Kom som du er til bryllupsfest
Matth 22,1-14
Efter min mening er den værste invitation, man kan få, en indbydelse, hvor man bare skal komme, ’som man er’. For man ved jo godt, at ingen bare kommer, ’som de er’. For hvad er det i det hele taget? Hvornår er man, ’som man er’? Er det om morgenen, når man lige er stået op? Er det efter morgentoilettet, når man føler sig frisk? Eller om aftenen, når man slapper af? For mit eget vedkommende kan jeg end ikke sige, hvornår jeg selv synes, at jeg er, ’som jeg er’. Det er helt afhængigt af sammenhængen. Nogle gange er jeg fx helt mig selv i præstekjolen; andre gange ikke.
Så hvad gør man, hvis man bare skal komme, ’som man er’? Man bryder hovedet med, hvordan de andre gæster vil komme. Man forsøger at gætte på, hvad der vil passe ind, så man ikke vækker opmærksomhed, når man kommer, ’som man er’. Intet er mere pinligt, end når det ikke lykkes. Det er slemt, hvis man er ’underdressed’, som det hedder, dvs. hvis man er for afslappet påklædt. Det er endnu værre, hvis man er ’overdressed’. Eller det er bare forkert, som dengang jeg var ham i den røde skjorte til en koncert, hvor alle var iført sort. Det er slemt for mænd; jeg har hørt, at det er endnu værre for kvinder. Engang troede jeg, at man ville vokse fra det. Det gør man nok ikke.
Man kan undre sig over, at det er sådan. Årsagen er nok, at der er noget mere grundlæggende på færde end blot konventioner om tøjmode og klædestil. Sagen er sikkert, at den måde vi bliver opfattet på, er med til at bestemme, hvem vi er. Vi er aldrig bare, ’som vi er’, uafhængigt af hvordan andre ser på os. Men det gælder naturligvis ikke blot påklædning. Eventyret om kejserens nye klæder handler om meget mere end tøj, der ikke er der.
Frygten for at blive afsløret som kejseren omtales i dag som et syndrom. Man kalder det imposter-syndrome. Det dækker over det forhold, at især unge mennesker lider af angst for at være utilstrækkelige. De klarer sig godt, opnår det, de vil. Måske er de endog misundelsesværdigt succesfulde. Men inderst inde har de en frygt for at blive afsløret. De er bange for, at de ikke fortjener deres succes. De tror, at det kan blive afsløret, at de i virkeligheden ikke har noget på. Sådan ’som de er’ for andre, er de i hvert fald ikke for sig selv. De kan ikke genkende sig selv ’som de er’ i det, andre ser. De er i egne øjne slet ikke som folk ser dem. Så er invitationen, kom, ’som du er’, næsten en indbydelse til det klassiske mareridt, hvor man befinder sig nøgen blandt påklædte.
Det modsatte syndrom findes selvfølgelig også. Det er måske mere kendt. Det handler om, at man er langt mere og burde være langt mere, end man er i de andres øjne. Som det miskendte geni, der på grund af uheldige omstændigheder ikke fik udfoldet sit talent. Som sportsstjernen, der aldrig blev opdaget. Eller kunstneren, der mener at være forud for sin tid. Fra tid til anden dukker den slags historier op som skandaler. Ved de lejligheder er det svært ikke at reagere med en lille smule skadefryd. Der er noget elementært, om end ubehageligt tilfredsstillende ved at se en museumsdirektør med falske eksamenspapirer blive fyret. Eller betragte en topforsker blive grebet i uredelighed. Eller se en succesfuld mangemillionær falde fra tinderne. Men grundlæggende er det samme menneskelige fænomen. Heller ikke disse personer, kan genkende sig selv, ’som de er’. De er i egne øjne andet og mere, end folk ser dem. For dem er invitationen, kom ’som du er’, en indbydelse til en kostumefest, hvor de kan klæde sig ud, som de inderst inde mener at være.
Vi er mest interesseret i at udstille, at den, der overdriver og gør sig selv til mere, end vedkommende er. Men det er lige så vigtigt at få frem i lyset, at man kan underdrive og gøre sig selv mindre, end man er. For det er to sider af samme sag. De stammer begge fra den grundlæggende forskel mellem at være noget og at synes som noget.
Man kan synes som noget, man ikke er. Så forstiller man sig og pynter sig med lånte fjer, falske eksamensbeviser, fejlagtige forskningsresultater eller oppustede virksomhedsregnskaber. Både en selv og ens medmennesker føres bag lyset og holdes for nar. Men man kan også være noget, man ikke synes som. Så forstiller man sig også, skjuler sine talenter, gemmer sine evner og fortier sin viden. Hverken en selv eller medmenneskene får glæde af, hvem man i virkeligheden er.
Det er to diametralt modsatte tilgange til sig selv og til tilværelsen. Men grundlæggende er de to det samme: ikke at ville være, ikke at kunne være, ’som man er’. Resultatet er også det samme: forholdet til sig selv og forholdet til tilværelsen bliver falsk.
De fleste af os svinger mellem de to yderpoler. Nogle gange kaster man sig overmodigt ud i store projekter med en urealistisk tro på egne evner og må se projektet kuldsejle, fordi evnerne ikke stod mål med ambitionerne, med nederlag og såret stolthed til følge. Andre gange lader man mulighederne gå uudnyttede forbi af mangel på selvtillid og tro på egne evner. Så står man med knuste drømme og skuffede forventninger, fordi modet svigtede, da chancen bød sig. Og mens man sådan svinger mellem mild selvovervurdering og falsk beskedenhed, er det svært at skulle være ’som man er’, for hvordan er det egentlig, man er, når man er, ’som man er’.
Og så bliver man budt til kongesønnens bryllup, og hvad skal man tage på? Skal man klæde sig som, den man gerne vil være, eller som den man mener, man er? Er man i det ene yderpunkt, hvor man egentlig mener, at man er for vigtig til at gå med til brylluppet og hellere vil passe sine egne forretninger og marker; eller er man i det andet, hvor man ikke engang kan få sig til at tage festtøj på? Hvordan skal man ses, når man skal komme, ’som man er’? Hvordan skal man være, når man hentes ind til brylluppet fra vejenes ende ’som man er?
Jesus svarer med et ordvalg, det er svært ikke at støde sig på. Han taler om hære der myrder og nedbrænder byer for dem, der ikke tager imod invitationen. Han truer med at blive bundet på hænder og fødder og blive smidt ud, hvor der er gråd og tænders gnidsel, hvis man ikke har bryllupstøj på. Med de kompromisløse formuleringer fejer han al tvivl bort: Til brylluppet skal du være bryllupsgæst! Hvis ikke du vil være bryllupsgæst, hører du ikke til ved brylluppet! Alle dine tanker om, hvordan du skal tage dig ud; alle dine overvejelser om, hvordan du skal være, hører ikke til her! Til kongesønnens bryllup skal du være hans bryllupsgæst. Og vil du ikke det, vil du ikke i det indre og det ydre; i din væren og din fremtræden; som du er og som du synes; i din person og i din klædning være hans bryllupsgæst, så skal du slet ikke være med til festen, men kastes ud i mørket.
For til festen er der ikke plads til forskellen mellem den, man er, og den, man tror, man er. Her er der ikke tvivl om, hvordan man skal være, og hvordan man skal synes. Man behøver ikke overveje, hvordan man klæder sig, så det passer til den, man er. For til den fest er du ikke indbudt ’som du er’! Du er indbudt som gæst. Til festen bestemmer festens herre, hvem du er: Du er gæst, bryllupsgæst, ved kongesønnens bryllup. Det er det, du er. Du skal ikke tænke over, hvordan du skal være.
Festen er i gang. Det er ikke sådan, at invitationerne er udsendt, og vi overvejer, om vi vil med, og hvad vi skal have på. Festen er i gang. Det er fest nu, og vi er bryllupsgæster, fordi vi er inviteret til kongesønnens bryllup. Alle vores overvejelser over, hvem vi er, og hvem vi skal være; alle vores bekymringer om at leve op til den, vi er; eller at blive den, vi vil være; hele den splittelse, som ligger til grund for at man ikke tør være den, man er; eller vil være en anden, end man er. Alt det falder bort til festen. Hvis man er med, er man med som gæst. Bekymringerne, overvejelserne, og spekulationerne om hvem vi er og hvad vi skal være, hører ikke til ved en fest, hvor vi er kongens gæster. Til kongesønnens bryllup er du hans bryllupsgæst. Og der er intet andet, du skal være. Så kan du tage del i festen, ’som du er’, selv om du ikke ved, hvem du er. For du er gæst og kan leve livet som gæst til hans fest.