Matth 20,20-28
En mand fylder halvtreds år. Han er en højtbegavet, uddannet kemiker, og er klart overkvalificeret til sit job som gymnasielærer på en skole med uinteresserede og ugidelige elever og så dårlig løn, at han må tage et deltidsjob i en bilvask, hvilket bliver pinligt, når hans elever kommer for at få vasket bil. Omkring sin fødselsdag får han konstateret en fremskreden cancer. Egentlig bekymrer han sig ikke meget om sin nært forestående død. Det skorter på livslysten. Hans kone er gravid med deres andet barn og generelt utilfreds med sin mand og deres levevilkår. Men hans livsforsikring er dårlig. Familien vil ikke kunne klare sig uden hans beskedne indkomst. Gennem sin svoger, der er narkobetjent, finder han ud af, at der sælges en særlig form for amfetamin i byens gader. Med sit talent for kemi og hjælp fra en forkommen, tidligere elev er han i stand til selv at lave et bedre stof. Han beslutter sig for at sælge sit eget produkt på det sorte marked. På den måde vil han ved sin død kunne efterlade en stor sum penge, der vil sikre familiens fremtid.
Mange vil vide, at jeg lige har refereret indledningen til en af de mest nyskabende tv-serier i dette årtusind. Manden hedder Walter White, og serien har navnet Breaking Bad, som betyder noget i retning af at springe ud som ond. Af hensyn til de heldige, der endnu har den til gode, skal jeg undlade at referere mere af handlingen. Men eftersom serien forløber over 62 afsnit i fem sæsoner, kan man regne ud, at Walter White ikke dør lige med det samme. I stedet bliver han mere og mere involveret i produktionen af amfetamin og kommer dybere og dybere ind i det kriminelle miljø, hvor politiet er hans mindste problem. Langt større problemer har han med konkurrerende producenter fra den mexicanske mafia. Ved en kombination af strategisk talent og velanbragt kynisme lykkes det dog Walter White at arbejde sig op i systemet og gøre sig selv og sine partnere styrtende rige, så hans familie ville kunne være sikret mange generationer frem. Imens spreder ondskaben sig omkring ham.
Hvad der gør denne serie så fascinerende er, at man som seer investerer hele sin loyalitet hos Walter White. Uanset hvor langt ud i kriminaliteten han kommer, og uanset hvor megen ondskab, han forårsager, er det ham, man holder med. I et formidabelt afsnit er et barn blevet slået ihjel af en gangster. Walter White er oprørt over, hvem der kan finde på noget sådant: at skade et barn. Hverken han eller seeren tænker over, at han tjener enorme summer på at producere et stof, der skaber uhyrlige ulykker for de utallige afhængige unge. Først langt henne i serien bliver man sig bevidst, at man er blevet forført af fortællingen. Så opdager man, at titlen, Breaking Bad, er rettet lige så meget mod seeren, som den handler om hovedpersonen. For man springer selv ud som ond, mens man ser den. Man holder med ondskaben mod det gode gennem næsten alle sæsoner. Når det først er gået op for en, føler man sig lidt afsløret. Er det virkelig, hvem man er? Hvorfor er det så let at leve sig ind i og solidarisere sig med en person, der springer ud i ondskab og intet middel skyr for sin egen og sine allernærmestes skyld? Er man ikke alligevel ikke bedre end ham?
Breaking Bad er er genial TV-serie. Matthæus har lavet en genistreg i dagens evangelium. For teksten om Zebedæussønnerne kommer fra Markusevangeliet. Matthæus har overtaget den derfra og genfortæller den på sin egen måde. I Markusevangeliet optræder Zebedæussønnernes moder ikke. Dér er det de to ambitiøse brødre selv, der henvender sig til Jesus og vil tage lovning på de bedste og mest prestigefyldte pladser i hans rige, så de kan hævde sig blandt de andre ti disciple. Det er let at se, hvor usympatisk selvpromoverende de er. Men Matthæus har indsat deres moder i fortællingen. Han friholder de to disciple fra den selviskhed, som de fremviser i Markusevangeliet. I stedet er det deres moder, der bliver den ærgerrige. Hun promoverer sine sønner, så det skal gå dem så godt som muligt. Hun ser for sig, at hendes drenge skal klare sig særligt godt og nå til tops sammen med Jesus. For de har jo både evnerne og viljen. De er klar til at yde, hvad der kræves, og gøre, hvad der forlanges. Selvfølgelig synes moderen, at deres offervilje skal belønnes. Naturligvis gør hun, hvad hun kan for at fremme sine børn, så de kan få mest muligt ud af deres indsats. Det kan enhver forælder forstå. Det er jo kun retfærdigt. Ja, det kan enhver forstå, for hvem vil ikke gøre, hvad de kan for dem, der står en nærmest?
Og så bliver man afsløret af Matthæusevangeliet. Først af Jesus, da han tager ordet. For nok skal Zebedæussønnerne få lov til at give deres liv for ham, men ærespladserne ved hans højre og venstre side er det ikke op til ham at fordele. De gives til dem, som faderen har bestemt til det. I Matthæusevangeliets videre forløb viser det sig, at det er de to røvere ved korsfæstelsen på Golgatha, der tildeles pladserne ved Jesu højre og venstre. De ambitiøse Zebedæussønner og deres ærgerrige moder må se, at deres pladser overgår til to gemene kriminelle, der intet forhold har til Jesus selv. Hvad kan man så regne med, hvis tilfældige forbrydere udmærkes frem for loyale og tjenstvillige disciple? Hvordan hænger det sammen, at ærespladserne er røverens henrettelsesplads? Det er jo nærmest en parodi. Og ja, det er netop en parodi, der får hele ideen om at skulle have de fineste pladser og blive fremhævet på de andres bekostning til at falde fra hinanden.
Her er det, at man som læser bliver afsløret, fordi man helt selvfølgeligt har investeret sin sympati med Zebedæussønnernes moder. For hun introducerer et hierarki, som er ordnet i rangforhold. Hun kommer med et værdisystem, hvor der er fine og fornemme sæder til de bedste og mest loyale, mens de øvrige må tage til takke med mindre prestigiøse pladser, hvorfra de kan kigge beundrende og misundeligt op til de betroede ved højbordet. Det er Zebedæussønnernes moders opfattelse af, hvordan verden er indrettet, når den er retfærdig. Og det afslører vores forestilling, når vi ikke alene finder moderens forsøg på at fremme sønnernes interesse forståelig og genkendelig, men selvfølgelig. Helt tydeligt fremstår vores holdning, når vi ikke kan lade være med at spekulere i, hvem det dog kan være, at pladserne er bestemt til, når det ikke er de arbejdsomme og trofaste disciple, der endog skal give deres liv for deres Herre. Vi mener, at hans rige må være ordnet efter vores idé om sammenhængen mellem ydelse og udbytte, så der kan være forskel på folk alt efter deres evner og vilje. Men Jesus afviser hele den logik, der forbinder indsats og udkomme, og han undergraver det system, der lægger grunden for lysten til at sidde til bords ved hans side. For i hans rige findes den hierarkiske logik ikke; dér er ikke noget system for at hævde sig over for de andre. Pladserne ved hans højre og venstre side kan lige så godt indtages af uinteresserede røvere som af stræbsomme apostle. Ingen pladser er bedre end andre.
Man kan nok sidde en smule beskæmmet ved skrivebordet, når man sådan er blevet afsløret af Matthæus’ tekst. Man kom selv med det, som Jesus måtte tage afstand fra. Man havde det i sig, der lod Zebedæussønnernes moder trække en med ind i kampen om de bedste pladser og forsøget på at fremme egne interesser. Alt det, som Jesus afviste; alt det, som ikke hørte til i hans rige, kom fra en selv. For i hans rige er der ikke forskel på nærheden til ham. Dér skal man ikke gøre sig særligt fortjent til den fineste plads. Dér kan man ikke hævde sig på bekostning af de andre. En smule skamfuld bliver man, når man så let har kunnet lade sine egne lavsindede forestillinger få betydning for, hvordan man opfatter Jesu rige. Tænk, at man ikke er større, end at man overvejer, hvordan man får de bedste pladser i gudsriget. Er man virkeligt ikke bedre, tænker man ved sit skrivebord. Jesus er jo præcis helt modsat. Hans rige svarer ikke til ens forestillinger. Tværtimod.
Således lader Matthæusevangeliet læseren blive konfronteret med sin egen smålighed, ligesom seeren af Breaking Bad springer ud i ondskab sammen med Walter White. Men Matthæusevangeliet er ikke en TV-serie. Det er et evangelium. Derfor slutter det ikke med, at man er blevet ydmyget af at se sit eget spejlbillede. Det slutter med, at denne ydmygelse, hvor vi er blevet tvunget til at se os selv ude fra, så vi står som en ynkelig tjener og en ussel træl, fordi vores egen opfattelse af Jesu rige er blevet afsløret, at netop dette er adgangen til hans rige. Gudsriget åbner sig, når teksten tvinger os til at aflægge vores egocentriske perspektiv, som vi sammen med Zebedæussønnernes moder anså for selvfølgeligt. Det er forudsætningen for at leve sammen for at tjene og ikke lade sig tjene i lighed med ham, hvis rige vi derved indtræder i.
Evangeliet afslører vores eget perspektiv, så vi kan overtage et andet, der ikke er vores, men er det, som Menneskesønnen kom med. For det indeholder ikke et hierarkisk værdisystem, hvor enhver fremmer sine egnes interesser, men derimod et perspektiv, der har de andre i fokus. Således løskøbte han os ved sin korsdød mellem røvere fra vores egen selvfølgelige selviskhed og gav os mulighed for et leve frigjort fra den i tjeneste for hinanden. I det liv har vi ærespladsen ved hans side.
DDS 1 – 379 – 491 — 609 – 307 – 6