Zebedæussønnerne

v.20 Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget.
v.21 Han spurgte hende:
»Hvad vil du?«
Hun sagde til ham:
»Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.«
v.22 Jesus svarede:
»I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?«
»Ja, det kan vi,« svarede de.
v.23 Han sagde til dem:
»Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
v.24 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre.
v.25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde:
»I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. v.26 Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v.27 og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, v.28 ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Matt 20,20-28 (jf. Mark 10,35-45; Luk 22,24-27)

Tekstens forhold til de andre evangelier

Der er en direkte parallel i Markusevangeliet, som Matthæus-teksten er en bearbejdning af. Udover mindre variationer i ordvalget er de mest interessante forskelle: 1: I Markusevangeliet beder Zebedæussønner selv om Jesus om at få hæderspladserne (Mark 10,35). 2: I Markusevangeliet spørger Jesus ikke blot, om de kan drikke det bæger, som han skal drikke, men også om de kan døbes med den dåb, som han skal døbes med (Mark 10,38-39). Første ændring er formentlig begrundet i et ønske om at fritage disciplene den pinlige henvendelse, der er ved at splitte discipelgruppen. I stedet sættes deres mor mellem dem og Jesus, så det bliver hendes ærgerrighed, der udstilles, mens disciplene selv går fri. Anden ændring er udeladelsen af dåben. Mange manuskripter tilføjer den dog for at harmonisere teksten med Markusevangeliet. Når den oprindelig Matthæus-tekst ikke har indeholdt denne henvisning, er det måske, fordi referencen til en (døds)dåb virker for aparte. Bægeret derimod viser hen til formuleringen i nadverindstiftelsen (26,27-28) og Getsemane-perikopen (26,39), som tydeligt tilkendegiver, at der menes døden.

I Lukasevangeliet er perikopen med Zebedæussønnerne helt udeladt. I stedet har Lukas en mere generel scene, hvor der blot indledningsvis siges, at der opstod strid blandt disciplene om, hvem der skulle være den største (Luk 22,24). Det giver Jesus anledning til at belære om magtforholdene i menigheden med sig selv som forbillede. Han er nemlig som en tjener iblandt dem (Luk 22,27). Dermed tager Lukas konsekvensen af, at Jesus i de andre evangelier bruger Zebedæussønnernes eller deres moders ønske til at udvikle den generelle magt- og hierarkiomvending, som skal findes i menigheden.

Lukas har heller ikke taget Matt 20,28/Mark 10,45 med, så belæringen ikke knyttes direkte til Jesu død. Det er for så vidt også konsekvent, al den stund den sidste del af v.28 (og Mark 10,45) ikke omhandler Jesu død som et eksempel til efterfølgelse, men derimod er en tolkning af døden, som ikke kan gentages. Imidlertid har Lukas i stedet placeret belæringen i direkte forlængelse af nadveren, hvorved det er blevet klart, hvordan Jesus agerer som tjener, nemlig gennem sin død. På den måde undgår Lukas fortolkningen af døden som en ”løsesum”. Den har måske været teologisk problematisk for ham, og han fremstiller i stedet døden som en tjenestegerning til efterfølgelse.

Tekstens placering i Matthæusevangeliet

Umiddelbart før teksten har der været en lidelsesforudsigelse (20,17-19), hvilket gør fortolkningen af det bæger, som Jesus skal drikke, tydelig. Men i den større sammenhæng er det væsentligere, at tekstens afslutning fortolker Jesu forestående lidelse og død, så det kommer til at blive selve formålet med hans liv: at give det som løsesum for mange. På den måde bliver hans korsdød dels det ultimative dels udtryk for den omvending af værdier og hierarkier, som hans tale om magtforholdene i menigheden omhandler; dels bliver den sat ind i en frelsesteologisk sammenhæng, hvor døden skal have konsekvenser for andre. Den bliver årsag til deres frelse.

Denne forbindelse kommer ligeledes frem i kraft af billedet af bægeret om hans lidelse og død. Det konkretiseres ved nadveren, hvor bægerets indhold er hans blod, der udgydes for mange (26,27-28), og i Getsemane, hvor Jesus beder om at blive fritaget for lidelsen (26,39).

Efter teksten følger en helbredelse af to blinde (20,29-34), hvorefter følger indtoget i Jerusalem. Måske skal helbredelsen af de blinde illustrere den erkendelse af Jesus, som skal ske gennem hans passion på baggrund af den tale, han lige har holdt om sin døds betydning. Så er det hans udlægning af sin død, der åbner øjnene for passionen, som skal til at tage sin begyndelse.

Tekstens detaljer

Der er naturligt to afsnit: Jesu samtale med Zebedæussønnernes moder (v.20-23) og discipelbelæringen (v.24-28).

v.20: Som sagt optræder Zebedæussønnernes moder ikke i Markusevangeliet eller i de andre evangelier. Hun navngives heller ikke i Matthæusevangeliet, selv om hun også nævnes i 27,56. Hvis man forbinder det vers med Mark 15,40, kan man identificere hende som Salome. Hun kan bestemmes som Jesu moders søster, hvis man yderligere inddrager Joh 19,25. Man kan så sige, at familierelationen til Jesus er begrundelse for hendes frimodighed. Efter min mening er det pure fantasi. Matthæus indfører Zebedæussønnernes moder for at spare dem for den pinlige optræden og placerer hende på Salomes plads, da han skal gengive Mark 15,40. Mere kan man ikke sige om hende. Fra 4,21 ved man, at de to brødre hedder Jakob og Johannes.

Men det er bemærkelsesværdigt, at Matthæus vælger at friholde Zebedæussønnerne fra den lidet sympatiske og ærekære selvpromovering. Den får deres moder skylden for, så disciplene selv kan være forbilledlige autoritetspersoner. Det betyder jo også, at deres erklæring om at kunne drikke det bæger, som Jesus skal drikke, ikke er en utilstedelig selvhævdelse på bekostning af de andre disciple, som det er i Markusevangeliet, men blot tilkendegiver deres beredvillighed og solidaritet med Jesus. Moderen kommer til at stå for den nidkære ærgerrighed, som netop ikke skal findes i fællesskabet af troende.

Det er svært ikke at lægge et kønsperspektiv på forskellen mellem Markus- og Matthæusevangeliet. Moderen er styret af sit magtbegær, mens disciplene er de loyale. Hun kommer til at stå som eksponent for de driftstyrede ambitioner, der ikke skal være blandt de fællesskabsorienterede mænd. Hendes begær understreges ved at hun tilbeder Jesus for at få sit ønske opfyldt, mens disciplene i Markusevangeliet blot forsøger at aftvinge Jesus et løfte.

v.21: Moderens bøn er, at hendes sønner må indtage hæderspladserne ved Jesu side i hans rige. Formuleringen svarer til beskrivelsen af korsfæstelsen af røverne ved Jesu højre og venstre side (27,38). Spørgsmålet er, om man skal forestille sig, at moderen forudsætter, at Jesus opretter et jordisk kongerige, hvor han kan give de to pladserne ved siden af sin kongetrone. I så fald vil hendes ønske stå i modsætning til hans lidelsesforudsigelse. Hvis der derimod er tænkt på et himmelsk rige, som eventuelt oprettes ved hans genkomst, hvor der er tolv troner til Israels tolv stammer, hvoraf to er nærmest Jesu trone, kan det opfattes som en vilje til at gå med ham gennem lidelsen til Himlenes rige. Det ligger Jesu svar til dem op til. Men det væsentlige er selvfølgelig, at hun beder om, at hendes sønner skal fremhæves på de andres bekostning.

v.22: Jesu svar tilkendegiver, at vejen til hans rige går gennem lidelse og død. Det er indholdet af det bæger, som han skal drikke (jf. 26,27-28.39). På spørgsmålet om de er klar til det, svarer de selv og ikke deres moder beredvilligt ja. I evangeliets sammenhæng, hvor Zebedæussønnerne med alle de andre disciple svigter Jesus netop i hans lidelsestime, bliver deres udsagn en overmodig, næsten hyklerisk erklæring, som de ikke kan leve op til. Men i den matthæiske menigheds sammenhæng, hvor det formentlig har været kendt, at i hvert fald Jakob led martyriet (Apg 12,2), kan det også opfattes som en oprigtig loyalitetserklæring over for Jesus. Det er i hvert fald det, som Jesu svar forudsætter.

v.23: Jesus siger nemlig, at de faktisk skal drikke hans bæger, dvs. lide døden, som han skal gøre. Apostlenes Gerninger kender til den ene broders martyrium (Apg. 12,2). Johannes’ skæbne er der imidlertid forskellige traditioner om. Nogle vil vide, at han som sin broder led martyrdøden tidligt i Jerusalem. Andre mener, at han levede som en gammel mand i Efesus, hvor han ganske vist fik et martyrium ved at skulle drikke gift, men overlevede det. Denne sidste tradition er også baggrunden for, at nogle kan påstå, at Johannesevangeliet er skrevet af Johannes Zebedæussøn. Mest sandsynligt er det dog, at Johannes som sin broder er død ret tidligt. Under alle omstændigheder synes Jesu svar at forudsætte, at de begge skal lide og dø.

Men den skæbne giver ikke adgang til at blive fremhævet frem for de andre. For ærespladserne råder Jesus ikke over, så han kan fordele dem på forhånd. Det er op til hans fader. Er det en måde at sige på, at ærespladserne i riget ikke kan loves væk? Således er ingen bedre stillet end andre i forhold til disse pladser. Gud tildeler dem, til hvem han vil. Derfor har de troende til alle tider samme ret til ærespladserne som disciple og martyrer fra Jesu egen tid.

v.24: Selvfølgelig medfører Zebedæussønnernes opførsel splid blandt disciplene. Her kan man tydeligt se, hvordan Matthæus-teksten er en bearbejdelse af Markus-teksten, for ifølge Matthæus’ logik skulle disciplene jo blive vrede på moderen. Men hun er gledet helt ud af fortællingen.

v.25: De ti andre disciples reaktion foranlediger discipelbelæringen, der indledes med to udsagn om almindelige magthaveres magtudøvelse og magtmisbrug. Det fremgår lidt mere sofistikeret på græsk end i den danske oversættelse. På græsk er det nemlig ved hjælp af præpositionen kata, som er sat foran verberne for magtbrug, at det antydes, at folkene undertrykkes af deres ledere.

v.26-27: Sådan skal det ikke være i menigheden. Her skal det modsatte praktiseres. De store skal være tjenere; magthaverne skal optræde som slaver. Således vendes det gængse hierarki om.

v.28: Jesus selv, menneskesønnen, er forbillede for denne statusomvending. Han er ikke kommet for at blive betjent, men for at tjene. Således er han gennem sin fornedrede skæbne det ultimative udtryk for den statusomvending, som skal være paradigmatisk gældende i menigheden.

Anden del af verset er en anden argumentation. Den omhandler ikke den forbilledlige værdiomvending, men forståelsen af Jesu død. Døden skal opfattes som en løsesum for mange, idet ”mange” skal forstås som ”alle”. Ordvalget er ikke kultisk. Derfor er det ikke præcist, at Jesu død her fortolkes som soning eller et sonoffer, ej heller at han fremstilles som en syndebuk, der træder i manges sted. Ordet ”løsesum” (lytrôn) leder snarere tankerne hen på gidseltagning eller måske slavehandel. Man betaler løsesum for at udfri nogen, der holdes fangen. Det passer for så vidt godt til det nordiske ord ”frelse”, der skulle komme af ”fri halse”, fordi det betyder at gøre en fange fri af sine lænker. Hverken hos Markus eller Matthæus udfoldes det, hvem løsesummen betales til, og dermed udlægges det ikke, hvem der holder menneskene fangen. Mulighederne er jo kun to: Gud, hvilket ville medføre en tanke om den vrede Gud, der kræver kompensation for at frigive de mennesker, der har forulempet ham; eller Satan, der altså skulle kræve et offer til gengæld for at frigive de mennesker, som han har i sin magt. Ingen af mulighederne passer i virkeligheden særligt godt i evangeliernes teologi. Måske er det derfor, at Lukas har valgt helt at udelade udtrykket. Alt i alt kan man ikke sige andet, end at Jesu død her fortolkes som en tjenergerning, der kommer alle til gode. De sættes fri på grund af hans død.

Tekstens fortolkning

Efter v.28 har nogle manuskripter tilføjet en tekst, hvoraf første del er ukendt fra andre steder, mens anden del selvfølgelig refererer til lignelsen om pladserne ved bordet (Luk 14,8-10):

”Men I, søg at vokse fra det små og blive mindre fra det større – hvorefter følger – : Men når I går indenfor, når I er bedt til måltid, så sæt jer ikke på de fornemste sæder, for at ikke en fornemmere end dig skal komme til, og den, der har indbudt til måltidet, skal komme hen og sige til dig: ”sæt dig længere ned!” – og du skal blive til skamme. Men sætter du dig på den ringere plads, og der kommer en til, ringere end dig, så vil han, der indbød til måltidet, sige til dig: ”Kom med lidt højere op!” – og dette vil være fordelagtigere for dig.”

Denne tekst viser nøjagtigt en misforståelse af Matthæus’ tekst. Det er netop ikke meningen, at værdisystemerne skal omvendes, så der blot gælder de modsatte måder at hævde sig på. Som om det skulle være højstatus at være lille og ydmyg, så man vokser i agtelse derved. Pointen er derimod, at hierarkierne radikalt undergraves, så ethvert hierarki omvæltes, uanset hvori det består. Ingen kan hævde sig på de andres bekostning. Det er en fuldkommen underminering af almene magtstrukturer, så man ikke længere kan tale om en traditionel magtudøvelse.

Resultatet af dette er ikke at alle magtsystemer må afskaffes og alle hierarkier må omvæltes, men at blikket på magten fuldstændigt forandres. I stedet for at fokusere på hierarkiets top, hvorfra magten udøves, må blikket rettes mod hierarkiets bund, hvor konsekvenserne af magtudøvelsen viser sig. Tabernes, de marginaliseredes og de udstødtes perspektiv må anlægges på magten. Det er resultatet af, at det netop er fra det mest fornedrede og ydmygede sted, at alles løsesum betales.