Missionsbefalingen
v.16 De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. v.17 Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. v.18 Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v.19 Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, v.20 og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matt 28,16-20
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er ingen direkte parallel til denne perikope i de andre evangelier. I Markusevangeliet siger englene ved den tomme grav til kvinderne, at den opstandne går i forvejen til Galilæa, hvor disciplene skal se ham (Mark 16,7). Men der er ingen fortælling om et møde i Galilæa. I Lukasevangeliet finder mødet med den opstandne sted i Jerusalem og omegn. I Johannesevangeliet lige så, bortset fra det sekundære kapitel 21, hvor mødet finder sted ved søen i Galilæa. Der er ikke andre fortællinger om et møde på et bjerg, hvilket også er et karakteristisk matthæansk sted.
Fortællingen kan være Matthæus’ udfoldelse af det løfte som findes i Markusevangeliet.
Både i Lukasevangeliet og i den såkaldt lange Markusafslutning (Mark 16,9-20) sender den opstandne disciplene ud som missionærer (Mark 16,15; Luk 24,47), men ikke med den samme formulering som her.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Som afslutning på evangeliet har teksten en særligt fremhævet placering i Matthæusevangeliet. Men den samler også trådene fra flere matthæanske temaer. For det første er stedet, på bjerget, typisk for Matthæus, hvilket bjergprædikenen særligt viser. Jesus optræder i Matthæusevangeliet som en ny Moses, hvis lære gives fra et bjerg, ligesom Moses overgav loven fra Sinai-bjerget. Endvidere er udbredelsen af forkyndelsen til alle folkeslag en kulmination på evangeliets forhold mellem jøder og hedninger. Hvor hedninger hidtil har optrådt som eksemplariske repræsentanter for alverden, fx de vise mænd i fødselshistorien, er skellet mellem jøder og hedninger nu nedbrudt på den måde, at det etniske jødiske folk ikke har forrang. Alle folkeslag er på samme niveau. Ligeledes er det afsluttende løfte også en afslutning på et tema, for så vidt Jesus-barnet allerede ved forjættelsen af hans fødsel blev kaldt Immanuel (Matt 1,23), hvilket netop betyder ”Gud med os”. Det er altså betydningen af Jesu liv og virke, der nu skal udbredes til alverden, så han i den fortsatte tilslutning til hans lære vil være med dem alle dage.
Tekstens detaljer
V.16-18a er en beskrivelse af situationen, som Jesu tale (v.18b-20) er en reaktion på.
v.16: Som nævnt kan denne perikope ses som en udfoldelse af løftet i Markusevangeliet, om at disciplene skal se den opstandne i Galilæa. Der hører man dog ikke, at det skal være på et bjerg. Men vigtige ting i Matthæusevangeliet foregår på bjerge. Man må forestille sig, at det er det samme bjerg, som bjergprædikenen blev holdt på.
v.17: Ved den opstandne Jesu tilsynekomst tilbeder de elleve disciple ham. Ifølge oversættelsen tvivlede nogle af dem. Altså: de tilbad alle, men nogle af dem tvivlede. Det er imidlertid kun en bland fire muligheder. En anden er: Nogle tilbad, nogle tvivlede. En tredje: De (elleve diciple) tilbad, nogle (andre) tvivlede. Og den fjerde: De tilbad og de tvivlede, dvs. alle elleve gjorde begge dele. Den sidste mulighed er faktisk at foretrække. Så udelukker tilbedelse og tvivl ikke hinanden, og tvivlens modsætning er Jesu tiltale til dem.
Noget andet er, hvad de tvivler på. Tvivler de på den opstandnes opstandelse? Det er næppe tænkeligt. Snarere er det deres egen status over for ham, som de tvivler på. Det svarer til den eneste anden gang det samme verbum bruges i Det Nye Testamente, nemlig da Peter bliver bange og er ved at synke under vandringen på søen (Matt 14,31). Her er det også relationen til Jesus, som Peter tvivler på, mere end det er Jesu identitet. Tvivlen handler om ens egen status i forhold til Jesus. Det er ikke en (begyndende) afvisning af, hvem han er.
v.18: Jesus udsagn, mig er givet al magten i himlen og på jorden, minder dels om profetien om menneskesønnen, der skal komme på himlens skyer, ”og herredømme, ære og kongerige blev givet ham” (Dan 7,14), dels minder det om fadervors bøn ”som i himlen således også på jorden”. Jesus fremstilles med denne formulering som repræsentant for Guds magt. Som Gud har magt over himmel og jord, således er den nu givet til Jesus som opstanden.
v.19: Den sproglige konstruktion i dette vers er interessant. Hovedverbet er imperativen: ”gør til disciple”, hvortil knytter sig som en forudsætning ”idet I er gået ud” og som en samtidig handling ”idet I døber dem” samt i næste vers ”idet I lærer dem”. Dåben og belæringen er udtryk for det, der sker, når de bliver hans disciple.
Den trinitariske formulering af dåben ”i faderens, sønnens og helligåndens navn”, hvor navn går på alle tre dele, er en meget gammel dåbsformulering. Den passer faktisk ikke voldsomt godt i evangeliets sammenhæng, hvor faderen, sønnen og ånden slet ikke er så tæt forbundne, som de eksempelvis er i Johannesevangeliet. Oversættelsen ”i” er mulig, hvilket ”til” også ville være. Selve udtrykket ”i/til et navn”, kan betyde noget i retningen af ”skrive på min regning”. Den døbte kommer ved dåben på Guds regning, i den forstand at han kommer til at tilhøre ham.
v.20: Til dåben og sproglig på samme niveau som dåben er oplæringen i Jesu lære. I den tidligste menighed, hvor man ikke praktiserede spædbørnsdåb var der altid dåbsoplæring forud for dåben. Formuleringen afspejler altså den tidlige dåbspraksis, der indbefatter oplæring og dåb.
Særligt vigtigt er det i Matthæusevangeliet, hvor Jesus netop gennem sine fem taler og navnlig i bjergprædikenen har overgivet en lære. Den skal de oplæres i, for så vil han være med dem alle dage indtil verdens ende. Det Jesus har efterladt er nemlig hans lære. Når de bevarer den, er han til stede hos dem, for de viderefører hans vilje i verden. Først ved hans genkomst ved tidernes ende er den kommet til afslutning.
Tekstens fortolkning
Teksten rummer flere formuleringer, der afspejler menighedens tro. Det gælder tilbedelsen af den opstandne, den trinitariske formulering af dåben, dåbspraksis og den afsluttende forvisning om, at Jesus er med alle dage indtil verdens ende. Derfor kan hele teksten betragtes som en form for bekendelse af troen på Jesus Kristus, som netop leves ud i livet i hans lære. I denne bekendelse ligger altså troen på, at han er ”Immanuel, Gud med os” indtil verdens ende. Bekendelsen bekræftes i den menighed, hvor det erfares i det liv, der leves i overensstemmelse med hans befalinger.