Trinitatis søndag (1)
v.1 Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd.
v.2 Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.«
v.3 Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«
v.4 Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”
v.5 Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. v.6 Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. v.7 Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. v.8 Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
v.9 Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?”
v.10 Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? v.11 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. v.12 Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? v.13 Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. v.14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, v.15 for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«
Joh 3,1-15
Tekstens forhold til de andre evangelier
Som så ofte med teksterne fra Johannesevangeliet er der ingen paralleltekster i de synoptiske evangelier. I dette tilfælde er der ikke engang noget, der minder om i de andre evangelier. Det er altså en helt johannæisk tekst, der udtrykker noget specifikt for dette evangelium.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
I kapitlet forud er Jesus kommet til Jerusalem for første gang. Han har foretaget aktionen på tempelpladsen (Joh 2,13-22), hvorefter følger en notits om hans tilstedeværelse under påskefesten, hvor mange kommer til tro: ”Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket” (Joh 2,24-25). Til den notits knytter teksten om Nikodemus direkte an: ”Der var et menneske …” (Joh 3,1).
Samtalen med Nikodemus glider i teksten over i en monolog, der fortsætter til 3,21, og Nikodemus forsvinder umærkeligt. Resten af monologen (Joh 3,16-21) er en begrundelse for og udfoldelse af konsekvenserne af det, Jesus. har sagt i v. 14-15. Det slutter med, at menneskene elskede mørket frem for lyset, og dette er dommen (Joh 3,19).
I den større sammenhæng befinder teksten sig i begyndelsen af Jesu offentlige virke, hvor modstanden mod ham langsom optrappes. Nikodemus er imidlertid ikke en af de jødiske modstandere, selv om han er jøde. Men han er heller ikke troende, selv om han er sympatisk over for Jesus. Det vises de andre steder, hvor han optræder. I Joh 7,50-51 taler han Jesu sag for de andre jøder. I Joh 19,39 kommer han til Jesu grav og salver ham med hundrede pund (30 kg) salve. Imidlertid viser denne sidste overdrevne handling, at han ikke forstår, hvem Jesus er. Han ærer jo netop hans lig og forholder sig således til det jordiske, mens han ikke forstår det himmelske.
Tekstens detaljer
Nikodemus-teksten er uhyre kompliceret. Det er ikke let at se en helt klar struktur eller et tydeligt forløb i samtalen. Sammenhængen i argumentationen er tilsvarende vanskelig at gengive enkelt. Jesus og Nikodemus taler forbi hinanden, eller de taler på forskellige niveauer. Det er selvfølgelig en selvstændig pointe. Nikodemus forsvinder helt af samtalen, der slutter som en monolog. Det er heller ikke helt ualmindeligt i Johannesevangeliet, hvor logikken i den ydre handling nogle gange halter lidt. Men samtidig kombinerer Jesus forskellige forestillinger, der har deres egne forudsætninger. Og der er, som det vil fremgå, en udstrakt brug af ironi og dobbelttydige udtryk. Derfor forekommer det ikke helt krystalklart, hvad meningen er i alle detaljer og enkeltheder.
v.1-2: ”Der var et menneske”. Som nævnt knytter dette udtryk til det foregående vers. Nikodemus er eksemplet på et menneske, som Jesus ikke betror sig til, men kender helt igennem. Mennesket kommer ovenikøbet om natten, hvilket korresponderer med beskrivelsen af mennesker, at de foretrækker mørket frem for lyset (Joh 3,19). Uanset at Nikodemus selv opsøger Jesus og sådan set viser sig både sympatisk og sympatiserende, kan man ikke forvente, at han kommer til forståelse eller tro, hvilket hans historie i resten af evangeliet også viser.
Nikodemus beskrives som en af de førende blandt jøderne. Han er farisæer og medlem af jødernes råd (jf. Joh 7,50). Forskellen mellem de jødiske partier (farisæere, saddukæere, essæere) spiller i øvrigt ingen rolle i Johannesevangeliet, som det fx gør i Matthæusevangeliet. Han er endvidere medlem af det jødiske råd, dvs. synedriet i Jerusalem, der var den øverste jødiske myndighed med retlig magt over jøderne. Det bestod af 71 medlemmer fra de ældste, de skriftkloge og ypperstepræsterne, dvs. repræsentanter for hhv. de ældste, fornemme og jordbesiddende slægter, den teologiske og juridiske ekspertise samt den ledende del af præstestanden. Årets ypperstepræst var dets formand. Der er lidt uklart, hvilken magt synedriet har haft. Under den romerske besættelse har der formentlig været en form for politisk selvstyre, men til gengæld er deres juridiske kompetence blevet indskrænket, fx havde de næppe ret til at fælde dødsdom (jf. Joh 18,31). Under alle omstændigheder skal Nikodemus forstås som en af de allermest magtfulde blandt jøderne.
Nikodemus tiltaler Jesus ”rabbi”. Det er også et tegn på, at han ikke forstår ham. Alle de gange Jesus tiltales således i Johannesevangeliet, markerer det en afstand mellem ham og den anden person. Og det på trods af at Nikodemus jo faktisk angiver en interesse for Jesus, når han siger, at han er en ”lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden Gud er med ham.” Men selv om det på overfladen lyder rigtigt, rummer det i virkeligheden en misforståelse af Jesus. Nikodemus forholder sig til tegnene, dvs. miraklerne som Jesus udfører, men ser ikke, hvad de er tegn på (jf. Joh 2,11). Det er også et gentaget træk i evangeliet, at tegnene i deres karakter af mirakler kan medføre en fejlagtig forståelse af Jesus, hvis man kun forholder sig til selve miraklet og ikke til Jesus selv (jf. Joh 6,26). Det er netop tilfældet for Nikodemus. Derfor tror han, at Jesus er en lærer (en rabbi), der har særlige evner og støtte fra Gud, men indser ikke, at Jesus selv er guddommelig. Nikodemus er et menneske, hvis forståelse er menneskelig.
v.3-4: Af den grund er Jesu svar til ham præcist, selv om det forekommer lidt ”goddag-mand-økseskaft”. Jesus siger, at det kræver en fuldkommen ny identitet at se, hvad han giver adgang til. Det kræver en ny fødsel. Ordet for ”på ny” er anôthen. Det kan betyde både ”på ny” og ”fra oven”. Nikodemus misforstår selvfølgelig. Han forholder sig på det fysiske, bogstavelige plan.
Det er ukarakteristisk, at den johannæiske Jesus taler om ”Guds rige”. Normalt bruger han andre betegnelser, oftest ”evigt liv”. Her er der i første omgang tale om at se Guds rige, dvs. forstå, hvad Jesus står for. I det næste svar udvides og præciseres det.
v.5-6: Efter Nikodemus har misforstået Jesu udtalelse ved at forstå den konkret fysisk, præciserer Jesus. Det er naturligvis ikke en ny menneskelig fødsel, men en fødsel af ånd og vand, der er tale om. Henvisningen til dåben er åbenbar. Men der kan meget vel være andet på færde også. I visse filosofiske retninger, særligt hos Aristoteles, var det den gældende opfattelse, at et foster blev til, ved at faderen plantede ånden i moderen, som leverede kød og blod. Mennesket består altså af materie fra moderen og ånd fra faderen. Jo stærkere ånden er, jo større indflydelse får det mandlige på barnet. En stærk ånd producerer drengebørn, mens en svagere kun kan avle piger! Her i Johannesevangeliet er der imidlertid tale om en ny fødsel, som sker ved ånd og vand alene. Det, der derved avles, bliver derfor helt perfekt som født af Gud selv (jf. Joh 1,13: ”de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud”). Åndsfødslen sker altså ved Guds ånd alene, så de nyfødte er Guds børn uden indblanding fra noget menneskeligt, dvs. kødeligt.
v.7-8: Nu bliver det vanskeligt! Ganske vist indleder Jesus med at sige, at Nikodemus ikke skal undre sig og giver derefter angiveligt en uddybende forklaring, men billedet af vinden, der blæser, hvorhen den vil, er ikke let at forstå. Billedet skal sige noget om dem, der er født af ånd. Det passer med, at det ord, der oversættes ”vinden”, netop er det samme ord, der umiddelbart før blev oversat med ”ånd” (pneuma). Det, der oversættes ”suse”, betyder egentlig ”stemme” (phônê). I antikken var der teorier om, at stemmen opstod, når ånden blæste gennem halsen og skabte lyd. Hvis det er grundlaget for sammenligningen, så gælder det altså for enhver, som er født af ånden, at denne er som en, der får sin stemme fra Guds ånd. Nikodemus forstår ikke, hvordan det går til, for han ved ikke, hvorfra eller hvorhen ånden bevæger sig. Derfor kan han ikke forstå dem, der er født af ånden (herunder Jesus), men kun høre lyden uden at forstå det.
v.9-13: Man kan godt forstå, at Nikodemus udbeder sig mere forklaring. Hvordan kan det ske? Altså hvordan kan det ske, at nogen fødes af ånden og bliver som et instrument, ånden spiller på? Som om det ikke var kompliceret nok allerede, svarer Jesus ikke særligt tydeligt. Men han mener altså, at Nikodemus som lærer i Israel burde vide det allerede. Det er formentlig vigtigt, for dermed sættes Jesu svar ind i en ramme, som Nikodemus burde kende til, nemlig Det Gamle Testamente. Men der er mange problemer i Jesu svar:
”Vi vidner …, I tager ikke imod” siger han. Hvem er ”vi” og ”I”? Når der er tale om vidnesbyrd, kan der være underforstået vidnesbyrdet i de gammeltestamentlige skrifter (jf. Joh 5,39.46-47). Dem burde Nikodemus kende. Således er ”vi” alle vidnerne fra Moses og profeterne til Jesus selv. De vidner nemlig om det, de har set (jf. Joh 12,37-41). Deres vidnesbyrd tager jøderne imidlertid ikke imod, hvilket fremgår af de samme steder. Således heller ikke Nikodemus, selv om han burde vide bedre som Israels lærer.
”Jeg har talt til jer om det jordiske”: Det kan også oversættes ”de har talt til jer om de jordiske”. Den løsning er bedre i sammenhængen, som det vil fremgå. Den skaber et forhold mellem ”de” og ”jeg”. ”De” har talt om det jordiske … ”jeg” vil tale om det himmelske. Så har ”de”, nemlig Moses og profeterne, talt om det jordiske, mens Jesus selv skal tale om det himmelske.
”Det jordiske – det himmelske”: Denne forskel svarer altså til ideen om, at Moses og skrifterne vidner om det jordiske (jf. Joh 1,45; 5,46-47), mens Jesus selv taler om det himmelske. Det Gamle Testamente leverer jordiske tegn; Jesus leverer himmelsk indhold. Det er jo netop denne relation, der udfoldes i det følgende med forholdet mellem slangen i ørkenen og Jesu ophøjelse. De gammeltestamentlige skrifter er det jordiske vidnesbyrd, der får sin mening i Jesu himmelske historie, som det fremgår af det følgende. Altså er pointen, at fordi de ikke forstår det gammeltestamentlige vidnesbyrd, kan de heller ikke forstå Jesu vidnesbyrd. Men faktisk er logikken omvendt: Det viser sig, at de ikke forstår de gammeltestamentlige skrifter, når de ikke forstår Jesus. Det er jo netop tilfælde med Nikodemus.
Det himmelske er Jesu eget vidnesbyrd, som det, der følger i v. 13. Nemlig, at ingen er steget op til himlen undtagen den, der er steget ned. Det er forklaringen på fødslen på ny eller fra oven. Den kræver, at en er steget ned, nemlig ånden, som sætter dem i stand til at blive født fra oven på ny som Guds børn og derfor også stige op. Den første, der foretager den bevægelse, er selvfølgelig Jesus selv.
For at opsummere dette mærkelige afsnit: Nikodemus spørger i v. 9, hvordan dette (fødslen på ny fra oven ved vand og ånd) kan finde sted. Han får først svar i v. 13. Første del af Jesu svar udfolder nemlig, hvorfor han ikke kan forstå det, selv om han burde, da han er Israels lærer og derfor kender skrifterne (v. 10). Men Moses, profeterne, Det Gamle Testamente og Jesus vidner om det, de har set og ingen forstår det (v. 11). De, dvs. Moses, profeterne og Det Gamle Testamente har vidnet om de jordiske ting, dvs. tegn, fx ophøjelsen af slangen i ørkenen (v. 12a), mens Jesus vil tale om det himmelske, dvs. tegnenes mening, fx ophøjelsen af menneskesønnen (v. 12b). Men de – jøderne – kan ikke forstå det. Derfor forstår Nikodemus heller ikke svaret på sit spørgsmål: Åndsfødslen kan finde sted, fordi en er steget ned fra himlen, og skal atter stige op. Det gælder for Jesus og det vil gælde for dem, der fødes på ny af ånden, der stiger ned fra himlen til dem.
v.14-15: Forudsætningen herfor følger i disse vers, der også illustrerer forholdet mellem Det Gamle Testamente og den johannæiske Jesus. Moses ophøjede slangen i ørkenen: Det er et tegn på, at Menneskesønnen skal ophøjes på korset. I sig selv har ophøjelsen af slangen ingen betydning; det får den først i kraft af det, som den henviser til. Dvs. hvis man ikke forstår, at det jordiske, nemlig tegnet i de gammeltestamentlige skrifter, har tegnværdi og ikke værdi i sig selv, kan man heller ikke forstå det himmelske, nemlig tegnets betydning i Jesus selv. Således er forholdet mellem det jordiske og det himmelske, mellem Det Gamle Testamente og Jesus ifølge Johannesevangeliet.
Men der er mere at sige, for Menneskesønnen skal ophøjes ligesom slangen blev ophøjet, dvs. Menneskesønnens funktion som ophøjet svarer til den ophøjede slanges funktion. Her er det vigtigt, at de jødiske traditioner om denne slange netop understreger, at den ikke i sig selv frelser. Det er ikke slangen, der frelser. Det frelsende er, at israelitterne, når de ser på slangen, vender deres hjerter til Gud. Det er det frelsende. Således må man også forstå ophøjelsen i Johannesevangeliet. Det er ikke i sig selv ophøjelsen, dvs. korsdøden, der frelser, men det forhold at den fremkalder tro. Troen er det frelsende. Samtidig er denne ophøjelse forudsætning for, at ånden kan komme, der muliggør fødslen fra oven i ånd og vand. Så enhver, der tror, gennem dåben kan genfødes som Guds barn og dermed stige op i kraft af den, der er steget ned.
Tekstens fortolkning
Der skal heller ikke i konklusionen lægges skjul på, at det er en af de mest komplicerede tekster i Det Nye Testamente. De enkeltes leds sammenhæng og deres indre logik er ikke åbenbar. Dette er et forsøg på at fremstille argumentet:
- Nikodemus er jøde og bekendt med skrifterne, derfor burde han forstå Jesus, men det gør han ikke, fordi han kun forholder sig til tegnene, ikke til det de betegner (det gælder både Jesu tegn og tegnene i Det Gamle Testamente)
- Det kræver en helt ny fødsel, nemlig en fødsel fra oven, at få del i Guds rige. Denne fødsel sker i dåben med ånden, der genføder de troende som Guds børn, der ikke er født af kød og blod, men af Gud.
- Det sker, når ånden kommer i kraft af Menneskesønnens ophøjelse. Derfor skal han ophøjes ligesom slangen blev ophøjet i ørkenen, så de troende kan få evigt liv gennem ånden, som først kommer efter hans ophøjelse
- Det er det himmelske, som Jesus bringer; det jordiske er Moses og profeternes vidnesbyrd, som blot er tegn på det himmelske. Jøderne, fx Nikodemus, forholder sig kun til tegnene og ikke deres indhold. Derfor forstår de ingen af delene
Således er Nikodemus samtalen en væsentlig tekst for hovedpointer i Johannesevangeliet om forholdet mellem jøder og kristne, Det Gamle Testamente og Jesus, samt om ånden, troen og frelsen. Man kunne ønske, at det var udtrykt klarere.