- s.e.trin.: Luk 10,23-37 (Immanuel, 14.9.25)
Kirkens historie kan beskrives som en lang kamp om at få magt Bibelen. Det er ikke blot en spørgsmål om, hvilken fortolkning der er korrekt. Det er i højere grad en kamp om, hvem der må fortolke Bibelen. I den katolske kirke er det præster, biskopper, kardinaler og i sidste instans paven, der har ret til at fortolke Skriften. Almindelige mennesker behøver ikke at bekymre sig om det. De skal blot lytte. Derfor var der i mange år heller ingen grund til at de kunne læse Bibelen, så det var fint, at den kun fandtes på latin.
Reformationen var som bekendt et opgør med præstestandens magtmonopol. Enhver har ret til at læse og fortolke Bibelen, sagde Luther, og sørgede derfor for, at den blev oversat til lokale sprog. Ingen kan gøre krav på mere ret til at udlægge Skriften end andre, sagde han, selv om han måske nok mente, at nogle kunne være bedre uddannet til det end andre.
Grundtvig havde for 200 år siden sit eget opgør med det eksegetiske pavedømme, som han frygtede at professor Clausen ville indføre i kirken. Grundtvig gjorde radikalt op med Bibelens status som fundament for kirkens tro, for ingen anden end den troende menighed råder over den tro, som kirken bygger på. Selvfølgelig spiller Bibelen en rolle, men det er inden for den tro som allerede findes i menigheden og kommer konkret til udtryk, når den samles til gudstjeneste. Magten ligger i menigheden, for det er i menighedens tro, at Bibelen høres.
Men kampen er ikke forbi, for allerede inden menigheden hører teksten, er der udøvet magt over den. Nogen har haft magt til at bestemme, hvilke tekststeder vi skal høre. For de tekster, som vi hører i år, går de beslutninger tilbage til oldkirken. Nogle gange er de heldige, andre gange knap så heldige. Og nogle gange er det svært at vide, hvad man skal mene. Som i dag.
For i dag hører vi både Jesus tale om de salige eller lykkelige øjne, som ser det, som disciplene ser. For konger og profeter har ønsket at se og høre det, som de ser og hører, og har ikke hørt det. Og vi hører om en samtale med en lovlærd jøde, hvem Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det er en form for magtudøvelse, at vi skal høre både om de salige øjne og om den barmhjertige samaritaner.
Mange andre med magt over Bibelen har brugt den til at gøre noget andet. I alle de udgaver af Bibelen, jeg kender, har man mindst et linjeskift mellem de to dele. I mange har man endda indsat et afsnit med en overskrift mellem dem, så de salige øjne hører sammen med det foregående, og samtalen med lignelsen om den barmhjertige samaritaner står for sig selv. I de udgaver er de to dele adskilte og har tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre. Det er jo også en måde at tage magt over teksten på. For egentlig ved vi ikke, hvad Lukas har tænkt. I de ældste manuskripter er der ingen afsnit. Dér er ordene knap nok adskilt fra hinanden.
Mange præster, jeg tror nærmest de fleste, herunder mig selv, har uden at tænke videre over det underkastet sig den magtfulde fortolkning, som bl.a. findes i den autoriserede danske oversættelse. Vi har stiltiende accepteret, at de to dele i teksten ikke hænger sammen og har kun prædiket over selve lignelsen, mens de salige øjne slet ingen rolle har spillet.
Når man på den måde skiller prædiketeksten ad, kan man udlægge lignelsen som en moralsk opfordring til at tage ved lære af samaritaneren, der følger sin umiddelbare medynk og kommer den halvdøde mand til hjælp. Mens man kan præsentere præsten og levitten som afskrækkende eksempler på, hvordan religion og tradition, etnicitet og kultur kan forhindre det alment menneskelige fællesskab, som vi er skabt til. Lignelsen viser, at ens næste aldrig kan afgrænses negativt, for næsten er altid den, man møder på sin vej. Så bliver svaret på den lovkyndige jødes spørgsmål om, hvem næsten er, at det er enhver, som har brug for en.
Prædikenerne handler så om, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at gøre som samaritaneren, og hvor meget lettere det er at være som præsten og levitten. Måske kan man endda driste sig til at sige, at vi nok i virkeligheden helst vil være præster og levitter. Det er faktisk ikke svært at finde eksempler på, at vi faktisk er som præsten og levitten, når vi går hen over Rådhuspladsen og skræver over de hjemløse, der nok kunne trænge til en barmhjertig samaritaners hjælpende hånd. Ja, bemærker vi dem overhovedet, når vi går i en bue uden om dem, eller er de i virkeligheden forsvundet for vores blik? Mon ikke jeg selv har sagt noget lignende en gang? Det lyder som mig. Og så bliver lignelsen om den barmhjertige samaritaner en moralsk formaning om det menneskelige fællesskab, som man ikke kan undslå sig uden at gøre vold mod selve menneskeligheden.
De salige øjne og ører, derimod, er helt glemt, for de tilhører jo, siger vi, et andet afsnit af Lukasevangeliet, og sådan har vi taget magt over teksten.
Men man kan selvfølgelig ikke helt forbigå de salige øjne i tavshed, derfor synger man gerne Grundtvigs fortolkning salme om øjnene, der er lykkelige. Det skal vi også skal gøre om lidt. I forholder Grundtvig sig til gengæld ikke til lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det, han derimod gør, er at gøre de salige eller lykkelige øjne nutidige og nærværende. For der var ikke kun lykkelige øjne en dag for to tusind år siden.
”Held os, kristne på det jævne. Nådens tid er ej forbi; som oplyst på kirkestævne, lykkens skødebørn er vi: øjne ser, og øren høre ham, som har Guds ord at føre”.
For det er ifølge Grundtvig, hvad der sker hver søndag, hvor menigheden er samlet i deres fælles tro, og Jesus Kristus er lyslevende til stede i gudstjenesten. Så handler det ikke længere om disciplenes tid i fortiden: ”Øjne, I var lykkelige”, men vores tid i nutiden:
”Øjne, I er lykkelige, I som ser Guds Søn på jord! Øren, I blev hovedrige, da I hørte livets ord!”
For Grundtvig sker det lige nu og her, når vi fejrer gudstjeneste sammen i den menighed, hvis tro udgør kirkens fundament. Når Grundtvig tager magt over teksten, forsvinder forskellen mellem dengang og i dag. Så er det, der gør øjnene lykkelige og ørerne hovedrige det, der lyder til os lige nu.
Derfor skal vi prøve at give afkald på at bruge vores magt til at dele teksten op og sætte grænse mellem dens dele. I stedet skal vi høre den i sammenhæng, som man i oldkirken besluttede. For så vil det helt i overensstemmelse med Grundtvigs forståelse være vores ører her i gudstjenesten lige nu, der er lykkelige, fordi vi ser Jesus diskutere med den lovkyndige jøde og hører ham fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Så hører vi ikke bare en moralsk fortælling om, hvordan vi skal opføre os over for hinanden. Så hører vi en historie om, at det er givet os at leve i et fællesskab, hvor det at gå uden om en, der er i nød udstilles som manglende medmenneskelighed. Hvor det at komme den nødlidende til hjælp er eksemplet til efterfølgelse. Hvor ens næste – eller skulle man hellere sige: ens nærmeste – ikke er den, man er i familie med, eller den man deler nationalitet med, eller for den sags skyld den man deler tro med, men er den, som man får medynk med, uanset hvem vedkommende er.
Eller endnu vigtigere: Den, der er næste for mig; den, der er min nærmeste, er den, der får medynk med mig, bekymrer sig om mig og tager sig af mig, uanset hvem det er. For jeg skal ikke tænke på, om min næste er fin nok og god nok eller fra den rigtige kultur eller den rigtige nation for at kunne hjælpe mig. Min næste kan være enhver.
At høre det budskab, at opleve at det findes lige nu og lige her i en tid, hvor magten over alt bruges til at opdele og afgrænse, så grænserne er trukket skarpere op end i mange år; hvor forskellene er mere markeret, end de har været længe; hvor man beskyttelse og forsvar er tidens mest aktuelle emner. At høre et budskab om, at man skal leve ved at være bundet af det fælles bånd mellem mennesker, gør ens ører hovedrige. At se et sådant fællesskab for sig i fællesskabet om ham, der gav al magt fra sig, gør ens øjne lykkelige. Lige nu og her.
DDS 12 – 684 – 691 — 164 – 27 – 52