13.s.e.trin.(1)
Den barmhjertige samaritaner
v.23 Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. v.24 For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
v.25 Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham:
»Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«
v.26 Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«
v.27 Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«
v.28 Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«
v.29 Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus:
»Hvem er så min næste?«
v.30 Jesus svarede og sagde:
»En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.
v.31 Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. v.32 Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. v.33 Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. v.34 Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. v.35 Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.
v.36 Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«
v.37 Den lovkyndige svarede:
»Han, som viste ham barmhjertighed.«
Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
Luk 10,23-37 (jf. Matth 13,16-17; Matth 22,34-40; Mark 12,28-31)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er en meget nær parallel til de første to vers i Matthæusevangeliet. Man regner altså med, at de ord kommer enten fra den tabte kilde Q, eller at Lukas har dem fra Matthæusevangeliet. I Matthæusevangeliet står de i en lidt mere meningsgivende sammenhæng, da de følger et citat af forhærdelsesprofetien fra Esajas 6,9-10 om at se og se, men intet forstå, og ikke at kunne se med øjnene, fordi de er lukket til (Matth 13,14-15). Herefter giver det god mening at prise disciplene lykkelige, fordi de har set, hvad andre ikke har set.
Luk 10,25-29 har en parallel både i Matthæus- og Markusevangeliet. Man mener derfor, at både Matthæus og Lukas kender det fra Markusevangeliet. Men her handler det om det største bud i loven. Jesus bliver stillet til regnskab for, hvad det største bud i loven er. Han svarer næsten som den lovkyndige gør i Lukas’ tekst. Men Lukas har altså fuldstændigt vendt rundt på det, så det nu er Jesus, der spørger den lovkyndige om loven og således vender hans udfordring mod ham selv. Det giver anledning til spørgsmålet om, hvem næsten er (Luk 10,29). Det er sikkert målet med at ændre dialogen, for det giver Lukas mulighed for at fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den findes ikke i de andre evangelier. Altså udtrykker den en særlig lukansk pointe.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Som det allerede fremgår af det foregående, er teksten sammensat af forskellige dele. De første to vers hænger dårligt sammen med det følgende. De hænger lidt bedre sammen med det umiddelbart foregående, hvor Jesus jubler, fordi faderen, himlens og jordens Herre, har skjult dette for de vise og åbenbaret det for umyndige. Det er kun givet til Jesus. Så kun de, som han vil åbenbare det for, ved hvem, faderen er (Luk 10,21-22). Det er i sig selv en kryptisk tekst, og den bliver ikke mindre kryptisk af, at versene om disciplenes lykkelige øjne kommer efter. I Matthæusevangeliet, der også har en parallel til Jesu jubelråb (Matth 11,25-27), er sammenhængen da også helt anderledes. Efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner fortsættes uden overgang med perikopen om Martha og Maria.
Det hele foregår under den lange rejse mod Jerusalem (Luk 9,51 – 19,27), hvor Lukas har placeret meget af det materiale, som han har til fælles med Matthæus, samt meget af hans særstof. Der er ikke altid en klar sammenhæng mellem perikoperne. Således heller ikke her.
Tekstens detaljer
v.23-24: Det er selvfølgelig enkelt, hvad Jesus siger til disciplene. De er lykkelige, fordi de er til stede i tidens fylde, hvor de gamle profeters forjættelserne til det jødiske folk går i opfyldelse. Det er bare lidt uvant at høre i Søren Kierkegaards hjemland, fordi det er så vigtigt for ham, at der faktisk ikke er forskel på disciple på første og anden hånd. Hvis der er forskel, så er det vanskeligere at være discipel på første hånd, fordi man da netop kan blive forledt af det menneske, der står foran en. Meningen er jo for Kierkegaard, at man skal give sig helt hen i tro til paradokset, at Gud blev menneske. Det var ikke lettere, da Jesus var til stede. Derfor er det ud fra den betragtning direkte forkert at prise disciplene og særligt deres øjne lykkelige. Tværtimod, har de al mulig grund til at misforstå ham. Men Lukas kendte ikke Kierkegaard. Hans fortolkning af Jesus er, at tiden nu opfyldes, fordi Guds søn er nærværende. Det er lykkeligt at være en del af det.
v.25-28: Uden sammenhæng til det foregående beslutter en lovkyndig at sætte ham på prøve (egtl. at friste ham) (v. 25). Lovkyndig bruges i Lukasevangeliet i flæng med skriftklog. Det betegner en person med kendskab til loven, altså en jødisk jurist mere end en teolog, selv om det ikke helt kan adskilles. Jeg overvejer, om det er realistisk, at en lovkyndig spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. I Markusevangeliet spørger en rig mand om det samme (Mark 10,17; jf. Luk 18,18). Lovkyndige på Jesu tid ransagede ikke loven med henblik på at få evigt liv. Det gjorde de for at svare på konkrete spørgsmål i dagligdagen, fx angående gæld og skyldnere, måske også spørgsmål om rent og urent. Men evigt liv var ikke et fremtrædende emne. Man var mere interesseret i at få et langt og godt liv. Dog kender man jødiske skrifter, hvor formuleringen ”arve evigt liv” optræder, men det har nok ikke været hver mands interesse. Udsagnet kan meget vel være influeret af Lukas’ situation i den kristne menighed, hvor spørgsmålet nok var mere relevant. Men bemærk, at hele afsnittet ikke for alvor interesserer sig for det. Det handler i stedet om forholdet til næsten.
Selv om den lovkyndige vil udæske Jesus, vender hierarkiet hurtigt om. Jesu stiller et modspørgsmål: Hvad siger loven? (v. 26). Herefter udspiller sig en lille stridssamtale eller en diskussion. Den lovkyndige svarer med den sammenkædning af to bud, som fandtes blandt jøder på den tid: Kærlighed til Gud og næsten (v. 27). Det er faktisk et realistisk svar fra en jødisk lovkyndig, selv om det i de andre evangelier er Jesus, der svarer sådan. Der findes tekster om rabbinere i det første århundrede, der svarer netop sådan på spørgsmålet: Hvad er det største bud i loven. Eller de praler med at kunne recitere hele loven stående på et ben og udtaler så dette dobbelte kærlighedsbud.
Jesus bekræfter hans svar og tilføjer: Gør det (v. 28). Her kunne samtalen for så vidt stoppe, for allerede det svar er provokerende. Hvem kan sige, at man lever op til det? Det siger den rige mand (Mark 10,17-22), men Jesus viser, at det ikke er tilfældet, for han mangler at sælge alt og følge Jesus. Men Lukas vil noget andet med perikopen, derfor stiller den lovkyndige et modspørgsmål.
V.29: Han vil nemlig retfærdigøre sig. Det er lidt vanskeligt, hvad der menes dermed. Måske er det en konsekvens af, at ingen kan påstå at have opfyldt det dobbelte kærlighedsbud. Derfor vil den lovkyndige undgå at blive stillet til regnskab for det ved at problematisere, hvem næsten er.
Ordet, der oversættes næste, betyder i den gammeltestamentlige sammenhæng, som den lovkyndige citerer fra, nok nærmest nabo eller landsmand eller lignende. I hvert fald en, der er tæt på. Når den lovkyndige spørger, er det selvfølgelig, fordi Lukas vil give Jesus mulighed for at give en anden fortolkning af begrebet. Det bliver hele pointen med samtalen. Nu kan Jesus fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
v.30-35: Jesus tager til orde og fortæller. Lignelsen består af tre dele: En indledning, hvor situationen præsenteres (v. 30): En mand slås ned og efterlades halvdød; et midterstykke (v.31-32), hvor præsten og levitten går forbi; kulminationen (v.33-35), hvor samaritaneren tager sig af den tilskadekomne.
Følgende detaljer nævnes som regel i forbindelse med lignelse.
- Vejen mellem Jerusalem og Jeriko (ca. 30 km, hvor det går stejlt nedad mod Jeriko) var notorisk farlig og berygtet for røverbander.
- Præsten: Man kan se på verberne, at han går samme vej som manden. Han er ikke på vej mod Jerusalem for at gøre tjeneste i templet, hvilket måske krævede en renhed, så han ikke kunne få blod på sig. Tværtimod er han på vej væk fra templet. Det fremgår også af verbet, at han ikke blot går forbi den skadeslidte, men nærmest går i en bue udenom.
- Levitten: Levit kan betyde lidt forskellige ting. Det kan betegne en person af Levi’s stamme; en præst; eller en slags medarbejder ved templet, der dog ikke har en præsts funktion med at ofre og lignende. I dette tilfælde er det den sidste betydning, der anvendes. Også han går i en bue udenom.
- I modsætning til hvad man nogle gange siger, har hverken præsten eller levitten en grund til ikke at hjælpe manden, selv om de selvfølgelig ville blive urene af at røre ved et lig og måske alene ved at få blod på sig. Men det fandtes der renselsesriter for.
- Samaritaneren: Folk fra Samaria var ugleset blandt jøder, fordi de var en slags halvjøder. De havde således deres egen version af Det Gamle Testamente (kun de fem Mosebøger i en samaritansk oversættelse) og de havde deres eget tempelbjerg (Garizim). Fordi de på den ene side lignede jøderne, men på den anden side var anderledes, var de i mange sammenhænge jødernes yndlingsaversion. Nogle tekster peger på, at samaritanere og Samaria blev opfattet som urene.
- Den omstændelige fortælling om, hvordan han tager sig af den tilskadekomne, er på den ene side en realistisk beskrivelse; på den anden side tjener den til at sætte fortællingens tempo ned. Hans omsorg for den anden udpensles næsten, mens læseren venter på pointen. I filmsproget kaldes det ’suspense’, fordi man trækker spændingen ud.
- Detaljerne i omsorgen har imidlertid ikke andet formål end at vise samaritaneres barmhjertighed. De skal ikke udlægges symbolsk.
Men det vigtige er, at lignelsens omdrejningspunkt er ordet ”fik medynk”. Det er ikke en god oversættelse. Barmhjertighed ville være bedre, da der også i det græske ord er en henvisning til maven eller indvoldene. Faktisk ville man måske komme det græske ord nærmere ved at sige, at ”han fik ondt i maven, da han så ham”. Dette verbum er vendepunkt og anledningen til hans handlinger.
v.36: Så følger Jesu spørgsmål, der skal være en reaktion på spørgsmålet om, hvem min næste er. Men Jesus vender det om og spørger, hvem den forslåede mands næste er.
v.37: Den lovkyndige kan selvfølgelig ikke svare andet end korrekt. Og Jesu reaktion: Gør lige så, viser tilbage til hans reaktion på det dobbelte kærlighedsbud: Gør det! På den måde har han svaret på den lovkyndiges spørgsmål, men har samtidig fuldstændigt forvirret problemet om, hvem min næste er. For det, den lovkyndige ville vide, var jo, hvem han var forpligtet til at tage sig af. Er det blevet besvaret?
Tekstens fortolkning
Jeg tror, at denne forvirring er meningen med teksten. Næsten skal ikke kunne defineres på forhånd. Det lades i stedet op til ”maven”. Det er reaktion på mødet med den anden, der bestemmer, hvem næsten er. Etniske forskelle eller religiøse eller økonomiske eller lignende har i den sammenhæng intet at skulle have sagt. Således udvider Jesus næste-begrebet i Det Gamle Testamente til potentielt at omfatte enhver uden at svare klart på spørgsmålet. Den forvirring forhindrer, at næsten nogensinde kan begrænses til kun at omfatte en bestemt gruppe. I stedet kræver forvirringen, at man bliver næste for den anden. Det må være fordringen i lignelsen.
Hvorfor fortæller Lukas denne lignelse? På den ene side tager han afstand fra jøderne ved at karikere dem som barmhjertighedsløse. På den anden side bliver samaritaneren helt. Endelig gøres op med alle grænser mellem grupper og for den sags skyld individer. Har han haft brug for det i sin menighed? Det kan vi ikke vide. Men han indfører et etisk ideal, der har været gældende siden.