussionen om Beelzebul er ikke knyttet til en dæmonuddrivelse i Markusevangeliet, men står som en selvstændig diskussion mellem skriftkloge fra Jerusalem og Jesus. Hos Matthæus er dæmonen både blind og stum. I øvrigt siger Markus, at Jesus taler til dem i lignelser. Det er naturligvis lidt forvirrende, hvis man forstår noget mere præcist ved genren lignelse, derfor har Matthæus og Lukas ændret det. Faktisk har de begge udeladt hele følgende fra Markusevangeliet: ”Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: ”Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?” (Mark 3,23). De har derimod begge indsat afsnittet om, ved hvem deres egne folk uddriver dæmoner (Matth 12,27-28; Luk 11,19-20). Lukas siger, at Jesus gør det ved Guds finger, mens det hos Matthæus er Guds ånd. I øvrigt er det også karakteristisk, at diskussionen hos Markus er med skriftkloge, hos Matthæus med farisæere, men hos Lukas er en ubestemt gruppe (nogle … andre). Dermed løfter Lukas drøftelsen ud af en specifik jødiske sammenhæng og gør den almen.
Hos Markus og Matthæus følges afsnittet af et afsnit om synden mod Helligånden (Matth 12,31-37; Mark 3,28-30). Det har Lukas ikke med, om end han har ordet om at tale mod Menneskesønnen i det foregående (Luk 12,10; jf. Matth 12,32). Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvorfor Lukas ikke har taget det med.
I anden del af teksten om den tilbagevendende urene ånd, hvor der er parallel mellem Matthæus og Lukas, er forskellene endnu mindre. De begrænser sig stort set til lidt variation i ordvalget. Men Matthæus slutter afsnittet med ”Sådan skal det også gå denne onde slægt” (Matth 12,45). Det har Lukas ikke med, fordi diskussionen ikke som hos Matthæus er vendt direkte mod farisæerne.
Det sidste afsnit med saligprisningerne er særligt for Lukas og har ikke paralleller i de andre kanoniske evangelier. I Thomasevangeliet lyder et logion: ”En kvinde fra folkemængden sagde til ham: ”Velsignet er det moderskød, som bar dig, og brysterne, som nærede dig.” Han sagde til hende: ”Salige er de, som har hørt Faderens ord og bevaret det i sandhed. For der vil komme dage, hvor I vil sige: ’Velsignet er moderskødet, som ikke undfangede, og brysterne, som ikke har givet mælk.’”” Jeg tror imidlertid tid, at dette er en kombination af Lukasevangeliets udsagn her og i Luk 23,29,
Teksten i Lukasevangeliets sammenhæng
I Lukasevangeliet følger teksten efter et afsnit om bøn. Fadervor findes i Luk 11,1-4, derefter følger et afsnit om bønhørelse (Luk 11,5-13). Dæmonuddrivelsen kommer til at fungere som en illustration af løftet om bønhørelse i verset umiddelbart før (Matth 12,13). Efter teksten kommer spørgsmålet om Jonas-tegnet, som er et svar på den anden gruppes indvendinger mod Jesus (Luk 11,16). Herefter følger ordet om ikke at sætte sit lys under en skæppe (Luk 11,33-36) og diskussion med farisæerne (11,37-54). I kapitlet er kvindens ord ”Saligt er det modersliv …” og Jesu svar ”Salige er de, som hører …” midtpunkt og vendepunkt. Det er konklusion på indledningen om bønnen og kontrasten til afslutningen med ve-råb.
Tekstens detaljer
v.14-16: Tekstens indledes med en dæmonuddrivelse. En stum dæmon, altså en dæmon, der forårsager stumhed, uddrives. Underet giver anledning til to påstande: Jesus uddriver dæmoner ved hjælp af dæmonernes fyrste, Beelzebul; og han bør give et tegn fra himlen for at bevise, at han ikke er i ledtog med dæmoner, men med Gud. Det sidste krav besvares fra v. 29 med, at de ikke vil få andet tegn end profetens Jonas’ tegn. Han var nemlig i fiskens bug i tre dage, før han ’opstod’. Det er eksplicit meningen med det tegn ifølge Matthæusevangeliet (Matth 12,40) og sikkert implicit her i Lukasevangeliet. I teksten til trejde søndag i fasten er den del af diskussionen imidlertid ikke med. Her fokuseres på første del, anklagen om at uddrive dæmoner ved Beelzebul. Det svarer Jesus på i det følgende.
Navnet Beelzebul kendes kun i kristen litteratur. Filistrene omkring byen Ekron skulle have dyrket guddom ved navn Ba’al-Zebul, som betyder ”Herre af boligen i det høje” e.l. (= ”Herren i himlen”). I Det Gamle Testamente gør man nar af det navn og forandrer det til Ba’al-Zebub, som betyder ”fluernes Herre” (2 Kong 1,2-16). Det kan være dette navn, der står bag navnet Beelzebul. Hvis det er det, betyder det altså, at den fremmede gud ved navn ”Herren af boligen i det høje” er herre over dæmonerne. Med andre ord en dæmonisk mod-gud til Israels Gud, himlens Herre (jf. at de kræver et tegn fra himlen). Men der er altså ikke noget kendt satanisk pantheon med et system af dæmoner, som Jesu modstandere henviser til. De siger blot, at han tjener Guds modstander, som altså må være dæmonernes herre.
Dæmoner spiller ikke så stor en rolle i Det Gamle Testamente, som de gør i dets omverden. Både i andre nærorientalske religioner og i den græsk-romerske samtid havde dæmoner en vis rolle. De blev betragtet som en form for halvguder, der i det nærorientalske miljø oftest var onde, mens de i den græske verden var mere tvetydige. Sokrates mente jo, at han blev drevet af en dæmon i sin filosofiske virksomhed. I denne sammenhæng er det vigtigste dog, at dæmoner kunne betragtes som årsager til sygdom og andre skavanker. Den folkelige overbevisning var simpelt hen, at dæmoner trængte ind i mennesker og gjorde dem syge. Derfor var exorcisme en måde at helbrede på. I et græsk skrift mener en person at have set en dæmon forlade en syg person som en slags sort røg. Forfatteren til skriftet gør ganske vist grin med denne iagttagelse. Det er nemlig karakteristisk for den filosofiske og videnskabelige litteratur, at man ikke accepterede invasions-teorier som forklaring på sygdom. Sygdom opstod af kræfter (ubalance) i kroppen, ikke ved at noget trængte ind i kroppen. Det mente man måske ”i gamle dage”, sagde man, men nu ved man bedre. Af samme grund afviste de lærde forfattere også magi o.l. som midler til helbredelse. Alligevel har det formentlig været den folkelige opfattelse, at dæmoner kunne gøre folk syge ved at trænge ind i kroppene, derfor måtte man gardere sig mod det ved at undgå urenhed og eventuelt beskytte sig ved magiske ritualer. Denne opfattelse var i øvrigt en del af den antikke ”overtro”. Overtro var nemlig ikke tro på over-naturlige væsener, men en irrationel frygt for dæmoner og guder. Det var altså en ufornuftig opfattelse af dæmonernes magt, der var overtro eller frygt for dæmoner (græsk: deisidaimonia). I teksten er det tydeligvis den folkelige opfattelse af både dæmoners evne til at invadere mennesker og påvirke dem negativt (her: gøre stum) samt forståelse af exorcisme som en behandlingsform, som ligger bag både selve dæmonuddrivelsen og anklagen om at beherske over dæmonerne ved hjælp af en over-dæmon, dvs. at kunne helbrede det onde, fordi man hersker over det onde.
v.17-18: Jesus ved, hvad de tænker og svarer på deres anklage, at han står i ledtog med dæmonernes fyrste, siden han kan befale over dæmonerne. Hans svar fortsætter til v. 26.
Billedet af riget i splid med sig selv er let at forstå. Det overfører Jesus på modstandernes påstand. Imidlertid kræver det en mellemregning. Jesu argument fungerer kun, fordi han forudsætter, at han tjener det gode med sin dæmonuddrivelse og således vil stå i et modsætningsforhold til det onde. Derfor kan han drage konsekvensen, at Satan er kommet i splid med sig selv, i fald han uddriver dæmoner ved hjælp af Beelzebul (som altså er identisk med Satan). Så kan Satans rige ikke bestå. Men faktisk består Satans rige jo. Det må være konsekvensen af Jesu argumentation: Han kan ikke uddrive dæmoner ved dæmonernes fyrstes hjælp, for så ville dæmonernes rige være delt og i splid med sig selv. Det er det ikke.
v.19-20: Her kommer anden del af argumentationen til hjælp. Næste argument er nemlig, at også diskussionspartnernes egne folk uddriver dæmoner. Bemærk, at det er uproblematisk forudsat, at der finder exorcismer sted. Når Jesus siger, at de skal være dommere, betyder det sikkert helt banalt, at man må afgøre sagen på deres vidnesbyrd. Altså, hvis de ikke driver dæmoner ud ved Beelzebul, kan man slutte sig frem til, at det gør Jesus heller ikke.
Og hvad betyder det så? Ja, hvis Jesus udfører sine mægtige gerninger ved Guds hjælp, så er det Gudsrigets frembrud. Det udtrykkes med et billedligt udtryk for Guds magt og indblanding, nemlig hans finger. Det er almindeligt i Det Gamle Testamente at bruge menneskelige udtryk om Gud, selv om man i senere skrifter forsøger at slippe for det (derfor er det lidt mærkeligt, at Matthæus har undgået det ved at skrive ”Guds ånd”, men Lukas altså har det antropomorfe ”Guds finger”). I sammenhængen er pointen dog bare, at Jesus i så fald er forspidsen af Gudsrigets komme. For så er Satans rige ved at blive overvundet. Gudsrige bryder igennem med ham, for han handler for Gud, nemlig ved hans finger.
v.21-22: Dette siges med et billede. I sammenhængen må det forstås således, at Satan er den stærke, bevæbnede mand, der har sine ejendomme i fred. Jesus er den stærkere, der bryder ind og fravrister ham hans våben og fordeler byttet. Det er det, der sker, når Jesus hersker over dæmoner. Om man skal udlægge billedet i flere detaljer, er jeg tøvende over for. Man kan selvfølgelig spørge, hvad den stærke har ejendomsret over (denne verden, nogle mennesker, alle mennesker?), hvad hans våben er (dæmoner, ondskab, ikke-tro?), hvad fordeler den stærkere (magt til at uddrive dæmoner, frelse, Gudsriget?) og til hvem (apostlene, kirken, de troende, alle?). Jeg tror, at man skal være forsigtig med den slags fortolkninger. I første omgang illustrerer billedet Jesu magtovertagelse, som han har sagt i det foregående: Det er ikke den dæmoniske magt, der hersker over dæmoner, men den modsatte, guddommelige magt, der er stærkere end dæmonernes magt.
v.23: Men af den radikale forskel mellem to magter følger tvedelingen af menneskers tilslutning: Man er enten med den ene eller den anden magt. Når der er en konfrontation mellem to modsatrettede magter, er der kun to sider at vælge mellem. Igen tror jeg ikke, at man skal spekulere meget over, hvad det vil sige at hhv. samle og sprede. Det er blot to modsatte aktiviteter, som man ikke kan gøre samtidig.
v.24-26: I forlængelse af den dualistiske forståelse i det foregående, to magter, to grupper, følger beskrivelsen af den uddrevne dæmon uden større komplikationer. Den viser, at der ikke er nogen neutral grund mellem Gud og Satan eller mellem Jesus og dæmonerne. Hvis ikke noget andet rykker ind og udfylder det tomrum, som den uddrevne dæmon efterlader, kommer den tilbage med dobbelt (syv gange så stor) kraft. Det er enten-eller: Enten besat den dæmoniske magt eller fyldt af den guddommelige kraft. Billedordet illustrerer det på en ganske uforglemmelig måde.
Men det mest interessante er, at vi nu mere eller mindre umærkeligt har bevæget os fra den konkrete forståelse af dæmoner som årsager til sygdom og funktionsnedsættelse i tekstens begyndelse til en overført, billedlig forståelse af den dæmoniske magt i dette afsluttende billede. For jeg tror ikke, at der i billedet tænkes på konkrete dæmoner, der vandrer om på øde (egentlig: vandløse) egne (selv om ørkenen er dæmonernes opholdssted) og samler andre dæmoner. Muligvis bygger udsagnet på folkelige forståelser af dæmoner, men jeg tænker ikke, at det blot er en beskrivelse af dæmoners måde at opføre sig på. Især ikke, når der tales om, at dens hus (dvs. menneskets krop eller sind) bliver fejet og prydet. Jeg tror, at det er en for fantasifuld beskrivelse til at nogen har opfattet den bogstavelig. I stedet er det en billedlig fremstilling af at være besat af den ene eller anden magt. Således handler det ikke om at blive invaderet af dæmoner, men om at indoptage Kristus. Hvis ikke, man er opfyldt af det kristne budskab om Jesus er man åben for det sataniske. Der er ingen mellemvej.
v.27-28: Saligprisningerne minder om perikoperne om Jesu sande familie, hvor han afviser sine kødelige slægtninge til fordel for sine tilhængere (Matth 12,46-50; Mark 3,31-35; Luk 8,19-21), som for Matthæus- og Markusevangeliets vedkommende også optræder i denne sammenhæng. Men der er en forskel. Hovedsagen hos Lukas ligger i at korrigere eller i det mindste supplere saligprisningen af et fysisk, kødeligt forhold ved blods bånd med en saligprisning af en åndelig relation ved Guds ord. Spørgsmålet er nemlig, hvordan Jesus svarer på kvindens udråb. Han afviser det ikke direkte, men siger han ”ja, og …” eller ”ja, men endnu mere …” eller ”ja, men især …”? Det kan man ikke rigtigt afgøre. Dog kan man sige, at med Lukas’ særlige forkærlighed for Maria (jf. Luk 1-2) er det konsekvent, at det fysiske slægtskab mellem dem ikke blot afvises, men fremstilles som prisværdigt. På det grundlag fremhæves det åndelige slægtskab med de troende endnu mere.
I sammenhængen står Jesu saligprisning af dem, der hører Guds ord og bevarer det, som svar på de spørgsmål, som er rejst af det foregående: Hvad er byttet, der fordeles (v. 22)? Hvem samler (v. 23)? Hvad skal bosætte sig i stede for dæmonen (v. 25)? Svaret er: at høre og bevare Guds ord.
Tekstens fortolkning
Teksten handler om to ting: Jesu magt og at få gavn af den magt. Teksten begynder på et konkret niveau med en diskussion om den konkrete magt i forbindelsen med uddrivelse af dæmoner og urene ånder, men undervejs bliver spørgsmålet hævet over det konkrete og kommer til at handle om tilhørsforhold til Gud eller hans modpol. Det er ikke forstået som konkrete besættelser, men som et spørgsmål om at høre hans ord og bevare det. Det er mindst lige så saligt som at være Jesu egen mor, og naturligvis helt uden for dæmonernes magtsfære og helt inden for relationen til Gud. På den måde indskriver Lukas spørgsmålet om tilhørsforhold til Jesu budskab (“at høre Guds ord og bevare det”) i en mytologisk dualisme med en kamp mellem Gud og Satan. I den findes ingen neutralitet.