Matt 28,16-20
Jeg hørte engang om en parisisk psykoterapeut. Hun var tilhænger af den såkaldte lacanianske form for psykoterapi. Jacques Lacan udviklede i løbet af tresserne og halvfjerdserne en særlig udgave af Freuds psykologi, som er overordentligt kompliceret. Enhver, der som jeg har blot et overfladisk kendskab til Lacan, kan forestille sig, at et psykoterapeutisk forløb inden for den tradition vil være ganske langvarigt, nærmest livslangt. Det var et sådant forløb, den pågældende terapeut havde med sin klient, da han en dag dukker op til den aftale tid og ringer på terapeutens dør. Hun åbner og siger: ”Hvorfor kommer du?” og smækker derefter døren i hovedet på klienten. Den var den dags session. Nu havde den pågældende terapeut ganske vist besøg af sin veninde fra USA på det daværende tidspunkt, så det passede hende formentlig udmærket, at terapi-timen den dag blev væsentligt afkortet. Da denne veninde en smule overrasket spurgte nærmere om denne form for behandling, svarede terapeuten, at det skam havde et terapeutisk formål. Meningen var at nedbryde klientens forventninger til verdens indretning. Han skulle lære ikke at stole på, at tilværelsen følger fastlagte regler og fungerer efter forudsigelige love. Han måtte ikke føle sig tryg i en ydre indretning af livet, men skulle finde sikkerheden i sit indre.
Jeg har fortalt den historie mange gange og har gjort mig morsom på bekostning af den franske terapeut, som jeg i øvrigt ikke kender. Ofte er det lykkedes mig at fremstille hende som en arbejdssky parisisk intellektuel, der kan teoretisere sig til at følge sine egne lyster frem for at lytte til klienternes behov. Jeg synes da også stadig, at historien er grinagtig. Men det er ikke kun på grund af komikken, at den er blevet hos mig, siden jeg hørte den for godt tyve år siden. Det er også, fordi den i al dens absurditet stiller spørgsmål ved vores forhold til verden omkring os. Er det egentlig til at stole på, for det beror jo på fælles overenskomster om rigtig og forkert optræden. Vores tilværelse giver ofte mening, fordi vi er enige om, hvordan tegn skal fortolkes. Ikke bare sproglige tegn, men altså også eksempelvis en indgået aftale. Den betyder noget bestemt og afkræver os bestemte handlinger, for at tilværelsen skal fungere. Når den så fungerer, tilværelsen, bliver vi bekræftet i, at vi selv er fornuftige og tilregnelige, for den måde vi handler på, passer ind i verden omkring os. Men hvad så, hvis nogen opsiger aftalen; eller man ikke længere kan forstå tegnene og reglerne omkring en. Kan man så opretholde sig selv, eller bryder man sammen som person? Det var jo den pointe, som den parisiske psykoterapeut fremlagde som begrundelse for, at hun afkortede terapisessionen så drastisk den dag, hendes veninde var på besøg. Hvis vi kun kan finde sikkerhed i vores forventninger til tilværelsens forudsigelighed, står og falder vores tryghed med de forhold vi møder. Hvis de ikke bekræfter os og vores opfattelse af verdens sammenhæng, risikerer tilværelsen at bryde sammen og tage vores person med.
Den østrigske forfatter og nobelprismodtager Peter Handke har skrevet en roman, der bl.a. handler om det. Den har titlen Målmandens angst ved straffespark. Hovedpersonen i bogen, Josef Bloch, er tidligere målmand. Han mister evnen til at afkode omverdenens tegn. Bogen begynder med, at han bliver fyret fra sit arbejde som montør. Eller han bliver ikke fyret, men han fortolker et blik fra sin sjakbajs på den måde, selv om det ikke var sådan ment. Samme dag forlader han sit hjem og går hvileløst rundt i Wien. Han går i biografen, indlogerer sig på et hotel, pantsætter gamle pokaler fra sin fodboldkarriere. Der er ikke nogen sammenhæng i det, han gør, for sammenhængen skulle jo etableres af verden omkring ham, men den formår han ikke at afkode, så alting forekommer usammenhængende og uforståeligt for ham, ligesom det i øvrigt gør for læseren. For han er jo i den situation, som den franske terapeut ville fremkalde for sin klient. Omverdenen skaber ikke trygge rammer for ham, for han forstår den ikke. På et tidspunkt begår han umotiveret et mord på en kvinde efter en nat i hendes lejlighed. Helt umotiveret er det måske ikke, for det bliver hans sammenhæng i tilværelsen. Som morder er han jaget af politiet. Han må derfor flygte til et område nær grænsen, hvor han lejer sig ind på det første det bedste hotel. Det giver mening. Når han er på flugt fra politiet, så er han nogen. Så giver politiets reaktion på hans handlinger en mening, som han kan forholde sig til. For han har brug for noget i verden omkring sig, der kan fortælle ham, hvem han er, og hvad meningen er, for han har det ikke i sig i sig selv. Hvis ikke meningen kommer til ham, ja jagter ham, falder hans verden fra hinanden i enkeltdele.
Målmandens angst ved straffespark kan man læse som en skildring af en skizofrens virkelighedstab, så er den ikke særligt interessant. Rigtig interessant er den kun, hvis den omhandler et alment menneskeligt vilkår. Så vi står som den parisiske klient uden for døren og desorienteret ikke kan finde meningen i den virkelighed, der er lige foran os, fordi vi ikke kender vores rolle i den og ikke kan finde ud af, hvad den betyder. Så vi som Josef Bloch selv skal skabe os en identitet for at have noget at forstå os i.
Disciplene i evangelieteksten står tvivlrådige over for den opstandne. Deres tilværelse er ikke længere, hvad den var. Opstandelsen har brudt med alle forventninger om forudsigelighed. Den har sprængt de kendte regler. Disciplene tilbeder, for der er ingen tvivl om, at det er Guds søn, der står foran dem. Men de tvivler – alle!, for sådan skal teksten forstås, ikke kun nogle, men alle tvivler – ikke på, hvem den opstandne er. Det er klart nok. Men på, hvad det betyder for dem. Hvilken mening har den virkelighed, som de står over for? Det er de usikre på. Det tvivler de om. De er i tvivl om deres egen rolle og deres egen identitet i forhold til den opstandne. Hvad er den nye virkelighed, som de møder i ham? Til den tvivl svarer Jesus: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden!” Det er det modsatte af at få døren smækket i hovedet. Den lukkede dør lader tilværelsens orden bryde sammen, for at klienten skal finde den i sig selv, så det ikke skal ende som for Josef Bloch. Men den opstandne Jesus fjerner tvivlen ved at give tilværelsen en ny orden, hvor han selv er sammenhængen. For tvivlen skal ikke udbedres ved, at disciplene finder sikkerhed i sig selv. Den forsvinder ved, at de indlemmes i den magt, som den opstandne Jesus har. Hvilket de gør, når han i næste sætning sender dem ud i sin tjeneste. Så lever de under den nye magt, de er indlemmet i hans virkelighed, og så ”er han med dem alle dage indtil verdens ende”.
Når vi tvivler på tilværelsens logiske sammenhæng, når dens orden synes at bryde sammen for os, og vi ikke kan afkode dens tegn, så den giver mening; ja, når tilværelsen er meningsløs og uordentlig, så henvises vi ikke til os selv, så lyder tilsagnet til os: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden”, så er det ikke et spørgsmål om vores evne til at forbinde sprog og virkelighed eller vores indre ro kan tøjle den ydre uro, så er svaret at leve under det tilsagn, for i det liv er han med os alle dage indtil verdens ende.
Når man modtager det udsagn, accepterer man, at man ikke skal finde meningen og sammenhængen i ens ydre omverden eller i ens indre selv, men i det budskab, som han har overgivet os. Han har som sønnen åbenbaret, hvem faderen er, og gjort den åbenbaring til vores virkelighed i ånden, han sendte til os, så vi ikke behøver at tvivle på, hvem vi er, eller hvad vi skal, for det har han vist os gennem sit liv, der åbenbarer Gud. Udsendelsen til alverden er en sendelse ud i den virkelighed, fordi den bestemmer det liv, vi skal leve.
Den virkelighed, som han indstifter og indlemmer de troende i, stemmer ikke altid med vores oplevelse af virkeligheden; den passer heller ikke altid med vores oplevelse af os selv; derfor tvivler vi, selv når vi tilbeder. For budskabet om Guds kærlighed til os og til verden gennem sin søn ser vi ikke altid bekræftet, når vi kigger ud ad vinduet og endnu mindre, når vi kigger i spejlet. Hertil er Jesu svar ikke en psykoterapeutisk personlighedsudvikling, men tilsagnet: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden,” når I lever i den magt er jeg med jer alle dage indtil verdens ende. Det er jeres identitet i verden; det er jeres mening i tilværelsen, for med den skal I ikke søge noget andet sted, så skal I bare leve for den næste, som I sendes til.
Missionsbefalingen, som evangelieteksten hedder, er ikke en dør, der smækkes i og henviser de tvivlende til sig selv. Den er en dør, der åbnes til alverden med budskab om at gøre Jesu åbenbaring til virkelighed ved at udbrede den til hinanden. For den åbenbaring får virkelighed, når vi lever i den. Når den bestemmer vores forhold til hinanden, fordi den kræver, at vi ser vores næste som et menneske, der er under Jesu magt, så vi, når vi har med næsten at gøre, forholder os til Jesu magt. Den bestemmer vores forhold til os selv, for vi må forstå os som underlagt Jesu magt. Hvis vi lever livet således, bliver det til virkeligheden omkring os, og så er han med os alle dage indtil verdens ende.
DDS 403 – 435 – 363 — 355 – 319 – 11