Matt 22,15-22
”Giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er” er et af dit mest citerede bibelsteder i dansk politik. Statsministre, kirkeministre og folketingsmedlemmer har citeret det gentagne gange og gjort det til grundlag for adskillelsen af religion og politik eller den offentlige sfære og den private sfære. Paradoksaliteten i, at Jesus bliver autoritet for politikere, der gerne vil holde religion ude af politik, ser man som regel bort fra. I stedet gøres Jesus sammen med Luther til ophavsmænd til den vestlige verdens sondring mellem det verdslige og åndelige regimente. Med udgangspunkt i dette citat kan man hævde, at kristendommen overhovedet er årsag til sekulariseringen, og bibelen indeholder de værdier, som det liberale samfund bygger på. Ikke mindst grænsen mellem politik og religion.
For politikerne bliver pointen ofte, at denne grænse er så grundlæggende, at den må respekteres af alle, der vil deltage i samfundsdebatten. For der må være en grænse. Det er, hvad citatet bruges til i den politiske debat. Man må have en grænse mellem politik og religion. En grænse som et moderne samfund ikke kan tillade at blive overskredet. Samfundet kan ikke tolerere grænseoverskridende adfærd, der blander politik og religion. Religiøse autoriteter kan ikke have magten i det sekulære samfund. Man må give kejserens, hvad kejserens er, dvs. magten i det politiske, mens Gud kan have magten i det religiøse. Der går grænsen, som skal sikre, at der ikke opstår en magtkamp mellem de to regimenter. For denne grænse handler som alle grænser om magt. Ved at sætte en grænse skaber man en verdslig, politisk magt på den ene side og en religiøs, åndelig magt på den anden. De to skal ikke blandes. Grænsen må ikke overskrides.
For det er sådan, at grænseoverskridende adfærd er krænkende. Overskrides landegrænser, krænkes landets suverænitet og tvinges under en anden magt. Overskrides personlige grænser, krænkes personens integritet og tvinges af en andens magt. I begge tilfælde undertvinges den pågældende og vedkommendes identitet lider skade. Kan et folk bevare sin nationale identitet, hvis det er under en fremmed magt? Kan en person bevare sin selvstændige identitet, hvis en anden tager magten over vedkommende? Kan man forblive sig selv, hvis man ikke kan forsvare sine grænser og kan bevare magten over sig selv? Og således må politikken sætte grænsen for religionen for at bevare magten i samfundet; ligesom religionen må sætte grænsen for politikken for at bevare magten i kirken. Det har Jesus selv sagt, siger man på grundlag af evangelieteksten.
I den er spørgsmålet netop, om grænserne er overtrådt. Kan man betale skat til kejseren? Kan man som rettroende jøde i Judæa acceptere kejserens magt og endog underkaste sig den ved at betale skat til ham? Blandt de jødiske partier var det et stridspunkt. Nogle mente, at jøderne burde have suverænitet i deres land og derfor afvise kejserens krav på alle måder. Andre at de burde bevare deres land og derfor acceptere at underlægge sig kejserens politik, når de var nødvendigt. To grupper vil have Jesus til at tage stilling og vælge side. Uanset hvad han svarer vil han komme i konflikt med nogen, og det er selvfølgelig hans modstanderes ærinde.
Og så er det, at de bibeltro politikere mener, at Jesus er kløgtig og inddeler virkeligheden i en del, der er kejserens, og en anden del, der er Guds, og sætter en uoverskridelig grænse mellem dem, så der opstår to magtområder, der ikke kan og ikke skal komme i konflikt. Således den politiske udlægning. Men er den korrekt? Begrænser Jesus virkelig Guds magtsfære ved at sætte en grænse mellem det, der er Guds, og det, der er kejserens? Og giver han kejseren magt over en del af menneskelivet, hvor Gud ikke har indflydelse? Næppe! For man skal sikkert ikke udlægge teksten i overensstemmelse med de politiske taler, så den handler om to sidestillede regimenter. Tværtimod tilhører noget kejseren og noget tilhører Gud, men de to dele er ikke selvstændige, adskilte enheder, for alting er Guds. Kejseren har bare mønterne. Det, der er kejserens, er en delmængde af det, der er Guds.
For kan man overhovedet tale om Gud, så kan det ikke være begrænset til særlig interesse i tilværelse eller afgrænset til et specielt område i livet. Taler man om Gud, så må Gud omfatte alt, hele livet, hele tilværelsen. Så er der ikke et sted uden for Gud, men man må forstå sig selv som helt omfattet af Gud og helt afhængig af Gud. Der er ikke et neutralt sted, hvor man kan overveje, om dette eller hint hører til kejseren eller til Gud, for alt, hvad man har, og alt, hvad man er, er Guds. Derfor må alt i menneskelivet finde sted inden for forholdet til Gud, for der er ikke noget sted uden for, hvis man taler om Gud. Derfor kan man give skat til kejseren eller lade være med at give skat til kejseren, og begge dele må være rummet inden for Gud. For træder man uden for det og vil betragte det, der er Guds, udefra, så er det ikke længere Guds. Gud må omfatte det hele, hvis der er tale om Gud.
Ellers er det en afgud. En afgud kan man være på afstand af, bedømme og vurdere. Der er afguder for snart sagt alting i verden. Afguder for handel og fiskeri. Afguder for kærlighed og erotik. Afguder for krig og fred. Hver af disse guder har deres særlige områder, som de skal tage sig af. Så kan man ofre til dem, alt efter hvad man har brug for. I Det Gamle Testamente gør forfatterne nar af disse afguder. De er lavet af træ og brænder godt, hvis de kommer i ovnen. Afguderne kan man forholde sig til som en del af tilværelsen, adskilt fra andre dele. Således gør vi Gud til en afgud, hvis vi følger politikerne i deres udlægning af dagens evangelietekst, når de sætter grænsen mellem kejserens magt og Guds magt. Så bliver Gud noget, der hører til et bestemt område af virkeligheden, men skal holdes borte fra andre. Det er ikke Gud. Det er en afgud.
Men det er ikke en afgud, Jesus taler om. Han taler om Gud, sin fader. Den Gud omfatter mennesket, før mennesket kan fatte Gud. Derfor er der for det menneske, der er omfattet af Gud, intet menneskeligt, der ligger uden for Gud. Intet kan begrænses, afgrænses eller udgrænses, for Gud er den virkelighed, som livet leves inden for.
Derfor kunne Paulus i epistelteksten med selvfølgelighed sige, at selv den romerske øvrighed er Guds tjener. For naturligvis må også den være omfattet af Guds magt. Men det betyder ikke, at statsmagten udøver Guds magt. Det betyder, at også ens forhold til statsmagten finder sted inden for forholdet til Gud. Accepterer staten ikke det og kræver, at man afviser forholdet til Gud for at forholde sig til den, har den gjort sig selv til en afgud, som forholdet til Gud kræver, at man tager afstand fra.
Det er der grund til at huske i denne uge, hvor årsdagen for krystalnatten er blevet markeret. Den aften og nat for 85 år siden, hvor ruderne blev smadret i jødiske forretninger, synagoger blev sat i brand og jødiske begravelsespladser blev skændet af opildnede nazistiske bøller. Også den virkelighed må man forholde sig til inde fra sit forhold til Gud. Man kan ikke se det noget andet sted fra. Og man må drage sine konsekvenser derfra. Det gjorde den store schweiziske teolog Karl Barth, der allerede lang tid før 1938 havde sagt fra. Først over for den del af den tyske kirke, der integrerede nationalsocialismen og dens dyrkelse af føreren. Siden helhjertet og kompromisløst over for nationalsocialismen selv. Den var og kunne ikke være en øvrighed, som den Paulus taler om i brevet til romerne, for den nationalsocialistiske øvrighed stod kristendommen selv imod, argumenterede Barth i en tale kort tid efter krystalnatten. Derfor stillede den et politisk spørgsmål til kirken: Ja eller nej til nationalsocialismen. En neutral position fandtes ikke. Hvis kirken er den kristne kirke, kan den ikke underordne sig den nazistiske statsmagt. Således bliver det politiske spørgsmål religiøst. Statsmagten har gjort sig til en afgud. Der kan derfor ikke være to adskilte magtområder, et politisk og et religiøst. Man forholder sig politisk inden for sit gudsforhold. Derfor kan gudsforholdet kræve en politisk stillingtagen af den kristne kirke. Og fordi det er en kristen kirke, kan det ikke være andet end et nej til nationalsocialismen.
Således også når man i dag under langt lykkeligere forhold drøfter relationen mellem religion og politik og enes om at dele det op i to områder, så politik må føres uden religiøse argumenter, og staten må ledes uden religiøse autoriteters indflydelse, så må også dette være underlagt gudsforholdet. For man kan kun give kejseren, hvad kejserens er, uden at gøre kejseren til en afgud, fordi alt er Guds.
DDS 736 – 683 – 707 — 318 – 319 – 732