Identitetspolitik og åndsfødsel
Joh 3,1-15
Et af de fremmedord, jeg ynder at bruge, er oxymoron. Det giver en vis anerkendelse. Samtalepartnerne bliver duperet, men ser ud som om de ved, hvad det betyder, selv om de sjældent gør det. Det betyder noget i retning af en ”klog tåbe” og bruges om selvmodsigende udtryk, som fx ”en gift ungkarl”, ”en solrig nat”, ”en hvid sort”. Morsomt er det selvfølgelig, når man spiller på stereotyper og fx siger ”en eftertænksom politiker, det må vist være et oxymoron”. Eller ”en uhøjtidelig præst, det er da et oxymoron”. Sådan kan man være sjov, når man kan fremmedord.
Jeg kommer til at tænke på ordet oxymoron, når jeg hører om identitetspolitiske diskussioner om diverse forskellige og foranderlige identiteter. For ordet identitet betyder netop at være den samme. Det kommer af det latinske identitas, der atter stammer fra idem, der betyder ”samme”. Forandrer man sig konstant, er man aldrig den samme og aldrig sig selv.
På Netflix kan man se en dokumentar om identitet. Den hedder The Rachel Divide og handler om Rachel Dolezai. Jeg blev opmærksom på den, da jeg så det kontroversielle teaterstykke Black Madonna med Madame Nielsen. Rachel Dolezai voksede op i den amerikanske stat Montana med sine forældre og flere adoptivsøskende. Hendes barndom var omtumlet. Forældrene var dårligt stillet økonomisk, i perioder uden arbejde. Rachel påstår, at hun blev mishandlet som barn. Kammeraterne fra kvarteret var det mest stabile i tilværelsen. Som ung engagerede hun sig i bevægelsen for sortes rettigheder og blev talsmand for den lokale afdeling af en landsdækkende organisation. Det lykkes hende at tiltrække mediernes opmærksomhed. På et tidspunkt begynder journalisterne at interessere sig for hendes baggrund. De afdækker, at hendes forældre hovedsagelig har en østeuropæisk og skandinavisk baggrund. Rachel er altså ikke afroamerikaner, som hun ellers har hævdet, når hun har talt de sortes sag. Det blev en stor sag i USA. Rachel Dolezai virkede overrasket over postyret. Hun havde livet igennem delt vilkår med sine afroamerikanske adoptivsøskende. Hun var vokset op i et socialt belastet område med sorte venner og veninder. Så til sidst svarer hun kritikken: Afstamning har ikke noget med det at gøre: Jeg er sort. At være sort handler nemlig ikke om, hvorfra ens forfædre stammer. Race er ikke et spørgsmål om oprindelse. Identitet handler ikke om hudfarve. Man er sort, hvis opfatter sig som sort og bliver behandlet som sort. Og jeg, mente Rachel Dolezai, har aldrig set mig selv som hvid, for jeg har delt vilkår med mine sorte venner. Derfor er jeg sort uanset min hudfarve.
Den argumentation slap hun ikke godt fra. Selveste Oprah, der bestyrer det mest indflydelsesrige tv talk show i verden og var den første sorte multimilliardær i Nordamerika og i dag omgås både amerikanske præsidenter og europæiske kongelige, udskammede Rachel Dolezai i sit tv-program. Hun er ikke sort og skulle ikke prøve på at være det, for, mente Oprah og mange andre. Hendes forfædre var ikke ankommet på slaveskibene. Hun var ikke vokset op med århundreders nedarvede ar på sjælen. Hun havde ikke del i deres historie. Den historie kan man ikke overtage, fordi man vil. Man kan ikke bare vælge at være sort. Men det mente Rachel Dolezai heller ikke hun havde. Hun havde været tvunget til at leve under miserable vilkår. Hun havde heller ikke valgt at være sort, men hun ville gerne forstås, som hun selv opfattede sig, nemlig som sort.
Hvad denne historie viser er, at identitetspolitik kan tage sig ud som en kamp om positioner og privilegier, hvor enhver søger at skabe sig en identitet i kraft af sit eget særkende for derved at kunne varetage sine egne særinteresser. Af den grund er man nødt til at beskytte sine egne karakteristika og sørge for, at ingen overtager dem. De andre, de fremmede, i dette tilfælde de hvide, er nødvendige for at man kan være sig selv. De skal være de andre, som man kan tage afstand fra. De kan ikke overtage ens særkender. Det gælder generelt for identitetspolitikken. Fællesinteresserne bliver stadigt færre og fællesskaberne stadigt mindre, fordi man definerer sig i forhold til stadigt mere specifikke særtegn, så der til sidst ikke er andet end individuelle identiteter, der i et fortvivlet forsøg på at blive forstået som sig selv lægger afstand til andre. Det gælder også, når man vil forstås som en dannet intellektuel og derfor bruger fremmedord og latinske udtryk og pointerer, at man kun kender Netflix-serier gennem eksperimenterende teaterstykker. Også i det tilfælde gælder det om at skabe en identitet ved at hævde sig over de andre, dem, der ikke hverken kan græsk eller latin og derfor ikke forstår ordet oxymoron. Tænk, hvis alle kunne det; hvad havde man så tilbage?
Ind i alt dette lyder det i evangelieteksten: ”Hvis du ikke bliver født på ny; hvis du ikke bliver født på ny af vand og ånd, kan du ikke se og ikke komme ind i Guds rige!” Midt i alle vores afgrænsende og udgrænsende forsøg på at blive forstået som lige præcis dem, vi tror, vi er, lyder det evangelium. Mens vi larmende gør krav på at blive set netop som dem, vi mener at være, er der et evangelium om at modtage en helt ny oprindelse og få et helt nyt ophav gennem den fødsel i vand og ånd, der finder sted i dåben.
Johannesevangeliet tænker meget konkret om det. Dåbens blanding af vand og ånd er rent faktisk Guds måde at avle børn på, så disse børn ikke er født af kød, men af ånd. Dermed bliver de brødre og søstre til Guds egen søn, Jesus Kristus. For i dåbens åndsfødsel kommer det, der gælder for ham, til at gælde for den døbte. Så det forhold han havde til Faderen, er nu det døbte menneskes forhold til Gud. Som Jesus kaldte Gud Fader, kan den døbte kalde Gud Far. Forholdet mellem Faderen og Sønnen kalder vi Ånden. Det er den vi fejrer i dag, Trinitatis søndag. Den inddrages den døbte i ved at blive født på ny af vand og ånd.
Så er man ikke den, man er, i kraft af forskellen til de andre, de fremmede. Men i kraft af forholdet til det andet, som kommer os i møde gennem historien om Jesus Kristus. I dåben indpodes den døbte i ham, så hans historie er vores historie. På baggrund af den historie får vi lov til at forstå os selv; ja, vi bliver os selv, når hans korsdød og opstandelse bestemmer, hvem vi er. Vi er dem, for hvem han døde og opstod. Det vælger vi ikke selv. Det døbes vi ind i.
Derfor døbes vi til at tilhøre den korsfæstede Jesus Kristus. Derfor kan livet leves i en sand tro på at have del i og være del af Helligåndens fællesskab mellem Faderen og Sønnen. I det fællesskab er de døbte selv børn af Gud. Så falder vores egen fortvivlede jagt efter at skabe os en identitet på grundlag af vores egne særkender bort. Så skal man ikke hævde sig på de andres bekostning ved at bruge fremmedord og tale latin. Så skal man ikke kæmpe med de andre om at blive set og forstået som den, man mener at være. Så skal man ikke vogte over sine karakteristika. For i den relation er de andre ikke fremmede, men nogle man er forbundet med gennem Ånden. Så er man den, man er, i kraft af det fællesskab man ved dåben er inkluderet i, gennem den relation man er indsat i.
Det er dåbens gave, at man må forstå sig selv sådan, så skal man ikke skabe sig selv og sin identitet ved at adskille sig fra alle andre. Det er dåbens opgave at forstå alle andre på samme måde, så man ser dem på samme måde, som man ser sig selv gennem den forbindelse i Ånden, som alle er inkluderet i. For i åndens fællesskab er alle dem, de er, i kraft af Ånden. Hvis man kan leve i overensstemmelse med det, er det Åndens rige, man lever i. Man kan også sige, som evangelieteksten gør, at det er Guds rige, man dermed ser.
For i Johannesevangeliet er Guds rige ikke et, man venter på. Det inkluderes man i gennem troen og dåben nu og her, så man selv er med til at virkeliggøre det ved at forstå sig selv og hinanden som genfødt af Ånden og lade det være fundamentet for livet for og med hinanden. Så er særkendet det fælles. Det karakteristiske er vi sammen om. De andre er søstre og brødre. For man er selv barn af Gud.