Joh 3,1-15
Nikodemus i dagens tekst har et elementært kendskab fødsler, ville man sige, hvis man skulle være meget positiv. Et voksent menneske kan ikke for anden gang komme ind i sin moders mave og blive født igen. Det er jo rigtigt. Fødslen kan ikke gentages. Den kan man ikke omgøre. Den sker én gang og kan aldrig ske igen. Så faktisk, hvis der er én ting, man ikke behøver at tvivle på i livet, er det, at man er blevet født. Det er banalt, men det er også fundamentalt. Nogle gange skal man minde sig selv om det grundlæggende.
Så meget ved Nikodemus om fødslen. Andre mennesker i antikken vidste meget mere. Nogle mente at vide, at barnet blev til, når faderen indsatte sin ånd i moderen, så der ud af hendes kød og blod kunne formes et menneske. Det viste sig at være forkert, og i dag har vi en helt anderledes videnskabelig viden om fødslen.
Faktisk ved vi mere om fødsler end nogen sinde og har i vores del af verden så sikre forhold for de fødende som aldrig før. Alligevel, har jeg læst, er frygten for fødsler større end nogensinde. Alt det man ved om fødsler, og alt det man kan ved fødsler, har kun gjort de fødendes usikkerhed større. Angsten for den i sig selv naturlige begivenhed, som fødslen er, er tilsyneladende blevet mangedoblet af den viden, man har om fødslen.
Men det paradoks gælder ikke kun fødsler. Det synes at være et generelt fænomen, at frygten vokser med vores viden. Eksempelvis ved man i dag vel mere om sundhed og fødevarer, end man nogensinde har gjort. Men det er helt uoverskueligt, hvad der er sundt at spise. Madpyramiden er for længst vendt på hovedet eller helt brudt sammen. Og aldrig har vi været mere bange for at spise noget forkert.
Nu er der ikke noget underligt i, at man bliver mere forvirret, jo mere man ved. Det har alle, der har forsøgt at lære noget, erfaret. Det påfaldende er, at frygten vokser med kundskaben. Aldrig har mennesker vidst så meget om naturen, som i dag, men jeg er næppe den eneste, der finder den mere skræmmende end nogensinde med dens tsunamier, jordskælv, tørker og oversvømmelser. For så slet ikke at tale om klimaet og al den angst, det afføder.
Formentlig har det niveauet af viden om nationaløkonomi og finansielle processer heller aldrig været højere både blandt fagfolk og i offentligheden. Alligevel forekommer fænomener som finanskriser og diverse økonomiske bobler som et skræmmende fremtidsscenario, der pludselig kan ramme os.
Tendensen er temmelig tydelig. Paradokset er, at jo mere man ved, jo mere frygtsom bliver man. Hvis man overhovedet kan konkludere noget ud fra disse betragtninger, må det være, at jo dybere vores teknologiske og naturvidenskabelige viden og kunnen er, jo mere fjerner det os fra det naturlige fænomen. Fødsler opleves måske netop så skræmmende, fordi de finder sted i hospitalets sterile rammer, så de fødende måske selv bliver i tvivl, om de er syge. Fødevarernes indflydelse på vores sundhed bliver måske problematiseret, fordi vi ingen relation har til de pågældende madvarer, som lige så godt kan komme fra en fabrik som fra et landbrug. Og i mange tilfælde kommer de fra en fabrik, hvor de tilsættes særlige enzymer, der nedsætter mæthedsfølelsen, så man kan spise endnu mere. Naturen og klimaet har man intet kendskab til som andet end kulisser, og økonomi har man kun et helt abstrakt kendskab til, for hvem af os kan egentlig sige, hvor meget værdi vi skaber med vores arbejde?
Kan man sige, at selv om vi ved mere om tilværelsen, og samfundet er mere ordnet end nogensinde, så forekommer livet mere kaotisk og skræmmende end nogensinde, fordi vi i det komplekse, teknologiske videnssamfund er kommet på afstand af livet selv. I vores bestræbelse på at gøre livet så risikofrit, sundt og sikkert som muligt, oplever vi det mere angstpræget, mere stressende og mindre trygt end nogensinde.
I dag er det blandt enkelte tyske sociologer og mange danske teologer på mode at sige, at det vi savner, er erfaringer af at være forbundet med livet. De kalder det ressonans-erfaringer. Det vil sige de øjeblikke, hvor hengiver sig til livet og glemmer sig selv, for det er virkelig det bedste, man kan glemme. Musikken bruges altid som eksempel på det. Både når de forskellige instrumenter i et orkester går op i en højere enhed, så man hører musikkens helhed og ikke de enkelte toner. Det er ressonans. Og en ressonans-erfaring er, når tilhøreren falder helt hen i musikken og glemmer sig selv, så man efter oplevelsen kan have svært ved at blive sig selv igen. Men ressonans kan også være det gode selskab med en vigtig samtale, hvor man ser bort fra sine egne særinteresser og personlige synspunkter, fordi man bliver så optaget af sagen, at man virkelig lytter til de andre for i fællesskab at blive klogere. Den slags erfaringer, mener Hartmut Rosa, for det er ham, jeg hentyder til, må ligge til grund for et demokratisk samfund. Hvis man ikke har oplevet sig selv – om end kun i enkelte øjeblikke – som en del af en større helhed, kan man ikke indgå i et demokrati, hvor det ikke alene handler om at alle har en stemme, men i lige så høj grad om at alle har et øre for at lytte til hinanden. For at kunne det må man have erfaret, at livet er større end en selv, så man ved sig forbundet med det selv i et samfund, der med teknologi og videnskab synes at fjerne sig mere og mere fra det.
Her har religionen ifølge Rosa en med hans ord forbandet vigtig rolle at spille, for kirkerne har særlig fornemmelse for sådanne resonanserfaringer, hvor man i fællesskabet, i tilbedelsen, i salmesangen og i nadverfejringen bliver en del en af en større helhed, måske endda kommer i kontakt med livet selv, når vi bekender os til dets skaber. Derfor, siger Rosa, har demokratiet brug for religion.
Således siger han, og et sted kan man ikke undslå sig for sammen med så mange andre præster at blive en smule smigret af stjernesociologens interesse for vores religion, men samtidig er der et andet sted, hvor man ikke kan undgå at blive lidt betænkelig over denne instrumentalisering af religionen. For har religionen et formål uden for sig selv? Skal den tjene en bestemt samfundsform? Er den til for at producere oplevelser til demokratiske medborgere? Og hvad er det egentlig, Jesus svarer Nikodemus, der er medlem af jødernes øverste politiske organ, da han kommer til ham om natten, fordi han mener, at han i Jesus har fundet en lærer fra Gud?
Jesus svarer ham med et ordspil, som Nikodemus ikke forstår (det ville Hartmut Rosa heller ikke gøre). For det ord, som Nikodemus tror, betyder ”igen”, betyder også ”fra oven”. Når Jesus siger ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige,” siger han også ”Den, der ikke bliver født fra oven, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus misforstår tvetydigheden og tror, at det handler om en fysisk genfødsel. Det gør det selvfølgelig ikke. Men det handler både om en fødsel igen og en fødsel fra oven. Det er en fødsel ved Guds ånd ifølge Johannesevangeliet. Det er den fødsel, der sker, når Gud indsætter sin ånd i mennesket og former det som sit barn. Den åndelige fødsel bringer mennesket i overensstemmelse med livet, som det er anlagt til at være, for i Johannesevangeliet er alt blevet til ved Guds ånd, hvilket vil sige at livet selv er anlagt på lys. Mørket kommer ifølge Johannesevangeliet, når vi gør oprør mod livet, som det er skabt, og ikke lever efter den mening, der er nedlagt i det. Den mening, som vi oplever i de erfaringer, hvor vi glemmer os selv og hengiver os til livet.
Fødslen er også en fødsel ”fra oven”, for det er Guds ånd, som genfødslen sker ved. Så den genfødte ikke blot går i et med livet i verden i rene resonanserfaringer, for livet i verden er også angstfremkaldende, usikkert og utrygt. Jo mere vi ved om det, jo mere skræmte bliver vi. Derfor får vi i fødslen fra oven en horisont, der ikke er begrænset af menneskelivet, som vi er i stand til at forstå det. Ved at blive født fra oven forvisses vi om, at al den viden, vi måtte have om tilværelsen og menneskelivet, møder en grænse, og hinsides den grænse er Guds grænseløshed.
Fødslen igen og fødslen fra oven finder sted i fødslen af vand og ånd i dåben. I indsættes Guds ånd i dåbsbarnet, så det formes som Guds barn. Det betyder, at vi må tro, at når vi er forbundne livet selv, er vi forbundne med livets skaber. Og når vi møder livets grænse, møder vi livets skaber. I det liv ser man Guds rige, som Jesus siger i evangeliet. Det liv stammer fra dåbens fødsel igen og fødslen fra oven. Den kan ikke omgøres og skal ikke gentages. Ligeså sikkert som vi er født, ligeså trygt kan vi stole på vores dåb, så vi kan leve i og af den som igenfødte.
DDS 403 – 435 – 441 — 492 – 296 – 6