Privilegieblindhed
Luk 10,23-37
Mon ikke lignelsen om den barmhjertige samaritaner er den mest kendte af Jesu lignelser. Der er næppe en spejdertrop i landet, der ikke på et eller andet tidspunkt har dramatiseret den i en børnegudstjeneste. En af spejderne har fået rollen som samaritaneren, mens andre har taget til takke med birollerne. Der er sikkert heller ikke en konfirmand, der ikke er blevet stillet til regnskab for, hvornår vedkommende handler som præsten og levitten, og hvornår han eller hun lever som samaritaneren. Og gennem hele voksenlivet får man lignelsen præsenteret som det ypperste eksempel på næstekærlighed, uanset hvad man i øvrigt mener med det. Den barmhjertige samaritaner er en af de grundlæggende fortællinger i vores kultur. Man kan være helt uvidende om Bibelen og alligevel vide, at der er noget med en samaritaner, der gør det rigtige.
Når den har fået så stor betydning, er det selvfølgelig, fordi det er en uhyre stærk fortælling. I al dens enkelthed skaber den et lille univers, som vi bliver inddraget i. Til sidst står vi på den lovkyndiges plads og skal selv svare på Jesu spørgsmål: ”Hvem af disse tre synes du var næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Når man tager stilling til det, bliver man inddraget i forholdet mellem den nødstedte mand og samaritaneren. Og når man svarer, accepterer man, at der nu gælder et andet perspektiv. For den lovkyndige havde spurgt: ”Hvem er min næste”, men Jesus spørger fra offerets vinkel: ”Hvem var næste for ham?” Når man har svaret på det, har man forpligtet sig over for ham. Man har gjort sig til hans næste. Så kan man ikke undvige fordringen: ”Gå du hen og gør ligeså!”
Således er lignelsen i sig selv vældig stærk. Men den er naturligvis kun blevet endnu stærkere gennem de to tusinde års udlægningshistorie. Den har bogstaveligt talt sat sit præg på verden på en måde, så den – verden – ikke havde været den samme uden lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og det handler ikke blot om, at der er nogle, der kaldes samaritter, som kommer nødstedte til hjælp. Det handler om hele vores hospitals- og sygehusvæsen, hvis oprindelse hos munkeordnernes arbejde blandt syge og tilskadekomne skyldes netop denne lignelse. Det handler om vores lovgivning, hvor det regulært er ulovligt ikke at hjælpe et menneske i nød. Lignelsen er indskrevet i vores samfund på en måde, som vi ikke kan komme uden om.
Så stærk er denne lignelse og dens virkningshistorie, at den på afgørende vis har været med til at bestemme, hvad det vil sige at være menneske, og navnlig hvad det vil sige at være medmenneske. Formentlig er det mange bekendt, at teologen K.E. Løgstrup i netop denne lignelse så et udtryk for det, han kaldte den suveræne livsytring, barmhjertig. Det hedder jo netop på det afgørende sted i lignelsen, næsten præcist i midten: Samaritaneren fik medynk med manden. ”Fik medynk” er ikke en særlig god oversættelse, for samaritaneren synes ikke blot, at det er synd for manden. Han får ikke ondt af ham. Han oplever en med-følelse med ham, så hans umiddelbare impuls er at tage sig af ham. Det er, mener Løgstrup, ikke noget, samaritaneren beslutter sig for. Det kommer så at sige bag på ham. Det er livet selv, der melder sig, så han ikke kan andet end følge sin umiddelbare reaktion og tage sig af den anden. Hvis ikke, må han gøre en indsats for at lade være. Det ser vi hos levitten og præsten, der ikke bare går forbi manden, men går i en bue uden om ham, netop for ikke at følge den umiddelbare reaktion: at komme ham til hjælp.
For fænomenet, barmhjertig, er det samme for alle, er Løgstrups påstand. Livet bryder så at sige igennem på trods af os og sætter os i en situation, hvor vi udmærket ved, hvad der er rigtigt at gøre, også selv om vi ikke gør det. Når vi ser nogle i nød eller fare, er impulsen at komme dem til undsætning. Først når tanken kommer til, stopper vi os selv, overvejer, og handler måske alligevel ikke, som barmhjertigheden selv fortalte os, at vi skulle. Sådan er selve livet, ifølge Løgstrup, lagt an på gode positive fænomener som tillid, åbenhed og altså barmhjertighed. Dem skylder vi ikke os selv, hvorimod det, der ødelægger dem, kommer fra os selv.
Men man kunne spørge Løgstrup om lignelsen om den barmhjertige samaritaner illustrerer, hvad barmhjertighed er, eller det i virkeligheden er omvendt, så det er Løgstrups og vores opfattelse af livet, der er bestemt af lignelsen. Idealet om den barmhjertige samaritaner ligger så dybt i vores kultur, at vi forstår os selv og vores erfaringer i forhold til den. Måske er vores erfaringer allerede bestemt af den, når vi oplever dem. Idealet om, hvordan man skal leve som menneske og medmenneske bliver den måde vi opfatter tilværelsen på. Livet selv er et liv, der er formet af samaritanerens ideal. Vi skal jo ”gå hen og gøre ligeså” som samaritaneren. Han er det medmenneskelige, det menneskelige ideal. Det er hans rolle spejderne vil have. Det er ham som konfirmanderne sammenligner sig med. Han skal være forbillede for vores samfund.
Derfor var det et chok for mig, da jeg hørte om en amerikansk college-lærer, der havde et såkaldt diverst klasselokale. At et klasselokale er diverst, betyder, at de studerende er fra mange forskellige etniciteter og kulturer. I dette tilfælde både amerikanere af afrikansk oprindelse (dvs. sorte), latino-amerikanere (dvs. mexikanere og andre), indfødte amerikanere (dvs. indianere) og amerikanere af europæisk oprindelse (dvs. almindelige hvide amerikanere). Lærerinden havde undervist i den barmhjertige samaritaner og havde spurgt, hvem lignelsen handler om, som man jo gør, når man underviser. Og hun havde fået svaret, som man jo også gør, når man underviser i bibeltekster: den handler om os. Ja, havde hun svaret, men hvem er vi i lignelsen. Til min overraskelse var klassen delt i svaret. Kun et fåtal mente, at vi var samaritaneren. De fleste forstod sig som manden, der faldt i hænderne på røverne. Umiddelbart mente jeg, at de misforstod lignelsen. Det mener jeg sådan set stadig væk. Jeg kunne sågar mene, at det er et værn mod at høre Jesu fordring: ”Gå hen og gør ligeså!” Men på den anden side: Hvem kan identificere sig med en person, der havde olie og vin til at pleje den halvdødes sår. Som kunne lægge ham op på sit eget ridedyr og bringe ham sikkert til herberget. Hvor han ovenikøbet kunne lægge ud for ham og give lovning på yderligere betaling. Hvem kan forstå sig selv som ham, foruden den, der selv har rigeligt. Hvordan skal man forholde sig til samaritanerens ideal, når man ikke har noget at hjælpe med. Når man ikke har overskud af hverken den ene eller anden slags til at komme nødstedte til hjælp. Men tværtimod altid selv har været den, der har brug for en næste?
I forbindelse med en ganske forfærdelig forbrydelse i USA udtalte en af dem, der kom ofrene til undsætning: ”Jeg vidste, at der var noget helt galt, da en sød, lille, hvid pige løb hen til en sort mand for at få hjælp.” Denne sorte mand hjalp pigen og hun slap ud af sit livs mareridt. Umiddelbart skulle han være en moderne barmhjertig samaritaner, men alting tyder på, at han hverken blev opfattet sådan af sig selv eller af andre. Tværtimod var oplevelsen en undtagelse, der bekræftede ham i, at han var den forkerte. Den, der dybest set ikke kan bruges til noget. Ikke i den lille historie, selv om han faktisk var en helt, og slet ikke i den store historie i det amerikanske samfund eller i den vestlige verden, hvor helten er den, der har råd til at komme til hjælp. Denne sorte mand oplevede næppe livet selv bryde igennem, da den lille pige kom løbende mod ham. Han oplevede, at der var noget helt galt. For han var grundlæggende ikke god nok til at hjælpe.
På den baggrund åbnes ens privilegie-blinde øjne og man ser, hvor taknemmelig man må være for at blive ramt af Jesu fordring: ”Gå du hen og gør ligeså.” For os er det et bud om at fuldbyrde det liv, som vi lever med hinanden. Efterleve den barmhjertighed, som vi erfarer som suveræne livsytringer. Uden at se den privilegerede situation, det forudsætter, og derfor kræver det samme af alle andre. For det er sådan, vi retfærdiggør os. Ved at mene, at livet selv er, som vi oplever det. At vores erfaringer og opfattelser gælder for alle. At det er livet selv, der byder os at vise barmhjertighed.
Til os, der vil retfærdiggøre os selv, fortælles lignelsen. Ikke for at tvinge os ind i en relation, hvor der er en nødstedt, der må tage imod vores hjælp. Det demonstrerer blot vores privilegerede position. Men for at afsløre og afmontere vores perspektiv. Offerets erfaringer deler vi ikke. Hans verden kan vi måske knap forstå. Vi indtager jo af os selv rollen med overskud. Små, hvide piger ville ikke tøve med at bede os om hjælp. Men lignelsen accepterer ikke det privilegerede perspektiv. Jesus spørger: ”Hvem er den mands næste?” og anlægger offerets perspektiv. Hans spørgsmål afmonterer vores opfattelse af livet selv, det afslører vores privilegerede perspektiv. For livet selv er ikke blot tilværelsen, som vi opfatter den. Livet selv ses i Jesu forkyndelse fra offerets perspektiv.
DDS 749 – 684 – 694 — 164 – 557 – 376 v. 5-6